Marie Hald: ”Da jeg var ung, følte jeg mig meget forkert på grund af min OCD”

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

”Det interesserer mig at sætte større fokus på repræsentation i medierne. Der er alt for lidt diversitet i både hudfarver, handicap, seksualitet og kroppe i film og tv, og det gør, at mange ikke føler sig set og hørt. Indenfor de seneste år er man selvfølgelig blevet langt mere inkluderende, men jeg er selv vokset op uden at blive introduceret for andre, der ligner mig selv. Da jeg gik i gymnasiet i starten af 00’erne, var der udelukkende hvide tynde mennesker i medierne, og de så ikke ud ligesom mig. Det har helt klart været medvirkende til, at jeg har følt mig forkert i hele min ungdom. Det er også en af grundene til, at jeg gerne vil udfordre normerne igennem fotografering.

Jeg har altid gerne villet vise de sider af samfundet, som ikke altid får skærmtid. Da jeg studerede, lavede jeg f.eks. en fotoserie af sexarbejderen Bonnie. Det rykkede på noget inde i mig at lave så omfattende et projekt, hvor jeg fulgte hende i flere år. Jeg elskede at fange noget så ægte og sårbart på kamera, og som også kunne sætte gang i en samtale. Billederne endte jo på Christiansborg, hvor politikerne diskuterede loven for prostitution.”

Hvad tænker du om, at dit arbejde kan skabe debat?

”Det er virkelig fascinerende, at man kan rykke på noget gennem sit arbejde. Personligt tror jeg aldrig, at jeg kunne være modefotograf, fordi min passion rækker længere ud end bare at lave pæne billeder. For mig handler det mere om at have en stemme, der kan ændre på folks holdninger og starte diskussioner – men også gøre, at nogle mennesker kan føle sig spejlet.

Da jeg var ung, følte jeg mig meget forkert på grund af min OCD, som jeg ikke helt vidste, hvad var endnu. Det gør mig virkelig glad, at mine fotografier nu kan medvirke til, at piger som lille Marie ikke føler sig fortvivlede, fordi de ikke har nogen at spejle sig i.

Vi lever også i en tid lige nu, hvor der er helt vildt meget, der skifter, og hvor der er mange nye ting, man skal forholde sig til. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at man holder sig opdateret og forholder sig til andre menneskers måde at være og leve på. Jeg håber aldrig, jeg bliver en boomer-agtig type, der synes, at tingene var bedre i gamle dage, og som ikke længere har lyst til at udvide sin horisont.”

Læs også

Mikkel Boe Følsgaard: Jeg drømmer om, at disse værdier fylder mere i samfundet

Hvordan kommer din egen OCD til udtryk?

”Det er meget forskelligt, hvordan min OCD viser sig. Jeg havde engang en periode, hvor jeg var helt vildt bange for pædofili. Jeg var bange for, om nogen omkring mig var pædofil, eller om jeg mon selv var. Da jeg første gang kom til psykolog, blev jeg fortalt, at pædofilitanken er en af de mest normale tanker at have, hvis man har OCD. Det ved man bare ikke, fordi det er så tabubelagt at snakke om. Jeg havde også engang en periode, hvor jeg kørte ruten hjem fra arbejde to gange ekstra for at tjekke, om jeg havde kørt nogen ned på vejen hjem. Jeg var simpelthen bange for, at jeg ikke havde opdaget det. Når man har OCD, får man altså tanker, som man bliver helt vildt bange for, og så skal man sørge for, at de ikke er rigtige ved at tjekke op på dem. Det er meget komplekst, og hvis man ikke bliver bevidst om sine egne tankemønstre, så ender man i en spiral af overtænkning. Jeg er blevet meget bedre til at håndtere det, men gennem livet får man hele tiden nye små drilletanker, som jeg kalder det. Det er noget, jeg kommer til at kæmpe med i resten af mit liv.

Kan OCD’en påvirke dit arbejde?

”Det kan godt påvirke mine tankemønstre, når jeg arbejder, men det er aldrig noget, der stopper mig. Det kan dog også være rigtig hårdt, at jeg ikke har en stopklods. Jeg er så ambitiøs med det, jeg laver, og jeg vil gerne hele tiden bevæge mig fremad. Ved at have en platform og en stemme gennem mit arbejde kan jeg til gengæld hjælpe med at sætte fokus på OCD. Der er ikke særlig mange, der ved noget om det, fordi det er så tabubelagt. Ved at jeg selv går og kæmper med noget, kan jeg måske også bedre sætte mig i andre menneskers sted, som har det svært. Jeg har ikke berøringsangst for ret meget.”

Hvorfor har du ikke berøringsangst?

”Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg mistede min far meget pludseligt, da jeg var yngre. Da min far lå på intensiv og var ved at dø, kan jeg huske, at folk omkring min familie og mig var meget påvirkede af det. De begyndte næsten at græde, bare de trådte ind i rummet, fordi stemningen var så trykket. Det kan jeg også godt forstå, men folk var måske ikke så gode til at italesætte det, der skete. Den oplevelse har på en måde givet mig et redskab til ikke at frygte de svære samtaler eller situationer. Der er mange, der siger, at jeg går i folk med træsko på, og det gør jeg nok også ret ofte. Det er fordi, jeg synes, det er meget federe at tale om tingene end at gå og skjule dem. Det er også en af de vigtigste grundsten i mit arbejde – at italesætte det svære. Og når det lykkes for mig at bryde et tabu, drikker jeg champagne med mine veninder eller køber en ny smuk kjole for at fejre, at vi er kommet et skridt tættere på at vise diversitet.”