”Jeg vil have tid til topjob og familie, så jeg fravælger kompleksitet”

Mette Hybschmann var i fuld gang med at gøre McDonald’s’ globale forretning med 1,7 millioner medarbejdere mere digital, da hun blev ringet op af en headhunter. Om hun kunne tænke sig at blive people og sustainability-direktør i den globale virksomhed Knauf? Med ansvar for people-strategien for 35.000 medarbejdere i 80 lande og yderligere ansvar for safety, quality, compliance og sustainability i Nordeuropa? Der måtte nok påregnes en del rejseaktivitet. 

Mette Hybschmann kendte ikke Knauf. Og hun var ikke interesseret i at rejse mere, end hun gjorde i sit nuværende job. Men hun var interesseret i udfordringen. Og så sagde hun ja tak til en samtale. Da hun mødtes med virksomheden, forklarede hun, hvordan hun kunne se jobbet for sig. Sine visioner og den strategiske udvikling mod resultaterne. Og sine krav til, at hun ville have rimelige rejsedage, plads til at drive sin egen virksomhed ved siden af jobbet og fuld fleksibilitet, så hun kunne arbejde hvor og hvornår, hun ville, så der var tid til sønnen på 3 og kæresten. 

Til trods for alle kravene endte Mette med at få jobbet. 

– Jeg er meget lystdrevet, og det betyder, at jeg går efter det, jeg kan mærke er rigtigt. Hvis du skal arbejde lystdrevet, så må du også udfordre de rammer, der er. Og så er du i gang med at udøve ledelse. 

Mette Hybschmann er ca. 1,65 høj, blond, med et direkte blik og en uhøjtidelig latter. Hun er en af de bedst placerede danske kvinder i en international virksomhed og har som bare 34-årig allerede haft flere topjobs. Siden 1. august 2019 som direktør i Knauf. Tidligere som global direktør for digital transformation i McDonald’s, og før det head of people i McDonald’s i det danske marked.

Med andre ord er hun undtagelsen i den statistik, der viser, at danske kvinder generelt er underrepræsenterede på direktionsgangene. Kun lidt mere end hver fjerde leder er kvinde. Og det gør os til et af de mindst ligestillede lande i Europa. Mette Hybschmann trækker statistikken i den anden retning. Hun har rejst rundt i verden for at lære sine kommende chefkolleger at kende. 

– Jeg bygger relationer. Det er det vigtigste at få skabt et fundament fra start, så man har set folk i øjnene, og de ved, at man kan samarbejde. Det rydder en masse misforståelser af vejen på forhånd, siger hun. 

Og måske er det ekstra vigtigt, når man er ung, kvinde og chef? 

– Nogle skal selvfølgelig lige se mig an. Men jeg er ikke så formel, ikke så besværlig at lære at kende. Og det, oplever jeg, generelt virker ret afvæbnende. Også fordi jeg ikke har noget problem med at sige, når der er noget, jeg skal lære. Jeg har for længe siden gjort op med, at man som chef skal vide alt og kunne alt. Til gengæld ved jeg, hvornår jeg skal have fat i eksperter.

Mette Hybschmann siger tingene direkte. Hun ved, at hun ikke ved alt. Hun udfordrer rammerne, så de passer til hendes måde at arbejde på. Og nægter at tage til takke med middelmådighed. 

– Jeg har altid været inspireret af chefer, der kunne skabe et rum, hvor man satte barren lidt højere, ville gøre det bedre end normalen. Og var glad imens. Jeg kan ikke lide middelmådighed. Det med, at man fortsætter i noget, selvom det er dårligt eller ligegyldigt. Det har jeg aldrig helt forstået. Det gælder også på hjemmefronten. Jeg vil ikke have en leverpostejshverdag.

Hun holder en kort pause, før hun fortsætter. 

– Men den holdning har jeg egentlig også fået med fra min egen barndom.

Flasket op på leg og fandenivoldskhed

Mette Hybschmann voksede op i Ringsted som barn nummer tre ud af en søskendeflok på fire. Faderen var jægerpilot, moderen sygeplejerske, og i hjemmet var der masser af plads til leg. Med små motorcykler, man kunne køre markræs på, heste at ride på og krat til at bygge huler i. Og faderens flyvemaskiner, som han fløj i, når han var hjemme. Og når naboerne klagede over, at det indimellem larmede, svarede han, at alternativet var, at han ville opdyrke området og sprede gylle. 

– Og så synes de pludselig, at hans flyvning var en god idé, smiler Mette Hybschmann. 

– Min fars lystdrevne fandenivoldskhed har været en stor inspiration for mig i mit liv og karriere. Og min mor er en fantastisk leder. Omsorgsfuld, lyttende og nærværende. Alle vi søskende er min mors yndlings.

Det var også Mette Hybschmanns mor, der tidligt forudså, at hendes datter ville blive leder. De var kørt afsted for at komme til spejder, fordi 7-årige Mette var fascineret af livet i naturen med uniform og kniv. Men da de kom hen til spejdergruppen, var der en spejderleder, som Mette ikke brød sig om. 

– Hun ville hele tiden have mig til at gøre ting på en bestemt måde. Jeg sagde, at jeg kun ville være spejder, hvis jeg kunne være spejderlederen. Jeg ville gøre tingene anderledes, hvor alle kunne være med. Det skulle være fedt for alle. Og så kørte min mor mig hjem igen.

Vælger ledere med omhu

Mette Hybschmann prøvede i stedet en masse andre hobbyer af. Og spillede næsten samtlige instrumenter for at finde frem til det, der mest triggede lysten. 

– Når du er drevet af lyst, så har du en stor konkurrencefordel. Du er ikke nødvendigvis bedre end alle andre. Men du går mere op i det. Modsat kan selv de mest intelligente high-performere slukke, hvis de ikke er motiverede for en opgave eller har nogle forkerte rammer for at løse den, siger hun med en parallel til sit arbejdsliv. 

– Derfor har jeg også altid valgt mine ledere med omhu. Snarere end jeg har valgt et job. Ledere, der forstår, at der er flere veje til Rom, og har fokus på resultaterne. Jeg går efter de ledere, der giver mig den legeplads, som jeg havde som barn. Hvor man kan gøre tingene på sin måde og teste ting af. Der er høj reward, men der kan også være højere risiko, siger hun med et eksempel. 

– Når man for eksempel driver digital innovation for 1,7 mio. medarbejdere som i McDonald’s, så er der mange penge på spil. Men jeg føler mig tryg ved at forvalte store projekter, hvor der er mange millioner involveret. Fordi jeg er drevet af lyst og interessen for fakta og kan se og mærke, hvornår noget er rigtigt.

– Jeg er nogle få gange gået ind til en chef og har tænkt, at den samtale kunne være den sidste. Men sådan er det alligevel aldrig gået. Jeg er lykkedes med at få opbakning til mine visioner og idéer …

Men angsten for at blive fyret kunne jo godt afholde folk fra at sige deres mening. Hvorfor er du ikke bange?

– Jeg hviler måske meget i mig selv. Og så har jeg har en fuck-you-konto. Altså en konto, hvor der står nogle penge, så vi kan leve et stykke tid uden at skulle bekymre os, hvis jeg hellere vil noget andet end arbejdet. Det har jeg altid haft. Også som studerende. Jeg havde altid en plan B, så jeg var fri til at gøre, hvad jeg ville.

Øl og fravalg

Mette Hybschmann taler med hele kroppen og bevæger sig frem og tilbage mellem barndomshjemmet og voksenlivet. Fortæller om, at hun boede i Texas som teenager, at hun lærte at spille saxofon og fortsat elsker jazz. Så meget, at hun hvert år inviterer de nye mennesker, hun har mødt i løbet af året, til jazzfestival i København, hvor de cykler rundt fra koncert til koncert med øl i cykelkurven. At hendes familie er hendes basisgruppe – også når hun har haft svære beslutninger at træffe. 

– Selv om du har en god chef, opdager du nogle gange, at du skal videre for at udvikle dig. Og det kan være svært, når man er vant til at vide, hvad man vil, ikke helt at vide, hvilken retning man skal i. Sådan har jeg haft det nogle gange. Og her har jeg haft brug for lidt ekstra omsorg fra min familie og venner.

Hvad har din karriere krævet af fravalg undervejs?

– Jeg vælger kompleksitet fra. 

Kompleksitet? 

– Ja. Hvis man skal være lystdrevet, skal have tid til familie, tid til at være topleder – så kan man ikke bruge tid på unødig kompleksitet. Ting, der ikke giver værdi, som tager tid. Jeg vil have tingene gode og simple. Mine medarbejdere skal levere one-pagers og bullits. Vi kan ikke rykke hurtigt nok og få den ønskede værdi, hvis vi bare sidder og taler om, hvor komplekse tingene er. 

Men mange problemer i dag er vel komplekse?

– Hvis man bare hører på Gretha Thunberg og tænker, at det er alt for stort og komplekst, og hun er skinger. Så sker der ikke noget. Men hvis man bryder tingene ned, ser på, hvad der ødelægger, og hvad vi skal undgå, og så arbejder på at fjerne og ændre det. Så kan vi flytte noget hurtigt.

Men nogle ting kan man jo ikke bare reducere. For eksempel børneopdragelse. Det er mega komplekst?

– Ja. Det er også min største udfordring. Lad os tale lidt om det! 

Mette Hybschmann har sat sig igen. Hun har glimt i øjnene. Sønnen Vester på tre år stiller andre krav til den lystdrevne topleder, end nogen virksomhed har gjort. Morgenrutinerne med at tage tøj på. Aflevere i vuggestue. Passe ind i vuggestuens tidsplaner.

– En gang oplevede jeg nærmest at tage ham i hoved og røv og kaste ham ind i vuggestuen for at nå et møde. Han græd, da jeg sagde farvel, og da jeg sad i bilen, ringede mine alarmklokker. Jeg tænkte: No fucking way. Det gør jeg aldrig mere. Det blev jeg nødt til at lave om med det samme.

Siden da har Mette Hybschmann haft en særlig aftale med pædagogerne om, at hun kan aflevere senere, end de andre forældre gør. Og med sin assistent om, at hun generelt starter møder senere på dagen. Så der er helt ro på, og familiens liv kan hænge sammen. 

– Jeg er ultra sove- og B-menneske. Jeg har aldrig oplevet en morgenbuffet på et feriehotel. På den måde har det været virkelig hårdt for mig at få et barn.

Du er 34 år. I virkeligheden kunne du godt have haft flere børn nu. Er det også et fravalg?

– Ja. Jeg kan ikke overskue det. Jeg kunne ikke være lystdrevet lige nu, hvis jeg havde et ekstra barn. Det er hårdt nok ikke altid at sove igennem om natten. Jeg tror egentlig nok, at min kæreste er klar til at tage springet til nummer to. Men jeg er ikke.

Har det noget at gøre med, at du er kvinde?

– Nej, det har ikke noget med køn at gøre. Bare at den daglige rutine omkring et barn, søvnmangel og kompromis med tid til alt det andet gode i livet, det har været sværere for mig at acceptere og få energi af end for min kæreste – og så ønsker jeg ikke at gå på kompromis med tiden, jeg har nu med Vester.

For mange ældre mænd med excelark

Vi vender tilbage til de nedslående tal for danske kvinders repræsentation i topledelserne. Mette har også oplevet former for diskrimination. 

– Jeg har oplevet, at jeg stod før en præsentation for topledelsen og spurgte min kollega: Hvordan er det derinde? Hvad skal jeg være opmærksom på? Er der noget, jeg skal tænke over? Han svarede: ”Nej, nej, du er kvinde. Du kommer til at charmere dem”. Jeg har også fået kommentarer som: ”Man skal bare være kvinde og lyshåret – så kan man slippe afsted med hvad som helst”.

Hvad svarede du så?

– Jeg sagde ”arhhh” og markerede, så de var klar over, at det ikke var i orden. Jeg tror, at man skal forstå, at det er en kultur, der har været der i et stykke tid. Det betyder bestemt ikke, at den er ok. Men det betyder, at vi alle er på en rejse. Heldigvis har #metoo-bevægelsen åbnet folks øjne. Så det bliver mere og mere tydeligt, hvad der er god adfærd, siger Mette Hybschmann, der dog ikke lægger skjul på, at hun synes, udviklingen går alt for langsomt i forhold til at få flere kvinder på topposter generelt.   

– Jeg har selv fået skabt et rum til at gå ledelsesvejen. Og det har gjort, at jeg har haft en naiv forestilling om, hvad der er muligt. Men da jeg så billeder fra danske bestyrelser og ledelser, hvor der nærmest ikke er nogen kvinder, blev jeg nødt til at forholde mig til det. Jeg er IKKE god til at være undertrykt. Og når vi ved, at diversitet skaber bedre innovation og forretning, er der ingen undskyldning for, at det ser ud, som det gør. Det er et spørgsmål om at fikse det, slår Mette Hybschmann fast. 

For hende hænger flere kvinder i ledelse også sammen med at være mere ambitiøse og lede fuldt bæredygtigt og mere langsigtet.  

– Vi er på vej ud over klippen i forhold til vores miljø og klimapåvirkning. Og jeg vil vove den påstand, at havde der været mere diversitet i vores ledelser, havde vi ikke været, hvor vi er i dag. Der har været for mange ældre mænd med samme baggrund. Samme tilgang. Hvor er de mennesker i bestyrelserne og ledelsen, der tænker ud over profitten og ved, at vi både skal tjene penge OG redde vores planet og vores børn, spørger Mette Hybschmann og fortsætter.

– Jeg bliver vred over, at vi accepterer middelmådighed. Jeg vil have, at mine børn oplever ligestilling. Også som et personligt, egoistisk mål.

Og det er både de mandlige ledere og kvinderne selv, der skal gøre noget anderledes for at ændre verden, mener topchefen. 

– Jeg tror ikke på, at man skal tilpasse sig ledere, der sidder og fedter for at få alt til at passe ned i et excelark og en fastlåst gammel ledelseskultur. Hvis man ikke selv passer i det excelark, skal man sige fra og gøre det på sin måde – det handler om at levere resultater, men hvordan er op til en selv, siger Mette Hybschmann og slutter af.   

– Jeg var til et møde med en masse gode kvinder. Der var en, der sagde, at hvis man vil have en plads ved ledelses-bordet, må man acceptere de rammer, der er. Og de rammer vælger mange kvinder fra. Jeg mener, at vi skal være langt mere ambitiøse. Jeg skal ikke sidde fra klokken 8 til 18 og tale på en bestemt måde ved et gammelt bord. Jeg vil have et nyt bord!

Man er ikke i tvivl om, at hun nok skal få det.  

Om Mette Hybschmann

• Født 1984.
• Direktør for people og sustainability i byggevirksomheden Knauf Group, der tæller 35.000 medarbejdere i 80 lande. 
• Tidligere global direktør for Digital Transformation i McDonald’s. 
• Driver foredrags- og strategi-rådgivningsvirksomheden Hybsch. Underviser på CBS Executive.
• Uddannet fra CBS og fra Danmarks Medie-og journalisthøjskole. 
• Dykker, film-elsker, jazz-elsker og tidligere saxofonist, bor sammen med sin kæreste og deres søn Vester på 3 år.