Foto: Klaus Bo Christensen
Mette Lisby med opråb: "Man bliver så slidt i sjælen af at se en mand lyve"
Forfatter og tv-vært Mette Lisby mener, at vi skal insistere på fællesskabet. Især i denne tid, hvor verden føles splittet, skal vi huske på at behandle hinanden ordentligt. Det fortæller hun i podcasten ’Skål Søster’.
”Man er nødt til at finde en strategi, der virker for en
selv, for man bliver jo fuldstændig udmattet.”
Sådan fortæller forfatter og tv-vært Mette Lisby i en episode
af ALT for damernes podcast ’Skål Søster’, der udkom d. 21. februar.
Sammen med journalist Nola Gaardmand gæstede hun studiet, hvor
samtalen kom til at handle om Donald Trump, der for nyligt fejrede en måned
i det ovale værelse.
Mette Lisby boede i USA sammen med sin mand Jesper, da Donald Trump havde magten sidste gang. Hun beskriver, at der internt i
USA var en følelse, der minder om den, der fylder i Europa nu.
”Man bliver så slidt i sjælen af at se en mand, der
skal forestille at være lederen af den frie verden, lyve og tale grimt. Han giver slet
ikke en fornemmelse af fællesskab,” fortæller hun.
Selvom der er mange, der er vilde med Trump og det –
nærmest kultagtige – fællesskab, der omgiver ham, er der noget vigtigt, Mette Lisby vil slå fast.
”Det var flertallet, der stemte på ham, men der
var 36% af vælgerne, der ikke stemte. Der er mange amerikanere, der ikke er bag
Trump. Jeg tror, vi må holde fast i fællesskabet. Vi
skal være bedre til at skabe et fællesskab, end vi er nu,” siger hun.
Behovet for fællesskab oplever hun også i sit eget liv. For
når Mette Lisby kigger på de sociale medier, er der en ting, der slår hende.
”Jeg ved, hvad alle mine venner laver, men jeg aner ikke,
hvordan de har det. Det er så mærkeligt, synes jeg. Jeg ved, at de er på
skiferie, i sommerhus, eller at de får pasta, men jeg ved faktisk ikke, hvordan
nogen af dem har det,” uddyber hun.
”Jeg tror, vi skal komme tilbage til et fællesskab, hvor vi
taler sammen. Hvor vi er åbne overfor hinanden, og hvor vi siger hej til hinanden.
Det er helt basale ting, men det er dem, der forsvinder, når der kommer frygt.”
Derfor har Mette Lisby et håb for fremtiden.
”Vi skal være ordentlige overfor hinanden
og holde fast i vores anstændighed, så vi ikke begynder at tænke, det er
normalt, at en politiker taler på den måde til andre mennesker. Vi må kæmpe for
anstændigheden,” afslutter hun.
Om Mette Lisby
- 56 år
- Standupkomiker, tv-vært, skuespiller og forfatter
- Gift med radiovært og producer Jesper Bæhrenz siden 2001