"Det er sgu ikke en nem løsning at forklare sit barn, at mor og far ikke skal bo sammen mere"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Trekanten i Køge, som var en lille lukket grusvej. Det var mig, min mor, min far og min fire år ældre storebror. Vi boede der det meste af min barndom. Jeg har danset, lige siden jeg kunne gå og klappe. Jeg var meget genert som barn. Jeg græd, bare nogen talte til mig. Jeg kunne kun danse med danselærerinden eller med en anden pige. Jeg ville aldrig kunne danse med en dreng. Da jeg var 11 år, fik jeg Thomas Evers Poulsen som dansepartner. Der startede en mere intens træning og privatundervisning. Jeg var dog også meget pligtopfyldende og passede skolen. Jeg sad tit og skrev stile klokken 23, når jeg kom hjem fra træning. Da jeg var 15 år, kom jeg på eliteplan, og der var der slet ikke noget, der hed fester.

Din levevej?

– Jeg vidste ret hurtigt, at jeg skulle leve som danser. Jeg havde virkelig følelsen af, at jeg ikke ville stoppe, før jeg var verdens bedste. Jeg flyttede til London for at danse, men jeg smed danseskoene, da det gik allerbedst, og jeg troede aldrig, jeg skulle danse mere. Det skyldtes, at jeg virkelig var i en identitetskrise og ikke anede, hvad jeg skulle. Hvem var jeg, hvis jeg ikke var hende den lyshårede danser? Jeg droppede alle slankekure og farvede mig sorthåret og tog kurser som modestylist. Til sidst havde jeg brugt alle mine penge, så jeg tog tilbage til Danmark og var lærervikar og boede hos mine forældre i Køge. Hold kæft, det var udfordrende for mit image! Men de børn tog virkelig røven på mig, og jeg blev så glad for dem, at jeg meldte mig ind på lærerseminariet. I 2005 ringede telefonen, og de spurgte, om jeg ville være med i Vild med dans.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg tænker ikke så meget over det, men nogle gange kan folk, jeg følges med godt se, at andre kigger. Jeg har ikke noget problem med, at folk genkender mig. Jeg har dog lagt mærke til, at det har betydet noget, at jeg er blevet single. Der kommer pludselig en del henvendelser ud af det blå, så jeg tænker lidt mere over, hvad jeg gør og siger nu.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg mødte Lai i Vild med dans, og vi var sammen i otte år. Det sidste halvandet år følte jeg mig på afveje. Følelsen af at noget ikke var, som det skulle være. Man siger altid, at vores generation vælger den nemme løsning og bliver skilt. Det er sgu ikke en nem løsning at forklare sit barn, at mor og far ikke skal bo sammen mere. Det var en kæmpe sorg. Lai fandt hurtigt en ny kæreste og skulle også være far igen. Det var meget svært følelsesmæssigt, at min søn skulle være storebror, men at det ikke var mig, der var moren. Det var der aldrig nogen, der havde lært mig at tackle, og det er ikke noget, man taler ret meget om. Jeg skulle balancere mellem, hvad der var bedst for Mio, og hvad jeg selv kunne være i. Lai var heldigvis meget respektfuld, og jeg kunne godt sige til ham, hvis jeg syntes, det var svært, og at jeg syntes, det hele var gået for hurtigt. Det hjalp at sige det højt, og jeg finder stadig styrke i vores forhold som eks'er. Lai forstår godt, at jeg både glæder mig på hans vegne og samtidig syntes, det var svært. Da han lige havde fået barn, aftalte vi, at jeg ikke afleverede Mio hjemme hos ham. Men efter vreden, frihedsfølelsen og sorgen har lagt sig, føler jeg mig meget tæt forbundet til Lai. I dag kan vi allesammen ses. Det skyldes nok, at vi alle insisterer på, at det kan lade sig gøre, og når jeg har afleveret Mio hos Lai, bliver jeg tit lige hængende. Jeg har faktisk puttet Lais baby, da han en dag var alene med ham. Det er godt nok en moderne familie.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor på Nørrebro – faktisk i Lais lejlighed. Vi boede der sammen de første seks år, men lejede den ud til sidst. Da vi blev skilt, flyttede jeg tilbage. Det siger ret meget om vores forhold, at jeg bor i hans lejlighed. Det er 10 minutter fra mit dansestudie, og det er et kreativt område af Nørrebro med mange forskellige mennesker og grønne parker. Der er liv og grønt.

LÆS OGSÅ: Mie Moltke åbner op om sit svære forhold til mad

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til Vild med dans for 12 gang. Jeg havde jo sagt til alt og alle, at jeg ikke var med mere – og jeg mente det. Det skyldtes, at der var så meget efter skilsmissen, en søn, der skulle starte i skole, jeg skulle udgive en bog og passe min virksomhed. Men sammen med Mios børnehave besluttede vi at udskyde skolestart et år, så han ikke blev den yngste i klassen, og bogen blev færdig til tiden. En dag sad jeg og drak en kop kaffe med en fra produktionen på Vild med dans, og han sagde, at de jo rigtig gerne ville have mig med. Lige dér fik jeg en følelse af, at det skulle jeg. Jeg brugte en måneds tid på at overbevise mig selv om det modsatte. Nu havde jeg jo sagt til alle, at jeg ikke var med mere. Hvad ville folk tænke? Men da gik det op for mig, at det er det forkerte grundlag at beslutte noget på. Jeg underviser netop kvinder i at være ligeglade med, hvad andre tænker. Det er så få beslutninger i vores samfund, der træffes med maven, men det var det, der skete. Det er uhåndgribeligt.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har en række veninder, som har hver sin vigtige rolle i mit liv. Der er intet filter mellem os. Vi både holder hinanden og skubber til hinanden. Det er noget helt særligt, og alene det at tale om det nu gør mig helt rørt. De er en integreret del af min hverdag, men man skal passe på med at tage den slags venskaber som en selvfølge. Den slags kvindefællesskaber, hvor man hverken konkurrerer eller "sweat-talker" hinanden er så vigtige. Dem man kan stole på, når man er helt oppe, og når man er helt nede.

LÆS OGSÅ: Mie Moltke om sin skilsmisse: “Hele min verden ramlede”

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."

– Kroppen. Jeg havde som ung et enormt kropshad. Jeg følte mig klam og tyk og fed, og jeg tænkte tit, at livet ville være lettere, hvis jeg slet ikke havde en krop. I dag føler jeg, at det, som var min største modstand engang – kroppen – er min største vejleder, og jeg har et dybt ønske om, at andre ikke skal have det som jeg havde dengang. Det er ikke sådan, at jeg er bedrevidende eller hævet over andre. Jeg er ikke sådan en, der render rundt i hvidt lys og med blomster over det hele. Jeg går med det, jeg mærker. Jeg skulle selv lære det, og der er en sandhed i, at din største smerte er din største lidenskab, for nu underviser jeg i det at få kontakt til kroppen. Det er en sindssyg proces. Vi har en tendens til at tage afstand til vores krop, men kroppen rummer hele vores historie. Al vores glæde og alle vores frustrationer ligger lagret i kroppen, og jo mere vi har kontakt til kroppen, desto mere kan vi flytte os. Jeg kalder det "feminine flow" og underviser også i det. Du er, som du skal være. Du er ikke for meget, du er ikke forkert. Når folk finder ud af det og står og bevæger deres arme og ben, så transformerer de sig. Når man først har mærket en flig af det, så giver man slip på det hele. Det er en vild lykkepille at opdage, at du er god nok som du er. Det er det, min bog handler om, og så er der også øvelser i at bevare kontakten til kroppen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Mit hjerte er ikke lukket, men der er ikke nogen mand lige nu. Jeg er typen, der ofrer mig ret meget i et forhold, en pleaser. De seneste to år har jeg øvet mig i, at det skal være mig selv, der fylder mit hjerte. Det er sværere, end man skulle tro, men på den måde kan der måske blive plads til en mand igen en dag. Det er virkelig noget andet at sidde alene i en lejlighed, når man har puttet sit barn. Det brugte jeg lang tid på ikke at være bange for.

Hvornår i livet tog du en genvej?

– Da jeg blev skilt, skulle jeg af med navnet Yde, som var Lais navn. På det tidspunkt var min mormor meget syg, så jeg fik lyst til at tage hendes navn, Martha. Jeg har ikke været til numerolog eller noget for at finde det navn, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke lige har fået det tjekket. Alle var enige om, at det var et bedre navn til mig, så nu hedder jeg Mie Martha Moltke. Jeg nåede også at sige det til min mormor, inden hun døde, og hun blev meget rørt.