Maise Njor om den store forskel på mænd og kvinder
Maise Njor bliver forvirret over det, mænd siger uden ord.
Mænd. Der er så meget, man ikke forstår. Alle de usagte ting. Hverdagens små spil. Uden at generalisere for meget kan man vel godt sige, at da Gud stod med den store suppeske og skulle dele talegaver ud, så skvulpede den lige lidt over, da han skulle dele ud til Eva, og derfor var der ikke så meget tilbage, da Adam skulle have sin portion.
Så mens kvinder skal verbaludgyde og italesætte alle oplevelser fra fødsler og nærdødsoplevelser til opskrifter på kalvehalesuppe og spaltede hårspidser, er der lidt mere stille ovre i herrelejren. Men det behøver ikke at betyde, at der ikke bliver sagt noget. For man kan sige meget uden at bruge ord. Og det kan godt forvirre mig.
LÆS OGSÅ: Maise Njor om at forelske sig i en ældre mand
Jeg havde engang en kæreste, som altid skulle hilse-hævde sig. Det, der udefra godt kunne se ud som et venligt "goddag", var i virkeligheden en magtdemonstration, og utallige gange kunne jeg se ham ydmyge andre mænd med for lange knus eller et nus i nakken, mens de stakkels fremmede hankønsvæsener hang i et brydergreb og stirrede panikslagent op i loftet, og homofobien dampede ud af ørerne. Og engang, da han skulle købe bukser, og butiksekspedienten lå på knæ foran ham for at sætte nåle i buksebenene, kunne min kæreste på en sær måde mærke, at manden havde nogle spændinger i hovedbunden, som lige skulle løsnes. Senere fortalte ekspedienten, at det havde været lige lovlig grænseoverskridende at ligge der på gulvet med to mandehænder, der moslede hans krøller på en måde, som fik hans hoved til at nærme sig betænkeligt meget kundens skridt.
Men det er ikke kun, når det er mand-til-mand, at der kan være disse små magtdemonstrationer i luften. Jeg havde engang en kollega, som altid startede morgenen med at kysse mig på panden, hvilket, jeg syntes, var lige vel alfaderligt og gav mig en svag fornemmelse af, at han troede, han var paven, og at jeg var en undersåt, der fik syndsforladelse. Vend den lige om: En kvinde kunne ALDRIG finde på at kysse sin mandlige kollega på panden hver morgen, vel? Det gjorde mig vanvittig, for fordi der lå noget usagt i den daglige hilsen, kunne jeg ikke finde ud af at sige fra. Indtil en dag, hvor jeg – efter min venindes råd – smaskede læberne op i luften, da han lagde an til pandelanding, og han ramte mig lige på kyssetøjet. Efter det holdt han igen med pavevelsignelserne, og jeg havde vundet den usagte kamp om magten.
Af og til møder jeg en mand, der altid som hilsen dunker mig i vommen, så jeg føler mig som en berner sennen-hund, der skal roses, fordi jeg lige har hentet en medtaget skiløber ned fra pisten. INGEN kvinder bryder sig om at blive klappet på maven! Det får os øjeblikkelig til at tænke, at vi er for tykke, især fordi lyden minder om Tivoligardens stortromme. Så hvad gør man? Jeg overvejede at dunke igen, men valgte at sige det til ham. Han kiggede helt uforstående på mig og sagde, at det bare var for hans egen skyld, at han gjorde det, for min mavehud (inkl. polstring) havde sådan en dejlig konsistens. Jeg kunne vælge at blive fornærmet, men endte med at tænke, at det egentlig var meget sødt, at han nød at røre ved en af forskellene på mænd og kvinder...
LÆS OGSÅ: Maise Njor: Mine børn skal ikke bo sammen med en mand, som ikke er deres far
