"Jeg er venner med mine ekskærester, men det er fandeme svært"

Da jeg var yngre, var jeg af den overbevisning, at et break-up var lig en form for uvenskab; og derved også en pludselig uvedkommenhed i hinandens liv.

Heldigvis er jeg blevet klogere. Eller også har jeg bare valgt nogle kærester (nuværende ekskærester), som gjorde opbyggelsen af en ny og mere venskabelig relation efter bruddet mulig. Et brud er jo ikke bare et brud, for mennesker er ikke bare mennesker – og der vil altid være ting i ligningen, der gør det lettere eller sværere at bevare en relation efter et forhold: Utroskab, fælles ejendele, familie, venner og lignende.

Fra mange andre hører jeg også, at et forhold tit enten starter i et venskab – altså hvor der pludselig opstår følelser i en eksisterende relation, og denne så udvikler sig til et forhold – eller ender i et venskab i selve forholdet, hvor begge parter ser hinanden mere som venner end kærester, og derfor vælger den oplagte vej og slår op.

Ingen af delene har hidtil været tilfældet for mig, da et partnerskab for mig bygger meget på tiltrækning. Ikke at det ene vinder over det andet, for mine veninder ender som regel i meget sundere forhold end jeg selv, men bare for at pointere, at der er så mange udslagsgivende og sensitive faktorer, der spiller ind, når det handler om forhold.

Efter et break-up vil der unægteligt skulle lidt afstand til for at få et efterfølgende venskab op og køre. I hvert fald for mig. Jeg skal lige lære at klare mig uden og forstå distancen, før jeg har plads til en ny type relation med et menneske, der har stået mig så nært. Hvem er kampens taber? Det spørgsmål vejer selvfølgelig også i efterkrigstiden, og den mest sårede skal, efter min mening, have lov til at sætte rammerne for, hvornår et venskab efter et brud skal prøves af, såfremt denne taber ikke er for såret til at tænke klart og bare ønsker at fortsætte en virkelig usund seksuel relation for at opnå en my af vinderens tid eller, endnu værre, kærlighed.

Når jeg hører om skilsmisser voksne mennesker imellem, hvor der er BØRN involveret, og man alligevel ikke kan bevare den gode tone – om ikke andet så for børnenes skyld – bliver jeg vred og ulykkelig indeni. Da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper for et par år tilbage, blev jeg virkelig opmærksom på, hvor mange der falder i fælden og bruger børnene direkte til at skade hinanden – og dét er fandeme et modbydeligt og horribelt skrækscenarie.

For mig er der flere svære ting i at opbygge eller bevare et venskab efter et brud, og først og fremmest er det svært at lægge sine vaner på hylden. Der var jo en grund til, at jeg forelskede mig i manden in the first place, og hvis denne grund ikke elimineres af mangel på passion, vil jeg have lyst til at kysse, røre og mærke det andet menneske. Hertil kommer den farligste og mest ondskabsfulde af alle følelser; nemlig jalousi. Jalousi er, både i og udenfor et forhold, den værste følelse, jeg kan få. Så ubærligt uudholdelig, at jeg ikke kan være i mig selv. “Bare fordi, jeg er færdig med ham, betyder det jo ikke, at andre må få ham.” Denne ejerskabsfølelse bor desværre i mig, og får mig til at gøre og sige de dummeste ting. Derfor kan jeg ikke tåle at høre om nye forhold og flirts. En god indikator på, at jeg er klar til at starte et ægte venskab op med en ekskæreste, er netop accepten af, at de nu lever et liv uden samme prioritering af mig.

Når alt dét her er sagt, så er det på én eller anden magisk måde lykkedes mig at skabe rigtig gode relationer med mine seneste ekskærester. Selvfølgelig vil der altid være en smule i klemme, og det vil aldrig blive så let og gnidningsfrit som mine “rigtige” venner og veninder, men måske jeg når dertil med tiden. Man bliver også klogere med alderen… ikke!?

Marie Jedig skrev oprindeligt ovenstående indlæg på sin blog. Teksten bringes her i redigeret version efter aftale med den 26-årige blogger.