Særlig kommentar i supermarkedet gjorde ondt på May – desværre er den langt fra uvant

May Lifschitz står i køen i sit lokale supermarked og venter på at lægge varer fra sin kurv op på båndet. Da turen endelig kommer til hende, og varerne er scannet ind, kommer hun i tanke om, at hun har glemt sin pung med betalingskortet derhjemme.

Læs også

Julie Agnete Vang: ”Pludselig råbte George Clooney mit navn og gav mig et kæmpe kram”

Butikken tager ikke imod MobilePay, så May vælger at spørge højt og venligt i køen, om nogen vil betale varerne for hende, og så vil hun straks sende pengene til vedkommende.

Inden nogen når at reagere, kigger kassedamen indgående på May og råber så højt: ”Er der nogen, som vil hjælpe denne herre?”.

May bliver paf. Hun fremtræder feminint, og hvis man tager et kig på hendes CPR-nummer, slutter det på et lige tal, præcis som enhver anden kvindes. Alligevel rammer kommentaren hende, hvor det gør allermest ondt, for May Lifschitz er ikke født som kvinde. Og det er desværre ikke uvant for hende at modtage den slags kommentarer, selvom det efterhånden er mange år siden, hun fik foretaget sit kønsskifte.

"Når sådan noget sker, bliver jeg oftest paf, og først bagefter kommer jeg i tanke om en hel masse kloge ting, jeg kunne have sagt og gjort i forsvar. Det er virkelig en ubehagelig situation at stå i, for den person, jeg står overfor, synes ikke, jeg skal have lov til at eksistere på mine præmisser.

Personen vil gerne prøve at fornærme mig på noget, som er eksistentielt og identitetsskabende for mig. Men jeg er jo en kvinde, selvom de måske ikke vil have det."

Vejen til kønsskiftet

May Lifschitz bor i København, hvor hun arbejder som model og skuespiller, men hendes historie begynder et helt andet sted i verden. Indtil May fyldte 7 år, boede hun nemlig i en lille provinsby i det nordlige Argentina, hvor hendes danske mor var hjemmegående, og hendes argentinske far var onkolog med egen privat praksis.

I barndomshjemmet var der højt til loftet og fyldt med kærlighed, men kulturen i landsbyen var mandsdomineret, og som barn havde May ofte svært ved at passe ind i de fællesskaber, der var kendetegnende for hendes jævnaldrende.

"Hvis du var en dreng og ikke spillede fodbold, var du mærkelig. Derfor blev jeg også presset af mine forældre til at gå til alt muligt sport, jeg ikke følte mig hjemme i, selvom jeg mest af alt havde lyst til at bruge tid med mig selv og min egen fantasi."

Når May var derhjemme, elskede hun at danse, klæde sig ud og være kreativ, og især nød hun at bruge tid med sin fantasi-veninde ved navn Maria. Maria var superstjerne, og når May legede med hende, bandt hun altid en trøje på hovedet, så det så ud som om, hun havde langt hår som Maria.

Læs også

Tv-vært Rikke Møller Pedersen: "Jeg havde brug for at tage afstand fra mig selv"

"Hun var nok i virkeligheden en projektering af mig selv. Hun bestod af mange af de ting, jeg selv ønskede at være."

May Lifschitz flyttede efter nogle år til Vejle med sin familie, og i sine teenageår eksperimenterede hun meget med kønsudtryk. På daværende tidspunkt følte hun sig ofte utilpas og en smule malplaceret, fordi verden omkring hende blev ved med at fortælle hende, at hun skulle tage stilling til, hvem hun var. Og det vidste hun ikke endnu.

"Jeg kan huske, at jeg i løbet af min efterskoletid tog ind på en bar i Aarhus. Der mødte jeg en mand, som behandlede mig anderledes, end jeg var vant til. Jeg var vant til at være et ikke-placerbart væsen, som var androgynt, og som svævede lidt mellem køn.

Han opfattede ikke på noget tidspunkt, at jeg ikke var en ciskønnet kvinde, og derfor havde vi en helt anden interaktion, end jeg plejede at have med fremmede. Han tænkte, at jeg var ligesom enhver anden kvinde, og det følte jeg mig virkelig hjemme i."

Kort tid efter traf May den endelige beslutning om at skifte køn. Det skete med opbakning fra en veninde, hun mødte gennem sit arbejde i modebranchen.

"Da jeg var 16 år, startede jeg på såkaldte stophormoner, som afbryder puberteten. Jeg var på det tidspunkt startet som model og bar både herre- og damekollektioner. I forbindelse med min første kampagne mødte jeg min veninde Honey Dijon, som var DJ i New York. Hun er selv transkønnet og sagde til mig, at jeg burde starte på stophormonerne. Hun så det tydeligt i mig, før jeg selv helt havde opfanget det."

I starten fortalte May ikke til nogen, at hun var startet på hormoner. Det var først, da hun var længere inde i processen, at hun delte det med sin familie.

"Min mor var ret bekymret i starten, fordi hun er typen, der sætter spørgsmålstegn ved alt. Med det samme gik hun ind i, hvordan jeg mon ville blive mødt af min omverden. Hun tænkte meget over både det medicinske og kirurgiske og slog fast, at man jo ikke kan fortryde. Hun spurgte, om jeg ikke bare kunne FØLE mig anderledes, men fysisk bevare den, jeg var.

Selvom min mor mente det godt og sagde det i kærlighed, kunne jeg ikke være i det, og jeg tog afstand. Jeg var jo i fuld gang med stophormonerne, så jeg havde ikke plads i mit hoved til at stoppe processen. Jeg skulle bare én vej, og det skulle være nu."

Det var dog ikke kun bekymring, hun blev mødt af, da hun fortalte det til sine forældre. Faktisk blev Mays forhold til sin far bedre af, at hun endelig delte sine tanker med ham.

"På den lange bane var der ting, der faldt på plads, da min far fandt ud af, hvad jeg havde gang i. Vi har altid haft et lidt anstrengt forhold, og pludselig forstod vi begge to hvorfor. Det gik op for os, at det var fordi, vi havde nogle forventninger til hinanden, som vi ikke kunne indfri.

Da jeg åbnede op, var han helt fantastisk, og mange af de barrikader, vi havde haft oppe, forsvandt. Begge mine forældre er enormt varme og blide mennesker, så de har støttet mig meget i processen sidenhen, og jeg har altid kunnet komme til dem."

May tog hormonerne i to år, og da hun fyldte 18 år og blev student, startede hun på den mere omfattende transformation.

"Da jeg var færdig på gymnasiet, var jeg klar til at forsøge at skabe det liv som kvinde, jeg længe havde drømt om. Dengang var jeg meget besat af tanken om, at jeg skulle være som alle andre kvinder, og det viste sig at være virkelig hårdt at leve op til."

Hvem er May Lifschitz?

• Model og skuespiller.
• Aktuel i tv-serien 'Foundation' på Apple TV+, forestillingen 'Slim', der har premiere d. 28. oktober på Teater Får 302 og 2. sæson af DR-serien 'Orkestret' på et endnu ikke offentliggjort tidspunkt.
• Hun er 28 år og danner par med salgschef for Local Spirits Jens Lund.

Mødet med modebranchen

May Lifschitz var kun 14 år gammel, da hun første gang blev stoppet på gaden af et modelbureau. De tilbød hende en kontrakt, men bureauet var ikke stort nok ifølge May, og derfor takkede hun pænt nej til tilbuddet. Hun drømte dog om at blive model, og derfor søgte hun i stedet til Hamborg med sin far, hvor de sammen gik rundt og bankede på modelbureauernes døre.

"Min storebror var også model på det tidspunkt, og jeg kunne jo se, at han rejste hele verden rundt. Jeg tænkte, at modeljobbet også kunne blive min golden ticket til at komme ud af provinsen og forlade Vejle. Det lykkedes mig heldigvis ret hurtigt, og inden længe var jeg på studietur til New York og fik booket min første kampagne."

På daværende tidspunkt boede May stadig i Vejle og gik i gymnasiet, men jævnligt rejste hun til New York, London og Berlin, hvor jobbene blev flere og flere. I takt med sin stigende succes blev bekendtskabskredsen også større og langt mere divers end den, hun havde derhjemme.

"Der var enormt mange queer-personer og excentrikere i branchen, og det var en diametral modsætning til livet hjemme i Vejle. Det var spændende at være omgivet af dem og lære af dem, fordi jeg på det tidspunkt selv var et virkelig usikkert menneske. Da jeg var 16 år, var jeg til en modefest i Berlin, hvor jeg mødte en anden transkønnet model. Det føltes som en blåstempling at møde hende, fordi jeg fik et billede af, at jeg også kan og er god nok."

Selvom modebranchen bragte utroligt meget godt med sig, og May blev styrket i sin identitetsforståelse, var der også sider, som var mere udfordrende. Blandt andet var det hårdt konstant at sammenligne sig med andre i begyndelsen.

"Jeg sugede til mig fra de andre modeller, og jeg følte mig både inspireret, fascineret og taknemmelig. Samtidig kunne jeg jo også godt se, at der var forskelle på os rent kropsligt. Jeg bruger eksempelvis størrelse 42 i sko og har også både større hænder og et bredere skulderparti end mange af de andre kvinder. Det tænkte jeg en del over."

I den første tid forsøgte May at skjule, at hun var transkønnet, fordi hun så det som en ulempe. Når hun kigger tilbage, kan hun godt blive ked af, at hun ikke tog mere ejerskab over sin identitet og stod ved sig selv.

"Jeg fortryder, at jeg så ihærdigt prøvede at skjule, at jeg var transkønnet, fordi folk endelig ikke måtte opdage, at jeg ikke var ligesom dem. Jeg har helt klart gennemgået en udvikling, og nu har jeg fundet stolthed i at være den, jeg er. I sidste ende handler det ikke om at leve op til noget perfekt kvindeideal, men derimod om at finde frem til, hvem jeg er som menneske, uanset køn. Dog holder jeg fast i, at jeg er en kvinde, uanset hvordan min krop ser ud."

Det er også en af grundene til, at hun ikke bryder sig om udtrykket, at man som transkønnet er født i den forkerte krop.

Læs også

Merete Mærkedahl: ”Sidste jul følte jeg mig alene og stod og græd ned i brunede kartofler”

"Udtrykket sætter fokus på, at kroppen er forkert, og det mener jeg ikke, den er. En krop er en krop, og hvilket prædikat du vil sætte på den, er op til dig. Jeg har frigjort mig fra udtrykket, fordi jeg ikke vil gå og lade mig tynge af, at jeg lever i en forkert krop. Den er lige, som den skal være. På grund af det, jeg gemmer på indeni, har jeg bare valgt at modificere den lidt, så det ydre passer bedre til det indre."

Rykker dagsordener i skuespillet

Det var ikke umiddelbart en del af planen, at May Lifschitz også skulle være skuespiller. Det kom dumpende ned fra himlen, en dag hun var på arbejde i Magasin. En caster kom ind for at købe en læbestift, og kort efter stod May med sin første rolle i en kortfilm. Siden er det blevet til mange flere, og hun har blandt andet medvirket i filmen 'Vildheks' og serierne 'Orkestret' på DR og 'Warrior Nun' på Netflix.

"Efter jeg har fundet skuespillet, er jeg blevet mere ligeglad med modeverdenen. Som model skal du bare tage tøj på og levere en fantasi, som nogen har bestemt for dig. Når du arbejder som skuespiller, skal du derimod selv være med til at forme noget. Man lærer konstant noget nyt om sig selv og andre mennesker, og langt hen ad vejen har man ofte frie rammer til at finde sit eget udtryk i en rolle."

Selvom May har opnået succes med skuespillet, ser hun stadig en mangel på repræsentation i branchen. For få måneder siden stod hun selv til åbningen af en teaterfestival, og i rummet var der næsten udelukkende hvide ciskønnede mennesker. Det fik hende til at tænke.

"Vi bryster os af at være et mangfoldigt og forstående land, og det er vi også på rigtig mange måder. Kulturelt set har vi mange inkluderende værdier, men det er som om, at vi nogle gange glemmer at praktisere dem i virkeligheden. Især i mediebranchen, hvor det ellers er vigtigt at lave indhold, som folk kan spejle sig i."

May har ikke et entydigt svar på, hvordan problemet kan løses, men hun tror, at vi aktivt er nødt til at tage stilling til, hvem vi caster, før der sker en forskel.

"Jeg er ikke bange for kvoter. Jeg er selv en, som får tilbudt virkelig mange jobs, fordi der skal tjekkes nogle bokse af fra produktionens side. Jeg forstår ikke, hvorfor man prøver at gøre kvoter til noget farligt. Som den underrepræsenterede kan jeg jo altid bare sige nej til et job, hvis jeg ikke vil have det.

Jeg er da blevet spurgt en masse gange, hvor jeg har tænkt, at de kun tjekker bokse af for deres egen skyld, og hvor jeg kan mærke, at jeg ikke vil få lige så meget ud af det som dem. Der siger jeg nej. Det er lidt som en transaktion. Det er vigtigt at finde et harmonisk sted, hvor begge parter bliver tilgodeset."

Selvom der ikke officielt er indført kvoter i mediebranchen endnu, ser May dog alligevel en udvikling og forbedring i de roller, hun bliver tilbudt som transkønnet. Da hun startede som skuespiller, var hun sikker på, at hun aldrig ville få tildelt en rolle som eftertragtet kvinde i en DR søndagsdramaserie — men det skete alligevel sidste år, da DR udkom med serien 'Orkestret'. Her spiller May Lifschitz kvinden Anastasia, som bliver begæret af hovedrollen Bo, der spilles af Frederik Cilius.

"Det var virkelig en stor milepæl for mig. Det var helt nyt at træde ind i et rum, hvor jeg var den, som andre drømte om at have som partner. Der tænkte jeg, at så kan det jo ikke være så slemt at være transkønnet. Måske kan det godt være noget, vi kigger efter på et tidspunkt, uden at det skal forbindes med skam og dårlig samvittighed. Anastasia er bare en kvinde, som bliver begæret, og det kan jeg også være."

Den slags roller drømmer May om, at der kommer flere af i fremtiden, fordi det rykker på selvforståelsen hos andre transpersoner, mener hun. 

"Til hverdag kan du måske opretholde fantasien om, at du er en, som andre kan begære, og som andre synes er smuk, men der kommer altid et tidspunkt, hvor du bliver konfronteret med, at du er anderledes. Der vil komme tidspunkter, hvor du bliver fravalgt, fordi du ikke kan føde børn, og der vil altid være nogen, der opponerer imod dig, nedgør dig og vil få dig til at have det dårligt med dig selv.

Uanset hvor meget selvtillid du end måtte have, vil der altid være et lille men, og af den grund er det så vigtigt, at vi også viser transkønnede som dem, der bejles til."

Offer for pinkwashing

Hvert år fyldes Københavns gader med festglade og regnbueklædte mennesker, når Copenhagen Pride løber af stablen. May Lifschitz deltager normalt ikke selv i festen som gæst, men derimod har hun af flere omgange været en del af programmet som enten konferencier eller taler. Første gang var i 2019, hvor hun holdt åbningstalen og agerede vært om torsdagen på Rådhuspladsen, og igen i 2020 og 2021, hvor hun var vært.

Læs også

Julia Lahme: Min mor bandlyste Barbie-dukker for mig – og i dag ved jeg hvorfor

"For mig at se handler Priden om fejring af menneskerettigheder. De seneste år har jeg dog følt, at det bliver en mere og mere generel fejring for københavnerne, hvor de får mulighed for at feste i gaderne. Jeg vil gerne sætte fokus på, hvad Priden oprinder af, for det er jo mest af alt en menneskerettighedsdag.

Jeg synes, det er vildt dejligt, at så mange ciskønnede og heteroseksuelle mennesker dukker op og viser deres støtte, men de skal også være opmærksomme på ikke at tage pladsen fra dem, som er den egentlige grund til, vi alle er der. De deltagende skal huske at være allierede hele året rundt og ikke kun i Pride-ugen, hvor der festes."

Når nogen udelukkende viser engagement i LGBTQ+ rettigheder i forbindelse med Priden, kaldes det pinkwashing. Her bruger blandt andet virksomheder regnbueflaget til at brande sig selv som inkluderende og mangfoldige, selvom de måske ikke støtter kampen til hverdag gennem økonomisk støtte eller ansætter ud fra en mangfoldighedspolitik.

May Lifschitz har selv prøvet at blive udnyttet i forbindelse med pinkwashing, uden hun havde givet tilladelse til det.

"Jeg blev i 2018 castet som model til en lille kampagne for et London-baseret brand. Jeg skrev under på en kontrakt, hvor der stod, at de måtte bruge billederne, som de ville. Det sker der normalt intet ved, så jeg tænkte ikke videre over det."

En uge inden kampagnen rullede ud, modtog May et opkald. En PR-person fra brandet spurgte hende, hvordan hun havde det med, at billederne nu blev brugt til en stor kampagne for undertøjsmærket 'Victoria’s Secret'. Et brand, som kort

forinden havde udtalt, at de ikke ville bruge plus-size modeller eller transkønnede i deres kampagner, fordi de ikke stemmer overens med deres brandværdi.

"Jeg blev så chokeret og rasende. Især fordi det var en virksomhed, som har sagt, at de er imod kvinder som mig."

Jeg kontaktede de andre modeller, som også havde medvirket, og det var blandt andet en plus size-kvinde og en afrikansk kvinde. Der fandt jeg ud af, at jeg som den eneste ikke var blevet informeret om kampagnen. De vidste godt, hvad de gik ind til, og de havde også fået helt andre lønvilkår, end jeg havde. Jeg følte mig virkelig misbrugt. Da jeg klagede, sagde personen fra brandet bare, at jeg skulle være glad for den eksponering, jeg fik ud af det, i kraft af det, jeg repræsenterer. Jeg var helt i chok."

May Lifschitz var kun 23 år på daværende tidspunkt og vidste ikke, hvad hun skulle stille op, andet end at blive rasende.

"Jeg skældte dem ud og sagde, at de så i det mindste burde fordoble min løn. Det ville dog stadigvæk være et utaknemmeligt beløb i forhold til, at min krop pludselig hang i syv flagskibsbutikker verden over med fire meter høje billeder af mig.

Jeg sværger, at lønnen var virkelig dårlig. Ikke bare i forhold til industristandarder, men en ægte ussel løn. Selvom jeg som transkønnet kan gå og tro, at vi snart er ligestillede, er der stadig situationer som den her, hvor det bliver cementeret, hvor langt vi stadig har igen."

Klar til at revolutionere normerne

Helt generelt på landsplan synes May Lifschitz, at vi er kommet langt med ligestillingen i forhold til køn og seksualitet. Alligevel står hun fast på, at der er steder, hvor vi kan blive langt bedre og mere inkluderende.

"Noget af det værste i forbindelse med ligestillingen er den latterliggørelse, der følger med wokebølgen. Mange derude har desværre behov for at gøre nar af de mennesker, som bruger tid og kræfter på at gøre opmærksom på, at vi stadig har forskelsbehandling her i landet. Det er som om, at der er en kollektiv konsensus om, at vi kan gøre grin med lige det, vi har lyst til, fordi vi har ytringsfrihed. Ytringsfriheden kommer altid først – også selvom det, vi siger, går ud over andre."

Læs også

”Jeg var totalt sårbar efter min skilsmisse, og han vidste præcis, hvad han skulle sige”

Hun synes også, at vi som samfund skal tage et kig på, hvilke fordomme vi har om hinanden, og hvilke kasser vi dermed sætter hinanden i. Hun er selv såret over, at nogle mennesker tænker på transkønnede som perverse eller modbydelige mennesker. Senest blev hun ked af det, da Frederiksberg Bibliotek arrangerede, at to Drag Queens skulle læse en børnebog op. Ikke på grund af selve begivenheden, men fordi der forinden var to kvinder, som havde råbt højt i medierne om, at arrangementet var uegnet for børn.

"Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det skulle være mere pædofilt eller perverst at tage sine børn med til en børnebogsoplæsning, end det er at tage dem med til 'Ørkenens Sønner', hvor de synger om kønsdele og har penisser på næsen. Det passer ikke helt sammen."

Den negative opfattelse, der altid har eksisteret af transkønnede, har sat sig i May, og derfor har hun brugt mange år af sit liv på at please andre. Hun har altid gjort sig umage for, at der ikke er nogen, der får det ubehageligt i hendes selskab.

"Jeg er jo bare et menneske med alle mulige former for følelser og indgangsvinkler til at være mig. Jeg er fyldt med kontraster og energier ligesom andre mennesker, men det ender oftest med at handle om mit køn, når jeg møder nye mennesker.

Jeg har brugt rigtig meget af mit liv på at forsøge at gøre andre komfortable i min tilstedeværelse. Det er noget, jeg er i gang med at give slip på, for det er ikke mit job at gøre andre folk tilpas med min eksistens, og hvad den konfronterer dem med i forhold til deres egne fordomme."

Ikke nok med at May i fremtiden vil stoppe med at sætte andres behov over sine egne, vil hun også være bedre til at lade det prelle af, når nogen bliver stødt over hendes tilstedeværelse.

"Jeg kan godt fornemme, når nogle folk føler, at de skal skærme sig mod mig, fordi de ikke vil sættes i forbindelse med mig. Der er også nogle, der føler behov for at gøre nar ad mig, og især er der nogle mænd, som råber nedladende ting efter mig på gaden, fordi deres venner ikke må tro, at de er tiltrukket af mig.

Jeg prøver at trykke på pytknappen og ryste det af mig, men de situationer er også grunden til, at jeg altid læser et rum, før jeg træder ind, for at se, hvordan jeg skal gebærde mig i det. Det sidder på rygraden. Skal jeg gemme mig lidt? Skal jeg sænke stemmen? Er der i ekstreme tilfælde nogen herinde, som har lyst til at slå mig ned? Hvis jeg ikke behøvede at tænke over det, ville det give mig en helt anden frihed."

Selvom der lige nu er lang vej igen, håber hun, at der kommer en dag, hvor hun ikke længere konstant skal konfronteres med sit køn. Hun håber, at hendes arbejde som offentlig person kan hjælpe med at nedbryde barrikader og fordomme om transkønnede, så vi i fremtiden kan se mere fordomsfrit

på hinanden.

"Jeg tror, at transkønnede og queer-personer helt generelt repræsenterer en revolution, der åbner op for et helt nyt mulighedsrum for, hvem du kan være. Det, tror jeg, er helt vildt provokerende for mange, fordi de føler sig truet på deres måde at være menneske på.

Men bare fordi der kommer flere måder at være menneske på, betyder det ikke, at vi kommer og fratager andre deres måde at være på. Det, synes jeg, er en kæmpe misforståelse. De fleste af os er jo helt almindelige mennesker, som bare gerne vil have lov til at være her."