Louise sagde glad ja til at gifte sig med sin Viktor - hvad der skete derefter, slog hende bagover

En sommerdag i 2020 trådte jeg og min svigerfamilie ud på en udsigtsplatform i de østrigske bjerge. Og lige i det sekund, hvor det ultimative insta-billede skulle tages, gik min kæreste på knæ.

Jeg gik i chok, men efter at have vendt det i hjernen nogle gange fik jeg fremstammet et ja, og forlovelsesringen blev sat på – godt nok på lillefingeren, for det var den eneste finger, den passede på.

Det er simpelthen det mest fantastiske at blive friet til. Overvej lige, at den person, som du er forelsket i, spørger, om du vil bruge resten af livet sammen. Wauuuw!

Det er først i månederne efter, at det går op for én, hvad man egentlig har sagt ja til. Og så begynder den helt store bryllupsmølle, hvor der er uendelige mængder af valg at træffe – om alt fra farven på tallerknerne til økonomi og særeje.  

Læs også

Kan vi bede min søn og hans kæreste om at betale husleje?

Jeg har ikke drømt om bryllup eller at finde prinsen på den hvide hest, så vi skulle virkelig starte helt fra bunden med planlægning. Flere måneders google-søgninger, Pinterest-boards, lister og guides til bryllup gjorde, at vi stille og roligt fik stykket en dejlig dag sammen – syntes vi selv.

Hvad vi ikke havde skænket en tanke, var den lillebitte detalje, at Viktor, min kæreste, er fra Tyskland. Vi mødtes på udveksling i San Diego – I found my skater boy and he found his surfer girl – love happens in sunny California.

Mit ja ved forlovelsen gav mig efterfølgende søvnløse nætter, udtømte tårekanaler og en indsigt i bureaukratiet. Pludselig skulle vi tage stilling til, hvad der skal ske, hvis en af os dør. Skal vi have særeje eller dele alt? Hvordan dækker forsikringen, og skal vi også lige huske at fortælle vores pensionsselskaber, at vi skal giftes? Ring med eller uden diamanter? Hvor mange penge vil vi egentlig bruge på et bryllup?

Vores første ansøgning om ægteskab på borger.dk blev afvist. WHAT!!! Kæmpe chok.

Vi skulle simpelthen hele møllen igennem med familieretshuset og udenrigsministeriet for at få lov at blive gift. Det skulle dokumenteres, at Viktor ikke var en mand, jeg havde købt på nettet, og at vi begge havde de rette intentioner.  

Vi havde flere planer i spil, hvis vi ikke kunne blive gift i Danmark. Men på et tidspunkt kiggede vi også på hinanden og spurgte os selv, hvorfor vi egentlig ville giftes? Vi har ikke børn, og der var ingen praktiske grunde til at blive gift, men vi slog det hurtigt væk, for selvfølgelig ville vi giftes, fordi vi elsker hinanden.

Derfor blev det også en principsag, at vi VILLE giftes. Jeg søgte råd hos min kloge advokat-veninde og hos andre tidligere studiekammerater, som havde giftet sig med en fra udlandet, og så græd jeg ufatteligt meget på skuldrene af familie og venner. Lige pludselig føltes det som om, at vores kærlighed var forbudt. Og det krævede mange opkald og møder med det offentlige at få alt papirarbejdet på plads.

Læs også

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

Et par måneder inden brylluppet blev vores ansøgning om ægteskab godkendt, og vi fik samlet familie og venner i København den 28.05.22. Et fuldstændig fantastisk bryllup, som var alt andet end traditionelt.

Inden den store dag havde vi en del bekymringer omkring kulturer, fordi Viktors tyske familie har russiske rødder, og det var i USA, vores eventyr startede. Vi havde gæster med fra nær og fjern, så det var fire forskellige nationers traditioner, som skulle mikses ind i vores bryllup. For ikke at tale om sprogbarrieren mellem det danske og tyske, men det kunne gæsterne heldigvis godt finde ud af at håndtere – når vodkaen er på bordet fra forretten, så glider sproget lettere.

Inden selve dagen røg vi ind i hele bryllupsmøllen, hvor det især var mig, som blev påvirket. Bare kjolevalget var en kæmpe identitetskrise, hvor jeg slet ikke endte med det, jeg havde i tankerne.

Min Pinterest var overfyldt med boheme-kjoler, minimalisme, vilde blomster og flade sko. Jo flere kjoler jeg prøvede forskellige steder, jo mere ændrede jeg stil, for det skulle også passe til den fine kirke og til min mand, som kommer fra den russiske kultur, hvor alt er glimmer og diamanter. Det var en ret hård proces, hvor jeg følte, at jeg fandt nye sider af mig selv.

Yes – jeg fandt nemlig den indre tyl-prinsesse frem efter at have været tæt på 60 kjoler igennem. For når du står og prøver så intenst, så er det nemt at begynde at finde fejl alle vegne – er min overkrop ikke alt for kort? Til sidst lavede jeg en liste med det på min krop, som jeg ville fremhæve – ryg, kraveben og talje. Det hjalp mig til at finde en eventyrlig kjole, som også fungerede på dansegulvet til langt ud på natten.

Broget bryllup til den lyse morgen

Dagen før vi skulle giftes, spurgte min søster, om jeg var nervøs. Jeg svarede nej og ja.

Nej i den forstand, at jeg kender Viktor så godt, at jeg ved, vi er gode sammen.

Ja i den forstand, at jeg ikke vidste, hvordan det hele ville blive med så mange forskellige traditioner og sproglige forskelligheder.

Læs også

Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død

Den nervøsitet kunne jeg heldigvis pakke langt væk takket være det helt perfekte bryllupsprogram fra vores toastmaster – min søster. Alle traditioner og nationaliteter fik en plads.

Vielsen blev på engelsk med engelske sange og en enkelt dansk salme: ”Det er så yndigt at følges ad”.

Bryllupskagen symboliserede også vores nationaliteter med fire flag – og holy moly for en bryllupskage designet, bygget og bagt af min svigermor!!! Bare sådan et lille slot på over en meter, med lys og roterende brudepar – Bagedysten GO HOME!

Derfra startede festlighederne.

Tysk tradition = vi skulle save en bjælke over i fællesskab.

Dansk tradition = banke i gulvet og på tallerkner. Kys fra gæster, når brud eller gom er på toilettet, brudevals og klippede sokker.

Russisk tradition = brække et brød over – den som får det største stykke, bliver overhovedet i familien (Viktor vandt med en millimeter). Bagefter skulle vi dyppe et stykke brød i salt og give til hinanden – det symboliserer det sidste onde, vi nogensinde må gøre mod hinanden.

Undervejs var der også diverse skuespil, hvor især de mandlige gæster blev klædt ud som kvinder, der skulle bejle til gommen – men i sidste ende vælger han sin brud – SURPRISE...

Vodka er selvfølgelig også en meget vigtig tradition. Iskold – serveret under hele maden.

Amerikansk tradition = first dance, hvor vi havde øvet hver aften i ugevis for at give vores gæster et show.

Det energi-niveau, der var på de russiske indslag, blandet med de gode danske taler og sange gjorde brylluppet helt unikt – og selv min mormor og farmor blev til klokken 4 om morgenen, for som de sagde: ”Vi skal jo ikke gå glip af noget”. Vi fik en dag så perfekt, at det overgik vores vildeste fantasi.

Læs også

Skal jeg melde afbud til min søns bryllup?

Nu sidder vi her som mand og hustru, Hr. og Fru Baltzer – og vi er lykkelige, men bureaukratiet spøger stadig. Viktor tog mit efternavn, og det skal ikke kun godkendes i Danmark, men også i Tyskland, så vi har startet en længere dialog og sag med den tyske ambassade, som skal hjælpe med papirarbejdet i ansøgningen om navneændring i Tyskland.

Heldigvis har vi nu sagt ja til hinanden, vi er der for hinanden i medgang og modgang. Vi lader kærligheden fylde og glæder os over, at vores liv aldrig bliver kedeligt og især ikke vores fester, fordi vi kan blande alle mulige kulturelle traditioner ind i dem.

Konklusionen: Tænk dig om, inden du forelsker dig i en fra udlandet, men når alt kommer til alt, så husk at lade kærligheden vinde, for det er trods alt hele besværet værd.

Husk, at når I har sagt JA til at blive gift, så glem ikke jer selv og hinanden i den lange planlægningsproces, hvor det hurtigt kan løbe løbsk.

Fortryder vi at være blevet gift? NEJ.

Regner vi med yderligere bureaukratiske processer i resten vores liv sammen? JA.

Føler vi os rustede til det? JA, for vi har heldigvis hinanden og masser af støtte fra familie og venner.