Maria Yde var 27 år, da hun skrev til sin biologiske far: Vil du mødes?
Tv-vært Maria Yde mødte sin biologiske far for første gang, da hun var 27 år. En invitation til hendes mors begravelse blev starten på et voksenforhold, som hun nu er meget taknemmelig for.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Jeg er født i et kollektiv på A.N. Hansens Alle i Hellerup, som siden er blevet en af Danmarks dyreste adresser, men vi flyttede til Taarbæk, inden jeg lærte at gå.
Her boede vi i et hus med en anden familie fra kollektivet. Vi havde skoven i baghaven, så der legede jeg meget tit, og min første sætning var, ”nu kommet toget”, fordi jeg hver dag kiggede på togene, der kørte forbi. Jeg tror, mine forældre så sig selv som en del af ungdomsoprøret eller i hvert fald som et modstykke til det borgerlige liv, og de havde nok følelsen af, at de gjorde tingene på en anden måde, end deres egne forældre havde gjort det.
Når folk så mig, spurgte de tit: ”Hvad hedder han?” for jeg var vist lidt drenget. Jeg klatrede i træer, legede Robin Hood og lavede mine egne flitsbuer. Jeg havde en hule højt oppe i et træ, og når jeg lokkede mine veninder derop, og de ikke selv kunne komme ned igen, måtte jeg hjem og hente de voksne. Jeg var enebarn, indtil jeg var ti år og fik min lillesøster. Vores nabo havde bildt mig ind, at man skulle lægge sukkerknalder i vindueskarmen til storken, men der gik altså nogle år, før det virkede.
Da jeg var 14, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede til Østerbro i København med min mor og lillesøster. Jeg havde allerede gået i skole inde i byen i et år, så på mange måder blev min hverdag lettere, da vi flyttede. Pludselig kunne jeg cykle i skole, og mange af mine venner boede lige rundt om hjørnet. Jeg har altid elsket byens puls og følelsen af at kende folk i nabolaget og alligevel kunne gå på gaden og være sig selv. Med få afstikkere har jeg boet på Østerbro lige siden."
Annonse
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg havde en samfundsfagslærer i skolen, som åbnede mine øjne for historie, religion og hvordan samfundet er indrettet. Mine forældre var også meget optagede af politik og samfundsforhold, så det spillede nok også ind.
Senere fik jeg en veninde, der arbejdede for internationale Røde Kors, og jeg ville gerne ud at redde verden, ligesom hun gjorde. Derfor begyndte jeg at læse på RUC, hvor jeg vidste, at man for eksempel kunne læse internationale udviklingsstudier. Men på RUC mødte jeg et slæng, som var meget optaget af journalistik, og da min veninde spurgte, om jeg ville med til optagelsesprøve på den nye journalistuddannelse i Odense, tog vi toget derover sammen.
Vi kom ind, men i modsætning til mange af de andre på studiet kom jeg ikke fra en journalistfamilie og havde aldrig rigtig tænkt i de baner før, så det var meget nyt for mig. Men jeg nød at lære noget, som var så konkret. Dengang var der meget konkurrence om praktikpladserne, så i stedte for at gå efter de allermest populære pladser på de store dagblade og tv-stationer, skrev jeg en ansøgning til TV 2 Lorry. Her vidste jeg, at de virkelig havde brug for praktikanterne som arbejdskraft, så jeg var sikker på at komme til at lave noget og lære en masse.
Jeg kan huske, at den første optagelse, jeg var med ude til, var en reportage fra en lille by, hvor Jodle Birge skulle spille koncert, og vi mødte nogle af hans fans. Dengang fik man lov til lave længere indslag om alt muligt sjovt, så længe der var en god historie og gode billeder i det. Senere skulle jeg også lave live-tv, og det kunne jeg virkelig godt lide. Jeg blev ikke rigtig nervøs, og der var en god nerve i det. Man får jo lidt af et adrenalin-kick, når man er på."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Da min mor var ung, boede hun i Tyskland, blev gift med en tysk mand og blev gravid med mig. På det tidspunkt var hun dog allerede flyttet tilbage til Danmark, og under graviditeten mødte hun min danske far, som adopterede mig og elskede mig præcis, som om jeg var hans egen.
Annonse
Da jeg senere fik en søster, mærkede jeg aldrig forskel på den kærlighed, han gav os. Efter jeg selv har fået børn, har jeg tænkt over, hvor bemærkelsesværdigt det egentlig er. Vi blev jo hans døtre på ret forskellig vis, men den forskel har aldrig betydet noget. Tværtimod.
Mens jeg skrev hovedopgave på journaliststudiet og i en periode boede i Amsterdam, kontaktede jeg min biologiske far i Düsseldorf og spurgte, om jeg måtte komme på besøg og møde ham. Da var jeg 27 år, og jeg havde indimellem haft tanken: ”Tænk hvis jeg får en tagsten i hovedet og aldrig når at møde ham.”
Han hentede mig på togstationen sammen med sin kone og datter, og det var da lidt specielt. Sådan noget som Sporløs har ellers aldrig optaget mig, for jeg gik ikke rundt med en masse ubesvarede spørgsmål. Men min mor har altid sagt, at jeg lignede min tyske far, og det kunne jeg godt se, da jeg så ham og min tyske lillesøster, Lisa, som også ligner mig.
Da min mor døde, inviterede jeg dem til begravelsen, og det blev starten på et voksenforhold til min biologiske far, og det var vigtigt for mig, fordi han har været en stor del af min mors liv. Min søster har siden været på flere ferier hos os og er i dag en sød moster for mine børn. Jeg har desuden kontakt med flere af min mors veninder fra hendes tid i Tyskland, og jeg betragter dem alle som vigtige relationer og en slags udvidet familie.
Annonse
I takt med min alder og med tabet af min mor betyder relationer mere og mere for mig, og jeg er så taknemmelig for, at jeg i dag har både en dansk og en tysk familie."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har Janus, som jeg mødte første gang, da jeg var ti år, fordi vores mødre var veninder. Jeg kan dog ikke huske ham fra dengang, men da jeg var omkring 33, sagde min mor, at hun ville sætte mig op på en blind date, som viste sig at være Janus. Faktisk havde jeg dog nået at møde ham til en nytårsfest, inden vores mødre blandede sig.
Han skrev til mig dagen efter, om vi skulle mødes, og da han åbnede døren der, vidste jeg, at vi skulle giftes og have børn sammen. Jeg har aldrig været så sikker på noget før, han så så dejlig ud. Sidste år havde vi kobberbryllup, som vi fejrede med familien med den skønneste dag i haven."
Hvornår har du mistet vejgrebet?
"Min mor døde, da mine børn var tre og fem år. Hun var en stor del af vores familie, hun hentede børnene to gange om ugen, og jeg var også meget tæt med hende. Da hun fik konstateret kræft, tænkte jeg: ”Du må ikke dø, jeg kan ikke klare mig uden dig”.
Det var en hård tid med to små børn, men det er også i sådan et forløb, man for alvor bliver voksen og finder ud af, at man godt kan være i verden uden sin mor.
Men det var også en mormor, der forsvandt fra sine børnebørn, og når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske den tid, for det står hen som en tåge, men jeg kan huske, at jeg efter omkring et år tænkte: ”Nu kan jeg trække vejret igen”. Det fine ved døden er jo, at andre mennesker træder i stedet. Man mister en og får nogle andre, men det ændrer ikke på, at jeg helst ville have beholdt hende."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Jeg lægger ikke så meget mærke til det, og det skyldes nok, at vi danskere ikke er sådan nogle, der peger fingre. Og så er der alle dem, der kommer over og siger: ”Hvor er det nu, jeg kender dig fra?” Men jeg er jo ikke Mads Mikkelsen, så jeg kan fint gå i ro og fred.
Jeg er faktisk tit overrasket over, hvor søde ting folk skriver til mig. Men forleden var der godt nok en, der skrev: ”Nu gør du det igen! Du siger ’fortsat god aften’, men hvad hvis man ikke har haft en god aften?” Jeg kunne dog svare ham, at det ikke var mig, for jeg bruger netop aldrig det udtryk netop af hensyn til dem, der sidder med en dundrende hovedpine lige den aften. Jeg tillader mig dog at sige: ”Hav en god aften”."
Den vigtigste vejleder i dit liv?
"For nogle år siden faldt jeg på cykel på grusvejen ved mit sommerhus og brækkede min albue ret slemt. Lægerne overvejede, om jeg skulle have indopereret en protese, og jeg frygtede, om jeg nogensinde skulle kunne løfte mine børnebørn, hvis jeg får nogen.
Jeg var bange for, at det ville gå ud over min førlighed. Her blev mit træningscenter Wolfpack en kæmpe hjælp. Sanni, som har centret, havde nemlig selv prøvet det samme, og hun var god til at sige: ”Du skal nok komme igennem det.” Hun har skabt et sted, hvor man også træner sit mentale overskud.
I det træningscenter handler det ikke om at se godt ud, men om at dyrke yoga og trække vejret ordentligt. Min albue bliver nok aldrig som før, men jeg træner stadig i centret, og jeg er dybt taknemmelig for, at det ikke gik værre."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er 48 år og er helt grundlæggende havnet på rette hylde. Jeg er stadig meget optaget af nyheder, politik og samfundsforhold, og jeg elsker at lave fjernsyn. Jeg kan dog godt mærke, at de seneste år på TV Avisen har påvirket mig lidt mere end tidligere.
Først stod jeg på første parket og rapporterede om corona, da verden lukkede ned, og vores hverdag blev totalt forandret, og da det omsider begyndte at lysne igen, kom krigen i Ukraine med al sin død og ødelæggelse. Med klimakrisen oveni hatten kan det indimellem godt tage pusten lidt fra mig. Andre kan slukke for tv’et og holde pause fra nyhederne, når det bliver for meget, men jeg kan ikke rigtig se den anden vej.
Nogle gange tænker jeg, at der ville være mere livsglæde i at have en blomsterbutik og binde smukke buketter til folk. Med alderen har jeg også overvejet, om jeg på et tidspunkt skulle begynde at studere for eksempel psykologi ved siden af mit arbejde. Indtil videre er det dog blevet ved tanken."
Om Maria Yde, 48 år
- Vært på TV-Avisen.
- Uddannet inden for samfundsfag og journalistik.
- Bor på Østerbro med sin mand og deres to børn på 11 og 13 år.
