Sebastian Lynggaard er blevet far til en pige - og fandt ud af, der er noget, som ikke holder

Vi snubler nærmest ind i samtalen, Sebastian Lynggaard og jeg. 

Jeg har fulgt ham på hans Instagram-profil @herligesvend, siden han startede den i 2019, og kan godt lide den politiske satire, som os, der er børn af 80’erne og 90’erne, er opflasket med. Men profilen er aldrig skråsikker eller dogmatisk. Den er normkritisk, vild og har en sense of urgency over sig og tør spidde dobbeltmoralske politikere og hive bukserne af patriarkatet. Gerne med hjælp fra nuttede kæledyr og pastelfarvede punchlines.

Læs også

Katrine Muff mistede som ung troen - men så læste hun en bog

Det er alter egoet Herlige Svend, der har gjort Sebastian Lynggaard kendt. Men det er ikke længere det, han vil kendes for. Han er blevet far, han er blevet selvstændig, han er blevet forfatter til to bøger, og han er blevet medvært på DR Lyd-programmet Hjerteflimmer for voksne. Har han mon gjort status over sit liv efter alle de svimlende mange ændringer?

“Status? Fuck, ja! Jeg er gået fra at være meget opmærksom på, hvor mine egne fødder stod til at have blik for min egen situation og mine følelser. Og jeg erkender, at mine fødder og min navle er det mindst vigtige i verden,” smiler han.

“Der er sket så sindssygt meget på ufatteligt kort tid. Jeg er blevet far, har optrådt for et fyldt Bremen Teater og har lige skrevet en roman. Jeg har det sådan, at hvis jeg kigger ned, så falder jeg. Jeg tør ikke gøre status over, hvor jeg er livet, og hvor jeg vil hen, for jeg ved det ikke endnu.”

I stedet øver han sig. På at lytte i stedet for at tale, på at være til stede i stedet for at være oppe i sit eget hoved og på at sortere. Hvad skal han bruge tid, liv og tankevirksomhed på – og hvad skal sorteres fra? Det sidste vender vi tilbage til.

Våd asfalt

“Indtil jeg blev 30 år, planlagde jeg alt. Det troede jeg, at man kunne, indtil en voldsom hjernerystelse gjorde mig klogere. Det var en lærestreg. For når du ikke kan styre din tilværelse, er du nødt til at overgive dig til at leve. Lige nu asfalterer jeg, mens jeg kører,” siger Sebastian Lynggaard.

“Og så håber jeg bare, at jeg kan få en fuld nats søvn indimellem. Jeg er 35 år, men jeg ligner en på 62. Hvorfor lærte jeg ikke selv at sove igennem, før jeg fik et barn, der ikke gør det?”

Nat og dag, arbejde og liv er blandet sammen i en lykkelig og udmattende blanding. Og det er Sebastian Lynggaard glad for, for tidligere var han ikke i stand til at styre sit indre corporate monster. 

Med en bachelor i retorik og en master i Politisk kommunikation fra CBS havde han alle kortene på hånden til at blive en af de hurtige slipsedrenge, der taler i KPI’er, ROI’er, flowcharts og SWOT-analyser. Men sådan skulle det ikke gå, selvom han da nåede at arbejde for en international medicinalvirksomhed og som strategisk kommunikationskonsulent for et større konsulenthus.

“Da jeg sagde op – uden at have et andet job på hånden – var det, fordi der ikke var mere tilbage. Jeg kunne ikke finde mening i mit arbejdsliv. Min Instagramkonto havde fået så mange følgere, at jeg tog springet og blev selvstændig. 

Det var sygt angstprovokerende, for hvor jeg tidligere havde haft en ironisk distance til mit arbejde med Instagram og været stolt af, at jeg ikke skulle kapitalisere på den konto, var jeg pludselig nødt til at lave sponsoreret indhold og finde en arbejdsmodel, der både skabte indtjening og var meningsfyldt.”

Hvorfor tror du, at begrebet work-life-balance er så udskældt?

“Begrebet insinuerer, at der er dit arbejde, og så er der dit liv – arbejdet bliver afskåret fra din tilværelse, men jeg har oplevet, at det er vigtigt at lave den opdeling. Det har jeg selv været for dårlig til. Der er jo nogen, der skal facilitere det sociale på arbejde, og det blev bare ofte mig på bekostning af mit ‘rigtige’ liv. 

I 20’erne ville jeg have haft stor gavn af at skelne mellem venner og kolleger; og der er work-life-balance altså et smart begreb, der reducerer arbejdspladsens betydning. Det er ikke min chef eller min kolleger, der skal give mig livsfylde. Den erkendelse har lært mig meget, og den er blevet et værn mod, at arbejdet overtager alt,” forklarer Sebastian Lynggaard.

“Jeg har været vant til ikke at stille krav til kvaliteten af de sociale stimuli, jeg fik. Men du får altså ikke det samme nærvær fra en kollega, der har kendt dig i et år, og den ven, som har kendt dig hele livet.”

Læs også

Peter Hummelgaard: "Som barn havde jeg alt for ofte en følelse af at være bange"

Den erkendelse førte flere ting med sig, bl.a. en opsigelse og ideen til hans første roman, MUS, hvor hovedpersonen Henrik hver dag går på arbejde i en virksomhed, hvor alle ansatte arbejder på uigennemskuelige opgaver fra satellit-kontorpladser, chefen er en verdensfjern varmluftsballon, og Henriks arbejdsopgaver er lige så diffuse som virksomhedens overordnede mål og retning.

“Bogen er jo satire, en ekstrem version af et arbejdsliv, jeg har oplevet. Men hvor hovedpersonen ikke kan finde mening nogen steder, så var arbejdet blevet alt for vigtigt for mig. Det var hele mit liv, og der jeg fandt identitet og værdi. 

Alligevel føltes en stor del af det, jeg brugte min tid på, meningsløst. Og ja, man har pligt til at skabe mening i sit liv, men jeg synes alt for ofte, at skylden for de meningsløse opgaver ender hos medarbejderne – og det er svært at sige fra og ikke bare flyde med strømmen, når man er afhængig af sin indkomst og af den anerkendelse, der følger med en smart titel.”

Sebastian Lynggaard sagde fra over for titler, løn og corporate-lingo, efter han havde været langtidssygemeldt med en hjernerystelse, der tvang ham til at se selvbedraget i øjnene.

“Døden ligger og lurer i det åbne kontorlandskab. Hver dag bliver du mindet om, at sådan her kan din hverdag se ud resten af livet. En langsom snigende dødsangst. Kunne ansvaret for det mon være todelt? 

Så også ledelsen sørger for, at medarbejdere ikke bestrider jobs, der er fuldstændig afkoblet fra idé, produkt og slutbruger? Jeg var i en virksomhed, der lavede et fantastisk produkt, en vigtig vaccine, men jeg lavede aldrig noget arbejde, der kom i nærheden af alt det betydningsfulde.”

Hvorfor er der så mange meningsløse jobs, tror du? Og hvordan fandt du selv mening?

“Min læsning er, at jo længere vi bliver fjernet fra det produkt, der skal laves, jo mere skod bliver det. Der bliver lavet mission statements, floromvundne hensigtserklæringer, pay offs og powerpoints, men det bliver aldrig divideret ud på den individuelle medarbejder. Ingen ved, hvordan de flotte ord skal omsættes til praksis.”

Sebastian Lynggaard fanger den absurde komik ved den moderne arbejdsplads fermt i sin roman. Hans antihelt ‘arbejder’, fordi der ikke er andre, der gør det, et sted, hvor kontorlingo bliver til esperanto, og den vigtigste opgave er at bestille den rette medarbejderjulegave, før bestillingsfristen udløber. Men gennemsyrer meningsløshed det moderne arbejdsliv?

“For mig var det et stort nederlag, at jeg ikke fandt mening i mit arbejdsliv – det er stadig ikke helt lykkedes for mig. Når jeg kigger tilbage, nedprioriterede jeg mit private liv helt vildt for noget, der ikke kan ses andre steder end på min LinkedIn-profil. 

Jeg fandt ikke mere mening med mit liv, jo mere jeg arbejdede. Tværtimod. For mig var mening dengang objektiv succes, nu er mening noget, der foregår mellem mennesker. Stærke relationer. Det kan arbejdspladsen ikke levere,” siger han og tager en eftertænksom tår af kaffen.

“Uden at der skal gå 100 procent Marx i den, er der bare sket det i mange brancher, at det eneste mål er at akkumulere penge. Man ser det i bankverdenen, i medicinalbranchen og i tech-virksomheder, der bliver too big to fail, så staten må holde hånden under mastodonterne, fordi krak og konkurser har for vidtrækkende konsekvenser. I mit tidligere job var der prestige i, at man havde mange medarbejdere under sig, så der blev hele tiden opfundet nye stillinger, der egentlig ikke var behov for.”

Hvad har du lært af at sige fra?

“Det tror jeg ikke, at jeg har gjort endnu.”

Det gør din bog da?

“Det tager mig åbenbart et års tid at sige fra så, for det var den tid, det tog mig at skrive den. Inden jeg sagde op på mit arbejde, havde jeg jo allerede sagt op. Jeg var på kontoret, men jeg var der ikke rigtigt. Det kan godt være, vi kalder det oprør og quiet quitting, men helt ærligt er der ingen, der har lyst til at bruge deres arbejdsliv på den måde. Det er da ikke fedt at være i en position, hvor du farer sammen, hvis du bliver spurgt, hvad du laver. Du vil ikke kigges i kortene, hvis du ikke har nogen kort på hånden.”

Læs også

Charlotte Sieling: ”Min mors alkoholproblem blev min benzin til alt det, jeg arbejder med og for”

Nu er det bare life

I dag sidder Sebastian Lynggaard med et par esser på hånden. Hans alter ego @herligesvend har 104.000 følgere, han er vært på en af Danmarks mest lyttede podcasts, og han har fået en datter.

“Balancen har ændret sig. Nu er der ikke så meget, der føles som work – det er bare life. Og det er nok åbenbaringen: Hvis man vil påvirke noget positivt, må man være med hele vejen og investere sig selv.”

Sebastian Lynggaards arbejdsliv handler ikke længere om at slå timerne ihjel eller håbe, at der bliver serveret krebinetter i kantinen. Nu er der noget på spil hver eneste dag. Den højeste indsats faktisk: livet.

“Jeg bruger mange timer på mit arbejde, og derfor er det afgørende for mig at lave et godt produkt. Når vi laver Hjerteflimmer for voksne handler det ikke om mit ego, men om at lave så godt et afsnit som muligt, så lytterne får noget, de kan bruge.”

Sebastian Lynggaard mener, at det skæve forhold til arbejdslivet og de meget kønnede måder at gå til det på, bliver grundlagt helt tilbage i folkeskolen. Som dreng er det ikke sejt at være velforberedt og dygtig, det er noget, pigerne anerkendes for. Det maskuline ideal er at vise sine resultater og ikke vejen derhen; den ensomme ulv, det indlysende geni, naturtalentet.

“Den kønsforståelse skaber en maskulinitet, der ikke er relationel, og som ikke kan arbejde sammen med andre. Og alle de mænd, der ikke kan leve op til det umulige ideal, bliver tabt på gulvet,” konstaterer han.

“Desværre vil dem, der har haft adgang til mikrofonen og den offentlige debat ikke vise vejen for drengene og de unge mænd. Det opfattes bare ikke som fint for kultureliten at tale maskulinitet, og det betyder, at man skubber de tabte drenge i armene på dem, der ikke er særligt kloge. The Andrew Tates of this world.” (Andrew Tate er en britisk-amerikansk influencer, tidligere kickboxer, erklæret alfahan, der bl.a. er anklaget for voldtægt og trafficking, red.)

Hvorfor er det så svært at være mand?

“Cecilie Nørgaard sagde engang meget rammende noget i retning af: Folkeskolen er nederen for alle. Den lærer os, at vi skal leve op til forventninger. Og det er piger bedre til – de tegner inden for stregerne. Men det er jo netop forventningerne, der skal udfordres, når man er barn og ung.

Folkeskolen er ikke indrettet til drengene, fordi de får dårligere karakterer; men ville vi sige det samme, hvis pigerne ikke passede ind? Skal vi sige til drengene, at hvis I ikke kan nå æblerne på træerne, så bøjer vi grenene? Lige nu forventer vi ikke så meget af drengene, som får høje karakterer, hvis de kan sætte to sætninger sammen. Men for mig er der noget grundlæggende forkert i, at det, man forventer af kønnene, er så forskelligt.”

Allerede i debatbogen 'Mandsforræder' fra 2022, påpegede Sebastian Lynggaard skævvridningen i vores kønsopfattelser med sig selv som eksempel. Derhjemme blev han kaldt for “Kronprinsen,” mens hans to søstre blot var “pigerne.” Ironien var bare, at mens søstrene lærte at tale om og forstå deres følelser og blev afrundede og reflekterede individer, følte han sig som konge uden rige.

“Det bliver ligesom bare antaget, at drenge har tre strenge i følelsesregisteret, mens piger har fem. Når noget var svært, komplekst eller tilspidset i de sociale dynamikker i skolen, blev drengene smidt ud for at spille rundbold, mens pigerne blev i klasseværelset, satte ord på deres følelser, italesatte deres behov og blev klædt på til at håndtere konflikt,” konstaterer Sebastian Lynggaard.

“Men hvis vi tvinger drenge til at tro, at de er simple, får de et chok, når de opdager, at det er de ikke. Det er en bjørnetjeneste. Udviklingsmæssigt er jeg sikkert lige nu nået til det stadie, en 16-årig pige er på. Derfor er det også en forsimplet måde, vi taler om privilegier på i dag. 

Selvom der vitterlig er rigeligt med privilegier ved at være en mand, så sætter den sort-hvide opstilling ofte en stopper for samtalen. Ja, det er da et privilegie at blive sendt ud og spille rundbold i øjeblikket. Men på den lange bane ville det nok være federe som menneske at opnå højere følelsesmæssig intelligens. Det ville i hvert fald være mere brugbart, for der er overraskende få voksne, der spiller rundbold.”

Løsningen – og en tankestreg

Er det synd for jer?

“Nej. Men det er synd for drengene, at der ikke er nogen, som går forrest. Vi taler for meget om, hvem det synd for, og hvem der har skylden, men i min optik er det ikke dét, der er interessant. Det er federe at tale om ideer. Hvordan gør vi det bedre? For alle.”

Han smiler, og det ser ud, som om et meme former sig inde i hovedet på ham.

“En af de fedeste ting, jeg har oplevet på arbejdsmarkedet, var, da jeg en dag mødte ind på kontoret, og der lå en hundelort lige der på gulvet. Det undrede selvfølgelig en del, men vi debatterede det ikke. Vi fjernede den bare. Sådan burde vi også gå til strukturelle problemer.

Læs også

Annette Heick satte sine forældre stolen for døren: ”Jeg sagde, er du blevet fuldstændig vanvittig”

Samtalen går i stå i fortiden, hvis vi stirrer os blinde på skyldsspørgsmål og ikke kigger fremad. Det er vigtigt at forstå, at vi er produkter af omstændigheder, og det er de omstændigheder, vi skal indrette bedre, hvis vi vil skabe reel forandring. Den forandring skabes ved, at nogen går forrest, og der håber jeg, at de voksne mænd vil tage en mere fremtrædende rolle. For vi mangler mandlige forbilleder og rollemodeller i drenges liv.”

Hvem skal teenagedrenge spejle sig i?

“Det enkle svar: Hvem de vil, bare de er opmærksomme på, hvad de får fra de forskellige kilder. Hvis det er Andrew Tate, hvad er det så, der fascinerer? Er det bilerne, pengene, eller træningsrutinerne? For hvis det er træningen – fedt! Lad os komme op af stolen og ud at dyrke noget sport. Men hvis det er hans kvindesyn, er det en anden snak. 

Pigerne ved præcis, hvor de skal lede. Taylor Swift, der skriver sine egne sange, taler om følelser og tager ejerskab over sin egen business og krop. Eller Serena Williams, der er tager en kamp op i en ellers hvid og misogyn arena. Men hvad for nogle forbilleder nævner drengene? En fodboldspiller måske, men ikke nogen, der har noget reelt at byde på. Forbillederne mangler.”

Sebastian Lynggaard er selv blevet far til en pige og var i udgangspunktet lettet. Han elskede at klæde hende i lyserød og tylskørter, og han var lykkelig over, at det var hans kæreste Ditte, der skulle være den forbilledlige forælder. Men han er blevet klar over, at det ikke holder.

“Jeg fik tilsendt et af de der the future is female-memes, da jeg fik Betty Rose, men det holder jo ikke! Hvad betyder det for drengene? Så lige nu prøver jeg ikke at overtænke min datters køn og i stedet fokusere på hendes personlighed og alt det fine, der gør hende til netop hende.”

Inden Betty Rose fylder et år, kan @herligesvend fejre fem-års fødselsdag. Det, der startede som en humoristisk adspredelse, er blevet et job, men også et Frankensteins monster.

“Den startede med at være arbejdslivsrelateret. Der var ikke plads til min personlighed på arbejdspladsen, så jeg var nødt til at finde et sted at placere min humor uden for kontordøren. Siden er den blevet til… noget andet. I princippet må man grine af alt, og det er jo skønt. Men bør man? Det ved jeg ikke. 

Der er jo nuancer, men nuancer trives elendigt på de sociale medier. Og frygten for at træde ved siden af fylder meget, også for mig, og den der konstante redaktionelle proces, jeg kører på mig selv, er udmattende. Hvis vi kun holder os på den side, hvor alt er korrekt, risikerer det også at blive ligegyldigt, og så sker der ingen udvikling. Af frygt for at sige noget ‘forkert’, taber vi dem, der siger noget genialt,” mener Sebastian Lynggaard.

“Det er blevet gjort til lige så godt at bygge op, som det er at rive ned. Men det er det ikke! Det er altid bedre at bygge op.”

Sebastian Lynggaard oplever til tider de sociale medier som et slags OL i at misforstå hinanden med vilje.

“For at være ærlig har jeg mest af alt lyst til at slukke for det hele. Internettet er ikke så sjovt, som det var engang. De alvorlige voksne har overtaget, og nu er det fucked. Det er gået fra at være stedet, hvor vi griner, til stedet, hvor vi skriger. Alt, hvad der er meningsfuldt og udviklende, bør udveksles i samtale eller brevform og ikke på de sociale medier. De sociale medier gør os kun til dårligere og dummere versioner af os selv.”