Maise Njor-novelle: Del 3

3. kapitel – Kan sex få én til at svæve?

”I dag er dagen, hvor han bliver og spiser morgenmad,” tænkte Solvej, da hun vågnede. Hun havde stadig øjnene lukkede og lå og nød, hvordan Henrik aede hendes mave, som han havde gjort konstant, siden han fik at vide, at hun var gravid. Hans mund nærmede sig hendes øre, hun kunne høre hans vejrtrækning, som overdøvede regnen udenfor, og så sagde han: ”Min smukke, jeg bliver nødt til at gå. Der er vrøvl med rørene nede i ”Hawaii Sun” …”

Måske var det hormonerne. Måske var hun bare ved endelig, efter 34 år, at blive sig selv. I hvert fald slog Solvej øjnene op, knyttede sin højre hånd, og stak Henrik sådan én på kæben, at han røg tilbage i madrassen, og så råbte hun: ”Hvad FANDEN er der galt med dig?! Vi har kendt hinanden et år, og du har endnu ikke spist morgenmad med mig – du er altid på vej, du skal altid gå. Hvordan havde du forestillet dig, at vi skulle blive forældre sammen, når du ikke engang kan finde ud af at spise en giffel med dit barns mor? Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, du er så bange for nærhed, at du kun magter det et par timer ad gangen. Og ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, at du skal gå nu, og så skal du kun komme tilbage, hvis du har tænkt dig at blive, for jeg er træt af at blive forladt gang på gang, flere gange om ugen. Ud, gå.”

Henrik havde stadig hånden på kæben og sad målløs og stirrede på hende.

”Jamen …” begyndte han.

”Jamen hvad, Henrik? Jamen, du elsker mig? Jamen, du vil gerne være far? Jamen, jamen, jamen!”

Han steg ud af sengen og tog tøj på uden et ord. Hele tiden skævede han over til hende, som om han var bange for at blive angrebet igen. Da han havde fået skoene på, sagde han: ”Så går jeg. Jeg troede bare, du syntes, det var dejligt med en mand, som havde gang i karrieren.”

”Du ejer en stribe solcentre, Henrik, lad være med at kalde det en karriere. Du giver folk hudkræft for penge.”

Sådan en lørdag i regnvejr kan sætte meget i perspektiv. F.eks. kan man opdage, at man ikke har så mange venner. Solvej ringede til Jeppe, men han tog den ikke. Så prøvede hun Karina. Og Gitte. Ingen var hjemme, eller hvad det hed nu til dags, når folk havde mobil, men åbenbart ikke gad at tage den, når hun ringede. Hun lå stadig i sengen klokken fire, og da hun virkelig ikke kunne finde på flere at ringe til, tænkte hun på Georgio. Hun havde aldrig oplevet en, der bare erklærede hende sin kærlighed efter første møde. Måske var han sindssyg. Ja, det var det, han var. Sindssyg. Klokken fem blev hun enig med sig selv om, at han nok i virkeligheden var forelsket i hende. Klokken seks (ingen havde ringet tilbage) troede hun på kærlighed ved første blik. Måske en lille smule, fordi hun havde ondt af sig selv og følte sig ret alene i verden… Det ville da være dumt ikke at undersøge ham nærmere... Så ringede hun til ham, og spurgte, om han ville komme forbi og fejre, at det nu havde regnet i fire uger i træk.

En halv time senere kom Georgio ind ad døren med dolmades og tzatziki og taramasalata og alt muligt andet, hun ikke kunne udtale navnet på. Han tog sit våde tøj af og stod til sidst i underbukser og fugtigt hår og røg en cigaret ud ad vinduet, mens han drak en øl og kiggede på hver en centimeter af hende, så hun til sidst blev helt genert. Så sagde han: ”Nu dropper jeg den fornemmelse af, at det er mærkeligt at være sammen med en kvinde, der er gravid med en anden mand, og så dropper du din danske fornuft og alle undskyldningerne for ikke at føle noget,” og så tog han hende om nakken og pressede hende op ad dørkarmen. Han kyssede hende så længe, at skægstubbene begyndte at kradse, tog en slurk øl og hældte lidt ned mellem hendes bryster og begyndte at slubre det op. Så løftede han hende op og bar hende ind i sengen. De smukke fingre med hår på andet led, som Solvej var blevet så betaget af, prøvede at få knapperne i hendes bluse op, men opgav, og rev i stedet til, så de små knapper dansede hen ad gulvet, han slikkede hendes brystvorter, til det gjorde ondt, og så bevægede han sig længere ned, og stak tungen i hendes navle. Solvej opdagede, at hun sagde små lyde, og opdagede, at hun ville have mere. Mere, mere, mere … Hun pressede hans hoved ned mellem benene, og hans tunge fik hende til at gispe. Netop, som hun var ved at komme, stoppede han, og lagde sig tungt på hendes hofter, mens han kyssede hende. Hans hår på brystet kildede, skægstubbene kradsede, hans hår røg ned i hendes øjne. Hår og mand var alle steder, og mens regnen piskede mod ruden, og mørket sneg sig ind i værelset, opdagede Solvej, at hun ikke længere følte sig ensom. For hun lå der, under en, som var til stede, mere end hun nogensinde havde oplevet før.

Bagefter lå de og kiggede op i loftet. Stukken var overmalet så mange gange, at den næsten ikke kunne ses. Georgio aede hendes ene lår.

”Jeg elsker dig,” sagde Georgio.

”Hvordan kan du sige det? Jeg kan ikke sige, at jeg elsker dig, for jeg kender dig jo slet ikke. Du er en græsk mand, som jeg lige har mødt,” svarede Solvej.

”Nej. Jeg er en græsk mand, som lige har mødt den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set.”

”Det er sådan noget, de siger i romantiske film,” svarede hun.

”Ja. Men det er jo ikke min skyld, at alle de romantiske film har ødelagt det, man i virkeligheden gerne vil sige,” sagde Georgio, og så faldt de i søvn.

Læs også: Maise Njor-novelle: Del 1

Solvej vågnede til lyden af, at det ikke regnede. En sær stilhed, som virkede larmende. Duften af våd asfalt nåede hende i sengen, så helt tørt var det ikke endnu. Pludselig kunne hun også dufte noget andet … Kaffe? Georgio kom ind i det lille soveværelse med en bakke. På bakken var en kaffekande og to kopper og en kurv med brød.

”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde han stille.

”Ikke også dig,” sagde Solvej og følte sig som en teenager, fordi hun kunne mærke, at hun spidsede mund på den sure måde og var lige ved at græde.

”Jeg bliver nødt til at gå ned og hente noget smør, for man kan jo ikke spise det her tørre brød uden,” sagde Georgio. ”Jeg er tilbage om ti minutter.”

Solvej lagde sig tilbage i sengen og lå og tænkte, at det var mærkeligt, at hun ikke vejede noget. Indtil det gik op for hende, at det var, fordi hun nærmest svævede over lagenet: Efter det seneste år med Henrik og det dumme job havde hun en fornemmelse af højeste alarmberedskab – på jobbet var der altid nogen, der ville have noget af hende, og derhjemme – når Henrik var der – havde hun fornemmelsen af, at han faktisk slet ikke ville have noget af hende. Begge dele føltes forkert. Hun tog en dyb indånding, og da hun pustede ud, faldt hun tungt ned og slappede af i hele kroppen.  Det var, som om hendes sjæl var kommet tilbage i sin bolig og fik hende til at veje 40 kilo mere…

Mandag morgen var der optræk til ballade omkring ”den lille havdreng” i Helsingør. Nogle af de amerikanske turister syntes, at den var for ”shiny”, andre, at den var for ”gay”, og én klagede over, at man så tyk ud, når man spejlede sig i den. Solvej havde stadig den mærkelige weekend i sig, og det var svært at koncentrere sig om arbejdet.  Hele tiden kværnede hendes hjerne med de samme tanker: ”Jeg kan da ikke få et barn, når jeg ikke føler mig voksen?”, eller: ”Må man få et barn, når man ikke ved, om man har en far til det?”, og: ”Hvordan kan jeg vælge? Henrik eller Georgio? Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Men hvad hvis det, man får, ser ud til at være bedre, end det man har, men man er ikke sikker?

Læs videre på næste side.

På Kronborg fortalte hun den sædvanlige remse om Shakespeare og sluttede som altid med at citere Hamlet: ”At være eller ikke være – det er spørgsmålet.” Klumpen af turister stod tavse og benovede. Indtil der var en, der sagde: ”… And what does that mean?”

Det havde hun aldrig tænkt over. Helt til de kom ind i bussen, prøvede hun at komme med forskellige forklaringer, og da det ikke rigtig lykkedes, prøvede hun at tale udenom ved at citere Kierkegaard: ”Gift dig, du vil fortryde det, gift dig ikke, og du vil fortryde det. Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele,” og H.C. Andersen: ”At rejse er at leve.”

Hvorefter en amerikaner med bøllehat rejste sig op i bussen og sagde: ”Er det virkelig de bedste citater fra de største danskere? Ved man, om de var fulde, da de sagde det? Og hvorfor er jeres nationalhelte så tynde og blege? Og hvorfor har I ikke nogle nye?”

”Fordi … Fordi …” Solvej var træt og forvirret, og pludselig virkede det urimeligt, at hun skulle stå til ansvar for, hvad nogen havde sagt for flere hundrede år siden.

Bus-Brian så over på hende med medlidenhed. Så prøvede han at komme hende til undsætning på sit folkeskole-engelsk: ”We also have Nicklas Bendtner, you know the footballer who had his undertrousers sponsored. I think that is a very clever way to make money. So if any of you want to sponsor me, I am ready.”

Solvej kiggede ud over forsamlingen i bussen. 30 par øjne plirrede, de lignede undulater.

Hendes mobil vibrerede. Det var Georgio. Hun gik ned på bussens varme og ildelugtende toilet og tog den: ”Hej, smukke, smukke kvinde. Jeg ville ønske, at jeg kunne få lov til at se på dig hele tiden … Men der er sket noget. Min mor er blevet meget syg, og jeg bliver nødt til at tage hjem og passe hende. Der er jo ingen penge tilbage i hele Grækenland og ingen ansat til at hjælpe en gammel kone. Jeg tager til Samos om lidt, og jeg kan ikke sige, hvornår jeg kommer tilbage. Men jeg håber, at det bliver i år.”

Læs også: Maise Njor-novelle: Del 2

Det havde ellers kun støvregnet siden lørdag, men nu tog regnen til, den slog mod ruden, og hele vejen ind mod København sad Solvej stille og kiggede ud på de våde bøgehække langs Strandvejen. I ruden kunne hun også se sit eget spejlbillede, men det var ikke et ansigt, hun kunne genkende. Mobilen vibrerede igen. På displayet stod ”mor”:

”Hej, min skat, hvordan går det? Har du stadig kvalme?”

Solvej var stille. Så sagde hun: ”Ja. Lidt. Men mor, jeg er altså ikke sikker på, at jeg skal have det barn, når jeg ikke er sikker på, om jeg elsker faren til barnet. Eller mig selv …”

Hendes mor trak vejret ind gennem næsen, så det peb, og så sagde hun: ”Lille skat, vi elskede jo dig, fra du kom ind i vores liv. Jeg har kun i få sekunder tænkt over, at du ikke var mit barn, teknisk set, og jeg har da også af og til været i tvivl om, hvem jeg selv er – men det er helt naturligt. Det er en del af det at blive forældre. Måske kan jeg godt forstå, at du ikke er parat til at få et barn med lige præcis Henrik, men hvem ved, om du nogensinde er så heldig at blive gravid igen? Jeg støtter dig, uanset hvad du vælger. Men jeg synes, du skal få det barn …”

”Har du tænkt over, om jeg skal være far til dit barn?” spurgte Jeppe, da Solvej var ovre og besøge ham på Hotel Tordenskjold. Han stod bag skranken og sorterede nøglekort til værelserne.

”Jeppe, du er så umoden som en avocado fra Fakta. Du er 35 og går stadig rundt og har one night stands med tilfældige mænd, så jeg tror ikke helt, at du er klar til opgaven,” svarede hun.

”Det er ikke et valg. Jeg venter på den rigtige,” sagde Jeppe. ”Og man skal som bekendt have utroligt mange brysthår snoet om drøbelen, før man finder den rette måtte at læne sig op ad.”

”Gud, Jeppe, det var faktisk noget af det mere klamme, du har sagt. Men hvorfor vil du så gerne være far?”

Jeppe satte sig op på skranken, og sagde: ”Det vil de fleste mænd jo før eller siden. Og den følelse kan man også have, selvom man er homoseksuel. Og du er min bedste ven, så jeg synes det vil være helt perfekt, hvis vi bliver forældre sammen.”

Solvej gik hjem i regnen. Hun kunne ikke huske, hvornår hun havde haft andet fodtøj på end gummistøvler. Hun tog sin mobil frem og tjekkede. Henrik havde stadig ikke ringet. Han havde sendt en enkelt sms, hvor han skrev, at hun ikke måtte få en abort, for det var jo også hans barn, men det var jo ikke ligefrem en kærlighedserklæring.

Hvorfor ville alle have, at hun fik det barn? Det føltes urimeligt at skulle kæmpe imod. Alle ville have det barn, men hun var ikke sikker på, at nogen ville have hende, og lige nu kunne hun egentlig også sagtens forstå det. Hun følte sig som ikke-noget-særligt, og hvordan kunne nogen elske det? Men Georgio sagde, at han gjorde. Det var også mærkeligt, for han kendte hende jo slet ikke. Men hvad hvis ”kærlighed ved første blik” virkelig fandtes? Hun tænkte over de citater, hun havde slynget ud i dag i bussen … At gifte sig eller lade være, at rejse er at leve. At være eller ikke være … Hvad? På vej til at blive mor? Til stede i sit eget liv? I live uden at rejse? Elsket eller ikke elsket?

Hun tog sin telefon og ringede til Bus-Brian: ”… Hej, det er Solvej. Vil du ikke være sød at køre mig i lufthavnen i morgen? Jeg skal en tur til Samos.”

Måske var det hormonerne. Måske var hun bare ved endelig, efter 34 år, at blive sig selv. I hvert fald slog Solvej øjnene op, knyttede sin højre hånd, og stak Henrik sådan én på kæben.

Han kyssede hende så længe, at skægstubbene begyndte at kradse, tog en slurk øl og hældte lidt ned mellem hendes bryster og begyndte at slubre det op…

Solvej lagde sig tilbage i sengen og lå og tænkte, at det var mærkeligt, at hun ikke vejede noget. Indtil det gik op for hende, at det var, fordi hun nærmest svævede over lagenet.

”Men mor, jeg er altså ikke sikker på, at jeg skal have det barn, når jeg ikke er sikker på, om jeg elsker faren til barnet. Eller mig selv …”

Hun følte sig som ikke-noget-særligt, og hvordan kunne nogen elske det? Men Georgio sagde, at han gjorde. Det var også mærkeligt, for han kendte hende jo slet ikke.

Følg med på ”Solvejs vej mod solen” i næste uge, hvor vi bringer 4. og sidste afsnit af Maise Njors underholdende sommerføljeton. (Eller læs den allerede nu, i denne uges ALT for damerne!)