Tafdrup-brødrene til kvinder: "I fucker med vores indre kompas"

"Må jeg give dig et godt råd?", spørger hun sin kæreste, mens han står og fylder opvaskemaskinen med beskidt service. "Hvis du skiller tallerknerne lidt ad, så bliver de faktisk rene, når man vasker dem!".

Scenen stammer fra den snart biografaktuelle film "En frygtelig kvinde", der handler om, hvordan manden oplever kvinden i det moderne parforhold, hvor hun ofte får lov at være den dominerende kraft, mens manden bliver reduceret til en lille hund, der til sidst ikke længere tør at sige fra. Det er i hvert fald sådan, de to brødre Mads og Christian Tafdrup oplever det. Sammen har de skrevet manuskriptet til filmen, som Christian også har instrueret, for der følger nemlig så mange absurditeter med mødet mellem mand og kvinde, at de mente, at det kunne blive en god film, der med genkendelige scenarier kan få folk til at kigge lidt indad og grine lidt ad dem. Mange af eksemplerne er fiktive, men de har også hentet inspiration i omgangskredsen og ved at observere par i supermarkedet og på cafeer. Men flere scener tager også udgangspunkt i deres egne oplevelser for eksempel scenen med opvaskemaskinen.

Christian: – Jeg føler, at jeg har mistet min maskulinitet, mit selvværd og min selvstændighed i mine forhold, og jeg er blevet meget opmærksom på, at det ikke må ske igen. Så når jeg stiller i opvaskemaskinen, og hun spørger mig, om hun må give mig et godt råd, oplever jeg det, som om hun taler til mig som et lille barn. I hendes perspektiv kan det jo godt være, at det er en hjælp – hun har jo ret, for tingene bliver ikke rene. Men jeg oplever hendes tone som nedladende, fordi jeg er så bevidst om, at jeg fandeme ikke skal blive reduceret her.

I "En frygtelig kvinde" følger vi Rasmus og Marie, der begge er i 30'erne og forelsker sig i hinanden til en fest. Der går ikke lang tid, fra de begynder at date, til hun møder hans forældre og flytter sine ting ind i hans lejlighed. Og det er her, hun begynder at vise sin sande natur. For pludselig sælger hun Rasmus' elskede cd'er, fordi han ikke hører dem nok til, at de fortjener en plads i stuen, menuen står på kålruller i stedet for burritos, fodboldaftalerne med drengene skal skrives i fælleskalenderen, og det er kun et spørgsmål om tid, før hun også maler en væg petroleumsblå. Det er de første skridt til Rasmus' vej mod afgrunden.

Christian: – Marie er en kvinde, som manipulerer for at få sine egne behov og viljer igennem. Og vi må ærligt indrømme, at vi har set disse træk hos mange kvinder, og som mand oplever man bare, at hverken ens intelligens eller evne til at være udspekuleret rækker til det – der er hun simpelthen overlegen. 

Derfor kan det også være svært for dem at sætte ord på, hvad det helt præcis er, kvinden gør, der er så frygteligt.

Mads: – Det er ikke nødvendigvis, fordi hun kommer med et væld af uretfærdigheder, men det er, fordi det bliver gjort så elegant, at du gradvist bliver hevet længere og længere væk fra den, du er.

Der er syv års forskel på Mads og Christian, der voksede op i en kernefamilie på Østerbro. Men på grund af aldersforskellen var det først, da Mads blev teenager, at de begyndte at få flere fælles interesser og for alvor tilbringe meget tid sammen. I den periode, de arbejdede på "En frygtelig kvinde", er de gået fra at være singler til familiefædre – til piger, ironisk nok. Christian fik en datter syv måneder før, Mads blev far til tvillinger. Da forholdene har været relativt nye, har der derfor også været begrænset materiale fra deres nuværende forhold at lade sig inspirere af.

Mads: – Det sjove er dog, at mens vi skrev og producerede filmen, kunne jeg se, at mit forhold langsomt begyndte at udvikle sig, som manuskriptet var skrevet, så der er rigtig mange ting, som manus og filmen rent faktisk bekræfter, uden vi skal strø om os med facitstreger.

Selvom filmens titel har en provokerende klang, understreger de, at de hverken er kvindehadske eller ude på at hævne sig på ekskærester. Filmen skal heller ikke ses som et indspark til en kønspolitisk debat. Det er heller ikke det modsatte køn som nabo, kollega eller veninde, de langer ud efter, men udelukkende mandens subjektive oplevelse af kvinden som kæreste. Og man er heller ikke i tvivl om, at det er med et glimt i øjet, at de beskriver manden som offer og brokker sig over "frygtelige" kvinder, der mener, at der gælder helt særlige regler for dem, som sjovt nok ikke gælder for manden.

Christian: – Kvinden kan komme hjem, mens jeg sidder og arbejder. Der roder lidt, og det kan hun blive virkelig sur over. Men hvis jeg kommer hjem, og der roder, og jeg spørger, hvorfor hun ikke har ryddet op, så bliver hun pissesur – det kan tage timer, og det er et af de parametre, hvor jeg tænker, at det ikke kan være rigtigt! Det er den samme situation. Samtidig kan hun finde på at sige: "Hvorfor melder du ikke bare ud, hvordan du har det?". Og så melder jeg ud, hvordan jeg har det, og hun bliver pissesur. Og så er det, jeg begynder at gemme, hvordan jeg har det – det er også et problem. På den måde kan man som mand hverken gøre det ene eller det andet, for alt er en konflikt.

Og det er gerne i konflikterne, at begrebet tøsefornærmet kommer til sin ret, hvilket også er noget, Mads har oplevet i et tidligere forhold.

Mads: – Hver gang vi var sammen, oplevede jeg, at hun havde en vilje, og hvis jeg ikke delte den med hende, var der problemer, og så var det, som om vi kun kunne få det godt, når vi var nået til et resultat – og resultatet det skulle være hendes vilje, og det kunne være bittesmå ting. Men jeg oplevede det gang på gang, og jeg blev simpelthen så træt og så drænet, og jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle stille op. Hvis jeg gav udtryk for, at jeg ikke ville det samme som hende, og at vi skulle finde på noget, vi begge to havde lyst til, skulle jeg rende rundt med det der "hmrf!".

Han stikker næsen i sky med en fornærmet mine.

Mads: – Når hun blev sur, kunne hun finde på at cykle tyve meter foran mig. Det, det handlede om, var, at jeg skulle stille mig i pedalerne og køre op til hende i modvind helt svedig, og så skulle jeg stoppe op og sige undskyld. Og så kunne hun være glad igen og få en eller anden form for bekræftelse. Som jeg sagde til hende: "Jeg vil hellere have, at du knalder nogle tallerkner, end du render rundt tre dage sådan der". Du kan simpelthen ikke være i det, men man prøver så at komme over til hende engang imellem og glatte ud.

Christian: – Ja, så tager man forskellige taktikker i brug, og hun står bare og tænker: "Åh, nu prøver han!". Og man ved bare, at der venter en stor konfrontation.

Konfrontationens kunst

Men konfrontationen kan være lettere sagt end gjort at tage som mand, selvom man får fuld opbakning, når man brokker sig til vennerne.

Christian: – Mænd danner sådan en klub, hvor man har nogle af de samme fortællinger, som gør, at man ikke føler sig alene i det. Man kan sige: "Nu skal du bare høre, hvad hun gjorde...". Og så er reaktionen ofte: "Guuud, det er jo psykopatisk. Det skal du ikke finde dig i! Du må passe på dig selv!". Problemet er så bare, at jeg alligevel kan have svært ved at tage snakken med min kæreste – eller tidligere kærester – når jeg kommer hjem.

Mads: – Man møder ligesom overmagten.

Christian: – Jeg får nerver på! Men hvis jeg så overhovedet tør at tage kampen op, så mister jeg ordene, og så har min kæreste været så dygtig til at finde et andet argument, der har slået det, eller fået mig over i en anden retning, hvor jeg så kommer ud for et nyt problem.

Deres erfaring er, at det kan være svært at se, hvad der foregår, når man står i det, men når man ser på et forhold udefra, er det nemt nok at sige til andre, hvad de skal gøre.

Mads: – Det er pissesvært, når du står midt i det. Det er, som om nogen fucker med dit indre kompas – du ved ikke længere, hvad der er op og ned. På et tidspunkt begynder du at kigge indad og tænke, om det er dig selv, der er noget galt med.

Christian: – Det kan jeg huske, jeg gjorde. Jeg havde et lidt vanskeligt forhold, hvor jeg følte, at hun fik mig dæmoniseret, så jeg til sidst tænkte, at det måske også var mig, der var problemet. Men jeg tænkte bare, at sådan er det også i et forhold. Intet er perfekt. Sådan er mænd og kvinder! Og man kan ikke få det hele. Til sidst havde jeg givet afkald på for meget, og jeg turde ikke længere at sige fra. Jeg stolede ikke på min egen intuition, og jeg mistede mig selv.

Men det er også svært bare at gå, når man nu endelig har mødt en kvinde, for at sidde alene på et værtshus, mens alle vennerne etablerer sig, er heller ikke et særligt tiltalende alternativ.

Christian: – Jeg har både været i forhold, hvor jeg burde være gået for længst, og hvor jeg ikke er gået eller har forsøgt at gå og så alligevel er gået tilbage. Men jeg tror også, at folk, der har været sammen i tyve år, kan have det ad helvede til. Så man går altså ikke bare. Og det kan der være mange grunde til.

Mads: – Selvom et forhold måske ikke kører skidegodt, befinder man sig også i en eller anden form for vadested med minder og fremtidsudsigter. Vi har en historie og nogle følelser, der stadig er i os, og en erindring om, hvordan det var engang, og så tænker man måske, at det kun er en fase. Man vil gerne løse det, tror jeg.

Christian: – De gange, det er gået rigtigt dårligt i mine forhold, er jeg kommet til at sige: "Lad os tage til New York!". Og så har vi haft udsigten til New York to måneder senere. Og når vi så er kommet til New York, har det været forfærdeligt, og så har vi ligesom været fanget der. Man er bare villig til at satse mere, fra man fylder 30, for der gælder det altså!

Den romantiske drøm

De har også begge sat spørgsmålstegn ved, om det er alle anstrengelserne værd, når nu parforholdet kan være mindst lige så frustrerende, som det kan være fantastisk.

Christian: – Jeg har tænkt over, om parforholdet gør folk ulykkelige. Jeg synes, mange snakker mere om frustrationerne. Så er der bare en konvention om, at vi skal være i et parforhold? Men på den anden side kan jeg heller ikke få mig selv til at sige, at et parforhold er det onde, for hold kæft, hvor beklagede vi os meget, da vi var singler. Det var så ensomt. Jeg tror, at vi er styret mod at skulle være sammen med et andet menneske – jeg tror simpelthen, at det er en drift, alle mennesker har. Jeg kan være vildt irriteret på min kæreste. Men når det virkelig gælder, kan jeg også mærke, der træder noget overdrevet værdifuldt frem i hende, der bekræfter mig i, at jeg virkelig er sammen med det rigtige menneske.

I de år Mads og Christian var singler, brugte de rigtigt meget tid sammen. Dengang boede de begge på Vesterbro og mødtes tit og så fodbold sammen, hvis ikke de rejste, gik i byen eller var hjemme hos deres forældre. Men ensomheden og drømmen om at finde en kæreste fyldte også en del.

Mads: – Jeg kan huske, at du så en pige, før du mødte din nuværende kæreste, og alle mine venner var i forhold. Jeg var glad på deres vegne, men jeg kunne også mærke, at det simpelthen gjorde mig så ensom, at det var den fortælling, der var om mig – at jeg var ham, der ikke havde nogen kæreste og bare kunne gøre, hvad jeg ville. Det var jo også super privilegeret, men jeg savnede virkelig en at dele tingene med.

Drømmen om at finde den store kærlighed har gjort, at Christian generelt har været ret hurtig til at kaste sig ud i forhold og villig til at give det en chance.

Christian: – Hvis jeg bare så en, jeg syntes havde et interessant job, kunne jeg tænke, at hun var mit livs store kærlighed, frem for at her var der en pige, jeg bare gerne ville score. Så jeg har været lidt for god til at blive kæreste med dem for hurtigt – det kunne være sådan noget overnight. Pludselig fik de en nøgle og boede der nærmest, og så gik det slet ikke. Jeg havde sådan en romantisk idé.

Mads: – Men du ville jo også gerne have kæreste og børn. Så når det er målet, og man har øje på det, kan der være mange frygteligheder, man måske ignorerer – bevidst eller ubevidst – fordi man er så fokuseret på at nå dertil.

Ligesom de selv har drømt om at etablere sig, oplever de, at kvinder i mindst lige så høj grad kan være styret af deres forestillinger om fremtiden, og hvordan deres livs udkårne skal være.

Christian: – Det er, som om kvinden ofte har et eller andet projekt med en mand. Men når manden så er blevet til hendes projekt, synes hun, han er blevet kedelig, og så vil hun have det, han var. Så sidder hun der og har al kontrollen og savner en mand, der slår i bordet. Så sandheden er måske, at kvinder slet ikke vil have det, de tror, de vil have. Jeg kan også godt sige, at jeg rigtig gerne vil have en kvinde, der skal være skidesød, forstående og begavet. Men er det de kvinder, jeg falder for? Jeg falder for eksempel rigtig meget for dominerende kvinder. Jeg ved ikke hvorfor. Men alle mine kærester har været dominerende. Og dem, som har villet være kæreste med mig, som ikke var det, har jeg ikke været forelsket i.

Gennem ild og vand

Da der for noget tid siden var en fremvisning på "En frygtelig kvinde", fik Christian pludselig et godt råd om kvinder fra uventet hold.

Christian: – Erik Clausen, der nærmer sig de 80, kom over og sagde: "Det der I beskriver – jeg har aldrig oplevet det!". Og så forklarede han mig: "Der er en ting, du ikke forstår ved kvinder, som du skal huske, det er, at de skal forstå, at du vil gå gennem ild og vand for dem. At hun er det vigtigste for dig i hele dit liv. Hvis hun ikke forstår det, så bliver hun sådan der". Det har faktisk sat sig i mig, og jeg er begyndt at sige lidt oftere til min kæreste, at hun er smuk, og at jeg elsker hende, end jeg plejede at gøre. Og det, tror jeg, mange mænd godt kunne blive bedre til, men jeg tror ikke, at alle er klar over, hvor vigtigt det er.

Mads: – Det kan godt være, at mange af de her ting bunder i usikkerhed. Er man elsket nok? Vil vedkommende mig? Og hvis ikke jeg er sikker på, han vil mig, så må jeg give ham en masse prøvelser, og hvis han klarer prøvelserne, er det, fordi han vil mig.

Selvom det er kvinden, der står for skud i deres film, ved Mads og Christian også godt, at hverken de eller mænd generelt er fejlfrie. For når man bruger så meget tid med et andet menneske og har følelserne i klemme, vil man ikke kunne undgå at blotte sine mindre flatterende sider.

Christian: – Jeg tror, at min kæreste tænker, at jeg tror, jeg er en engel, og der må jeg bare sige til hende "Det ved jeg godt, at jeg ikke er". Hvis du var kæreste med mig, ville du så ikke blive irriteret?

Mads: – Først ville jeg synes, at det var forkert, fordi du er min bror. Men hvis jeg ser bort fra det, ville jeg tænke, at det nok ville være ulideligt, også fordi jeg har lært dig at kende som samarbejdspartner – og det er fantastisk, når vi arbejder sammen på rigtig mange områder, men jeg kan også godt sætte mig i en kvindes sted, når du beskriver nogle af de her konflikter, og tænke, at du også meget kan have din egen dagsorden.

Christian: – Jeg prøvede faktisk på et tidspunkt at spørge mig selv, om jeg ville være kæreste med mig selv. For det første ville jeg slet ikke være min type. Jeg ville da have sådan en håndværkertype, der kunne sætte søm i væggen og skære igennem. Jeg er sådan en kunstnertype, der er lidt distræt og neurotisk – og sikkert også egoistisk. Så hvis man laver det eksperiment, kan man pludselig se det lidt udefra, og hold da kæft, hvor er jeg også bare fokuseret på mig selv og min karriere. Og så kan jeg ligefrem takke min kæreste for, at hun gider mig.

I mange forhold opstår konflikterne, fordi man ikke vil det samme, men måske er nøglen til et lykkeligt parforhold at rumme hinandens forskellighed, give hinanden et frirum og blive bedre til at være enige om at være uenige, uden nogen bliver tøsefornærmet.

Mads: – Hvis man tror, at en diskussion altid skal ende med en vinder, eller at vi skal nå til enighed, så bliver det noget rod. For det skal vi ikke. Men jeg tror, at en af de vigtigste ting i et forhold er, at begge parter er gode til at være uenige. Så tror jeg, at man er nået ret langt... Jeg prøver i hvert fald at være det i mit eget forhold.