Mette Frederiksen: "Vi skal lære vores børn, at vores kærlighed til dem ikke er betinget af, hvad de gør eller kan præstere"
Der er ingen fare for, at der går hamsterhjul i hverdagen hjemme hos Mette Frederiksen, hvor et hus fuld af teenagere og et job som statsminister holder hende travlt beskæftiget. Og nå ja, så skal hun også giftes til sommer.
Statsminister Mette Frederiksen, 41, er udpræget A-menneske, men hendes arbejde kræver, at hun også kan tage aftenerne i brug. Hun er også et “sultent menneske,” der prioriterer det store morgenbord med sin kæreste og deres fire sammenbragte børn hjemme i Hareskoven. Eurowoman var inviteret på ostemadder og sort kaffe på hendes kontor i Statsministeriet,
Hvad er det første, du gør, når du vågner om morgenen?
– Går i bad. Jeg står op ved 6-6.30-tiden, og jeg kan ikke tænke klart, før jeg har fået mit bad.”
Hvordan starter dagen bedst?
– Jeg vil helst være den første, der står op, så jeg har den første del af dagen helt for mig selv. Katten får morgenmad først, for hun finder sig ikke i andet og har endda lært en teknik, så hun selv kan åbne lågen. I weekenderne elsker jeg at starte med aviserne og en lille morgenmad – ostemad og kaffe – inden resten af familien vågner, og vi får et større måltid. Jeg er helt grundlæggende et sultent menneske og er vokset op med, at der skal fyldes energi på fra morgenstunden. Så selv på hverdagsmorgener er der altid æg af en slags, smoothie, ristet brød og måske bagt parmaskinke.”
Hvad ville du ønske, du havde tid til om morgenen?
– Jeg ville ønske, at jeg kunne løbe en tur hver morgen. Bare fire-fem kilometer. Det når jeg ikke. Men jeg sørger for at løbe eller træne i hvert fald to-tre gange om ugen.”
Er du A- eller B-menneske?
– Totalt A-menneske. Jeg kan sagtens arbejde til sent, når jobbet kræver det, men jeg vågner altid af mig selv om morgenen, og jeg elsker at stå op.”
Hvad er din vigtigste opgave i hverdagen?
– At være til stede, hvor jeg er. Som statsminister, kæreste eller mor. Min rolle som statsminister kan jeg ikke træde ud af på noget tidspunkt, men derfor skal jeg stadig bestræbe mig på at være nærværende, uanset om jeg er ude i verden, eller jeg skal hjælpe med lektierne derhjemme.”
Kan du nogensinde holde helt fri?
– Nej, og det siger jeg uden fortrydelse. Jeg mener, at det er sundt, at vi slukker telefonen og går offline indimellem. Men det følger ikke med mit job at kunne det. Jeg skal altid være til rådighed. Da jeg blev statsminister, besluttede jeg ikke at bruge energi på personlige behov, og jeg overvejer ikke fraværet af dem. Dem har jeg parkeret.
Hvad skal du lave den dag, hvor du kan igen kan slukke telefonen og holde fri?
– Der skal jeg have et drivhus med det hele. Min mor, der desværre ikke er her længere, havde et drivhus, så det er nok der, fascinationen kommer fra. Du kan ikke skynde dig i et drivhus og prøve at lokke din agurk eller figen til at vokse hurtigere. Du må bare respektere tidens gang.
Hvad er dit mål for det nye år?
– At være en god statsminister. Det handler om, at jeg ærligt og oprigtigt sætter en retning som leder, går efter den og tør stå ved de dilemmaer, der opstår. Jeg stræber efter at være en statsminister for alle. Også dem, der ikke har stemt socialdemokratisk eller rødt. Det er helt afgørende, at jeg får bygget bro og samler danskerne om nogle fælles værdier i en verden, hvor der er så meget splittelse. Helt konkret skal jeg leve op til vores løfter om at være den mest ambitiøse regering, når det kommer til klima, og sikre retten til tidlig pension.
Tror du på nytårsforsæt, og har du selv nogen?
– Nej, for det kommer hurtigt til at handle om alt det, du ikke må. Spise kage for eksempel. Der har været så meget shaming de seneste år, og vi skal støtte hinanden i noget positivt i stedet. Nytåret skal hellere bruges til at gøre status over, hvad vi vil gøre mere af.
Hvad glæder du dig mest til i det kommende år?
– At jeg skal giftes. Til sommer. Min kæreste Bo friede for et stykke tid siden, så jeg har haft tid til at glæde mig.
Mange taler om hamsterhjulet. Er der også et hamsterhjul og rugbrødsopgaver, når man er statsminister?
– Der er masser af rugbrødsarbejde, i form af tal og statistikker, som jeg skal forholde mig til. Der er mange detaljer, som skal gennemgås, og møder, der skal holdes, for at have et oplyst beslutningsgrundlag at arbejde ud fra. Den del af jobbet har jeg det fint med, ligesom jeg også godt kan lide at gøre køleskabet rent og vaske tøj. Med fire teenagere i huset og et job som statsminister er der ingen fare for, at der går hamsterhjul i den. Og så kan jeg grundlæggende godt lide hverdagen. Det har jeg fra min far. Han sagde altid, at du ikke må gå og vente på ferien eller fridagene. Det er onsdag eftermiddag, der skal lykkes.
LÆS OGSÅ: 9 ting, vi glæder os til i 2020
Hvad ønsker du dig mest for dine børns fremtid?
– Jeg ønsker det samme for mine børn, som jeg ønsker for alle andres – kærlighed. At de lever et liv i gode, nære relationer. På mange måder lever vi i en tid, der handler om at stimulere selvtillid. Men selvværdet er jo meget vigtigere. Vi skal lære vores børn, at vores kærlighed til dem ikke er betinget af, hvad de gør eller kan præstere.
Hvad ligger der på dit natbord?
– Lige nu er det Delia Owens’ roman Hvor flodkrebsene synger, som er meget rørende. Det er så luksuriøst at læse noget, der ikke knytter sig direkte til arbejde, og jeg vil helst altid være i gang med en bog. Skønlitteratur er sundt for os, for det kræver, at vi er nysgerrige nok til at træde ind i andre menneskers verden og følelsesliv. Bøger gør os empatiske, for vi lærer hovedpersonerne at kende og får en bedre forståelse for dem og deres valg. Også når de er skurke. Jeg smider aldrig bøger ud, og min bogreol er blevet en fortælling om mit liv. Min yndlingsbog er Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee, men jeg har også Richard Llewellyns Grøn var min barndomsdal stående. Jeg fik den af min far, da jeg som barn lå på hospitalet med en brækket arm. Alle andre kom med slik og bamser. Han kom med socialrealisme.
Hvad er det bedste sted i verden at spise morgenmad?
– Det er derhjemme. Med den samme morgenmad, som vi spiser hver eneste dag.