Medina: "Jeg har kendt flygtninge hele mit liv"

Månen ligner ikke sig selv i nat. Den er gul som et betændt sår og lægger sit gule lys over Kakuma, en af verdens største flygtningelejre. Vi er i Afrika, nærmere bestemt i det nordvestlige Kenya, hvor dagen tørster.

Det samme gør de 500 flygtninge fra det krigshærgede Sydsudan, som netop er ankommet til modtagelsescentret i lejren, hvor Medina står og følger de proppede lastbiler og sultne blikke, mens solen langsomt går ned. Øjeblikket er langsomt, fint, da flygtningene lettede stiger ud af bilerne og trækker børn, tæpper og høns ud af vognene for at tilslutte sig de 180.000 andre flygtninge, der bor her i lejren.

Medina går tættere på en af bilerne, hun siger intet, lader øjeblikket tale for sig selv. Det er netop de her mennesker, hun er kommet for at hjælpe og gøre opmærksom på gennem sit ambassadørarbejde for Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun har sat gang i sit eget projekt, Mevation, som skal få unge i Danmark til at engagere sig i flygtningesituationen ude i verden.

Sangerinden har selv presset på for at være netop her. Indtil nu har turen til Kenya mest budt på udflugter til projekter, der spirer og gror og ser ud til at lykkes. Men lige nu handler det om liv eller død. Mens flere og flere lastbiler kører ind med mennesker på flugt, bliver situationen sat på spidsen, det er den barske virkelighed, vi ser i øjnene. Og det er vigtigt for Medina at føje det her indtryk til turen.

– Jeg føler, vi har set meget af alt det, der fungerer. For at vi bedre kan forstå, hvordan de her flygtninge har det, må vi have den her situation med, siger hun.

– Og selvom jeg har set det før, bliver jeg da rørt helt vildt, helt dybt ind i hjertet, når jeg står her. Det ville være mærkeligt andet. Det er jo en situation, de fleste kun hører om eller ser gennem en skærm på deres tv. At opleve det i virkeligheden kan være ret voldsomt, siger Medina

Flygtningesituationen er ikke fremmed for hende. Chilensk blod løber gennem hendes årer og farver flere grene af familiens stamtræ.

Datter af en flygtning

I barndomsbyen Aarhus voksede hun op som Andrea Fuentealba Valbak i en boligblok med sin danske mor, og sin far, Alejandro, som er flygtning fra Chile, sin bror og søster. Faderen fortalte sin datter mange historier om sine oplevelser på flugt.

– Min far er grunden til, jeg skabte det her projekt for at hjælpe flygtninge, men jeg blev helt sikker på, at jeg skulle gøre det, da jeg i 2015 befandt mig på den græske ø Kos, hvor jeg lige pludselig stod midt i et væld af mennesker på flugt.

– Altså flere hundrede, måske tusinde, jeg ved det ikke, flygtninge, de var bare overalt. Svømmede i land med deres babyer, voksne, der vandrede igennem ild og vand uden sko på, mennesker der så deres kære dø lige for øjnene af dem, og de måtte bare kæmpe videre. Der blev skudt efter dem i bådene, så de kunne få lov til at synke. Det er så fucking sindssygt, siger Medina.

– Jeg ville gerne gøre en forskel for de her flygtninge. Og det føler jeg, jeg er i gang med. Der er noget, som ændrer sig i mig hver gang, jeg er af sted. Og allerede her efter et år sidder folk fastansat på Mevation, og det, synes jeg bare, er totalt sindssygt. Det er fucking fedt. Det siger jo noget om, at jeg gør noget rigtigt, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Jeg går i skole hver dag, så jeg kan blive advokat eller læge, når jeg bliver voksen"

Ingen spildtid

Det er tredje gang, at Medina er af sted på en såkaldt "uddannelsesrejse" med Folkekirkens Nødhjælp, som har til formål at sætte sangerinden ordentligt ind i den humanitære situation forskellige steder i verden.

Her i Kakuma bor hun i et lille værelse, hvor malingen skaller, og farverige vandspande gaber med reservevand til de timer, hvor beholdningen ellers er tom. Over sengen svæver et myggenet, som hun sover under. Hendes cremer er oppustede, ligesom hendes øjne, da alarmen ringer om morgenen før kl. 07. Så snoozer hun så længe, hun kan. Står op, tager tøj på og – efter 10 minutter – skynder sig ud for at spise morgenmad i fællesområdet i medarbejdercampen.

Der bliver for det meste serveret kulhydrater som brød, etiopiske pandekager, kartofler, melkugler, og hun spørger kokkene, om hun ikke kan få serveret lidt tomater morgenen derpå? Hendes krop bliver så træt af gluten. Her er varmt, og airconditionen virkede ikke i nat, den stoppede med et brøl fra tid til anden og satte så i gang igen. Så kroppen er opvarmet i denne tidlige morgentime, og svedperler sætter sig på overlæben, da Medina drager ud i Kakuma for at møde flygtningene og høre deres historier. Hun er opsat på, at turen ikke må være spildt.

– Det er fint nok at høre skæbnehistorier, og det vil jeg også gerne, men det bliver meget hurtigt det samme. Nu har jeg hørt flygtningehistorier hele mit liv, så jeg vil hellere i gang med at hjælpe ved at være kreativ og finde på konkrete løsninger, siger hun.

Tro, håb og søde kartofler

Det sviner lidt på den hvide T-shirt, da Medina, ikke længe efter – og sammen med flygtningene – graver køkkenhaver af søde kartofler og afarter af spinat i den næringsfattige jord. Først er hun skeptisk.

– Det virker bare så... iscenesat, siger hun opgivende:

– Så skal jeg sguda deltage rigtigt! Det er ligesom de der ambassadører, som er her i tre timer, og så kører de igen. Jeg gider ikke være sådan én, siger hun.

Men alle virker glade for, hun gør det, og de grønne fingre arbejder videre. Ligesom dengang Medina lå i haven med sin mor og nussede om grøntsager i Aarhus foran barndomshjemmet. På vejen boede flere flygtninge, som Medina legede med.

Mødet med dem og deres historier har givet hende et andet perspektiv på livet.

– Jeg er vokset op med og har kendt flygtninge i hele mit liv. I Aarhus boede vi blandt virkelig mange forskellige nationaliteter, så jeg har haft mange flygtningevenner. For enden af mit hus boede f.eks. en stammekonge med sin søn, som var prins – de var nok højst sandsynligt flygtet et sted herfra (Kenya, red.).

– Vi var venner dengang, og med min baggrund og opvækst tror jeg bare, forståelsen for forskelle mellem mennesker er noget, jeg bærer rundt med mig, siger Medina, og det har været nødvendigt de gange, hun selv er blevet mødt med et firkantet syn på sine chilenske rødder.

– Det er meget personligt for mig, men jeg har da selv fået nedladende kommentarer, da jeg var lille, fra gamle damer i bussen, som påpegede, at jeg så anderledes ud. Og så er det ikke engang meget, jeg ligner en fra et andet land; jeg er bare mørkhåret. Og det har selvfølgelig gjort vanvittigt stort indtryk på mig, siger Medina.

LÆS OGSÅ: Videodagbog - Medina besøger flygtninge i Kenya

#Mevation

I barndomshjemmet voksede ikke kun grøntsager, men også en kærlighed til musik. Kælderen i boligblokken blev bygget om til et musikrum, hvor der blev danset og spillet sange. Og det var netop musikken, der skulle blive Medinas levevej. Her godt ni år efter hun for alvor blev kendt med hittet "Kun for Mig", har hun opbygget sig en stærk karriere og er i dag Danmarks største, kvindelige popstjerne.

Medina har inden for de seneste ti år været en af de mest sælgende artister i Danmark. Hendes internationale debutalbum "Welcome to Medina" er udgivet i store dele af Europa, og sangerindens nyeste single, "Det smukkeste", farver alle radioflader lige nu.

Med til stjernelivet hører makeupartister, kold champagne, lakerede negle, fly på førsteklasse og massører til myoserne i nakken. Og for Medinas vedkommende flere hundrede tusinde følgere på de sociale medier, især unge piger.

Mevation skal ramme de unge. Hvorfor er du en god ambassadør for dem?

– Det er jeg jo præcis, fordi der er så mange unge, der følger mig og synes, det er interessant, det jeg laver. Og jeg har en nem måde at kommunikere med de unge på (gennem de sociale medier, red.), så det gør jeg. Det er de unge mennesker, vi skal fokusere på; de er den næste generation, som skal tage over, når vi ikke kan mere. Det er dem, vi skal snakke med – det er sgu ikke de gamle, sure røvhuller, der allerede har slået sig fast på en mening og føler, de er for gamle til nogensinde at kunne ændre sig, siger Medina.

Det er småt med wifi-forbindelsen her i Kakuma, det er kun i en afgrænset baggårdsfirkant i "medarbejdercampen", at det er til at finde et lille hul til resten af verdenen. Det kræver flere halve og hele kvarter – og et langt kodeord med snabel-a og stjerner – at lægge noget op; signalet skal findes i Nairobi.

Så Medina offline-arkiverer alle sine øjeblikke fra Kakuma; kvinder med jord i næsen, børn med store maver, hullede blomstermadrasser, mænd i falske Louis Vuiton-trøjer, der må slå ansigtet med fodboldtrøjer for at få luft fra varmen. Billeder af sig selv; fra en bus, fra et vindue på business class, fra FN-flyet og en solnedgang over Kakuma.

Når Medina kommer hjem til wifi-hullet, deler hun sine øjeblikke med resten af verden;

"I must say... This is a lot to take in" og "I am overwhelmed to meet so many young people still having hope for a bright future only weeks after losing their families and childen" #kakumarefugeecamp #kenya #medina #mevation <3 #flag

... skriver Medina, det er den første dag i Kakumalejren. Postet får hurtigt flere tusinde likes og flere kommentarer, "Welovemedina, medina_foraltid og maria_t_a skriver:

"Verdens sejeste",

"Stolt mediva! Du er for sej <3",

og "Fantastisk rollemodel <3".

Den gode ambassadør

Tilkendegivelser er hengivne, medivaerne er stolte, Medina er filterløs og kærlig over for hendes fans, men resten af Danmark er splittede; involverer sangerinden sig kun i nødhjælpsarbejdet for at skabe opmærksomhed omkring sit eget brand?

– Det der med "nu kommer stjernen og redder hele verdenen" – det er jo ikke det, det handler om, siger Medina:

– For jeg er her jo egentlig ikke så meget med mit stjerneliv. I flygtningenes øjne er jeg jo heller ikke en stjerne, kan man sige. Jeg kæmper lige så meget personligt for den her sag og prøver at fokusere på det arbejde, der ligger her.

– Men selvfølgelig gør det, at jeg er en "stjerne", at jeg kan nå bredt ud med Mevation til en masse mennesker. Det er jeg klar over, og det vil jeg jo gerne have, så der er flere, der kan få øjnene op for situationen.

Derfor er Medina på hele tiden på sådan en tur. Hun får sjældent et øjeblik for sig selv og er bogstaveligt talt omringet; hun har et videokamera i hovedet, to journalister i nakken og et utal af børn rundt om benene, når hun bevæger sig gennem Kakumalejren.

Følelserne sidder uden på tøjet, og tårer glimter i øjenkrogene, da hun møder to kvinder på flugt fra de mænd, som vil slå dem ihjel.

Hendes grønne plastikstol giver et knæk, da hun læner sig frem mod pigerne for at berolige dem, hvisker: "Bevar håbet, I er stærke". Spørger så: Hvordan kan vi gøre situationen bedre?

Hun er en god ambassadør, Medina.

Går all-in på mødet med de mange flygtninge. Sympatiserer, inspirerer, spørger ind og deler ud af sine spontane idéer. Hun vender hver en oplevelse og stiller sig også kritisk over for sin egen måde at være på i lejren.

For eksempel da hun sidder i rundkreds med et af flygtningelejrens talentfulde dansehold; den ene halvdel af cirklen er sort, den anden hvid.

– Nej, nu flytter jeg mig altså! siger Medina bestemt, da hun griber sin plastikstol og bryder cirklen og farvekoordineringen.

Sætter sig midt imellem flygtningene.

Det her projekt er noget, hun brænder for.

Selvom flere tvivler.

Hvordan forholder du dig til dem, der tvivler på, at din interesse i flygtningesituationen er ægte?

– Jeg har ikke noget at sige til det, det er smålighed. Jeg ved, det er det rigtige, jeg gør, og der er en masse, der bakker mig op, og det er dem, jeg fokuserer på. De andre må sige, hvad de vil.

LÆS OGSÅ: Nadia Nadim: Fra flygtning til fodboldstjerne

Tæt på Medina

Og det gør de. Siden begyndelsen af projektet er Medina blevet presset ud i tovene, og mistilliden til pressen er vokset i takt med, at hun har betroet sig til journalister og andre, som – ifølge sangerinden – ofte forvrænger de ord og historier om sig selv, hun så sjældent deler.

– Jeg er blevet ført bag lyset så utrolig mange gange. Når jeg er blevet interviewet og går derfra og tænker "det var da en god samtale". Så er det utrolig hårdt, når der dagen efter står dårlige ting om mig, og jeg føler, jeg bliver stukket i ryggen. Når man har oplevet det tilpas mange gange, så gider man til sidst ikke at gøre det længere, siger Medina.

Derfor er sangerinden også blevet mere sky over for pressen. Hun bruger ofte sine egne platforme til at gøre opmærksom på sig selv og sine projekter, og hvorfor egentlig ikke? Hun har otte gange flere følgere på Instagram end Danmarks største avis. Fra Kakuma lægger hun både instastories, snapchats og Facebookopslag op fra lejren.

– Alle er på sociale medier, og mit arbejde gør, at jeg bliver nødt til at være synlig dér. Men egentlig er jeg sindssygt privat, du har ingen idé, så det der med, at folk tror, jeg udleverer mig selv her og der, og dadada, det kunne ikke være mere forkert, griner Medina:

– Det gør jeg ikke. Alt, hvad jeg poster, er arbejde eller arbejdsrelateret eller noget, der kan relatere til noget, der har med arbejdet at gøre på et senere tidspunkt.

Hvordan lever du i det forhold at være kendt og "sindssygt privat"?

– Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan mit liv ellers ville være, så det er jo bare normalt for mig. Jeg har jo lært, hvordan jeg skal være, de sidste 10 år, jeg passer på mig selv og gør bare det, jeg skal gøre. Fokuserer på det, jeg skal fokusere på, siger Medina.

Havde du selv en idé om, at der ville blive skabt så meget røre, da du gik ind i projektet?

– Nej, det kunne jeg da ikke forestille mig i min vildeste fantasi, lige netop fordi... hvis du ikke bryder dig så meget om mig eller det, jeg laver, så fokuser da på det, du bryder dig om!

Kakumas udsigter

Medina lukker og lyner sin håndbagage. Det er tid til at tage det lille FN-fly tilbage til Nairobi, fire dage er gået, og den bumlede vej i bilen hen til flyvepladsen er fuld af tunge tanker. Vingepropellerne hvirvler det tørre jord op, da flyet letter i heden.

Der går ikke længe, før man kan se hele flygtningelejren fra oven. Medina kigger gennem det lille, kondensduggede vindue. Ned på lejren, hvor middagssolen bager på de små, hvide teltdugstage. Her går alt sin vante gang, nøjagtigt ligesom sangerindens arbejde med Mevation.

– Jeg tager det stille og roligt. Det er vigtigt for mig, at Mevation ikke vokser sig kæmpe stort fra den ene dag til den anden, for så kan jeg ikke følge med. Så kan jeg ikke holde styr på, hvad der foregår, og så kan jeg ikke gøre det her rigtigt.

– Og det vil jeg gerne, siger Medina:

– For projektet skal leve videre – også den dag, jeg ikke er med mere.

Mevation

... er en sammentrækning af Medina, motivation, og nation. Kampagnen er en del af Medinas ambassadørarbejde for Folkekirkens Nødhjælp og har til formål at oplyse unge om verdens flygtningesituationen og motivere dem til at gøre en forskel.

Shop og støt

Medina har i samarbejde med tøjbrandet Custommade og onlinebutikken Bootz.dk designet en elegant tøjkollektion med alt fra læderjakke til nederdele. Gå ind på Boozt.com/mevation og shop med god samvittighed. Overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælp.