"Hej, jeg hedder Maise, og jeg er anonym it-idiot"

"Hej, jeg hedder Maise, og jeg er anonym it-idiot."

Hvorfor? Fordi jeg gang på gang havner i en fælde på computeren, som jeg ikke kan komme ud af. Gang på gang er der noget med en kode (som jeg har glemt) og en opdatering, og hver dag er der noget med det dér Java, som åbenbart kræver mere re-run og genstart end en nervøs galophest til Derby. Om det er mig, der er dum?! Det er jeg uden tvivl, men vel ikke nær så dum som dem, der laver løsninger til folk, som ikke kan bruge dem.

Jeg ser ham for mig, den colaafhængige, nørdede just-post-teenager, der sidder og hamrer http-koder ind. Han hedder Jake, og jeg ville ikke kunne lide ham, hvis vi mødte hinanden i virkeligheden. Men det gør vi ikke – vi mødes kun virtuelt, når jeg endnu en gang tænker: "Hvordan helvede kan det hjælpe på mine computerproblemer at trykke F8 med venstre albue, mens jeg presser &-tegnet med næsen og alt-9 med højre pegefinger?" Er det en intelligent mandsling, der fandt på, at dette var den absolut bedste måde at betjene en computer på? Og hvorfor skal man altid føle sig dum, fordi andre ikke kan finde ud af at forklare en, hvad man skal gøre?

LÆS OGSÅ: Var der et liv før Facebook?

"Prrft," var nogenlunde lyden, da jeg til et møde mødte én, som helt er holdt op med at læse avisen på papir, og som syntes, jeg var håbløst gammeldags, fordi jeg stadig holder af at holde den i hånden, når jeg spiser morgenmad. Nå, men det synes jeg ikke, at jeg er – jeg er bare en anden type, og jeg bliver irriteret over at blive kaldt gammeldags, fordi jeg elsker lugten af tryksværte, og fordi jeg nyder at rive artikler ud, så jeg kan læse dem senere eller sætte et sjovt citat op på køleskabet. Jeg vælger at sige, at jeg er sanselig – jeg har brug for at føle det, jeg skal læse. What happens on paper stays on paper!"Hvad er der galt?," spørger folk forskrækket, hvis man ringer til dem. Men nogle gange vil jeg bare hellere tale end skrive... Det gør jeg hele dagen på min computer, eller når jeg sender sms'er. Men man er jo doven, når man sender sms'er, så man skriver kun det vigtigste – når man taler sammen, så tager man måske nogle biveje, som fører til en anden samtale end den, man startede på. Og det kan jeg godt lide. Ligesom jeg godt kan lide, at jeg nogle gange læser noget i avisen, som står nederst i venstre hjørne, og som jeg ikke ville være faldet over, hvis jeg havde læst det på netavisen.

Så nu er jeg sådan en, der læser avis på papir, ringer til folk af og til, nogle gange bliver irriteret over, at min computer går i baglås, og i det hele taget kan blive vildt vrissen, når teknikken ikke fungerer. Jeg synes ikke, jeg er gammeldags, men det er der mange, der synes. Så om kort tid bliver jeg sikkert hentet af internet-politiet og kørt til Lejre Forsøgscenter, som har oprettet en ny afdeling for os, der ikke er forblændede fans af alt, der er elektronisk. Så kan man betale for at gå rundt og se på os i vores naturlige habitat, mens vi læser papirbøger og laver kolbekaffe og måske ligefrem vipper lidt med foden til en dejlig LP-plade. Vi tager naturligvis ikke dankort...

LÆS OGSÅ: Sociale medier: Hvor går grænsen?