Må kvinder vælge mellem at få børn eller at være politiker?

Tillykke til Ellen Trane Nørby med graviditeten og det kommende moderskab. Det er en stor ting at blive mor.

Hun har draget den konsekvens at trække sig som Venstres spidskandidat til dette års Europa-Parlamentsvalg. Og det kan man da godt forstå. Hvem gider at sidde langt væk fra familien med et lille barn i et fremmed land, på et så afgørende tidspunkt i livet? Og nu er der ikke så lang tid tilbage til et folketingsvalg og hvis bare Løkke kan holde sammen på tropperne og ikke mindst sig selv, så skal der et mirakel til ikke at vinde regeringsmagten, og så er Ellen Trane selvskreven til en ministerpost, uundgåelig simpelthen.

"Base i Danmark og et lille barn med på farten eller hjemme uden mor, det er lidt af et skidt set-up for en ny mor."

Med mindre hun altså er delegationsleder i et Europa-Parlament, hvor andelen af landsbytosser og storby-ekstremister efter dette finanskrise-valg forventes at være større end nogensinde. Graviditeten kunne derfor ligne lidt af en redning fra den visse, om end velkompenserede, møde-død på parlamentets statiske industri-gulvtæpper.

På sin Facebook-profil forklarer hun, at det er udsigten til de mange rejsedage, der gør, at hun trækker sig. Base i Danmark og et lille barn med på farten eller hjemme uden mor, det er lidt af et skidt set-up for en ny mor. Det er alt sammen meget forståeligt.

Men, men, men til Jyske Vestkysten siger hun så: "Jeg synes ikke, at det er fair overfor danskerne, hvis de vælger mig, at jeg starter med at gå på barselsorlov. Danskerne fortjener parlamentarikere, der er engagerede og bruger alle deres kræfter til gavn for Danmark".

"Aha. Eller rettere: Hvad fanden!"

Aha. Eller rettere: Hvad fanden! Ellen Trane forestiller sig altså, at hun vil blive en mindre engageret Europa-Parlamentariker af at få et barn, og at da hun ikke vil kunne bruge alle sine kræfter på det politiske arbejde, fordi nogle jo går til at komme sig oven på fødslen, amme og elske et nyt menneske, så er det slet ikke fair over for vælgerne, at hun stiller op.

Sikke en spand iskoldt vesterhavsvand lige i synet på alle de kvinder, der igennem et århundrede har krævet retten til at deltage i demokratiet, krævet at deltage, selvom de en gang imellem måtte træde af og føde en ny samfundsborger, krævet at blive taget alvorligt som lige så gode repræsentanter som deres mandlige kollegaer, der jo i parentes bemærket også en gang i mellem bliver forældre.

Og i hovedet på de mange kvindelige Europa-Parlamentarikere, der som italienske Licia Ronzulli (se foto) på fremragende vis kombinerer politisk arbejde og familie. For ikke at tale om de 55.000-60.000 kvinder herhjemme, der ligesom Ellen Trane skal have et barn i år og som for langt de flestes vedkommende har en tilknytning til arbejdsmarkedet og en forventning om, at blive taget seriøst som arbejdskraft også efter moderskabet.

Licia Ronzulli med sin datter Vittoria, som har været med mor i Parlamentet, siden hun var spæd - se også The Guardians fotoserie, hvor man bogstavelig talt følger den lille pige vokse op her.

"Det er sgu ikke fair."

Hvis vi skal tale om fairness overfor danskerne, så lad os begynde lige her, ved ikke at gentage myten om at moderskabet forvandler dygtige, hårdtarbejdende, ressourcestærke kvinder til uengagerede, kommunefarvede bjørnemødre, der alene interesserer sig for at lægge billeder af søndagens speltboller op på facebook. For det er sgu ikke fair.

Nu er Ellen Trane jo et begavet menneske, og apropos fairness, så kunne dette ligne det, der på engelsk hedder

a political gaffe

, en slags bommert eller finke af panden. Og hun er nok selv den nærmeste til at få smidt udtalelsen i hovedet, når hun næste gang søger genvalg til Folketinget, eller hvis hun skulle tage imod en ministerpost i fremtiden.

"Det kan kun gå fremad herfra."

Men på det overordnede plan så siger dette meget om, hvor langt vi i det danske samfund er kommet fra bare et minimumsniveau af refleksion og ræsonnement, når det gælder køn og politik. Når udtalelser som denne fremkommer fra den politiske ordfører i Danmarks største parti, og ikke omgående bliver grebet i pressen, så er vi endegyldigt endt på et ligestillingspolitisk amøbe-stadie. Det kan kun gå fremad herfra.