Victoria’s Secret udnyttede May: ”Min krop hang pludselig i butikker verden over”
May Lifschitz blev offer for pinkwashing, da et verdensberømt undertøjsfirma pludselig brugte billeder af hende, uden hendes samtykke. Et brand, som tidligere havde taget afstand til transkønnede kvinder som May. Det fortæller hun i et stort interview i ALT for damerne.
”Selvom jeg som transkønnet kan gå og tro, at vi snart er ligestillede, er der stadig situationer som den her, hvor det bliver cementeret, hvor langt vi stadig har igen.”
Sådan siger model og skuespiller May Lifschitz i et stort interview i denne uges ALT for damerne.
Hun har nemlig prøvet at blive udnyttet i forbindelse med pinkwashing, uden hun selv havde givet tilladelse til det.
Pinkwashing er et begreb, der dækker over, når nogen udelukkende viser engagement i LGBTQ+ rettigheder for egen vindings skyld. Her bruger blandt andet virksomheder regnbueflaget til at brande sig selv som inkluderende og mangfoldige, selvom de måske ikke støtter kampen til hverdag.
Og dem, som udnyttede May i sin tid, var et af verdens mest ikoniske lingeribrands.
”Jeg blev i 2018 castet som model til en lille kampagne for et London-baseret brand. Jeg skrev under på en kontrakt, hvor der stod, at de måtte bruge billederne, som de ville. Det sker der normalt intet ved, så jeg tænkte ikke videre over det,” fortæller hun til ALT for damerne.
En uge inden kampagnen rullede ud, modtog May et opkald. En PR-person fra brandet spurgte hende, hvordan hun havde det med, at billederne nu blev brugt til en stor kampagne for ”Victoria’s Secret”. Et brand, som kort forinden havde udtalt, at de ikke ville bruge plus-size modeller eller transkønnede i deres kampagner, fordi de ikke stemmer overens med deres brandværdi.
”Jeg blev så chokeret og rasende. Især fordi det var en virksomhed, som har sagt, at de er imod kvinder som mig,” siger hun og fortsætter:
”Jeg kontaktede de andre modeller, som også havde medvirket, og det var blandt andet en plus size-kvinde og en afrikansk kvinde. Der fandt jeg ud af, at jeg som den eneste ikke var blevet informeret om kampagnen. De vidste godt, hvad de gik ind til, og de havde også fået helt andre lønvilkår, end jeg havde."
"Jeg følte mig virkelig misbrugt. Da jeg klagede, sagde personen fra brandet bare, at jeg skulle være glad for den eksponering, jeg fik ud af det, i kraft af det, jeg repræsenterer. Jeg var helt i chok.”
May Lifschitz var kun 23 år på daværende tidspunkt og vidste ikke, hvad hun skulle stille op, andet end at blive rasende.
”Jeg skældte dem ud og sagde, at de så i det mindste burde fordoble min løn. Det ville dog stadigvæk være et utaknemmeligt beløb i forhold til, at min krop pludselig hang i syv flagskibsbutikker verden over med fire meter høje billeder af mig. Jeg sværger, at lønnen var virkelig dårlig. Ikke bare i forhold til industristandarder, men en ægte ussel løn."
Læs hele interviewet med May Lifschitz i denne uges ALT for damerne. Her fortæller hun også om sin mandsdominerede barndom i Argentina, hvordan hun længe sammenlignede sig med andre kvinder, hvordan hun stadig mangler et godt modsvar, når nogen diskriminerer hende i offentligheden, og hvad det betød for hende endelig at få rollen som en begæret kvinde i en DR-serie.