Mette Blomsterberg om forældres skilsmisse: "Det fyldte meget"

0-10 år - Uafhængig ligesom mor

"Det første, jeg tænker på, er familie. Vi var egentlig en velfungerende familie med mor, far og søskende, der stod op om morgenen og gik ind i hamsterhjulet. Men da jeg var syv år, blev mine forældre skilt, og det fyldte meget hos mig i det årti, selv om der også er mange dejlige minder, og der i sidste ende kom noget bedre ud af det. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den skilsmisse ikke kom til at bo i mig. Min mor knoklede for at få det hele til at hænge sammen, men på den anden side blev hun også fri, så selv om skilsmissen var hård, gjorde den noget godt for min mor. Der kom ro på, og først derefter gik det op for mig, at der havde været krig. Jeg var lillesøsteren, der ikke havde opfattet så meget af, hvad der skete mellem mine forældre, som mine brødre havde. Den arbejdsomme mor bor stadig i mig, for hun lærte mig, at man skal være uafhængig og kunne klare sig selv. Det er både godt og skidt, for egentlig er det jo et godt værktøj at have med sig."

10-20 år - "Der bor min søster"

"Jeg flyttede til Fredensborg med min mor og min ene storebror, og jeg startede i en ny skole. Det hele lysnede for vores lille familie, jeg fik nye venner og min første rigtige kæreste som 13-årig. Verden åbnede sig, og jeg kom i praktik som 14-årig som konditor, og der fandt jeg min hylde. Jeg har arbejdet, siden jeg var 12, for der var ingen skattekiste derhjemme, man bare kunne tage af. Jeg passede børn og gjorde rent hos nogle mennesker i Fredensborg, og da de flyttede til Holte, betalte de endda min transport frem og tilbage, for at jeg kunne blive hos dem. Jeg vaskede også op på en restaurant, der hed Prinsessen. Jeg vaskede op, vaskede op og vaskede op, og restauranten gemte altid de snavsede glas til mig om morgenen, fordi jeg var så god til at vaske og pudse glas, sagde de, men når jeg er god til noget og modtager anerkendelse, gør jeg det gerne."

"Der var ikke meget fest i gaden, efter jeg kom i lære i Kransekagehuset i København som 16-årig, hvilket jeg gik op i med liv og sjæl. Men det betød også, at jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, for det var ikke muligt at pendle til Fredensborg. Jeg flyttede ind på et kollegie i Hvidovre – et råt sted. Det var ydre København og ikkB kun pæne unge mennesker. Når jeg skulle tidligt af sted om morgenen, sad folk og røg mærkelige ting ude på gangen. De andre beboere levede af pasta med ketchup, mens jeg stod i fælleskøkkenet og marinerede ting og lavede rigtig mad fra bunden. Min storebror kom og spiste hos mig hver onsdag, og han sagde, at når han kom kørende til kollegiet, kunne han se alle værelserne med rispapirlamper, men i ét vindue var der masser af levende lys, og så tænkte han: ”Der bor min søster.” Men det var fedt at flytte hjemmefra og købe sin første sofa for egne penge. Jeg var mere stolt af det, end da jeg senere vandt bronze til VM. Det er en fantastisk følelse at kunne klare sig selv."

20-30 år - Med krum ryg og skridsikre sko

"Det var arbejde, arbejde og arbejde, for jeg investerede i min egen karriere. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næsten ikke huske, hvad der rørte sig i 1990’erne, og hvad man for eksempel hørte i radioen. Jeg stod bøjet over et køkkenbord i ti år og kiggede kun op, når nogen sagde mit navn.

Først blev jeg chefkonditor på Sølyst, hvilket var en høj stilling på et fint sted, men i 1995 blev jeg selvstændig med min café på Glyptoteket. Henrik og jeg boede i en lille lejlighed i Helsingør, for udgifterne skulle skæres helt ned."

"Jeg startede næsten på bar røv, for jeg havde aldrig haft en børneopsparing. Heldigvis kendte mine leverandører mig, for jeg gav dem en bestillingsliste og bad dem stole på, at pengene nok skulle komme – i starten købte jeg på klods, og hver gang jeg tjente penge, betalte jeg en regning. Jeg arbejdede 16-18 timer i døgnet, og derudover sov jeg. Min mor kom og hjalp mig uden at få løn for det, og Henrik købte ind for mig. Så ansatte jeg en ung pige, og en deltidsansat blev til en fuldtidsansat, og to knive blev til flere. Det gjorde noget godt for mit selvværd, for alt, hvad jeg investerede af mig selv, kom tifoldigt igen. Men på den måde gik 90’erne med krum ryg og skridsikre sko. Jeg red på en bølge og gav den gas, indtil vi stiftede familie. Når det så er sagt, var der også middagsselskaber, hvor jeg faldt i søvn ved spisebordet. Det gjorde mig ikke noget, for jeg havde jo selv valgt det arbejde. Jeg er glad for, at jeg blev selvstændig, inden jeg blev mor, for ellers var det måske aldrig sket."

30-40 år - Det er mig, der er moren

"Jeg blev mor og havde min egen virksomhed, og indimellem har der ikke været meget broderie anglaise over det, når man skal hente et barn i børnehaven, har travlt på jobbet, og der er opkast i barnevognen. Henrik har altid været en fantastisk far, men det er mig, der er moren, og jeg elsker at have morrollen og være husmor. Jeg kan godt se, at jeg på nogle måder er lidt klassisk i kønsrollemønsteret, selv om jeg både er selvstændig og forsørger af en familie. Men jeg er også hende, der elsker at komme i bund med vasketøjet og stå ved kødgryderne. Ja, de yngre kvinder vil nok tænke: ”Godt det ikke er mig,” men man skal jo gøre det, man har lyst til, og jeg var glad, når jeg havde vasket mine pigers flyverdragter og forberedt at skulle have middagsgæster."

"Folk spørger altid, om jeg ikke har en hobby, men jeg har simpelthen ikke brug for at have en drejebænk i kælderen, for mit liv fungerer godt på min måde. Det er i det hele taget underligt, når andre synes noget på dine vegne. Der har været perioder, hvor jeg har syntes, det er mig, der laver alt det huslige, men jeg kan godt lide at vide, at der er styr på det. Mit hus er mit sted og mit hood og her, jeg har hjemme. Når jeg er hjemme, er det af med bh’en, bare tæer, røre en dej og tænde et par stearinlys."

40-50 år - Hårde beslutninger

"Jeg udgav flere bøger og lavede mit eget tv-program, Det søde liv, som blev sendt fra 2010, åbnede en webshop og to år efter kom min bageserie. Så kom Den store bagedyst, hvor jeg var dommer i fem sæsoner, og jeg svingede endda hofterne i Vild med dans, så jeg blev gradvist en offentlig person, og det var nok meget godt, for jeg tror, det er hårdt, når det sker meget pludseligt. Men det bliver altså meget massivt, når du laver et kageprogram med en million seere. Jeg gik med i det for at få danskerne til at tage børnene med i køkkenet, og det var dejligt at lave nørde-tv."

"Årtiet sluttede med, at jeg i 2019 var nødt til at lukke min café i Lyngby. Det var mest af alt ærgerligt og en ret dyr løsning, for jeg havde brugt mange penge på at få det til at lykkes. Konkurs lyder aldrig ret godt, men det var nødvendigt at tage ansvar for den forretning, jeg drev, og jeg føler, jeg lukkede døren pænt og betalte de regninger, jeg kunne. Jeg har siden tænkt på, at jeg ville kunne have sparet mange penge på at lukke mere kynisk, men jeg ville kunne se mig selv i øjnene. Det er godt, at der findes mennesker som mig, der kaster sig ud i noget, for ellers var der jo ikke arbejde til de ansatte."

50- - Stadig kagedej på fingrene

"I april 2020 mistede jeg min bror. Det var så smerteligt at se ham forandre sig i takt med, at alkoholen blev hans bedste ven. Jeg har også tidligere mistet både min mor og min svigerinde, og det har været hårdt hver gang, men det har også været vigtigt for mig at lære, at min liv ikke er lutter lagkage.

Mit arbejdsliv har forandret sig meget, så det nu især handler om formidling. Jeg laver bøger, tv, events for virksomheder, foredrag og har en webshop. Jeg har stadig kagedej på fingrene, når der for eksempel skal testes opskrifter og bageudstyr eller tages billeder til kogebøger. Jeg kan godt savne at drive et sted, men jeg må se i øjnene, at økonomien er et andet sted. Det fede ved at blive ældre er, at du bliver klogere på, hvor du har det bedst. Jeg vil altid blive helt høj af at skulle lave 600 petitfours inden klokken 14, men det kan også være en klods om benet."