Mette Frederiksen: Disse bøger læser jeg i sommerferien
Statsminister Mette Frederiksen har haft endnu et arbejdsår i coronaens tegn. Nu kan hun glæde sig til en sommerferie med Bo og børnene i sommerhus på Møn.
Hvad er dit bedste sommerminde fra din barndom?
Lige omkring den tid hvor jeg blev født, købte min farmor og farfar et træhus ved Bælum, som ligger 30 kilometer syd for Aalborg. Min far ejer stadig huset, og det var rammen om alle mine sommerferier, juleaftener og påskefrokoster. Min farfar havde en grøn Opel Kadett, og det bedste var, når vi blev kørt til Bælum i den. Så blev dannebrog hejst, æggekagen med bacon serveret, og der var Giro 413 i radioen. Og så var der altid min farmors rabarbergrød. Jeg husker de somre som det lykkeligste i hele min barndom. At lege i den nærliggende skov, spise ribs og ærter – og farmors rabarbergrød.
Hvad er det bedste ved sommeren?
Det er de lyse aftener, for selv om vinteren er hård – og måske især denne vinter har været ekstra mørk, lang og hård for mange – så har vi til gengæld de lyse aftener. Sommeren er så frisættende for os danskere. Så er der bare tæer på græsplænen.
Er du en vandhund?
Ja, men jeg bader desværre ikke så meget. Men jeg er tidligere svømmer og har faktisk også engang været både livredder og vandaerobic-instruktør.
Hvad slæber du med hjem fra rejser?
Ikke så meget. Det skulle da lige være et sengetæppe, en lille klinke til at hænge på væggen eller et par kopper. Men mest af alt slæber jeg alle de bøger hjem, som jeg har slæbt ud, for jeg kan ikke få mig selv til at smide bøger ud.
Er du til daseferie eller aktiv ferie?
Jeg har det allerbedst med sommerhusferier, hvor man går en tur til vandet, tager et smut til byen, laver mad sammen og spiller brætspil om aftenen. Det er jo en kombination af at dase og være aktiv. En decideret daseferie ville jeg nok ikke egne mig til, for når jeg har ligget stille et par minutter, går jeg i gang med at lave noget.
Hvilken ferie er den bedste, du har været på?
Jeg kan ikke pege på en enkelt, men jeg vil sige alle de sommerhusture, jeg har været på med min sammenbragte familie, hvor vi er to voksne og vores tilsammen fem børn. Vi plejer at tage i sommerhus på Møn, og med så mange unge mennesker er der liv i huset.
Hvad er din yndlingsis?
Det er en gammeldags vaffelis – gerne med lakridsis i. Men jeg skal ikke have noget ovenpå. Bare is.
Hvad er din yndlingssommermad?
Alt det friske danske, som kommer frem i juni: ærter, asparges, kartofler – og det allervigtigste: danske jordbær. Det hele er så nyt og sprødt.
Hvilken bog læser du i sommerferien?
Jeg plejer altid at samle bøger til en sommerferiebunke allerede fra maj, og så går jeg og glæder mig til at komme i gang med den. I år glæder jeg mig til at læse Meter i Sekundet af Stine Pilgaard, og så er jeg meget beæret over, at jeg lige har modtaget et signeret eksemplar af Isabel Allendes Åndernes Hus som en gave fra hende. Det var min yndlingsbog, da jeg var en stor pige, og jeg var godt nok overrasket, da hun sendte mig den. Den vil jeg også genlæse i sommerferien sammen med Thomas Korsgaards seneste bog, Man skulle nok have været der.
Jeg læser meget, for jeg fik engang et godt råd om, at man altid skal være i gang med noget skønlitteratur. Det prøver jeg at efterleve. Gerne hver dag, men i hvert fald i weekenden. Skønlitteratur er noget at det første, jeg ville tage med mig på en øde ø, for en bog kan udfordre en, inspirere, tale til sanserne og måske også gøre os til mere empatiske mennesker.
Hvilken sang forbinder du med sommer?
Al dansk 80'er- og 90'er-musik, som jeg forbinder med sommerkoncerter i det fri. Jeg er kommet meget i Skovdalen i Aalborg og på festivaler, hvor jeg gennem årene har hørt TV2, Thomas Helmig, Kim Larsen, Shu-bi-dua, Ray Dee Ohh og Dodo & The Dodo's.
Hvilken sommer er den værste, du har oplevet?
Ikke nogen rigtig dårlig, men sidste sommer var udfordrende, da jeg skulle giftes. Først blev brylluppet skubbet et år på grund valget og regeringsdannelsen, og så måtte vi året efter finde en ny dato på grund af corona. Så gik vi i gang med at bestille catering, telte og toiletvogne og invitere alle gæsterne. Det var lige på det tidspunkt, hvor smitten var lav, og alle var glade. Men 14 dage inden brylluppet skulle stå, blev jeg inviteret til møde i Det Europæiske Råd lige præcis på den dag, vi skulle giftes. Ikke dagen før, ikke dagen efter – på dagen! Jeg kan huske, jeg kom hjem fra et sent møde og måtte nærmest vække Bo og sige: "Jeg er ked af det, men jeg skal altså passe mit arbejde". Al ære til Bo, for næste dag ringede han til præsten, kirken, catering, toiletvognen og alle gæsterne og flyttede brylluppet et par dage til en onsdag. Det viste sig, at alle på nær to gæster kunne komme. Alt gik godt, men jeg må indrømme, at jeg undervejs tænkte: Skal det da aldrig lykkes?
Hvilket sted i Danmark er det allerbedst at opholde sig om sommeren?
Nordjylland! For mig er det at komme hjem, og mine børn er heldigvis også glade for at være der. Vi har gode venner, der har et sommerhus ved Slettestrand. Der er intet som nordjyske strande, en tur til Aalborg og at se familien i Bælum. Det er dejligt.
Bliver du i Danmark i år – og ville du hellere udenlands?
Jeg har ikke engang overvejet at tage til udlandet, for jeg vil faktisk allerhelst være i Danmark om sommeren. Det er det allerbedste sted at holde sommerferie, synes jeg.