Luzia er professionel nomade – og hun har en helt særlig mission
Kan man række en hånd ud til verdens piger, flytte til Egypten og blive mor for første gang – på samme tid? Hvis drømmen er stærk nok, følger virkeligheden efter, og Luzia Zeruneith drømmer ikke kun på vegne af sig selv. I snart 15 år har hun kæmpet for sin sag og rykket teltpælene op igen og igen. Vi har talt med den 36-årige antropolog, der fortæller om at følge sit kald fra Paris til Uganda, New York og Cairo og giver et sjældent indblik i en verden, hvor hjem vitterligt er der, hvor hjertet er.
Duften af krydderier, summen af stemmer, halvmånen, der blinker over minareterne. Velkommen til Cairo, Egyptens hovedstad og en by i udvikling.
“Cairo er porten til Afrika, hvor kulturer smelter sammen, og Mellemøsten møder Afrika. Det giver en vild og hektisk vibe,” fortæller Luzia Zeruneith og tegner et billede af en by, der er på vej. En vibrerende storby med et udadvendt folk, som smiler til dig på alle gadehjørner. Især ungdomsbefolkningen er stor, og det kan mærkes.
Kører du vestpå, rammer du ørkenen, hvor der ligger en nybygget oase på grænsen til beduinernes og fatamorganaernes land, og hvor den 36-årige antropolog har slået sig ned som professionel nomade i det moderne New Cairo. Der er luft, grønt, rent og roligt og kun en kort køretur til FN’s Befolkningsfond UNFPA’s regionale kontor og afdelingen for de arabiske stater, hvor Luzia Zeruneith har en sag, hun kæmper for.
“Min drøm er, at piger og kvinder skal føle sig frie og trygge og have adgang til reproduktiv sundhed, uddannelse og ressourcer og mulighed for at udleve deres potentiale og drømme. Overalt i verden – i landsbyer såvel som storbyer.”
Der var jo også Paris
Luzia betyder lys, og det er der også i de øjne, som møder mig på FaceTime denne søndag eftermiddag. Jeg har kendt dem, siden vi mødte hinanden i New York.
“Det er over et årti siden,” bemærker hun.
“Eller vent… Der var jo også Paris?”
Der var jo også Paris. Dengang Luzia arbejdede i Colette; den ultrahypede konceptbutik på Rue Saint-Honoré. Den eksisterer ikke længere, men Luzia var med i storhedstiden, inden hun tog hjem for at studere antropologi i København. Der gik dog ikke længe, før hun vendte tilbage til lysets by. Først for at studere kønsteori på universitetet Université Paris 8 Vincennes - Saint-Denis og senere, da hun landede en praktikplads hos kulturorganisationen UNESCO.
Meget var sket, da jeg mødte hende igen i New York i 2019, hvor hun nu havde sin daglige gang på UNICEF’s hovedkontor mellem skyskrabere i glas og stål og et væld af nationaliteter. Her lærte hun især, hvad det vil sige at arbejde med køn i en politisk sfære med forskellige agendaer. Og noget var helt klart blevet mere udtalt: hendes ønske om at ændre på verden og give piger og kvinder bedre muligheder.
Hun havde også set meget mere af verden, da hun lånte mig sit gæsteværelse i Brooklyn og pludselig talte meget om Afrika.
Uganda, Guinea, Benin og Etiopien er bare nogle af de steder, hvor Luzia Zeruneith har udført NGO-arbejde, siden hun færdiggjorde sit studie. Det startede i 2012, da hun tog til Kyenjojo i Vestuganda i forbindelse med sit speciale.
“Der var mange på antropologistudiet, som allerede havde en klar sag, de brændte for. Det havde jeg ikke, men jeg var åben og nysgerrig. Og god til at gribe de chancer, der bød sig.”
I Uganda tilbragte hun tre måneder med lokale kvindelige collegestuderende. Det sporede hende ind på arbejdet med piger og kvinder og lærte hende noget grundlæggende om antropologien.
“Det lærte mig, at vil du gerne gøre en forskel for en gruppe mennesker, er det afgørende, at du har levet med dem.”
Selv om Paris og New York har meget at byde på, ligesom Marbella, hvorfra hun senest har arbejdet som konsulent for pigers kompetencer og jobmuligheder for UNICEF, er der dog noget ved Afrika, som får hendes antropologhjerte til at banke. Ligesom feltarbejdet giver hende styrken til at kæmpe for det, hun tror på.
Den nye stilling hos UNFPA i Cairo handler om innovation. For at arbejde for pigers og kvinders sundhed i bred forstand handler ikke kun om nærende mad og skolegang. Det handler også om at vække nysgerrighed og potentiale. Hvad end det drejer sig om kvinder, der lærer at kode, eller digitale løsninger og tablets, som forbedrer indlæring for skolepiger og øger kompetencer. Men der er også en mere alvorlig side af sagen. Teknologi betyder nemlig, at Luzia Zeruneith nu kan nå ud til dem, som før var svære at nå.
“Også piger og kvinder i områder med krig eller katastrofer kan i dag nås ved hjælp af digitale platforme, mobile sundhedsenheder og droner. Ligegyldig hvor du befinder dig, kan teknologi være med til at skabe nye løsninger på gamle problemer.”
Om den hjælpende hånd er fysisk eller digital er altså ikke afgørende. Det vigtige er, at den bliver rakt ud. Men hvordan gør man det bedst i nogle af verdens mest sårbare områder? Det kræver viden, erfaring og dedikation, og Luzia Zeruneith kan tale længe om dybderne i sit arbejde. Men hun kan også give et eksempel, alle kan relatere til. Hun nævner én håndsrækning, som gjorde en forskel for hende: Efter sit studie arbejdede hun på et mediebureau, da hun fik en unik mulighed for at komme seks måneder til Guinea med Maternity Foundation. Selv om den kvindelige chef i mediebureauet ikke havde nogen direkte interesse i det, gav hun Luzia orlov, så hun kunne tage af sted.
I Guinea implementerede Luzia app’en Safe Delivery, som i dag hjælper jordemødre i over fyrre lande. Med animerede instruktionsvideoer, action cards og medicinlister, fungerer app’en som en teoretisk og praktisk læringsplatform for sundhedsarbejdere. Den er opdateret med faglig viden om alt fra infektionsbekæmpelse til det aktive fødselsstadie samt doseringer af medicin og er en livsvigtig go to-guide. F.eks. i en flygtningelejr i Etiopien, hvor der kommer op til 35 babyer til verden om ugen, og mange af mødrene aldrig har født med en jordemoder før. Der kan ske meget under en fødsel, men med Safe Delivery er der hjælp ved fingerspidserne.
Mænd skaber også stærke kvinder
Women hold up half the sky, står der på Luzias Instagram. Det er et gammelt kinesisk ordsprog, som hylder det feminine. Luzia Zeruneith hylder også de kvinder, hun står på skuldrene af: Chefen, der gav hende chancen. Jordemødrene i Afrika. Tanten i Paris, der coacher og inspirerer. Hendes gudmor i New York, hvor døren altid står åben.
På hver deres måde har de præget hendes kurs og inspireret hende til at række hånden ud til andre piger og kvinder. I denne sammenhæng skal selvfølgelig nævnes en anden yderst stærk kvinde: forfatteren Suzanne Brøgger. Luzia Zeruneiths mor.
“Hun er et fantastisk forbillede,” bekræfter Luzia om sin mor, der senest – og i en alder af 75 –tog til Syrien og mødte de kurdiske kvindelige frihedskæmpere sammen med journalisten og forfatteren Puk Damsgård.
“Hun har arbejdet og rejst i hele verden hele sit liv. Og aldrig været bange for, at det ikke kunne forenes med familieliv.”
Luzia Zeruneith kommer i tanke om noget.
“Da jeg var på mission i Senegal, modtog jeg pludselig en WhatsApp-pin fra Raqqa… Fra min mor!”
Det har ikke været kedeligt at vokse op med Suzanne Brøgger som mor. Og Luzias åbne sind og brede perspektiv er uden tvivl præget af hende. Men det er faktisk en anden person, Luzia Zeruneith fremhæver i dag: Ham, der holder den anden del af himlen oppe i hendes familie.
“Min far skabte et hjem, hvor kvinden kunne være begge dele; stærk i sin rolle som mor og i sit arbejde.”
Hun tager en pause og kigger kærligt ned.
“Jeg er heldig, at jeg har en mand, som gør det samme for mig.”
Hendes blik falder ikke på partneren Nicolas, men på babyen, som ligger og vugger i hendes arme. Der er nemlig også et stort personligt ønske, der er gået i opfyldelse i hendes liv. Mother to Elise, står der også på Luzias Instagram.
Elise er parrets første barn, og allerede da hun lå i Luzias mave, var hun med i Cairo for første gang. Da hun var fire måneder, tog familien det store ryk, og nu vokser Elise op blandt palmer og med pyramiderne som nabo. Hun har sin mors nysgerrige øjne, da hun vågner fra sin lur og orienterer sig i rummet i det nye hjem i New Cairo.
Luzia er ikke blot flyttet til et nyt land og startet nyt job, men har også stiftet familie samtidig. Det er udfordrende, men det er det hele værd.
“Det er et privilegie,” bemærker Luzia entusiastisk.
“Det er stadig få lande i verden, hvor kvinder både kan realisere sig selv i et arbejde og i familien. Jeg vil gerne være et forbillede for min datter. Og mit største ønske professionelt er at være med til at inspirere piger til at tro på sig selv og til at føle, at de kan blive dét, de drømmer om.”
Selv nævner hun Kenya og Senegal som steder, hvor hun drømmer om at arbejde i fremtiden og ser det ikke som et problem at tage familien med. For også her er der normer, som skal brydes, hvis de begrænser. Og det gælder i landsbyer såvel som storbyer. Men kan man drømme og bryde normer på tom mave?
“Alle kan drømme,” svarer Luzia Zeruneith, som har været i ressourcesvage områder, hvor maden er knap.
“Men det er klart, at problemstillinger varierer fra sted til sted. I en landsby i Afrika kan problemet være, at familierne prioriterer at give bedre mad til drenge end til piger, fordi drenge bliver set som mere værdifulde. Og andre steder er normerne af mere usynlig karakter i form af hæmmende forestillinger i samfundet om, hvordan piger eller kvinder skal opføre sig.”
Om posten hos UNFPA byder på feltarbejde vides endnu ikke. Men i så fald må det gerne vente lidt endnu. For rollen som mor kommer altid først, og Luzia er glad for de rolige, grønne omgivelser i oasen på grænsen til ørkenen.