Michèle Bellaiche og Carolyne Kaddu: ”Det er noget særligt at blive venner sent i livet”
Hvad skal der til for, at man går fra et bekendtskab til et ægte venskab? For Michèle Bellaiche og Carolyne Kaddu var det en voldsom begivenhed, der bandt dem sammen i første omgang. Og lagde grunden til et venskab, der har udviklet sig og forandret dem begge.
Da den populære standupkomiker og tv-vært Melvin Kakooza blev akut indlagt til operation for en stor hjernetumor i 2021, var det TV 2-værten Michèle Bellaiche, der kom Melvins mor, Carolyne Kaddu, til undsætning. De to havde en aftale om, at Michèle skulle hjælpe Carolyne med et foredrag, men Carolyne måtte ringe og aflyse aftalen hjemme hos Michèle i Solrød, da hun fik beskeden om sin søns alvorlige sygdom.
Michèle: "Melvin stod lige foran at skulle overtage jobbet som vært på 'X Factor' efter Sofie Linde, der skulle på barsel, så det var meget hemmeligt, at han skulle opereres. Men Carolyne var jo i kæmpe chok og fortalte mig det, da hun ringede for at aflyse vores aftale, for så i stedet at køre direkte ind til Rigshospitalet.
Og så stod jeg der og tænkte, hvad pokker kan jeg gøre for at hjælpe? Carolyne bor i Vejle og havde jo ikke pakket til at skulle være væk hjemmefra i længere tid, så jeg pakkede en taske med noget tøj, toiletgrej og nogle blade og kørte ind til Rigshospitalet med det.
Pludselig var jeg involveret på en helt anden måde, end hvis jeg bare havde læst om Melvins operation i medierne. Og der sker altså noget mellem mennesker, når man pludselig er meget tæt på liv og død."
Det, der skete for Michèle og Carolyne den dag, var, at de gik fra at være bekendte til at blive nære veninder. Så nære faktisk, at de i dag kalder sig soul sisters og ligefrem har lavet en podcast med præcis det navn: 'Soul Sisters'. Her taler de om livet på godt og ondt, og de kommer jævnligt ind på de kulturforskelle, der også præger deres relation. Carolyne kom til Danmark fra Uganda som 21-årig med Melvin og hans søster Melissa på armen. Og det var netop Melvin, der var årsagen til, at Carolyne og Michèle i sin tid blev introduceret til hinanden.
Carolyne: "Michèle skulle interviewe Melvin i 2017, da han havde vundet DM i Standup. Jeg har været kæmpestor fan af Michèle, lige siden jeg begyndte at kunne forstå dansk, så jeg tænkte bare HOLD da fast, det er jo Michèle, som Melvin sidder med der på skærmen! Senere mødte Michèle og jeg hinanden fysisk til Billedbladets Guldfest på D’Angleterre i 2019, hvor Melvin og jeg var nomineret – og vandt prisen – for programmet 'Helt sort'.
Jeg var SÅ starstruck over at møde Michèle, som vi sad ved bord med, og så var hun bare så omsorgsfuld. Det var jo en helt ny verden for mig at komme på D’Angleterre med alle dem fra fjernsynet, men Michèle var så god til at tage mig med ind i det hele. Da vi var færdige med at spise, sørgede hun for en stol til mig og hentede drinks. Det var bare så fint, og vi havde det rigtig sjovt."
Michèle: "Jeg var faldet fuldstændig for Melvin, da jeg interviewede ham i 2017, og jeg kunne mærke på ham, hvor meget hans mor betød for ham. Lige siden interviewet havde jeg haft lyst til at møde Carolyne, så det er lidt sjovt, at vi begge havde set helt vildt meget frem til at møde hinanden."
Efter den gode aften på D’Angleterre holdt Michèle og Carolyne en professionel forbindelse, og Melvin havde bl.a. anbefalet sin mor at tale med Michèle om det foredrag, hun godt kunne tænke sig at bygge op. Og så er vi tilbage på Rigshospitalet, hvor Melvin kæmpede for sit liv i begyndelsen af 2021.
Carolyne: "Melvin fik hjertestop to dage efter operationen for sin hjernetumor, og der ringede jeg igen til Michèle, fordi jeg følte, at jeg kunne tale med hende om det. Hun kunne også hjælpe mig med at håndtere pressen, og hun sagde til mig, at jeg altså ikke behøvede at svare alle, der ringede. Nå, tænkte jeg, det kan man altså godt nægte, det vidste jeg ikke. Så Michèle klædte mig faktisk stille og roligt på til at kunne klare den svære situation, vi stod i."
Så du var pludselig meget involveret i noget meget privat og alvorligt, Michèle?
Michèle: "Ja, jeg kom meget tæt på, og det var umiddelbart lidt mærkeligt for mig."
Carolyne: "I min kultur har vi ikke samme inddeling i bekendtskaber og venskaber, som man har her i Danmark."
Så man bliver hurtigere venner i din kultur, Carolyne?
Carolyne: "Ja. Og derfor var det så dejligt for mig, at Michèle ikke havde den der med, aj, jeg kan ikke tillade mig at ringe. Det var så fantastisk, at du ringede, Michèle, for det var lige det, jeg havde brug for.
Jeg havde brug for, at du ikke lavede det til sådan en steril ting, vi ikke kunne tale om. Det skulle ikke være sådan, at vi ikke talte om elefanten i rummet – nemlig at Melvin lå på sygehuset og var rigtig dårlig."
Michèle: "Men jeg havde altså svært ved det. Jeg tænkte over det hver gang, når jeg ringede til dig."
Hvad tænkte du?
Michèle: "Jeg tænkte, aj, nu føler jeg mig som en stalker. Men det er jo netop fordi, det ligger i den danske kultur, at vi ikke vil blande os. Jeg kan også huske, at jeg spurgte, om jeg måtte komme hjem og besøge Melvin, da han kom hjem fra hospitalet, og samtidig tænkte, aj, kan jeg overhovedet det?"
Carolyne: "Men det betød så meget. Man værdsætter de mennesker, der er der for en i hårde tider. Det har været svært for mig her i Danmark, at folk trækker sig, når der sker noget.
Da jeg blev skilt, var der f.eks. rigtig mange, der gik i en bue udenom mig, fordi de ikke vidste, hvad de skulle sige til mig. Og det eneste, jeg behøvede, var, at de spurgte: Hvordan går det? Hvordan klarer du det? Og det gjorde du, Michèle, da Melvin var syg."
Michèle: "Og det er jo interessant, for jeg har hele tiden været bange for, om jeg var for meget, og jeg har også kunnet høre på nogle af mine andre veninder, at de har undret sig over, at jeg bare er gået til jer, Carolyne. Folk har været lidt sådan, okay, men hvor godt kender du dem lige?"
Carolyne: "Men det er jo lige præcis det, jeg synes er så beundringsværdigt. At du turde bryde nogle barrierer."
Michèle: "Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi danskere er så høflige og tilbageholdende, for vi går måske glip af at godt venskab. Det er jo også det, udlændinge ofte nævner, når de kommer til Danmark. At det er supersvært at lære os danskere rigtigt at kende. Der skal meget til, før vi siger, kom dog ind og få en kop kaffe."
Carolyne: "Det er rigtigt. Men til gengæld, når man endelig er kommet indenfor, så er man virkelig accepteret."
Carolyne har haft mange udfordringer i sit liv, og hun har beskrevet dem indgående i sin bog 'Hovedet i himlen og fødderne på jorden', der udkom sidste år. Helt kort fortalt blev hun født i Uganda under Idi Amins militærdiktatur og voksede op på skift hos sin mormor, sin farmor og sine forældre.
Som ganske ung forelskede Carolyne sig i en politiker, som hun fik to børn med, men han måtte pludselig flygte ud af landet og fik politisk asyl i Danmark. Da Carolyne et år senere rejste til Danmark for at blive familiesammenført med ham, fandt hun ham nedbrudt og syg, fordi han havde mistet sin identitet. Parret havde fire børn tilsammen, men forholdet var vanskeligt og endte i skilsmisse.
Derefter måtte Carolyne klare sig selv og sine børn samtidig med, at hun lærte dansk, tog flere uddannelser og forsøgte at integrere sig og navigere i den racisme, hun og familien også blev udsat for.
Siden mødte hun Jan, som hun i dag er gift med, og som har taget alle hendes børn til sig som sine egne, og sammen har de sønnen Isaac. Set i forhold til det omtumlede liv, er Michèles liv med en opvækst på Vestegnen ganske fredelig, selvom hun også har haft sine udfordringer med både parforhold, skilsmisse, en fransk-dansk baggrund og tabet af sin mor for fem år siden.
Carolyne: "På mange punkter ligner vi hinanden rigtig meget. Og på mange punkter er vi så forskellige. Det er det, der gør det så spændende med os to. Vi har f.eks. begge mistet vores mødre, og ingen af os var der, da det skete. Jeg har tit haft brug for at tale om tabet af min mor med en, der forstår det, og det gør Michèle."
Michèle: "Uden at gå i detaljer, så har vi også begge to været i en parforholdsrelation i mange år, hvor der har været henholdsvis fysisk og psykisk vold. Og det er også noget, som man ikke kan tale med alle mennesker om, for folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har prøvet det eller har forstand på det. Så det er en kæmpestor ting i vores venskab, at vi forstår hinanden på det punkt.
Vi har også begge to været i en situation, hvor vi måtte finde ud af at klare os selv, og du havde så lige dobbelt op på unger i forhold til mig, da du blev skilt, Carolyne. Alle de områder, hvor vi kan spejle os i hinanden, førte til, at vi på et tidspunkt fik det sådan: Gud, vi er jo soul sisters! Og det var længe før, podcasten kom på tale.
Men selvom vi føler os som søstre på mange måder, så er der jo også nogle kæmpe forskelle på os. Carolynes farmor sad f.eks. ude i bushen og fortalte historier om folk, der blev spist af løver, mens jeg sad i Nice hos min farmor og farfar og spiste sandwiches og kiggede ud over Middelhavet. Når man ser sådan på det, kan man jo godt tænke, okay, vi er også meget forskellige."
Forskelligheden gør vel også, at I lærer mange ting af hinanden?
Michèle: "Ja, præcis. Indtil for kort tid siden troede jeg for eksempel, at jeg var ateist, men det er jeg blevet i tvivl om, efter jeg er begyndt at tale så meget med Carolyne, som er troende, og som oven i købet har haft en præstefunktion i Frelsens Hær. Jeg har fået lyst til at vide mere om tro, og jeg har faktisk for nylig bedt min første bøn for mig selv."
Carolyne: "Min tro betyder rigtig meget og har altid gjort det. Jeg blev døbt som 15-årig, for mine forældre sagde altid, at man selv skal bestemme, og at man selv skal finde sin retning."
Michèle: "Sådan er jeg også vokset op."
Carolyne: "Da jeg var 15 år, var jeg til en kampagne med en prædikant fra USA, der hed Billy Graham, og jeg var bare sådan helt wauw! Begge mine forældre var katolske, men jeg var træt af at skulle bekende mine synder hver søndag.
Da jeg så Billy Graham og talte med en veninde om det, gik det op for mig, at man i den tro kunne tale direkte med Gud. Man behøvede ikke gå gennem en præst for at gøre det, og det var så befriende. Men i Danmark har jeg oplevet, at det er svært at tale om tro, og jeg har mange gange undret mig, når Michèle har sagt ”nå, nu bliver Gud nok sur på mig”, hvis hun har gjort et eller andet."
Michèle: "Jamen, jeg vidste ikke, at Gud havde humor, før du fortalte mig det."
Carolyne: "Det har han da."
De griner begge to.
Michèle: "Jeg er ikke nået så langt endnu, men transfervinduet i forhold til tro er åbent, og det er Carolynes fortjeneste. Hun har aldrig fordømt mig, når jeg har sagt, at jeg er ateist, selvom det da må være svært at høre på, når man selv er troende.
Men det er gået op for mig, at den måde, Carolyne bruger sin tro på, faktisk ligner det, jeg allerede selv gør. Hun beder en bøn morgen eller aften, hvor hun takker for alt det gode, der er i livet, og det er præcis det samme, jeg gør. Jeg kalder det bare ikke en bøn. Så hvem ved, måske ender Carolyne en dag med at døbe mig."
Carolyne: "Det ville være så fint."
Ville du kunne det?
Carolyne: "Ja, ja, jeg kan bare ikke udstede papir på det, for jeg er ikke præst på den måde."
Michèle: "Og jeg skal ikke i dåbskjole, haha."
Carolyne: "Vi må lige tale om, hvordan det skal foregå. Da jeg blev døbt, var det i en sø. Jeg gad ikke det der med et par dråber vand i håret. Jeg ville HELT ned i vandet."
Hvad giver det dig at tro, Carolyne?
Carolyne: "Jeg kan næsten ikke forestille mig livet uden tro. Jeg har sådan en daglig samtale med Gud. Når jeg er ked af det. Når jeg er glad. Når jeg ikke kan forstå ting."
Højt eller inde i hovedet?
Carolyne: "Nogle gange højt."
Hun griner igen.
Michèle: "Det er en anden ting, vi har fundet ud af, at vi har til fælles. Vi taler begge to højt med os selv om alt muligt."
Carolyne: "Ja, det er rigtigt. Og i forhold til samtalerne med Gud, så ville livet være meget tomt uden, for jeg kender jo ikke til andet. For mig er Gud en personlig ven. Gud er ikke en løftet pegefinger, men det er en, som jeg kan komme til med ALT, og hvor jeg kan hente råd og hjælp."
Michèle: "I er jo alle troende i jeres familie. Jeg havde Melvin i Go’ Morgen Danmark efter hans sygdomsforløb, og der kom Carolyne ind i studiet og overraskede med noget mad, og vi havde også fået resten af familien til at komme og spise med. Og jeg kan huske, at Melissa, Melvins søster, bagefter sagde til mig: ”Vi føler, at du er sendt fra Gud, for du gør vores mor så glad”. Det blev jeg enormt rørt over."
Carolyne: "Ja, det er rigtigt, troen er meget indgroet i os alle. Og det er også rigtigt, hvad Melissa sagde. Du har ikke kun omfavnet mig og Melvin, du har omfavnet hele bundet."
Michèles og Carolynes familier er efterhånden filtret godt og grundigt ind i hinanden, både privat og arbejdsmæssigt. Michèles datter, Josephine, laver indhold til de sociale medier i relation til 'Soul Sister'-podcasten, Melissa har lavet musikken til podcasten, optagelserne foregår i Melvins studie, og det er Melvins lillebror, Mark, der står for alt det praktiske. Og når Michèle inviterer til det ene eller andet, husker Carolyne hende på, at hun skal skrive, hvor mange hun inviterer.
Carolyne: "Nu har jeg efterhånden boet i Danmark i så mange år, at jeg ved, at man ikke bare kan troppe op med hele familien, som vi ville gøre i min kultur, når man bliver inviteret til noget."
Michèle: "De første gange gjorde Carolyne mig også opmærksom på, at hendes familie altså er lidt larmende. Det blev jeg simpelthen så glad for at høre, for min far er fransk, og min familie er meget sydlandsk og støjer også helt vildt. Det behøver jeg ikke være bekymret over, når vi er sammen med Carolyne og hendes familie.
Det sjove er i øvrigt, at min far og Carolyne også klikker helt vildt godt sammen. Det der med at komme fra et andet land og have nogle udfordringer med bl.a. sproget, det fandt de meget hurtigt sammen om."
Kulturforskelle fylder også en del i jeres podcast, var det meningen fra begyndelsen?
Michèle: "Det var faktisk ikke tanken, at kulturforskellene skulle drive podcasten, men…"
Carolyne: "Men vi kan ikke undgå det i samtalerne. Det kommer bare ind hele tiden."
Michèle: "Første afsnit handler f.eks. om forfængelighed, og Carolyne fortæller, at hun først er blevet forfængelig med sådan noget med hus og have, efter hun har boet mange år i Danmark.
I Uganda er det sådan, at folk bare kommer uanmeldt forbi, men hvis jeg skal besøge Carolyne til en kop kaffe, så har hun ordnet hele haven og huset, inden jeg kommer. Der er det mig, der er sådan lidt, slap dog af, haha."
Hvad var oprindeligt tanken bag podcasten?
Carolyne: "Vi ville egentlig bare dele vores samtaler og den ærlighed og sårbarhed, der er i dem. Vi tænkte, at andre måske kunne bruge det til noget."
Michèle: "Ja, f.eks. talte vi en dag om, at min mor var sådan lidt en martyr. Hun sagde altid ja til at passe mine børn, men når jeg så kom og hentede dem, var hun altid helt udmattet, og så fik jeg dårlig samvittighed. ”Sådan er jeg også”, sagde Carolyne, og det fik os ud i en lang samtale om det her med, at mange kvinder måske påtager sig alt for mange opgaver i stedet for at sige fra."
Carolyne: "Ja, det er rigtigt, og den samtale har i hvert faldt lært mig, at det er ok, at jeg ikke bare altid stiller op, når mine børn beder om det, eller hvis medierne vil have mig med i alt muligt. Det er okay også at sige nej nogle gange, hvis jeg i forvejen har et stramt program."
Hvad har I ellers lært af hinanden?
Michèle: "Vi er kun lige gået i gang med at lære. Men noget, der betød meget for mig, det var, da min datter for nylig spurgte mig, hvilket menneske jeg godt kunne tænke mig at være. Altså ikke på den der superstjerne- eller kæmperige måde, men hvilket menneske, jeg ser op til som en rollemodel, og som jeg gerne selv ville være som.
Min datter sagde, at hun gerne selv ville være Carolyne, og jeg kunne med det samme sige, at jeg havde det på helt samme måde. Carolyne minder mig hele tiden om at være et ordentligt menneske, som ser verden fra flere perspektiver. Og sådan vil jeg også gerne selv være. Et ordentligt menneske."
Carolyne: "Og det er du også, Michèle! Hvis jeg skal sige, hvad jeg har oplevet, efter jeg har lært Michèle at kende, så er det, at jeg føler mig ung igen."
Hvordan mener du?
Carolyne: "Jeg var blevet lidt slidt, fordi jeg har været igennem så mange hårde ting. Så selvom jeg i bund og grund ER sådan en, der siger ”solen står altid op igen”, og som ser glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, så var mange ting så tunge, at jeg var begyndt at føle mig træt.
Men så mødte jeg Michèle, og hun er en energibombe. Som min datter, Melissa, siger, så har du sådan en aura af energi omkring dig, Michèle, og når du kommer ind i et rum, lyser det hele op. Og det er jo rigtigt – kig på hende!"
Michèle: "Hvor sødt…"
Carolyne: "Det er den energi, du har givet mig, og det er det, der gør, at jeg føler mig ung igen. Michèle matcher den der indre pige i mig, som for 30 år siden kom til Danmark og mødte Janteloven. For 30 år siden troede jeg, at jeg var noget."
De griner begge højt.
Carolyne: "Men det troede jeg virkelig, for min farmor havde altid sagt: ”Du er en prinsesse, du kan være, hvad du vil”. Min farmor byggede mig så meget op. Så kom jeg her til landet og tænkte, yes, nu skal jeg erobre Danmark, men så mødte jeg Janteloven, og stille og roligt begyndte jeg at tage den på mig. Folk omkring mig bekræftede mig i, at ja, du skal altid lige stikke en lille finger i jorden. Og nogle gange bliver den finger bare dernede i jorden, ikke.
Du kommer ikke videre, fordi du stadig er ved at stikke fingeren jorden. Men da så jeg mødte dig, Michèle, kunne jeg pludselig mærke den der lille pige på 21 år, som jeg var, da jeg kom hertil. Pludselig begyndte hun at komme frem igen. Og det er derfor, jeg siger, at jeg er blevet ung igen."
Det var lidt af en kærlighedserklæring?
Michèle: "Ja, kan du forstå, hvorfor jeg er vild med hende?"
Michèle og Carolyne var midt i livet, da de fik øje på hinanden, og de er meget enige om, at det er anderledes og også meget givende at få en veninde i en moden alder.
Michèle: Jeg har kæmpe respekt for alt det, som Carolyne har knoklet for at opnå med ungerne, integration, sprog og uddannelse, men hun var stadig i en form for overlevelsesmodus, da jeg mødte hende, hvor hun følte, at hun stadig skulle arbejde hele tiden.
Jeg sagde, kom nu, du er kun 50 år, livet er ikke slut endnu, og det hele behøver ikke være pligt og hårdt arbejde. Vi må gerne have det sjovt også. Og der tror jeg, at der er noget særligt ved at blive venner sent i livet. Men ser på hinanden på en anden måde, end hvis man har kendt hinanden altid og ved, at den anden er sådan og sådan.
Når man får en veninde sent i livet, er der pludselig en, der stiller spørgsmål til, hvem man er, og hvad man gør. Man bliver set på udefra i stedet for bare at være i de kasser, man plejer at være i. Lidt som hvis man er blevet skilt og møder en ny mand, som ser en på en helt ny måde."
Carolyne: "Jeg har tre veninder, der har kendt i mig i 20 år, og når jeg fortæller en historie, kan jeg se, at de tænker, ja, ja, den har du fortalt før, haha. Men nu har jeg fået Michèle, som jeg kan fortælle historierne til. Hun har ikke hørt dem før."
Michèle: "Ja, det har vi begge optur over. F.eks. spurgte Carolyne mig i går, om jeg nogensinde havde tænkt på at blive håndmodel. Og så hylede jeg af grin, for det er en af mine faste anekdoter. Da jeg var 15 år, fik jeg et tilbud om at blive håndmodel og var mega stolt.
Men, hvis man skulle være håndmodel dengang, skulle man også være fodmodel, og det kunne jeg ikke, for jeg har nogle virkelig grimme fødder. Hende, der havde givet mig tilbuddet, sagde ja, ja, det siger alle teenagepiger. Men så tog jeg sko og strømper af, og så sagde hun: ”Nå ja, det kan jeg godt se!”."
De griner begge to højt.
Michèle: "Og det har jeg jo så haft sådan et traume over lige siden, så da Carolyne i går spurgte, om jeg nogensinde havde overvejet at blive håndmodel, grinede jeg jo, fordi jeg troede, at hun kendte historien.
Men Carolyne var sådan: Hvorfor griner du? Og der gik det op for mig, at hun jo ikke kendte den historie, ligesom alle mine andre veninder gør. Så vi håber virkelig, at vi lever i hundrede år endnu, for vi har masser af historier, som vi skal have catchet op på sammen."