"Kloden brænder - jeg shopper": Nu kigger Mette mod sin mormors generation
Hvorfor er det så forbandet svært at ændre (forbrugs)vaner? Det spørger Mette Kirstine Goddiksen om i denne klumme.
Egentlig havde jeg en liste med mere hyggelige klummeemner på blokken … Du ved – sådan nogle, der kunne give os en pause fra det hele.
Men jeg kan sgu ikke.
For dårlige nyheder om klimaet har fyldt det hele denne sommer. Jeg kigger på mine børn og frygter for deres fremtid. Og bekymringerne handler ikke om, at det bliver irriterende for dem at skulle huske muleposen, hver gang de handler. Eller de må nøjes med at sidde i genbrugstøj og spise tang i et vindblæst, dansk sommerhus i deres ferier frem for at svede kød og drinks ud ved poolen i et solrigt land. Det skal de nok klare.
Jeg er bekymret for krige, flygtningestrømme og et liv i evig frygt for, om vores økonomi, dæmninger og næstekærlighed kan holde, når der bliver mangel på for eksempel drikkevand eller basale fødevarer på grund af fejlslagen høst. Og jeg begynder så småt at forstå, hvorfor et stigende antal unge ikke vil sætte børn i den her usikre verden.
Alligevel finder jeg det umanerligt svært at ændre forbrugsvaner. Det er ekstremt skamfuldt, men mekanismerne er lidt, som når jeg er på slankekur; jeg vågner med de bedste intentioner, men når jeg går sukkerkold eller har travlt, så er det seriøst svært at lade den der duftende kanelsnurre ude i kantinen stå. Det er med klimabevidsthed som slankekure: Gevinsten for selvdisciplin kommer først senere – meget senere i forhold til klimaet – og vanen samt diverse cravings banker løs inde i hjernen lige nu. Min nedarvede abehjerne tager over i de her stressede øjeblikke: Jeg sætter her og nu-behov først.
Oven i hatten så kan jeg med klimakrisen – modsat slankekuren – gribe til alle de andre-argumentet. Alle de andre i Asien lader skorstenene pumpe derudaf, for eksempel – så min lille indsats gør ingen forskel. Som jeg siger til mig selv, når jeg igen-igen planlægger aftensmad ud fra kødet og gudhjælpemig stadig ser grøntsager som tilbehør. Jeg er i afmagt; de gange jeg forsøger at lave god vegetarkost, så smager det bare underligt utilstrækkeligt. Det er svært for en type som mig, der har mad som kærlighedssprog over for dem, jeg elsker. Det er svært, når jeg kommer fra et fattigfirserhjem, hvor der kun var én frikadelle til hver, og jeg lærte at definere succes og frihed som evnen til at købe ting.
Mine børn skulle ikke have et ydmygende slag over hånden, hvis de rakte ud efter maden anden gang. De skulle være som rige-Ninna på vejen, hvis forældre endda havde råd til at købe mad på kinagrillen hver fredag. Og smide resterne i skraldespanden. Sikke en overflod!
Jeg er også oppe mod mere end min forfængelighed, når jeg igen-igen går til kassen på Boozt.com. Den kemiske lugt af nyt tøj dæmper arbejderklasseusikkerheden for en stund. Og det er trods alt billigere og nemmere at købe nyt, klimaskadeligt tøj, end det er at arbejde med min usikkerhed hos en psykolog. Der skal dæleme nogle timer til!
Pointen er, at mit og mange andres overforbrug skyldes dybere, psykologiske mekanismer, ikke ligegyldighed. Men kloden brænder – og den er ligeglad med min barnlige forsyningsfrygt. Så hvordan får jeg styr på mit værdisæt?
På kort sigt ved at ære min mormors generation ved at leve mere som dem. Ikke med fanatisme og udskamning. Den slags får os jo bare i afmagt og trods til at slå smut med batterier på en skovsø. Jeg satser på gammeldags nøjsomhed. Med kødet, med tøjet, med det hele. Jeg vil aflære mig min generations idé om, at forbrug er eneste vej til status og frihed. For forbrug er blevet det modsatte.
Der er kun én frikadelle til hver, kids. Og det er i grunden nok.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
