9 gode grunde til at besøge magiske Marrakech lige NU
Udforsk medinaens spændende virvar, gå en tur i byens grønne haver, og dans på byens hippe klubber. Model og rejseblogger Julie Pallesen guider dig til en magisk weekend i Marrakech.
Bo på riad i medinaen
Gårdhave og udsigt
Bliv en del af den marrokanske kultur og bo på en riad frem for et hotel. En riad er et gammelt byhus, hvor værelserne er centreret omkring en åben gårdhave. De fleste riads har både en sval gårdhave og en tagterrasse med udsigt over byen. Riad P’tit Habibi ligger i den nordlige del af medinaen. Det tager mindre end 10 minutter at gå fra riaden til det centrale marked i medinaen. Der er kun fem værelser på P’tit Habibi, og de er indrettet forskelligt i marrokansk stil. Alt er meget charmerende, og de to tagterrasser er helt fantastiske. Der er pool og solsenge, så du kan nemt bruge en hel dag på at slappe af og sole dig, hvis du trænger til et break. Få morgenmaden serveret på tagterrassen, og nyd blandt andet kaffe, juice, granatæble, marrokanske pandekager, æg og hjemmelavet brød i solen. Riad Zinoun og Riad 72 er to andre fine riads i medinaen.
Riad P’tit Habibi, Ptithabibi.com. Riad Zinoun, Riadzinoun.com. Riad 72, Riad72.com
Hotel i luksusklassen
Smukke omgivelser
Der findes masser af eksklusive riads i Marrakech, men hvis du hellere vil bo på et hotel i luksusklassen, er La Mamounia stedet. De har en fantastisk bar, to restauranter, en smuk have og en lækker spa. El Fenn, som ligger lige i udkanten af medinaen, er et andet smukt boutiquehotel, som har egen designbutik med smykker, tøj og bøger. Uden for centrum ligger der flere luksuriøse hoteller i mere rolige omgivelser.
La Mamounia, Mamounia.com. El Fenn, El-fenn.com
LÆS OGSÅ: ALT for damernes chefredaktør: Her er mine bedste tips til skønne Provence
Marokko på tallerkenen
Traditionelle og trendy restauranter
Marrakech byder på masser af lækre riad-style spisesteder, hvor couscous, kikærter og grøntsager er i fokus, men du kan også finde steder, hvor de marrokanske traditioner er fusioneret med vestlige. Nomad er Marrakechs absolutte hipsterspisested, som alle bloggere, der besøger byen, har på listen. Maden er moderne og lækker og ser godt ud på billeder. Du kan sidde både indendørs og ude, men tagterrassen er bare det hyggeligere. På riad Dar Zeliij får du god, traditionel marrokansk mad, særligt deres mosaic salad og chicken tagine er et hit. Dar Yacout er også en stemningsfuld restaurant, hvor du kan spise lokalt. La Maison Arabe er i den finere ende og perfekt, hvis du vil dresse dig op. En mere gemt og romantisk restaurant er lille Limoni, der er omgivet af citrontræer.
Nomad, Nomadmarrakech.com. Dar Yacout, Daryacout.com. Dar Zeliij, Marrakech-riads.com/restaurant-dar-zellij. La Maison Arabe, Lamaisonarabe.com. Limoni, Facebook.com/hamidzoubaire.
Farverig frokost
Et sundt og lækkert måltid
To perfekte spots til frokosten er Le Jardin og Café des Épices. Le Jardin har samme ejere som Nomad og er også skøn og Instagram-venlig. Caféen ligger i en grøn have, men har også flere terrasser. Café des Épices er hyggelig og ligger midt i medinaen med udsigt til markedet. Vælg tagterrassen, hvis du vil lidt op over byens mylder, eller sid foran caféen, og følg med i aktiviteten på markedet.
Le Jardin, Lejardinmarrakech.com. Café des Épices, Cafedesepices.ma
LÆS OGSÅ: Sulten efter sol? Her er de tre bedste feriesteder i Spanien
Kultur & kunsthåndværk
Markedsstemning i medinaen
Marrakech har en autentisk stemning, og du føler hurtigt, at du er rejst tilbage i tiden med hestevogne i gaderne og kaotiske markedspladser. Der er mange smukke museer og haver gemt i medinaen og i byens andre kvarterer, som er et besøg værd, men du kan få mange timer til at gå bare ved at gå rundt i medinaens smalle gader i den centrale del af byen. Her finder du små butikker og markeder med smuk keramik, tæpper og krydderier. Marrakech er en by, du kan besøge året rundt, men forår og efterår er der hverken for varmt eller koldt. Husk dog en ekstra sweater, da det er koldt om natten. Du kan tage en tur til Marrakech enten med din partner, vennegruppe eller familie, for byen byder ikke bare på en masse kultur. Den har også en varieret kulinarisk scene og et festligt natteliv.
Grønne oaser
Marrakechs smukke haver
Jardin Majorelle, også kendt som Yves Saint Laurent-haven, er et must for æstetikere. Du vil blive overrasket over, hvor mange forskellige kaktusplanter der findes. Haven er i det hele taget fyldt med smukke planter og oaser. Le Jardin Secret er en hemmelig have, som ligger i medinaen. Tag derind, og nyd roen og den fine havearkitektur – og en kop kaffe på caféen midt i de grønne omgivelser.
Jardin Majorelle, Jardinmajorelle.com. Le Jardin Secret, Lejardinsecretmarrakech.com
Ro & velvære efter en aktiv dag
Spa og hammam
I Marrakech er det et must at gå i spa eller hammam, ligesom de lokale har gjort i århundreder. Du kan vælge at bo på et riad, som har sin egen hammam, eller finde en hammam eller spa, der passer til dine ønsker. Nogle er helt renset for luksus, andre er superlækre, men fælles er, at du bliver skrubbet godt og grundigt og kommer i dampbad med en særlig sort sæbe. En af de virkelig smukke er Mythic Oriental Spa, som også tilbyder massage, voks- og ansigtsbehandlinger. En anden skøn spa, som du har lyst til at blive længe i, er Dar Justo Spa and Hammam, som er en del af riad Dar Justo. Den ligger centralt i medinaen.
Mythic Oriental Spa, Mythic-spa.com. Dar Justo, Darjusto.com
LÆS OGSÅ: 3 gode feriebud: Det skal du opleve på smukke Ibiza
Find vej
Offline apps og taxa
Medinaen i Marrakech er et virvar af små, smalle gader og blindgyder. Det er en del af byens charme, men vær forberedt på, at det kan være svært at finde rundt. Det kan hjælpe at orientere sig efter de store markedspladser og moskeerne, som er nemme af finde på kortene. Brug også Google Maps eller en anden form for gps, som virker, når du er offline. Pas på med at lade lokale guide dig. En del er bare ude efter drikkepenge og leder dig måske ud på en omvej. Hvis du skal med taxa, så få receptionisten på dit hotel til at bestille en, der kører til døren.
På med danseskoene
Marrakech by night
Hvis du er til fest og gode vibes, når du skal ud at spise, så tag på den elegante Bô Zin – en asiatisk
inspireret restaurant med livemusik eller dj. Vil du videre i byen, så prøv Raspoutine. Det er en natklub, som også findes i Paris, Rom og Monaco. Deres lokale dj spiller hver weekend, og det er perfekte beats at danse til.
Bô Zin, Bo-zin.com, Raspoutine, Raspoutine.com/raspoutine-marrakech