Made in Denmark: All the way to Paris

Made in Denmark: All the way to Paris

Kunder som Georg Jensen og Muuto, Københavns Kommune og Malmö Konsthall har valgt at gå hele vejen. Det gør man nemlig, når man indleder et samarbejde med det grafiske designbureau All The Way To Paris. Eller blot ATWTP.

“Da vi startede, var vores erfaring, at mange kunder havde store ambitioner om at slå ud med armene, men at de så i slutfasen alligevel endte med at spille de sikre kort. Vi vil arbejde med kunder, som tør følge opgaven – og os – til døren,” siger Petra Olsson Gendt, 41, der i 2004 startede designstudiet sammen med Tanja Vibe, 38. Siden er Elin Kinning, 32, og Matilde Rasmussen, 31, kommet til. De fire udgør kernen, men lige nu er de seks i teamet, og de griner meget, når de er på arbejde.

“En af forudsætningerne for vores gode samarbejde er, at vi arbejder under et fælles navn. Vi har ikke haft behov for at skille os ud og sige “det har jeg lavet”,” siger Petra Olsson Gendt og forklarer, at Paris er en del af navnet, fordi de helt enkelt elsker byen. Og så er det meget bevidst, at ordet ‘design’ ikke indgår.

“Vi arbejder med storytelling og koncepter, og vi synes, det er spændende, når tingene ikke altid er, hvad man tror. Det visuelle er en del af et konceptuelt fundament – uanset om opgaven lyder på en grafisk profil, et katalog, en lille film eller en hel udstilling,” siger Petra Olsson Gendt.

ATWTP får tit at vide, at de har et feminint udtryk med skandinaviske undertoner, hvilket ikke er helt forkert, hvis man ser på fx butikken Stillebens grafiske identitet eller PR-materialet for taskeproducenten Adax, som begge er enkelt og holdt i toner som mørk rosa og let bordeaux.

ATWTP har dog en klar ambition om ikke at lade sig begrænse – heller ikke geografisk. De taler om at åbne popup-kontorer rundt om i verden og tage deres familier med for at afprøve mulighederne, fortæller Petra Olsson Gendt:

“Lige nu er vi fem nationaliteter på kontoret. Det taler for, at landegrænser ikke betyder noget. We want to go all the way …”

Se også: Made in Denmark: Ole Lynggaard Copenhagen »