Maria Rossing: ”Jeg er taknemmelig for, at han skubbede mig ud over kanten”

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

"Der har jo været mange små, men den helt store har helt sikkert været at få et barn.

Der kan jeg sige, at der er et før og et efter, både i forhold til hvem jeg selv er i verden og også i forhold til den angst, der pludselig kommer ind i ens liv og gennemsyrer alting, og måden, man begynder at forholde sig til sin egen dødelighed.

Da jeg fik et barn, blev jeg også mere bevidst om, at arbejdet ikke skal flyde ud i alting, men at der er nogle forskellige rum, jeg skal forsøge at holde adskilt. Tidligere flød jeg mere rundt i arbejdet hele tiden, hvor det kræver et andet nærvær med et lille barn."

Har det været svært at finde den balance?

"Det kan være en udfordring i de perioder, hvor jeg er meget dybt inde i en proces, som fylder, og som måske gerne vil flyde over i det der rum, og så har man måske travlt med at prøve at kamuflere det. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg har taget mig selv i at spille mit nærvær, fordi jeg vidste, at jeg var nødt til det, men i virkeligheden var min hjerne på et helt andet trip.

Jeg kan også bare konstatere, at der er perioder, som er tågede for mig, hvor jeg ikke rigtig kan huske noget, fordi jeg har haft for meget at lave, og der har det rum, der var mit, overhovedet ikke været der. Som skuespiller er der sjældent en balance, fordi man har de der perioder, hvor man bukker alle ender sammen på sig selv, men så er der som regel også pause bagefter, hvor jeg har haft ekstra meget tid og kunnet kompensere for de andre perioder.

Jeg forestiller mig ikke, at folk, der arbejder fra 8 til 16, har mere tid med deres børn end sådan en som mig, hvis man kigger hen over et år."

Hvilken kvinde har inspireret dig?

"Jeg ender af en eller anden grund næsten altid i kvindedominerede settings både på teater, film og tv, så på den måde har jeg mange inspirerende kvinder omkring mig. Men en kvinde, der altid har fascineret og inspireret mig, er min farfars søster Karen, som døde for cirka 22 år siden.

Hun boede inde i Rosengården i København, hvilket i sig selv var superfantastisk for sådan en lille, vestjysk pige som mig. Hun havde været enke i mange år, men hun grinede og grinede og grinede. Hun røg 80 smøger om dagen eller sådan noget, så når hun grinede, endte det altid i et kæmpestort hosteanfald, hvor man seriøst troede, at hun var ved at krepere 50 gange i løbet af sådan en eftermiddag eller aften. Hun var bare sådan en grinebider, og i samme åndedrag kan man jo sige sig selv, at hun syntes, at alt var skidesjovt, for hun så absurditeterne.

Læs også

Tv-vært fik et anfald, lige inden hun skulle på skærmen

Hun kunne sætte sig på en bænk på Kultorvet med en bajer og bare tale med alle, og da jeg kom til København, besøgte jeg hende rigtig meget og blev bare mødt med gæstfrihed og det der kæmpe hjerte. Det var ikke, fordi jeg kendte hende meget godt, men det er et vildt aftryk at have sat i verden, at sådan en som mig, der er perifer familie, tænker på hende og bare blive i fucking instant godt humør, fordi hun var grineren."

Er det sider, du kan savne i dig selv?

"Vores naboer, der er portugisere og enormt søde, flytter snart, og jeg sagde lige til min kæreste, at jeg egentlig er ked af, at jeg ikke har snakket mere med dem. Og så svarede han, at han da havde snakket supermeget med dem. Så gik det op for mig, at jeg ikke har snakket med nogen i de seneste år, fordi jeg har været inde i sådan en boble, hvor jeg slår øjnene lidt ned, fordi jeg hele tiden er i de der rum, jeg nævnte tidligere.

Så jeg kommer nok til at tænke på Karen, fordi hun indeholdt noget, som jeg i virkeligheden godt gad at have lidt mere af i mig selv i den måde, jeg er i verden på. Altså være lidt mere til stede med de mennesker, som jeg nu lige bumper ind i. At have den der åbenhed, nysgerrighed og appetit."

Hvornår har du sidst stået ved en skillevej?

"Da jeg efter 17 år sagde op på Det Kongelige Teater, hvor jeg havde været fastansat, siden jeg kom ud af skolen. Det ruskede i min selvopfattelse, fordi jeg troede, at jeg var meget mere tryghedsnarkoman, end jeg egentlig var. Min frihedslængsel var meget større, end jeg havde kontakt til.

Jeg var vant til at komme ind på chefens kontor og få at vide, hvad jeg skulle næste sæson. Det var et virkelig fedt sted at være, men samtidig var jeg begyndt at få kvælningsfornemmelser ved tanken om at blive administreret i resten af mit liv, år efter år, hvis ikke jeg selv smed en bombe. I første omgang havde jeg håbet, at min chef, Morten Kirkskov, ville give mig orlov, så jeg kunne få en elastik på og bounce tilbage igen.

Men i stedet skubbede han mig ud over kanten og sagde, at jeg skulle sige op og folde vingerne ud. Det forstod jeg ikke i situationen, men han har set noget, og han havde virkelig meget ret, så jeg er ham meget taknemmelig. Det var, som om hele universet svarede igen, da jeg først havde taget den beslutning. Som om en dør, der ellers havde været lukket, blev åbnet, da jeg stillede mig til rådighed."