Martin Kongstad: Skeptisk over for parforholdet
Om ti år er det naturligt at have mange kærlighedspartnere, mener bogakutelle Martin Kongstad.
– Jeg tror, at om ti år vil det være ganske naturligt, at man har mange partnere, og at man har et mere flydende kærlighedsliv. Og jeg taler ikke bare om sex, jeg taler mere om kærlighed. At man ikke forbeholder sin kærlighed til ét menneske og sidder over for dette ene menneske hver aften. Hvorfor skal man dog gøre det? Spørger den 49-årige journalist og forfatter, som senere på måneden udgiver bogen "Fryser jeg".
Selvom Martin Kongstad er lykkelig gift og far til to børn, sætter han kritisk fokus på parforholdet i sin nyeste bog.
– Jeg har altid været meget skeptisk over for parforhold, selvom jeg næsten alle dage har været i et. Jeg skriver på en fornemmelse af, at der vil ske noget ved den meget traditionelle måde, vi er sammen på, i de kommende år. Jeg har oplevet, at mine venner blev sindssygt kedelige, når de var sammen med deres partnere. Og omvendt. Folk bliver kedelige sammen, siger Martin Kongstad.
LÆS OGSÅ: Fravælg børn og bliv lykkeligere
I romanen udlever han ideen om at leve "polyamourøst" med flere kærlighedspartnere uden regler og jalousi.
– I den drømmeverden har man ikke en fast partner, som man åbner sit forhold med. Man er åben for alle mulige. Og det kan godt være, at der er nogle, man er mere sammen med end andre, men der er ikke noget med, at man bliver sur. Altså, man stræber højere og stræber efter at tabe sig selv ind i en form for fællesskab med andre mennesker. Man mister sit ego ind i et fællesskab, hvor der ikke findes jalousi.
Læs hele interviewet med Martin Kongstad i denne uges ALT for damerne nr. 33/2013.