Maria Montell husker særligt én ting fra sin barndoms jul: “Da jeg selv fik børn, skulle jeg virkelig holde mig i skindet”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var i Espergærde, hvor jeg boede over for min skole. 

Det tog kun to minutter at gå derover, og det var nok derfor, jeg altid kom for sent. 

Da Camilla Dalsgaard blev gravid, tog hun stor beslutning om sin mors mand: ”Det føles helt rigtigt”

Min mormor, som desværre døde, da jeg var otte år, boede der også, for hun havde i sin tid solgt halvdelen af sin grund fra til mine forældre, så de kunne bygge et hus ved siden af hendes. 

Det var ret praktisk for mig, for da jeg for eksempel holdt op med at bruge sut, løb jeg hjem til hende, og så havde hun lige en ekstra liggende. Hos hende kunne man også altid få en mad med sukker på, for den slags måtte jeg ikke få derhjemme.

Vores hjem var et hus i to etager. Vi boede øverst, og den nederste etage var den kreative etage. Her havde min far mørke­kammer, og der var sauna, bordtennis og musikinstrumenter. Jeg spillede orgel, og min storebror spillede trommer. 

Det var et kreativt miljø, hvor min far lavede billeder og havde sit eget lille reklamefirma og spillede klarinet og gav os en opvækst med jazz. Jeg var nok lidt af en entertainer, for jeg gik til jazzsang, og i skolen fandt min musiklærer hurtigt ud af at trække mig frem, når nogen skulle synge solo. 

Sådan blev det bare. Jeg sang for, og de andre sang kor, selv om jeg nu nok ikke altid sang lige rent dengang. Jeg gik også til orgel hos ham. Når han skulle ud at spille i weekenden med sin kone, som var jazzsangerinde, kom jeg og min bror tit med. 

 Jeg var nok ikke mere end otte-ni år, men der lærte jeg det med at stille sig op på en scene og synge. Det handler om at finde en god mentor."

Hvordan fandt du din levevej?

"Allerede i folkeskolen sad jeg og skrev små sange om ulykkelig kærlighed, og da jeg kom i gymnasiet og begyndte at optræde, kunne jeg mærke, at jeg bevægede folk.

Tænk, at min sang kunne røre folk på den måde. Jeg var musiksproglig student, og jeg spillede og sang mig gennem alle tre år. Bagefter sagde mine forældre, at det ikke var en sikker vej at gå, men jeg var også god til at massere, så i en periode overvejede jeg at blive fysioterapeut. 

Ja, jeg var omkring meget, selv om det altid var musikken, jeg ville. Faktisk kunne jeg ikke vente med at blive færdig med gymnasiet, så jeg kunne komme i gang."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg har lige været ude at spille 'Vi elsker 90’erne', og det er så sindssygt dejligt at opleve, at folk stadig synger med. De har ikke glemt mig, selv om jeg er 55, for jeg har været lydtapet til deres ungdom. 

Tænk, at de har taget mine sange til sig. Hvis jeg er et sted, hvor folk ikke lige regner med at møde mig, siger de: ”Synger du stadig?” Og ja, det har jeg hele tiden gjort. Jeg har bare været lidt under radaren.

I starten var jeg jo bare lokalkendt i Helsingør, men da jeg udgav min debutplade i 1994, blev jeg landskendt og kom med i 'Eleva2eren', havde masser af spille­job og lavede interview. 

Det var jo det, jeg altid havde drømt om. Det var en fantas­tisk følelse, fordi mine forældre – især min far – hele tiden havde været skeptiske over for, om jeg nu kunne leve af det."

Dit livs omvej?

"Da jeg blev student, rejste jeg til Spanien uden en krone på lommen. Jeg gik rundt på forskellige klubber og spurgte, om de manglede en sangerinde, og jeg fik da også et par job. 

Jeg fik et mere fast job på en klub, hvor ejeren var sådan en italiensk mafiosotype. Han krævede, at jeg kunne teksterne til alle de sange, jeg skulle synge, så hver dag lå jeg på stranden og terpede. 

Jeg lærte i hvert fald første vers af dem alle sammen; The Beatles, Stevie Wonder, Cyndi Lauper, Tina Turner og den slags. Så tænkte jeg, at jeg altid bare kunne synge første vers igen, hvis jeg glemte resten.

Læs også

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Jeg mødte en masse andre mennesker i røvballebranchen, og jeg lærte meget om at stå på en scene og noget om grænser. 

Jeg skulle for eksempel ikke sidde som lyshåret klubsangerinde i baren klokken fem om morgenen med en eller anden sheik, for at ejeren kunne få ham til at købe dyr champagne. Det prøvede han at få mig til, for det havde jo givet penge til hans bar, hvis jeg var gået med på den. 

Men jeg ville ikke drikke med gæsterne, for de var så svære at komme af med igen. Og jeg var en pæn pige, som var der for at synge for penge.

Da jeg kom hjem fra Spanien, kom jeg på turné som korpige med 'Dodo and the Dodos'. Det var i deres storhedstid med Sømand af verden og de helt store hal-koncerter. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke skulle stå i koret.

Jeg ville stå forrest. Men jeg lærte meget om turnélivet. På samme tid lærte jeg også Morten Remar fra 'Back to Back' at kende. Han havde et studie i Helsingør, og der indtalte jeg reklamer for alt fra tyggegummi til kondisko for en lokalradio som betaling for studietid til at indspille min egen musik."

Hvor skød du genvej?

"Jeg sendte mange demoer ind, inden jeg kom til at udgive noget. Da jeg havde udgivet min første single, sagde pladeselskabet, at jeg kun måtte udgive en hel plade, hvis min første single blev spillet i radioen, og jeg kan huske, hvordan jeg sad foran radioen og lyttede, men faktisk blev 'Jeg er her for dig' den mest spillede på P3 det år. 

Da jeg så havde udgivet den første plade, var de i tvivl, om jeg kunne udgive nummer to, eller om jeg bare havde været en heldig debutant. Men jeg sad hjemme i mine forældres have og skrev en sang om en landsbypige, som tog ud i verden og ikke vidste, om hun skulle vende hjem igen. 

Den var inspireret af en Judy Garland-film, men også af mine egne drømme dengang. Det var sjovt nok ikke den sang, jeg selv ville have peget på, men den blev nummer et i Danmark og Sverige, og de sagde, at den havde potentiale ud over landets grænser. 'DiDaDi' blev også et kæmpe hit i Asien.

Jeg optrådte i 20 lande og kom til Sydamerika og Asien. I was living the dream."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg havde en periode, da jeg var i midt 30’erne, hvor jeg efter at have haft den ene kæreste efter den anden nu skulle finde mig selv. Eller som Julia Roberts siger i en film: ”Jeg skulle finde ud af, om jeg var til røræg, spejlæg eller eggs benedict”. 

Hvilken slags æg ville jeg gerne have? Den periode varede i to år, hvor jeg var single, mens jeg prøvede at finde ud af, hvilken mand jeg skulle være sammen med. På et tidspunkt var jeg dommer i 'Stjerne for en aften', og vi var i Aarhus for at optage. 

En aften mødte vi holdet fra tv-programmet 'Idols', hvor Tomas (instruktør og skuespiller Tomas Villum Jensen, red.) var med. Han inviterede os med på kasino, men det gad jeg ikke spilde mine penge på, så jeg sagde nej.

Han var meget insisterende og gav mig nogle penge at spille for, og så faldt vi i snak. Jeg nægtede dog at give ham mit telefonnummer, men han fandt det ad omveje, og pludselig havde han nogle venner på samme vej, som jeg boede på i Hornbæk, og så kom han lige forbi. Jo, han ville mig helt sikkert noget.

Læs også

Soeren Le Schmidt om særlig person: "Hun forstod mit lille finurlige væsen"

Jeg kunne slet ikke forestille mig at være sammen med Tomas, men han var meget insisterende, så jeg tænkte, at han jo lige så godt kunne rense mine tagrender og stable noget brænde, når han nu alligevel kom forbi. 

Det viste sig, at han er vokset op på landet, så han følte sig hjemme i det. Jeg har altid været fascineret af rigtige mænd, der kan tage fat. Måske fordi jeg voksede op med en far, der også var sådan en rigtig mand. 

Tomas og jeg talte tit om værdier, og jeg vidste, at jeg ville have børn med en mand, jeg delte værdier med. Jeg faldt ikke for ham med det samme, men kærligheden voksede, og tre måneder efter at vi var blevet kærester, var jeg gravid. 

Så snart jeg havde født Villum, sagde jeg: ”Det vil jeg gerne gøre igen”. Og året efter kom Smilla. Det har været det største i mit liv at blive mor. De fedeste sange og de største scener i verden blegner ved siden af."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Min søn bliver 20 og skal ud at rejse, og der er efterhånden ikke ret mange skole-hjem-­samtaler tilbage. 

Det skal jeg lige vænne mig til, men jeg har også udtjent min værnepligt, synes jeg. Jeg har elsket hvert sekund af at være småbørnsmor, for man sætter jo ikke tre børn i verden, hvis man ikke vil være en del af deres hverdag. 

Men pludselig skal ens store dreng ud at rejse, og en dag er der ikke længere nogen, der står og ribber køleskabet. Og nu hvor jeg ikke længere har små børn, har jeg fået gang i musikken igen. Det er en ny tid, hvor jeg stadig har meget energi til at udgive en opsamling og tage på turné."