Maria Helleberg om kærlighed ved første blik: ”Tre dage senere var vi i et fast forhold”
Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger kendte kvinder om deres veje rundt i livet.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det må have været stien ved Glahns Allé på Frederiksberg, som var skyggefuld om sommeren og smuk om vinteren. Jeg kan stadig længes efter at stå der mellem træerne og kigge på egern og biller. Det var et eventyrligt sted, hvorfra vi kunne gå til Zoologisk Have, som vi havde årskort til.
Dybest set kommer jeg fra et pænt middelklassehjem, men det fungerede ikke sådan. Min mor var holdt op med at arbejde, for man kunne jo ikke arbejde, efter man blev gift og fik barn, så hun havde ikke andet end mig at fylde tiden med, jeg var hendes underholdningsobjekt. Dengang eksisterede der også en myte om, at børn kunne glemme deres forældre, hvis man lod børnene passe ude, så min mor blev hjemmegående.
Min far var ufatteligt charmerende og skabte sig en forretning ved at sælge fjernsyn, inden tv-signalet overhovedet var der. Alle disse tv’er stod i folks stuer og kunne ikke vise andet end fnuller, men salget boomede. Min far ville ikke give slip på mig, så han tog mig blandt andet med til Iran på en lang forretningsrejse, men der var jo intet at lave for et barn. Min mor blev hjemme, for vores hjem skulle jo nødigt stå tomt. Det skulle han nok ikke have gjort, for da vi kom hjem, havde hun fået en kæreste. Jeg var også i New York med min far som seksårig – lille mig i en stor by – men der fandt jeg ud af, at han tog amfetamin, så efter det var det slut med at rejse alene med far.
Jeg var 12 år, da min mor endelig begærede skilsmisse. Det var en lettelse, for de var begge hinanden utro, og det var sgu for meget for et barn at holde styr på. Nogle gange besøgte jeg ham i hans tv- og radiobutik i Vejle, hvor han havde smukke unge mænd ansat, for dem var han også til. Jeg ville ikke af med min far, men jeg turde heller aldrig helt overgive mig til ham. Han var som en fjern slægtning."
Annonse
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg ville gerne være en kombination af læge og dyrlæge, for jeg kunne godt lide dyr, og jeg havde set, hvordan min fars læge kunne give ham piller til både at falde ned, vågne op, komme på benene og falde i søvn. Det, syntes jeg, var spændende. Jeg overvejede også at blive hende, der står i stormagasiner og sprøjter parfume på folks håndled, eller at blive karl på en gård.
Jeg var en lille præ-feminist, for det faldt mig ikke ind, at det kun var et job for mænd. Men så på et tidspunkt så jeg Karen Blixen tone frem på tv og sige: ”Godaften og tak fordi jeg må komme ind i jeres stue”. Det lille gespenst havde fået at vide, at hun skulle tale langsomt og ikke røre for meget på sig, for så røg hun ud af kameravinklen. Hun fortalte, at hun var ”stååååryteller”, og jeg tænkte: ”Gud, findes det?” Det kunne jeg godt tænke mig at blive. Sådan en der ringer på hos folk og spørger, om jeg må fortælle en god historie.
Jeg syntes ikke, skolen var ret interessant, for sætningen ”en so på en ø i en sø” har jeg altså aldrig fået brug for siden. Jeg var heller ikke god til at holde kæft, når et andet barn skulle sidde og prøve at læse den højt. Mens jeg gik i gymnasiet, fik jeg job som vikar i et boligselskab. Der blev jeg betalt for at sidde på kontor og skrive på maskine.
Det kunne jeg, for jeg havde fået en skrivemaskine allerede som barn, og den, syntes jeg, var mægtig interessant. Jeg syntes, det var afslappende at skrive, og jeg skrev altid bare for min fornøjelses skyld. På et tidspunkt lavede jeg endda en bog om middelalderen med alle mine renskrevne sider klistret sammen og illustrationer, som var fotokopierede sider fra bøger med folkeviser.
Min mor læste den og foreslog, at jeg blev ved med at skrive, men jeg havde aldrig tænkt det som andet end en fase hos en ung teenager. Jeg lavede vist seks bøger. De er desværre gået tabt i en flytning, men jeg har da haft fornøjelsen af at skrive dem. Alle børn burde lave sådan noget – brødløst."
Hvornår skød du genvej?
Annonse
"Jeg skrev meget gennem gymnasiet, og derefter begyndte jeg at læse teatervidenskab. Men jeg orkede faktisk ikke universitetet, og jeg brugte mere tid på at skrive. Jeg skrev et manuskript færdigt, som jeg havde rodet med siden gymnasiet, sendte det til Borgens Forlag og fik mit livs eneste afslag. De ville gerne have noget mere ”narrativt”, som de skrev. Så sendte jeg det til Gyldendal, som havde ry for meget lange svartider.
Fem dage senere da jeg stod og pakkede til en tur til Norge, ringede telefonen. Det var Gyldendal, som gerne ville udgive min bog. Der skulle ikke engang laves ret meget om. Jeg troede, det var telefonfis, og jeg blev så chokeret, at jeg kom til at pakke min fjernbetjening med i bagagen til Norge. Kort efter udkom min første bog 'Seersken'.
Senest har jeg skrevet fire bøger om min egen families historie. Jeg overvejede først at vælge den mest kulørte del af familien, men valget faldt alligevel på Mariane, som var en fattig bondekone i 1800-tallet og min tipoldemor. Jeg havde hørt historier om, hvordan hun mistede familiens gård, fordi hendes far spillede den væk, og at hun havde et forhold til den lokale læge.
Jeg tænkte, det ville blive svært at researche på hende, men da jeg googlede, kom der 2500 hit, som var de gamle kirkebøger, hvor hun og alle hendes børn stod nævnt. Jeg havde også hørt, at hendes livs største oplevelse var dengang, hun så 'Ibsens Gengangerne' på Thisted Teater. Det var et vildt kontroversielt stykke på den tid, og da jeg tjekkede på nettet, kunne jeg se, at stykket havde været anmeldt i 1880 med stor begejstring. Så ja, i min bog var Mariane og hendes læge inde og se det, og det var hendes livs største oplevelse."
Annonse
Hvornår har du været på afveje?
"Jeg var på ferie i det, der dengang var Sovjetunionen. Det var sammen med et enormt hold af mennesker, som var rundt og kigge på kunst og vandfald, og hvad ved jeg. Jeg boede på et hotel, hvor jeg en aften sad og delte noget vin med de andre i rejseselskabet. Der boede også nogle sikkerhedsfolk fra KGB. En kvinde, jeg rejste med, blev voldtaget den aften.
En af sikkerhedsfolkene sagde efterfølgende til mig: ”Sådan går det kvinder, der går alene om aftenen”. Jeg blev rasende. Jeg har aldrig slået nogen hverken før eller siden, men jeg gav ham min højre knytnæve lige på siden af hovedet, så han fik næseblod. Det var nok det værste, jeg kunne gøre, for han viste sig at være oberst i KGB, og jeg stod til tre års straffearbejde. Heldigvis var der ingen, der ville vidne for ham, men han gik op og ned ad gangen og råbte og skreg med et blodigt lommetørklæde som eneste bevis.
Nogen fik fat i den danske ambassade, og jeg aner ikke hvordan, men pludselig havde jeg diplomatisk immunitet – jeg tror de ansatte mig som kulturattaché på stedet. Jeg fabrikerede en historie om, at voldtægtsofferet var min sekretær, og sådan kom vi ud af landet. Jeg tror, jeg var død, hvis de havde sendt mig i straffelejr i Sibirien.
Jeg har været i Rusland siden, men jeg har altid været lidt bange for, at obersten skulle finde mig igen. Det er da lidt uhyggeligt, at der måske går et menneske rundt i Novgorod med adgang til våben og har al mulig god grund til at skyde mig."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Jeg har kun én gang været ude for kærlighed ved første blik. Det var en iskold dag i februar 2003, hvor jeg skulle lave noget tv på Rosenborg. Mens jeg stod og ventede på kameraholdet, kom en mand gående. Klokken var ti om morgenen, og der stod jeg og frøs.
Han gik direkte hen til mig og fortalte, at han havde læst min bog. Jeg tænkte: ”Hvilken mand læser bøger og endda bøger skrevet af en kvinde?” Vi sludrede og udvekslede telefonnumre, selv om jeg var bange for, at han var 15 år yngre end mig. Det viste sig, at han bare holdt sig godt. He swept me off the board uden rigtig at gøre noget.
Han var bare til stede. Jeg inviterede ham hjem til mig, og der fortalte han, at han lige var blevet fyret, og det var derfor, han havde tid til at gå på udstillinger klokken ti om formiddagen. Tre dage senere var vi i et fast forhold. Han var en dejlig mand, og vi var sammen i næsten 20 år, indtil han døde her i foråret."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej til at rekonstruere, hvordan man lever som single. Jørn var kun syg i kort tid, inden han døde, så jeg nåede ikke at lægge planer. Jeg troede, han skulle hjem igen til kørestole og lifte, og jeg havde faktisk glædet mig til det, men pludselig var alt væk. Ham, vores planer og vores liv.
Men så kom det til mig, at jeg skulle være handywoman. Alt hvad der skal laves i huset, gør jeg selv. Jeg har sat persienner op, sat ny havedør i og taget malerierne ned og sat dem op nye steder. Jeg har stået i byggemarkedet og øvet mig i at være en glad kunde, for jeg har ikke lyst til at stå og redegøre for Jørns død hver dag dernede. Men Jørn var min første reference, og i starten tænkte jeg hele tiden: ”Det skal jeg lige sige til Jørn … nårh nej.”"
