Malta

Nyfanget fisk og smukke solopgange: 8 tips til magiske Malta

Med kun få timers flyvning fra København er Malta med sine mange solskinstimer et godt sted at tage på daseferie. ALT for damernes assisterende moderedaktør, Rikke Jung, guider til, hvor du kan spise lækker, nyfanget fisk og dykke i Maltas smukke grotter.

Det tager kun tre timer at flyve fra København til solbeskinnede Malta, og det gik hurtigt for en modenørd som Rikke Jung at forelske sig den lille, sydeuropæiske ø-stat med masser af smuk arkitektur og storslåede strande, hvor hun både har været på ferie og på arbejde som assisterende moderedaktør.

Rikke Jung, 25 år. Assisterende moderedaktør på ALT for damerne. Bor i København.
rikke-jung.jpg
Rikke Jung, 25 år. Assisterende moderedaktør på ALT for damerne. Bor i København.

– Jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til øen. Jeg så Malta som en charterdestination med grisefeststemning og ingen kultur. Men Malta er utrolig billedskøn – både når det kommer til de gamle byer og den smukke natur. Min kamerarulle er fyldt med alt fra pastelfarvede døre og smukke kirker til azurblåt hav og store klipper. Og så skinner solen næsten hele året rundt. Selv i januar er der 15 grader, mens der i oktober er lidt over 20 grader.

Foto: Privat
Malta25.jpg
Foto: Privat

Det skal du se

Udforsk øens hovedstæder

– Er det første gang, du besøger Malta, skal du opleve en af verdens bedst bevarede byer fra middelalderen, Mdina. Byen var Maltas tidligere hovedstad og rummer smykke bygninger og kirker. Med dens smalle og små gader er byen kun egnet til fodgængere, så giv dig selv tid til at ”fare vild” i den labyrintiske middelalderby. Den nuværende hovedstad, Valetta, er også et besøg værd. Valetta er nærmest bilfri, hvilket giver en dejlig og rolig atmosfære. Slut din dag i Barrakka Garden, hvor du har udsigt over hele havnen.

Der er masser af Insta-moments på Malta, ikke mindst i hovedstaden Valetta, hvor du bør gå igennem Barrakka Garden, der munder ud i den fineste udsigt over hele havnen. Foto: Privat
Malta29.jpg
Der er masser af Insta-moments på Malta, ikke mindst i hovedstaden Valetta, hvor du bør gå igennem Barrakka Garden, der munder ud i den fineste udsigt over hele havnen. Foto: Privat

På lopperov

– Malta har de hyggeligste markeder med små fine dimser, flettede tasker, hatte, farverige smykker og lokale specialiteter. Ting, jeg elsker at tage med hjem fra rejser. Der er flere søndagsmarkeder, blandt andet i hovedstaden Valetta byder markedet Il-Monti på adskillige maltesiske specialiteter.

Prøv for eksempel pastizzi, som er butterdej fyldt med ricotta.

Foto: Privat
Malta6.jpg
Foto: Privat

Den lille fiskerlandsby

– Maraxlokk er en lille fiskerlandsby, hvor man ikke kan bruge mange timer, men der er hyggelige restauranter, (endnu) et hyggeligt marked, smukke døre og ikke mindst de fineste små, farverige fiskerbåde. Byen er et godt sted at tage på en søndagsudflugt.

Malta under overfladen

– Ud over at øen er perfekt til afslapning og en godte for øjnene, kan man også dykke på Malta. Det er et klart plus for mig, da jeg ellers synes, at man skal mange timer væk for at finde et dejligt sted at dykke. Faktisk har Malta noget af det reneste havvand i Middelhavet! Jeg nåede desværre ikke selv at dykke, sidst jeg var der, men næste gang jeg er på Malta, skal jeg uden tvivl dykke i Maltas huler og grotter. Her skulle dyrelivet være fantastisk og sigtbarheden være i top på grund af det rene vand. Især den blå lagune på øen Comino ved Malta skulle være smuk. Billederne, jeg har set derfra, ligner postkort.

Foto: Privat
Malta36.jpg
Foto: Privat

Her skal du spise

Nyfanget fisk og skaldyr

– I den føromtalte fiskerlandsby Maraxlokk ligger restauranten Tartarun. Efter en gåtur på markedet skal du nå forbi denne restaurant. Alt på menuen er lækkert, og fisken er helt frisk. Prøv deres østers, carpaccio af rejer og deres pastaretter med skaldyr. Jeg bliver stadig sulten af blot at tænke på deres menukort.

Tartarun.com

Simpelt, men godt

– I den lille landsby Lija ligger restauranten Bahia. Stemningen er hyggelig, og de skønne træborde og rå stenvægge gør stedet imødekommende. Jeg er særligt vild med deres ravioli med rejer. Simpelt og lækkert.

Bahia.com.mt

Privat
Malta17.jpg
Privat

Kom tæt på hinanden

– Er du på rundtur i den gamle middelalderby Mdina, så spis din frokost på Trattoria AD 1530. Restauranten er smal og lang, hvilket betyder, at man sidder en anelse tæt, men det er bare hyggeligt. Prøv pastaen med skaldyr – den er fantastisk.

Xarapalace.com.mt/dining/trattoria-ad1530/

En særlig oplevelse

Morgenmad og solopgang

– Start dagen med solopgang set fra Dingli Cliffs. Det er så smukt, og hvis jeg ikke havde skullet arbejde, ville jeg også have taget morgenmaden med og nydt den i det smukke morgenlys efterfulgt af en dejlig lang gåtur. Gingli-klipperne er med sine omkring 253 meter over havets overflade det højeste punkt på Malta, så udsigten fejler bestemt ikke noget.