Marie Bach Hansen: "Kvindelig vrede kan flytte rigtig meget på en smuk måde"

I forbindelse med prøverne på stykket 'Hex' på Det Kongelige Teater har Marie Bach Hansen og de andre medvirkende kvinder lavet en helt særlig øvelse. De har gået på en linje ved siden af hinanden – helt langsomt – og tunet ind på den række af kvinder, der kom før dem, deres formødre, og på de kvinder, der kommer efter dem selv.

"Det er en ret vild oplevelse nærmest rent fysisk at kunne mærke den linje af kvinder, man selv står midt i, og den stærke forbundethed, der er. Det er en øvelse, jeg kun kan anbefale alle at prøve.

Som skuespillere er det jo noget, vi skal bruge til vores roller i forestillingen, men øvelsen har også betydet, at jeg helt personligt er blevet endnu mere opmærksom på, hvor forbundet jeg er med min egen familie og med de fællesskaber, jeg er en del af. Jeg har fået en taknemmelighed over at være med i rækken og en ydmyghed over, at der har været nogen før os, og at der kommer andre efter os."

Marie Bach Hansen har igennem de senere år – måske tilfældigt, måske ikke – været involveret i en række af produktioner, der har kvindefællesskaber som omdrejningspunkt. Både handlingsmæssigt, men også på instruktørsiden. Filmen 'Hvidstengruppen II – de efterladte', der blev instrueret af Anne Grethe Bjarup Riis, og som handlede om de stærke kvinder, der overlevede rædslerne i et tysk fængsel, efter at deres mænd var blevet henrettet.

TV2-serien 'Dansegarderoben', der blev instrueret af Ditte Hansen og Louise Mieritz, og hvor Marie spillede Cirkusrevydanseren Sussie Larsen, der fik bank af sin mand. Hun blev reddet af sine meddansere fra revyen. Og nu, i musikforestillingen 'Hex', som handler om nogle af de kvinder, der blev brændt på bålet som hekse i begyndelsen af 1600-tallet. Manuskriptet er skrevet af Olga Ravn og Liv Helm, sange og musik er skrevet af Jeanette Albeck, og det er Liv Helm, der står for iscenesættelsen. Kvinder, kvinder, kvinder. Over hele linjen.

"Det, som rollerne har til fælles, er, at det er nogle virkelige kvinder, som måske er blevet lidt glemt i historien, men som nu får en stemme. Kvinderne gennemgår noget sindssygt hårdt, og det er fællesskaberne, der gør, at de overlever. Groft sagt. Der er så meget styrke i fællesskaber, og fællesskaber kan også smelte skam."

Hvordan mener du?

"Hvis du skammer dig over noget og så deler det med nogle af dine venner, så smelter det. Det synes jeg er så fantastisk, og det er også det, der sker for Sussie i 'Dansegarderoben'. Da hun fortæller de andre kvinder, at hun bliver slået derhjemme, forsvinder den skam, hun har følt.

Desværre er samfundet langt hen ad vejen meget individualistisk indrettet. Vi skal ligesom klare det hele selv. Uden sammenligning i øvrigt er et eksempel fra mit eget liv, at jeg hele tiden skal lære replikker. Jeg er god til det. Jeg er hurtig. Og jeg klarer det selv!"

Hun siger de sidste tre korte sætninger med sammenbidte tænder for at understrege, hvordan hun somme tider taler til sig selv. Hårdt og med pisken over nakken.

"Men da jeg så kom herind på Det Kongelige Teater for et halvt år siden, hvor jeg skulle lave en forestilling, var der en fantastisk sufflør, der sagde til mig, at jeg bare skulle sige til, hvis hun skulle hjælpe mig med replikkerne. Min første tanke var at sige nej tak, det skulle jeg nok selv bokse med derhjemme. Men så sagde jeg alligevel ja til at gå replikkerne igennem med hende.

Og ved du hvad, så blev det bare så meget lettere og sjovere, fordi vi gjorde det sammen. Og jeg bruger suffløren igen nu, selvom jeg først tænkte, at hun nok havde for travlt, og at jeg derfor ikke ville spørge. Men altså – spørg om hjælp. Folk vil gerne hjælpe. Jeg bliver sindssyg over mig selv, fordi jeg tænker, at jeg skal klare ALT selv. Nej, ræk ud. På samme måde som Sussie omsider gør i 'Dansegarderoben', da hun fortæller, at hendes mand slår hende.

Hvis der bare er én kvinde i et voldeligt forhold, der kan blive inspireret af det, som Sussie gør, så giver det virkelig mening for mig at være med til at fortælle de her historier. Det er kedeligt og tungt at gøre alting selv, og vi bliver ensomme ad helvede til af det. Så giv nogle byrder fra dig. Det giver styrke, og så får du også lidt fri til at sidde og drømme, hygge dig og slappe af."

Søger du aktivt de projekter, hvor der er stærke kvindefællesskaber?

"Nej det sker bare, og sådan synes jeg tit, det er. Selvfølgelig handler det om, at jeg bliver set i sådan en sammenhæng, og så er det oplagt at tænke på mig i noget tilsvarende.

Men jeg tror også på, at jeg ubevidst ”sender noget ud”. Jeg kan godt lide at tænke, at de projekter, jeg er med i, skal lære mig noget. Så jeg prøver altid at gå ind i noget nyt med indstillingen: Hvad er det, jeg skal lære her? Og svaret i forhold til de aktuelle projekter er, at jeg tror, at jeg skal lære ikke at være sådan en lonely rider.

Jeg har en fighter i mig, der gerne vil være dygtig og god og klare tingene selv. Det øver jeg mig på at bløde op. Jeg skal ikke påtage mig ansvaret for alting. Og misforstå mig nu ikke. Det er en fed ting at tage ansvar både i arbejdsrummet og derhjemme, men jeg behøver ikke altid at være den, der tager en masse jordbærkager med, når jeg skal mødes med mine venner. Der er faktisk en joke i vennegruppen, der går på, at de siger til mig: ”Marie, husk nu at lade være med at tage jordbærkage med.”"

Hun griner.

"Jeg vil så gerne have, at folk skal synes, jeg er sød, når jeg kommer. Men det er så åndssvagt. Så jeg øver mig i IKKE at tage noget med og ikke påtage mig ansvaret for, at der så måske ikke er noget kage den dag. Andre må tage noget med. Vi hjælpes ad. Det dejlige er, at jeg kun har folk omkring mig, der vil hjælpe mig, og sådan tror jeg, at det er for rigtig mange. Hvis man bare tør pippe lidt op, så er der faktisk enormt mange, der gerne vil hjælpe en."

Den første kvinde i Maries liv var naturligvis hendes mor. Det sjove er, at Marie bliver overrasket, da jeg beder hende om at fortælle om nogle af kvinderne i hendes liv og nævner, at hun jo kan begynde med sin mor, som objektivt set må anses for at være den vigtigste.

"Okay, det havde jeg faktisk ikke lige tænkt over i relation til kvinder og kvindefællesskaber i mit liv."

Hun griner og ser helt forundret ud.

"Hun ER der jo bare for mig og har altid været det. Hun er selvskrevet i mit liv, og jeg føler mig meget, meget forbundet med min mor. Og med kvinderne i min familie i øvrigt, også de afdøde. Jeg kan mærke mine formødre."

Hun holder en lille tænkepause.

"Altså, det er jo vildt at skulle fortælle om sin barndom, for den er jo alt. Alt i verden. I hvert fald for mig. Det er et helt menneskeliv, der begynder i barndommen, og derfor har jeg svært ved at tale kort om den og om mine forældre. Men når jeg tænker på min opvækst, så er den grundlæggende stemning tryghed og frihed. Og enormt meget kærlighed."

Hvem er Marie Bach Hansen?

• Skuespiller kendt fra tv-serier som 'Arvingerne', 'Hvide Sande' og 'Dansegarderoben' og film som 'Hvidstengruppen' og 'Superposition'.
• Aktuel i musikforestillingen 'HEX' på Det Kongelige Teater, som handler om stærke kvindefællesskaber i 1600-tallet. Forestillingen havde premiere den
  28. april.
• Hun er 37 år og kæreste med trommeslager Stefan Pasborg, 48,
  som har en søn fra sit tidligere forhold.

Marie er vokset op i Borum lidt vest for Aarhus. Hun beskriver det som en landsbyopvækst med en stemning, som man finder den i Astrid Lindgrens 'Alle vi børn i Bulderby'.

"Der var faktisk også meget fællesskab i min barndom. Vi børn lavede teater, spillede rundbold på vejen og passede på hinanden. Man kendte sine naboer, og hvis der f.eks. var nogle drenge, der var lidt ekstra stride i skolebussen, så kendte forældrene hinanden og kunne tage en snak om det. Det har jo været sygt irriterende for de unger der, men ingen kunne være anonyme og ødelægge fællesskabet, og det var så godt.

Vi havde også hinandens ryg, og hvis der var en, der havde det dårligt, var der altid nogen, der tog sig af det og spurgte, om man var okay, eller om man havde brug for hjælp. Det har jeg taget med mig som en værdi. At man ikke er anonym i mødet med andre, og at alle skal kunne være her, for sådan var det faktisk i Borum. Der var ikke nogen, der var vigtigere end andre. Det var lige så vigtigt at lave kaffe til en børneteaterforestilling som at stå på scenen."

Hvordan var du som barn?

"Jeg kunne godt lide at lege med de andre og var på den måde nok et helt almindeligt barn, men jeg havde samtidig brug for at fordybe mig meget og lege alene. Min mor har fortalt, at jeg tit sad og legede med to glastrolde i vindueskarmen, da jeg var helt lille. I lang tid. Jeg var helt inde i min egen verden.

Allerede da jeg var meget lille, sagde jeg til min mor, at jeg ville være ”spilskuer”, og det er jo sjovt at tænke på nu, hvor jeg er blevet skuespiller. Men ”spilskuer” var faktisk også klogt sagt af mig, synes jeg, for det er præcis sådan, jeg nørder, når jeg går ind i et projekt. Jeg skuer spillet. I gåseøjne. Hvordan agerer mennesker? Hvorfor gør de sådan?

Jeg betragter mennesker og situationer virkelig meget, og allerede som barn kunne jeg sidde længe sammen med de voksne og bare lytte til, hvad de snakkede om, mens jeg observerede dem."

Så dit forhold til dine forældre var …?

"Rigtig, rigtig godt. Det er det kedelige svar."

Hun griner.

Nej, det er da dejligt.

"Ja. Og jeg har faktisk tænkt over, at jeg ikke kan huske, at mine forældre nogensinde satte regler op for mig. Jeg er sikker på, at jeg kom i seng på meget faste tidspunkter og den slags, men jeg kan ikke huske regler. Det føltes mere som en tryg ramme.

Min lillesøster og jeg vidste bare, hvordan tingene skulle være, og der var ikke noget, der sejlede. Min mor er pædagog, og min far er tømrer og i øvrigt også meget pædagogisk, så de har nok bare været rigtig gode til at være forældre."

Hun holder en lille pause.

"Men hov, jeg kan faktisk huske én gang, hvor jeg ville blive oppe og se 'Dirty Dancing', fordi jeg havde hørt om den. Jeg var måske 10-12 år, og den begyndte kl. 21, men det måtte jeg ikke. Det var for sent. Så mine forældre har nok alligevel været ret strikse med nogle ting, og lige det der blev jeg så sur over, at jeg besluttede ”at flytte hjemmefra”. Jeg ville pakke en taske og rejse væk om natten.

Jeg besluttede også, at jeg aldrig ville sove mere og var sådan: Det kan godt være, at jeg ikke må blive oppe, men I får mig ikke til at sove, jeg ligger vågen, mens 'Dirty Dancing' kører. Så jeg satte tændstikker i øjnene for at holde dem åbne, men øjnene faldt jo i alligevel. Det er ikke et trick, jeg vil anbefale, for det eneste, man får ud af det, er sådan nogle dumme mærker i huden, haha."

Marie har flere forskellige kvindefællesskaber i sit liv. Kvinder i små eller lidt større grupper, som hun kender fra bl.a. efterskolen, gymnasiet og teaterskolen. Hen ad vejen har hun også fået flere arbejdsmæssige fællesskaber.

"Jeg har mange tætte relationer, og jeg føler mig meget heldig over det, for det er ingen selvfølge. Jeg kan mærke, hvor vigtigt og dejligt det f.eks. er, at der er nogle, der kender mine forældre og ved, hvordan jeg så ud, da jeg blev klippet på en bestemt måde, da jeg var 16, eller som kan huske mine kærester.

Hele den historie, man har sammen, gør, at man kan komme igennem perioder, hvor man ikke lige får set hinanden så meget. Jeg tænker over, at jeg ikke må have så travlt, at jeg ikke kan nå at være en del af mine fællesskaber. De mennesker er jo mine livsvidner, og det siger al forskning, at det er sundt at have."

Hvad får du ud af dine arbejdsfællesskaber?

"Jeg har nogle arbejdsfællesskaber med nogle kvinder, som også er ved at udvikle sig til noget dybt privat, men ellers handler det om vidensdeling. Hvordan gør I, når I går ind i en rolle? Har I inspiration til den her rolle? Jeg synes, det er så smukt, at vi hjælper hinanden i stedet for at konkurrere med hinanden, for det kunne vi lige så godt gøre.

Mange af os kommer til de samme castings, men vi glæder os på hinandens vegne i stedet for at blive sure over, at en rolle går til en anden. Det kræver noget overskud, selvfølgelig, at have det sådan, men det er noget, vi har bygget op sammen lige så stille.

Jeg læste den her lidt banale sætning et sted, men jeg synes simpelthen, at det er så smukt og rigtigt sagt: ”Omgiv dig med mennesker, som vil nævne dit navn i et rum fuld af muligheder”.  Er det ikke fint? Og igen, ja, det kræver overskud, og jeg er også bare et menneske, som ikke altid er der, hvor jeg kan leve op til at løfte andre, men det er et smukt mål at have, synes jeg.

Og jeg kan mærke, at det faktisk virker at nævne sine rigtig gode kollegaer og venner i et rum fuld af muligheder. Det er så fedt at se folk blomstre på grund af noget, man har sat i gang, eller fordi man lige nævnte et navn. Og det er også rørende, når det sker den anden vej. Når det fungerer, er det et opbyggende fællesskab i ordets helt bogstavelige og vidunderlige betydning. Pludselig bliver det ”vores”, når der er en, der får en rolle eller opnår noget fantastisk."

Det er ikke kun jævnaldrende kollegaer, som Marie har et godt og nært forhold til.

"Jeg er så heldig, at jeg gennem mit arbejde møder mange helt fantastiske kvinder, som også er ældre end mig. Jeg kan rigtig godt lide at omgive mig med mennesker, der ved mere, end jeg selv gør.

En kvinde, der måske er 30 år ældre, er fantastisk at tale med, fordi hun har erfaringen og kan råde mig i en situation, hvor jeg er i tvivl. Fordi hun har prøvet så meget mere. Der er ikke noget bedre end at blive spejlet af en kvinde, som har levet, og som har en anden ro. Jeg føler mig så ”holdt”, simpelthen, af andre kvinder."

Et stort smil breder sig over Maries ansigt.

Du bliver helt glad, når du tænker på det, kan jeg se?

"Ja, jeg er meget glad for det. Jeg kom også lige til at tænke på, at jeg også elsker, at vi er der for hinanden, når der er noget, der skal fejres. Det kan man nemlig godt glemme selv at gøre, faktisk.

Jeg kan i hvert fald godt selv være meget hurtigt videre. Ja, fint, det gik godt – videre til det næste-agtigt. Så det med at have nogle venner og kollegaer, som siger nej, stop lige et øjeblik, det var simpelthen så fedt og godt klaret, det er guld værd."

Man taler somme tider om, at kvinde er kvinde værst, har du oplevet det?

"Jeg tror, det er et begreb, man har opfundet for at holde kvinder væk fra hinanden. Det er ”systemet” – patriarkatet, om du vil – der har fundet på det. Og jeg tror ikke rigtig på det.

Men hvis jeg skal mene noget om det, så vil jeg hellere vende det om og sige, at de gange, hvor jeg selv har tænkt, at en anden kvinde lige skulle slappe lidt af eller sådan noget, så er det, fordi det handler om noget inde i mig selv."

Marie påtager sig pludselig en rolle og lader som om, hun taler irriteret til et andet menneske:

"Kan du ikke lige rette ind og være, som vi andre er? Jeg sidder her som en pæn pige, hvorfor skal du så ikke være en pæn pige? Jeg har holdt mig hele dagen, jeg har slet ikke tisset på den her bustur, men nu tager du bare tiden til at gå på toilettet. Skal vi andre så bare stå og vente, hva’?"

Hun kommer tilbage til sin normale stemme.

"Det er et eksempel på, hvordan man hurtigt kan komme til at tale til en anden eller i hvert fald tænke om en anden. Jeg indrømmer gerne, at det også sker for mig, og det handler jo om, at man er irriteret over, at man ikke har stået ved sig selv. For hey, man skal da ikke overhøre sine fysiske behov og f.eks. holde sig en hel dag for at være den pæne pige, vel. Tal, søster! Også selvom det betyder, at du fylder.

Jeg tror, at når man taler og tænker sådan om andre, så er det, fordi ens eget nervesystem er ude af balance, og det skal man reagere på. Få noget ro på, kig indad, og find ud af, hvad du savner i dit eget liv, for så kan du også sagtens rumme, at andre fylder. Og så kan det være, at du selv tør tale lidt højere næste gang, eller hvad det nu handler om.

Igen må jeg bare fremhæve de arbejdsrum, jeg har med andre kvinder. Hvor seje de kvinder er, og hvor gode vi er for hinanden. I 'Dansegarderoben' var der en, der på et tidspunkt sagde, at det var så fedt, at der slet ikke havde været noget fnidder på trods af, at vi var otte kvinder sammen hele tiden.

Og det er jo rigtigt, men jeg fik også lyst til at tilføje: Ved I hvad, jeg tror simpelthen, at det er, FORDI vi er kvinder, at der ikke har været noget fnidder. Lad os vende narrativet. Vi kvinder er sgu gode til at lytte til hinanden, og vi har så meget blødhed og kærlighed imellem os. Lad os fortælle den historie i stedet for."

Patriarkatet er et ord, der er oppe i tiden, og Marie bruger det også i forbindelse med forestillingen 'Hex'. Forestillingen er baseret på virkelige begivenheder, og den handler om, hvordan kvinder i 1600-tallet dannede fællesskaber i forbindelse med bl.a. ammestuer. Her hjalp de hinanden i ugerne efter en fødsel, de snakkede sammen, de lavede mad til hinanden, de hyggede sig, tog sig af den nybagte mor, og så udvekslede de gode husråd. Det sidste blev for meget for datidens samfund.

"På et tidspunkt blev det at ”udøve magi” forbudt, selvom om det havde været en del af både mænds og kvinders hverdag altid. Kvinderne kunne blive beskyldt for at udøve magi, når de fortalte hinanden om en særlig urt, der var god for et eller andet.

Christian IV kom med en hel liste over ting, som man ikke måtte. Hvis man overtrådte forbuddene, kunne man risikere at blive anklaget for at udøve trolddom og i sidste ende blive brændt på bålet som en heks. I virkeligheden handlede det jo blandt andet om, at kvinder ellers normalt ikke mødtes ret meget dengang.

Det var et patriarkalsk samfund, hvor man helst ville have, at kvinderne var hjemme i køkkenet, for så undgik man, at de talte sammen. Så hvad var det for en uorden, at de nu sad sammen og udvekslede erfaringer? Hvad talte de egentlig om? Med de nye love opstod der mistro og anklager i lokalsamfundene, både mellem mænd og kvinder.

Det er jo forfærdeligt at tænke på, at man kunne risikere at blive brændt for at gøre noget, som egentlig havde været meget normalt. Tænk engang! Disse kvinder blev smidt ind i et bål. Foran deres børn. Deres hud brændte. Det er helt sindssygt at tænke på. Og de blev ofte tortureret, inden de blev brændt, så de kunne angive nogle andre ”hekse”.

Der var mange ting i tiden, der gjorde, at man brændte de her kvinder, og en af dem har nok været en angst for de her kvindefællesskaber. Ammestuerne blev også kaldt ”gossiping women”. Så ja, vidensdeling mellem kvinder i forbindelse med fødsler hed simpelthen ”gossip”. Igennem årene, der er gået siden da, har det så fået en negativ betydning. Sladder. Det er tankevækkende, hvordan vi sprogligt har negligeret betydningen af ”gossiping women”, for i virkeligheden sad de jo og delte erfaringer. Dyrebare erfaringer. Det var jo vidensdeling på samme måde, som jeg oplever det med mine kollegaer og veninder.

Alligevel bruger vi stadig begrebet ”kvindesladder”, og det påvirker mig helt vildt, hvordan vi med sprog har fået degraderet det smukke og meget vigtige fællesskab, der opstod mellem kvinder dengang. For mig er det så vigtigt at være med til at fortælle de her historier om kvinder, der har været totalt undertrykt, for det sker jo stadigvæk i andre lande. Det skal vi ikke glemme.

Jeg vil så gerne give stemme til Dorte Kjærulff, som jeg spiller i 'Hex', for jeg kan MÆRKE, at hun blev brændt på et bål, og det var KRAFTedeme ikke i orden! Jeg bliver sindssyg af raseri over det. Vi skal passe på, at det ikke sker igen. Og vi skal reagere på, at det sker i andre lande. Åh, jeg har det sådan…"

Hun slår en knyttet næve ned i låret og ser helt rasende ud.

"Og det er i øvrigt noget andet, vi skal tale om. Kvindevrede har dælme svære kår. Det er virkelig svært at være vred som kvinde uden at få alt muligt ned over sig. Jeg kan mærke, at jeg har mange kræfter, at jeg kan blive meget vred, og at jeg har meget temperament. Men når kvinder siger fra, så bliver det sådan, øj, hold da op, sikke en strigle. Sikke en diva.

Når mænd sætter grænser og siger fra, er de bare stærke. Og ja, det er enormt klichéfyldt og banalt at tale om, og jeg mener ikke, at vi kvinder bare skal gå helt amok. Men jeg mener, at den kvindelige vrede kan flytte rigtig meget på en smuk måde, og at vi kan bruge vreden meget mere, end vi gør. Man behøver ikke råbe og skrige, men man kan bruge vreden til at få noget jordforbindelse og til at handle."

Tror du stadig, at der i vores tid kan være en ”angst” for stærke kvindefællesskaber?

"Jeg tror mere, at det bare ligger i os alle sammen. Vi kvinder er også rundet af ”systemet”. Af patriarkatet. Men når det er sagt, så ligger det mig virkelig meget på sinde, at vi ikke graver grøfter mellem mænd og kvinder. Altså, hør her, jeg har også lyst til, at mænd er mine søstre!

Heldigvis lever vi en verden, hvor alt er i bevægelse, og hvor der også er en masse andre køn end mænd og kvinder. Jeg elsker alle former for fællesskaber. Nogle gange er det godt at sidde med nogle andre kvinder og f.eks. tale om sin menstruation, fordi det er enormt trygt og rart.

Men det er smukt, at der findes alle mulige slags fællesskaber, og det ene skal ikke udelukke det andet. Det passer enormt godt til mig, at alle de her kasser, vi hurtigt kan komme til at putte hinanden ned i, er i opløsning."