"Vi fandt en ekstrem tryghed i hinanden, mens alt andet føltes lidt utrygt"

Barndom

Louise: – Jeg vil i dag kalde vores familie for dysfunktionel, men dengang i 70'erne var det bare fest og farver. Vores forældre var kunstnere, og de levede et bohemekunstnerliv. Jeanette og jeg var som små med til fester, hvor Gasolin spillede, og der blev spist helstegt pattegris og drukket en masse bajere. Min søster og jeg fik lov til at drikke alle de sodavand, vi ville, men sidst på aftenen var vores forældre berusede og overså, at de havde to, små piger med på slæb – og så var det ikke så sjovt længere.

Jeanette: – Det var ikke på børnenes præmisser dengang. Vi måtte bare følge med, og fordi jeg var storesøsteren, følte jeg, at jeg blev nødt til at passe på Louise. Vi fandt en ekstrem tryghed i hinanden, mens alt andet føltes lidt utrygt.

Louise: – Jeanette blev hurtigt den lille voksne. Og det var ikke, fordi jeg ikke opfattede utrygheden, men jeg havde trods alt Jeanette, som tog det tunge slæb. Man kan også se på billeder fra dengang, at Jeanette stod og holdt mig i hånden og så alvorlig ud. Hun skulle både tage sig af fulde forældre og en lillesøster, som hun følte et kæmpe ansvar overfor.

– I takt med at vi blev ældre, var det som om, vi byttede roller. Da Jeanette blev teenager, kom oprøret, og hun havde brug for at passe sig selv og ikke tage sig af sin fulde far og skrøbelige mor. Hun blev den rebelske af os, mens jeg gik den stik modsatte retning og blev mor som 19-årig. Og det var fuldstændig planlagt. Jeg havde brug for at skabe den familie, jeg ikke selv havde haft. Jeg havde brug for at vise, at jeg godt kunne være voksen og fornuftig. Men måske var det egentlig mit oprør, for hvordan gør man oprør mod noget, der er så crazy og vildt som vores forældres liv?

Søsterskab

Jeanette: – Vi har altid været meget tætte, men det blev helt tydeligt, hvad Louise betyder for mig, da jeg blev syg for ni år siden. Jeg fik problemer med mit hjerte og var igennem lange udrednings- og indlæggelsesforløb, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skulle have gjort uden Louise. Hun gav mig total tryghed, omsorg og kærlighed. Hun var der bare. Alt, hvad lægerne sagde, forstod jeg først, når det blev sagt af Louise. Hun måtte oversætte det for mig, selvom jeg er sygeplejerske. Jeg var simpelthen så meget i krise, at jeg ikke kunne forstå det på andre måder.

Louise: – Da Jeanette var meget syg, kunne jeg for første gang mærke, hvor vigtig en søster er. Også selvom vi måske ikke altid har daglig kontakt, så fandt jeg pludselig ud af, hvor vigtig hun er for mig, og hvor utrolig ked af det, jeg ville være, hvis hun ikke var i mit liv.

– Efter både Jeanette og jeg blev skilt, fandt vi også hinanden på et nyt plan. Tidligere har vi brugt hinanden på en meget øm og omsorgsfuld søsteragtig måde, og det gør vi selvfølgelig stadig, men nu er vi også blevet veninder. Vi kan tale om mænd og mere høhø-agtige ting. Det er ikke så seriøst længere, og det skyldes, at vi begge er blevet stærkere og står et godt sted i livet.

– Jeanette og jeg er som et lille ægtepar. Det er hende, jeg har været gift med i længst tid i mit liv, og som jeg aldrig bliver skilt fra. Det er et ægteskab på godt og ondt, i medgang og modgang, men det er et dejligt ægteskab.

Karriere

Louise: – Vi har altid haft en meget legesyg og kreativ mor. Hun var legemesteren, når vi havde venner ovre. Det var hende, der legede med os og altid fandt på noget, vi skulle lave. Og den legesyghed har jeg taget med mig videre i min karriere. Jeg har altid gået efter de bedste legepladser og de steder, hvor jeg har kunnet mærke, at det var nogle gode mennesker at "lege" med. Jeg har aldrig tænkt over, at jeg arbejdede, men bare leget videre.

Jeanette: – Jeg overvejede som helt ung at gå en kreativ vej, men jeg har villet være sygeplejerske, siden jeg var barn. Og jeg tror også, jeg havde brug for en fast indkomst og en lidt mere konkret verden end den kreative. Jeg bruger min kreativitet i min fritid, hvor jeg maler.

Louise: – Jeanette er en eminent maler, og jeg prøver alt, hvad jeg kan, for at få hende til at turde gå den vej. Men Jeanette har brug for mere tryghed, end jeg har, der skal være styr på tingene, og det bunder nok også i vores barndom, hvorJeanette har skullet være den, der havde styr på alting.