Martin var i et forhold med sig selv i tre år: "Jeg tror, mange kunne have godt af det"
Martin Riis tog en aktiv beslutning om kun at være i et forhold med sig selv for at lære at elske sig selv igen.
30-årige Martin Riis har de sidste tre år bevidst valgt kun at være i et forhold med sig selv. Men hvordan adskiller den beslutning sig fra et almindeligt singleliv? Det fortæller han om her.
Hvordan definerer du din forholdssituation?
Jeg er for nyligt begyndt at se en, men har været i et forhold med mig selv i tre år. Ud af de tre år, var der ét år, hvor jeg besluttede mig for heller ikke at have nogen sexpartnere. Men i to af årene har jeg været i et åbent forhold med mig selv, hvor jeg løbende har haft sexpartnere.
Hvordan kom du frem til den her konstellation?
Det startede med, at jeg kom ud af et rigtig dårligt forhold og besluttede mig for, at nu var der nogle ting, jeg skulle arbejde med. Derefter var jeg single i et pænt stykke tid, så folk begyndte at joke med, at jeg var i et forhold med mig selv. Stille og roligt begyndte jeg at optage det og tænkte “det er jeg jo sådan set”.
Jeg dedikerede ligesom min tid til mig selv og tog et aktivt valg om, at jeg ikke ville være i et forhold med nogen. Jeg havde rigeligt i mig selv. Jeg skulle lære at elske mig selv mere og finde mig selv igen i en masse rod fra fortiden. Så jeg sagde: “Nu er det bare mig, og det skal det være i en periode”. Og det har jeg så bare meldt klart ud.
Tidligere har jeg været et rigtig røvhul. Jeg har ikke forventningsafstemt med folk, jeg har set, jeg har bare gået ud fra, at alle forhold var åbne. Og det gik ikke altid skidegodt. For 6-8 år siden gik det op for mig, at man er nødt til at have en eller anden overensstemmelse om, hvad det er, man går ind i sammen. Jeg begyndte derfor at melde meget klart ud, hvad det var, jeg ville, og hvad jeg forventede af en relation. Og hvis de andre så ikke kunne leve i dét, jamen så skulle det ikke være os.
Jeg fandt ud af, at det faktisk var meget nemmere på den måde, for dem, du så ender i forhold med, der skal du ikke have alle de der slåskampe, man skal ikke have alle løgnene, og man skal ikke gå og skjule ting og gemme ting. Og så har jeg faktisk bare kørt videre på den sti. Det har været nemt, så længe der bare har været en åben dialog om, hvor man står.
I åbne forhold er der jo også jalousi og regler og rammer, man skal holde sig inden for, men der er nogle ting, der er nemmere at snakke om. Også i forhold til lyster og fantasier; Man kan erkende, at selvom man har en partner, er det ikke ensbetydende med, at man kan opfylde alle den anden parts ønsker eller fantasier. Nogle gange er der nødt til at være nogle andre inde over, hvis man vil have den del opfyldt. Og det kan man så vælge, om man vil, eller om at man vil skippe det for at være i et monogamt forhold, og det er jo også fair nok, det er bare ikke noget for mig.
Hvordan påvirkede det din dagligdag at skulle holde dine relationer på et mere overfladisk plan?
Jeg har altid haft mange forhold, der var lidt overfladiske, så det var ikke noget problem; Jeg har været swinger i mange år og har haft åbne forhold eller polyamorøse forhold, så jeg har altid haft mine relationer til sexpartnere og lignende lidt på afstand.
Der var nogle spørgsmål fra familien, som undrede sig over, at der aldrig kom mere ud af det med dem, jeg så. Så måtte jeg sige: “Det er jeg ikke interesseret i. Jeg har mig selv, og det er dét.”
Mange af dem, jeg har været involveret med, har også godt kunnet se, at der var nogle ting, der skulle arbejdes på. Jeg røg ned i et ret sort hul efter min ekskæreste for nogle år tilbage. Der væltede mit liv fuldstændig. Og det var også dét, der gjorde, at jeg tænkte, at jeg skulle have styr på mig selv, før jeg begyndte at trække andre ind i det.
Nogle har været kede af, at jeg lukkede vores seksuelle relation, eller har spurgt, om ikke det kunne fungere at ses sideløbende med, at jeg bearbejdede de her ting, men der har jeg bare sagt, at det kunne det ikke. Men der er ikke nogen, der har været imod min beslutning, selvom de har syntes, der var ærgerligt, at jeg lukkede ned.
Var der noget, der var udfordrende ved denne konstellation?
Jeg har generelt kastet mig ud i mange forskellige konstellationer, og det her var nok en af de nemmere. Og det var også én, folk kunne arbejde med. Mange grinte lidt, når jeg sagde, at jeg var i et forhold med mig selv, men når jeg så forklarede, at det handlede om at arbejde med sig selv og give sig tid til sig selv, var der mange, der imødekom mig og sagde: “Ej, jeg gad også godt at have et par år, hvor jeg gjorde dét og lukkede alt andet ude.”
Hele den datingkultur, der er i øjeblikket, er jo ekstremt hård, så jeg tror, der er mange, der godt kan se idéen i bare at være sig selv i en periode. Man hører jo også tit folk, der siger “nu skal jeg bare være mig selv i nogle år”, og nogen kan, men for andre går der tre måneder, og så er de i det næste forhold. Men jeg tror egentlig, der er mange, der går med ønsket om at kunne have det godt med sig selv og være glad i sit eget selskab. Samtidig tror jeg bare også, vi har en kultur, hvor man er lidt forkert, hvis man gerne vil leve med sig selv.
Hvad har været det bedste ved dit forhold?
At jeg har haft tid til at arbejde med mig selv og har kunnet have det godt i mit eget selskab uden hele tiden at føle at “Nu burde jeg også se nogle mennesker, og nu burde jeg også have en kæreste”. Det har været rart at se, at man sagtens kan fungere uden hele tiden at have noget kørende og hele tiden være aktiv med venner.
Hvordan forestiller du dig, at fremtiden ser ud?
Nu er jeg for nylig begyndt at se en, men det er ikke, fordi jeg kom til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu skulle jeg ud og finde én. Det skete ret spontant, at vi faldt rigtig godt i hak med hinanden. Men det kommer stadig til at være åbent, og hvis det af en eller anden grund ikke går, er jeg heller ikke afvisende overfor at vende tilbage til bare at være mig selv. Det vil nok være med et mere åbent hjerte for, at hvis der kommer noget, så kommer der noget, men ellers har jeg det også fint med at være mig selv.
Jeg har altid været lidt forbeholden overfor dating, fordi jeg ikke har haft de bedste oplevelser med at være i forhold – og slet ikke i monogame forhold. Der sker bare et eller andet, når man sætter titel på, synes jeg – jeg har især oplevet, at det har gjort en forskel for min partner.
Jeg tror, der sker noget i forhold til forpligtelser, når man sætter en titel på; Man føler, at man er mere forpligtet, end man behøver at være. Og der er en forventning fra omverdenen om, hvordan man er kærester, og at der ikke skal være andre indblandet i det. Der er måske også noget familie, som gerne vil ind over, selvom dét, man har med den her person måske ikke er noget, man har lyst til at involvere sin familie i – for eksempel fordi det er lidt tabuiseret eller er noget meget seksuelt.
Er der noget, du godt kunne tænke dig, at omverdenen vidste om at være i et forhold med sig selv?
At det er okay. Helt simpelt. Og jeg tror, at mange ville have godt af det. Det er selvfølgelig op til en selv, om man gør det lidt som en joke, eller man lægger mere i det, men det ville være sundt for mange at dedikere noget tid til dem selv. Specielt, hvis man er typen, der har været i mange lange forhold, eller som er gået fra det ene forhold til det andet i mange år.
Men jeg tror mest, det er for ens egen skyld, at man skal sige “det er okay!” Det er ikke for andres skyld.