Maria Vinterberg: ”Jeg har to børn. Og det vil jeg altid have. To døtre”

Jeg skriver dette indlæg med aldeles og fuldstændig klarhed omkring, at jeg skriver som det privilegerede menneske, jeg er. Men jeg er til gengæld ikke privilegieblind.

Jeg skriver her, fordi jeg ikke ved, hvem jeg skal ringe til.

Jeg skriver følgende som et dybtfølt opråb til politikere og til alle herinde i det uvirkelige, der måske kunne være i stand til at hjælpe med at bringe opråbet til torvs.

Når man mister et barn, så falder alt fra hinanden. På alle planer. Det ved jeg, fordi jeg har mistet min yngste datter i en trafikulykke. Først og fremmest går alt i stykker i ens hoved og krop, men også praktisk og økonomisk. Og der er ingen handlingsplan. INGEN! Jeg har i hvert tilfælde ikke fået noget at vide om én, hvis den findes.

Læs også

"Jeg er stadig ikke landet i, hvorfor noget så meningsløst skulle overgå vores familie"

Der er ingen, der sætter ind fra det offentlige og siger: ”Nu skal du høre. Vi gør sådan her”.

Det gør man f.eks. i nogen tilfælde, når et menneske for konstateret livstruende cancer. Og det er godt! Og det er rigtigt!

Men det sker altså bare ikke, selv hvis man bliver ramt af diagnosen kompliceret sorg i forbindelse med tabet af sit barn.

I mit eget tilfælde blev jeg udskrevet fra Riget efter fem dages ophold. Jeg blev udskrevet efter en trafikulykke, hvor jeg havde mistet min 19-årige pige. Jeg humpede ud ad svingdøren med en punkteret lunge, fire brækkede ribben og to trykkede ribben, adskillige store og små brandsår på benene, blå mærker i brystkasse efter hjertemassage, to store ødemer på ryggen 12 sting i mit baghoved etc. Jeg havde lommerne fulde af morfin – og siden dén dag for fire år siden, har jeg udelukkende modtaget dén hjælp, jeg selv har kunnet opsøge, og som jeg har bedt specifikt og detaljeret om.

Og tro mig, det er ikke nemt at række ud eller bede om. Man ved jo INTET. Man ved ikke engang, HVAD man skal have hjælp til. ALT er gået i stykker. Også evnen til at forstå, hvad der vil hjælpe.

Jeg er så til gengæld blevet båret på hænder og fødder af ressourcestærke familiemedlemmer og venner, der har hjulpet økonomisk og praktisk, og så har de ikke mindst sendt mig i armene på en præst, psykologer, advokater og læger. Men ALT er foregået gennem mit netværk og ved hjælp af ekstraordinære indsatser og økonomiske bidrag, som ingen er sikret, hvis ulykken rammer (nævn i øvrigt ikke ordet ”forsikring” i mit selskab!).

Jeg har klaret mig, men jeg har udelukkende oplevet modstand, unødige besværlige arbejdsgange og ligegyldighed fra det danske samfunds systemer, når jeg har forsøgt at tage kontakt til fagpersoner, der vil kunne hjælpe, efter jeg blev udskrevet fra Rigshospitalet den 8. maj 2019.

En retsmediciner i vennekredsen kan berette om kvinder og mænd, der sidder og stirrer ind i vægge i årevis efter at have mistet sønner og døtre. Hun kender systemet og ved, at der er ingen handlingsplaner. Hvis der ikke er nogen familie og venner, der tager affære, så er man alene i den nye vanvittige virkelighed, der er opstået efter tabet.

Det koster samfundet dyrt. Og det koster mennesker dyrt. Det koster familier dyrt. Og det er ikke i orden.

Efter fire års ørkenvandring i det offentlige system, er jeg 100 procent sikker på, at jeg kan udarbejde en liste over de ting, som man har brug for som samfundsborger, når man rammes af en tragedie som vores. Så skulle nogle fra samfundet (der reelt kan ændre på sagernes gang) være interesseret i at mødes og drøfte muligheder, så vil jeg meget gerne stille op. Jeg har på mirakuløs vis genvundet nogle af mine gamle kræfter, og jeg vil gerne hjælpe. Jeg har sommerferie fra på fredag.

Jeg vil hermed slutte mit opråb med et godt eksempel (ud af rigtig mange … utallige) på, hvordan det er at vende retur til et samfund uden en beredskabsplan for sorgramte:

Alle mine personlige papirer, computer og telefon var brændt i trafikulykken. Og derfor jeg blev straks efter udskrivning fra Riget fragtet til borgerservice af min søster og svoger for at få NemID og nye ID-kort, så jeg kunne bestille lægebesøg, åbne diverse e-boksbeskeder etc. Men på borgerservice var det ikke muligt at trække et nummer uden mit NemID.

Min søster fandt et næsten venligt menneske ovre ved toiletterne, der efter en hel del overtalelse sendte os i de ukærlige arme på en dame, der hverken kunne eller ville tale med mig, hvis jeg ikke kunne diske op med ID, der kunne bevise, hvem jeg var.

Min søster ringede til min arbejdsplads (jeg havde ikke selv en mobil, for man kan ikke købe en ny mobil uden ID), og de lå inde med en kopi af min dåbsattest, men jeg skulle medbringe den fysiske udgave, så turen gik fra borgerservice til arbejdspladsen i den anden ende af byen med brækkede ribben, sting i baghovedet og masser af morfin i kroppen. Og så retur til borgerservice, hvor vi allernådigst havde fået lov til at springe NemID-nummersystemet over.

Her rakte vi den ukærlige dame papiret, men hun kunne meddele, at hun skulle bruge mindst to slags ID for at måtte lave NemID til mig. Okidoki … men de var jo så brændt…. Pas etc. fandtes ikke mere.

Så måtte hun desværre fortælle mig, at jeg var identitetsløs. Og det kunne jeg jo da kun give hende ret i. Det var præcis den følelse, jeg havde haft i kroppen, siden den fatale ulykke der var indtruffet seks dage tidligere.

Jeg spurgte hende til råds, men der var kun en samtale med hendes chef tilbage i redskabsskuret. Og chefen mente nu, at det kunne ordnes nemt og smertefrit ved, at jeg svarede på en række kontrolspørgsmål, som kunne forsikre dem om, at jeg var mig. Første spørgsmål lød således (og hav gerne i mente at den ukærlige dame i skranken var klar over min situation): ”Hvor mange børn har du?”

Jeg svarede: ”To”.

For jeg har to børn. Og det vil jeg altid have! To døtre!

Og hun godtog svaret, fordi min piges dødsattest var ikke landet fra hospitalet i Belgien på borgerservice. Så hun godtog mit svar, og jeg fik mit NemID og et slags kort, der kunne bevise, at jeg var mig.

Hvem jeg så end er nu…

-------

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Maria Walbom Vinterbergs Facebook-profil. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.