Valg i USA: Det har Obama-parret betydet

Michelle Obama har planer om at male det Hvide Hus grønt. Hun mangler bare at beslutte sig for, om det skal være græs- eller armygrønt, kunne man på et tidspunkt læse i en artikel.

Tanken er sjov, og farven ville være et perfekt symbol på Michelle og Barack Obamas visioner om en fredeligere og grønnere verden. Men det var naturligvis en joke, leveret af et af de online magasiner, der skriver om væsener fra det ydre rum og andre lidt for fantasifulde historier.

Men selv om de berømte mure på Pennsylvania Avenue i Washington DC stadig er kridhvide, har Obama-parret på mange andre måder skabt nye toner i præsidentboligen.

Da de rykkede ind med deres to døtre for fire år siden, var de ikke bare prototypen på en sund kernefamilie. Men den amerikanske drøm i en helt ny version.

Barack og Michelle Obama skrev historie som det første afroamerikanske præsidentpar. Og uanset hvad man ellers kan fokusere på af modgang, økonomisk krise, høje arbejdsløshedstal og politiske angreb, har Obama alene på grund af sin hudfarve skabt én væsentlig ændring:

I et land hvor fællesforståelsen bygger på, at du er din egen lykkes smed og kan opnå den amerikanske drøm, hvis du smøger ærmerne op, har det enorm betydning, at hudfarve ikke længere er nogen begrænsning. Visheden om, at selv verdens mægtigste job er inden for rækkevidde, har for altid forandret perspektiverne for alle etniske grupper i landet.

Rollemodeller

Barack og Michelle har fået stor magt og indflydelse som rollemodeller. Og når man kigger tilbage på deres mange timer i rampelyset de seneste fire år – fra deres tætte dans ved indsættelsesfesten til politiske taler og rejser rundt i verden – er ordet ”afslappet” et af de første, der popper op.

Michelles meget kærlige, ligefremme og sjove attitude har smeltet mange kommentatorer rundt om i verden. Hvem husker ikke, da hun under et officielt besøg i England blidt rørte ved selveste dronningen? Et klart brud på etiketten. Men det virker, som om Michelle går mere op i forholdet til andre mennesker end regler på et stykke papir.

Med samme afslappede stil scorede Barack Obama selv mange point, da han til et vælgermøde i New York sang første linje af Al Greens ”Let’s Stay Together”, ”I’m so in love with you...”, fra talerstolen.

Politisk gjorde Obama sig ret hurtigt bemærket ved at føre især udenrigspolitik i en helt ny forsonlig tone. Den militante, konfronterende Bush doktrin, ”enten er I med os eller imod os”, forstummede, og efter kun et år på posten blev Obama tildelt Nobels Fredspris. Kritikere mente, at det var alt for tidligt, og at han endnu ikke havde ændret noget. Men komiteen gav den netop på grund af hans ekstraordinære indsats for at styrke internationale diplomatiske bånd og samarbejdet mellem mennesker.

Trods Obamas fredselskende image er verden stadigvæk i krig med Afghanistan, og der sidder endnu fanger i Guantanamo på trods af hans løfter om at lukke fængslet.

Kursen er ikke desto mindre stadigvæk fred, understregede han i sin tale til Kongressen i september.

”For fire år siden lovede jeg at afslutte krigen i Irak. Det gjorde vi. Jeg lovede at fokusere på de terrorister, der angreb os den 11. september. Og det har vi gjort.  Vi har stækket Talebans momentum i Afghanistan, og i 2014 vil vores længste krig være slut.”

Fra Wall Street til Main Street

På hjemmefronten har Obama fokuseret meget på at skabe et samfund, hvor alle spiller efter de samme regler, fra finansverdenens top til den almindelige mand på gaden. Fra Wall Street til Main Street, som han ynder at sige.

Har fire år med demokraten Obama ved roret så helt konkret ændret hverdagen for den fattige afroamerikaner hjemme i præsidentens gamle nabolag i det sydlige Chicago?

Ikke det helt store.

Modstanderen Mitt Romney kan smide fakta om lav vækst og en arbejdsløshed på over 8 procent i hele regeringsperioden i hovedet på vælgerne, og som Forbes Magazine konkluderede, har Obama fejlet på flere af de afgørende økonomiske områder, man vurderer en administrations succes på.

På den anden side kan præsidenten fremhæve den økonomiske hjælpepakke på 787 millioner dollars, der forhindrede økonomisk kollaps i 2008, og en redningsplan for bilindustrien og dermed også Detroit. Hans kamp for bøsser og lesbiskes rettigheder, hjælp til studerende og sundhedsreformen Obama Care, der har sikret 32 millioner mennesker en sundhedsforsikring.

Samtidig lægger præsidenten i sine indlæg og taler heller ikke skjul på, at den indbakke, der ventede på skrivebordet i det ovale kontor den 1. januar 2009 ikke er blevet lettet synderligt, når det gælder krisens helt store problemer med arbejdsløshed og dårlig økonomi. Det tager tid, og der er brug for fire år mere, appellerer Obama.

Politik fra urtehaven

Michelle støtter ham i at gøre en forskel og ændre verden fra sit domæne, som lidt firkantet sagt er urtehaven og spisebordet.

Selv om hun ikke ligefrem har malet det Hvide Hus grønt, er hun i fuld gang med at sætte sit grønne fingeraftryk på verden og har skabt en meget berømt urtehave på South Lawn ved præsidentboligen. Der er oven i købet kommet en bog om haven, og den handler ikke bare om at komme med sæsonens tip til gulerødder og kartofler. Michelle Obama er blevet verdens nok mest berømte eksponent for den store trend urban gardening, og fra bedene har præsidentfruen dyrket og spredt sine ideer og holdninger om bæredygtige dyrkningsformer, landbrugspolitik, skolehaver og ikke mindst sund kost til børn.

I en spydig kommentar ironiserede den engelske avis The Guardian over, at Michelle Obama med en af de meste prestigefulde uddannelser bag sig har valgt noget så husmoderligt og ufarligt som en urtehave som mærkesag. Andre har kritiseret hendes tanker om bæredygtighed og promovering af lokale markeder og afstandtagen til de store landbrug for at være ensidig og fejlslagen.

Kritikken understreger vel netop, at Michelle ikke bare har gang i lidt husmoderligt, selvforsynende tidsfordriv, men rent faktisk dyrker en have, som symboliserer meget større tanker.

Læs også: Stilikonet Michelle Obama

... og fra spisebordet

Haven er et vigtigt afsæt til at promovere et andet sundt initiativ, Let’s Move, hvor hun forsøger at få den amerikanske ungdom til at røre sig, spise sundere og dermed komme de store overvægtsproblemer til livs.

”Det vigtigste er at få forældre til at forstå, at det her et stort problem. Over hele landet stiger antallet af overvægtige. Vi vil gerne opmuntre forældre til at ruste sig selv med information og løsninger. Der er ikke bare én løsning på et så kompliceret problem. Men forældre kan skabe små, meningsfulde ændringer med en stor effekt,” har hun blandt andet sagt om initiativet.

Hos familien Obama er der faste rutiner om spisebordet. Barack Obama spiser stort set hver aften sammen med familien kl. 18.30. Selv middagsmaden har en snert af politisk værdikamp over sig. For som Michelle siger:

”Som land har vi lidt mistet troen på, at det er vigtigt. Mange af os voksede op med den slags vaner. Vi sad rundt om det lille køkkenbord, ligegyldigt hvad mine forældre lavede, hvad de tjente eller ikke tjente, var det vigtigt at spise sammen, og det var noget, vi tog for givet. I dag har samfundet skubbet os i en anden retning, fordi vi har så travlt.”

Eksemplets magt er nogle gange det stærkeste våben. Og når en af verdens nok mest travle mænd, selveste præsidenten, har tid til at sidde ned med familien, bliver det næppe stærkere.

Præsidentens primære støtte

Før præsident-tiden var Michelle Obama involveret i børnenes skole i Chicago, den progressive The Lab, hvor hun sad i bestyrelsen. Ligesom hun også som advokat har arbejdet med lokale tiltag og socialt arbejde.

Så engagementet og ideerne er ikke nye, hun har bare fået en meget synlig platform at arbejde fra. Flere kommentatorer har dog også bemærket, at hun meget klogt har styret uden om det storpolitiske minefelt.

Men hvis man skal tro bogen “The Obamas” af Jodi Kantor fra The New York Times, er Michelle faktisk slet ikke så dum til alt det med politik. Faktisk er hun en af de mest centrale personer i Obamas nærmeste kreds. Hun har støttet ham enormt og været meget på vagt over for, at hans idealer og visioner ikke skulle drukne i konventionel politisk tankegang.

Frihed og bare skuldre

Det er ingen hemmelighed, at Michelle slog sig noget i tøjret, da familien flyttede ind i deres nye offentlige liv for fire år siden og opdagede, at hvert et skridt bliver overvåget. Ifølge bogen ”The Obamas” havde hun det meget svært med, at hun ikke kunne lufte hund uden en vagt eller indrette den private fløj uden indblanding.

Trangen til at gøre sig fri af de snærende bånd og konventioner, som følger med rollen, er også tydelig, når det gælder Michelles tøjstil.

De mest konservative har klandret hende for at være direkte upassende klædt ved flere officielle begivenheder, fordi hun ofte ynder at vise bare skuldre.

Modefolket derimod har næsten konsekvent vendt tommelfingeren op. Hendes valg af ofte lidt mere moderne snit, mellem-dyre designere og klassiske cardigans i funky farver klæder hendes afslappede personlighed. 

At mode også er politik, har præsidentfruen forstået, og hun sender ofte stærke signaler med sin garderobe. Tag for eksempel den kirsebærfarvede Tracy Reese kjole, som hun bar ved sin vigtige tale til demokraternes partikonvent i september. Den kostede ifølge Vanity Fair ca. 400 dollars – langt mindre end Ann Romneys til knap 2.000 dollars. En forskel, som pressen naturligvis penslede ud til Obamas fordel. Valget af designer var heller ikke spor tilfældigt. Tracy Reese er en af de få afroamerikanske designere, der har formået at få succes i modens verden.

Ved at vælge hendes design slog hun tre fluer med et smæk. Hun scorede modepoint, støttede en amerikansk designer og gjorde også noget helt konkret for sine afroamerikanske medsøstre.

Bemærk i øvrigt, at hudfarve er noget, hun sjældent slår direkte på. Det er ikke nødvendigt, fordi hendes blotte tilstedeværelse på den internationale politiske arena har stor betydning for andre sorte kvinder. Og det kunne også potentielt støde andre kvinder væk.

Mode er gået hen og blevet en stor interesse, og hun er blevet mere poleret med årene. En gennemgående ros er dog, at hendes tøj som regel altid er underspillet, og at hun ikke er endt i en forudsigelig førstedame-uniform.

Ved ganske enkelt at være sig selv har hun opdateret rollen som præsidentfrue.

Akkurat som Jacqueline Kennedy er hun blevet et vigtigt stilikon, der har været direkte årsag til overskud for adskillige tøjfirmaer.

Masser af loooove

Sammenligningen med Kennedy passer på flere måder. Tilbage i de spæde 60’ere bragte John F. og Jacquline Kennedy nye toner og tider med sig ind i det Hvide Hus. På tilsvarende måde har Obama-parret vist, hvordan man kan være moderne familie midt i den mest magtfulde politiske højborg.

Hvor meget den slags har påvirket og ændret verden, er svært at måle. Og hvor meget bedre verden ser ud med Obama ved roret, afhænger nok mest af politisk overbevisning.

Men man kunne også vende spørgsmålet om. Har Obama selv ændret sig efter fire år, som har været hårde, prøvende og indimellem skuffende?

Det var præcis, hvad Michelle Obama gjorde ved konventet i september i en af de mest roste førstedame-taler nogensinde.

”At være præsident ændrer ikke den, du er, det fremhæver den, du er,” lød en af hendes mest effektive sætninger i en tale, der scorede toppoint hos kommentatorer. Den tidligere chef-taleskribent for præsident Jimmy Carter, Gordon Stewart, mener ligefrem, at Barack Obama mere end nogen anden præsident i historien kan takke sin kone, hvis han bliver valgt igen d. 6. november.

”Hendes tale kædede Obamas personlige historie direkte sammen med de millioner af vælgere, der kæmper for at undgå at blive den første amerikanske generation, der ikke kan give deres børn bedre muligheder, end de selv har haft, og trak således en kontrast op til Mitt Romney som en unavngiven, men umiskendelig karikatur af de privilegerede, uden at overskygge talen med negativitet.”

Her var den igen. Den positive tone. Og selv om Barack Obama ikke som sidst holder sig for fin til at træde på modstanderens ømme tæer i valgvideoer, udstråler parret, at de stadigvæk er autentiske i deres passion for at ændre verden.

De gav verden håb, da de skrev historie som det første afroamerikanske præsidentpar.

Så spørgsmålet er, om hr. og fru Obama kan bevare eller genskabe troen og håbet.

Måske med lidt hjælp fra den kærlighed, som Michelle i høj grad er eksponent for. For der var masser af ”love” i hendes tale og opfordring til at give Obama fire år mere.

Læs også: Michelle vs. Ann - hvem vandt?