Mikael Persbrandt

Mikael Persbrandt: Jeg kæmper stadig for at være en del af familielivet med min kæreste og tre børn

Der er rå mængder af sprut, stoffer, kvinder og kontroverser i den selvbiografi, som den svenske stjerneskuespiller Mikael Persbrandt netop har sendt på gaden i dansk oversættelse. Også en række danske skuespillere optræder i Persbrandts beretning om sin egen deroute.

Da han i sidste uge sad bænket hos en boghandler i indre København, stod kvinderne i kø.

De var mødt op for at få Mikael Persbrandts signatur på den selvbiografi, som netop er udkommet på dansk. Og kvinderne har i årevis stået i kø for meget andet hos den svenske stjerneskuespiller. Det fremgår af erindringsbogen ’Som jeg husker det’, der skildrer en barndom præget af en ung og festglad mor, en både fysisk og følelsesmæssigt fraværende far og et voksenliv badet i berømmelse, druk, stoffer, sex, løgne og forliste kærlighedsforhold.

Råt for usødet lægger han sin turbulente tilværelse frem, svenske Mikael Persbrandt, som er kendt for blandt andet roller i tv-serien 'Beck' og Susanne Biers film 'Hævnen'. Tiltaler for vold og narkohandel og indlæggelse på lukket psykiatrisk afsnit. Et liv i opløsning omgivet af både gangstere og berømtheder. Fuld af angst og anger. Og rå hærgen. Alt sammen indtil Persbrandt på vanviddets og fysikkens rand blev reddet af et hold læger. Med en diagnose som bipolar og medicinsk behandling fik han livet på ret køl.

”Jeg har en tåget erindring om, at jeg forsøger at slutte med narko og køber to flasker Explorer-vodka og bunder den ene derhjemme og falder og banker hovedet ind i en lampe af porcelæn og skærer mig alvorligt … I midten af december (2014, red.) kørte de mig ind til Sankt Göran, hvor man indkaldte et kriseteam. Jeg var sindssygt manisk og tårnhøj, grinede ukontrolleret, mens jeg forsøgte at skade mig selv ved at springe ind i væggene,” skriver han i bogen.

Mikael Persbrandt til bogsignering af "Som jeg husker det" i København, maj 2018. Foto: Mette Klingsey

Danske skuespillere optræder

Mikael Persbrandt er ikke karrig med sig selv – og ej heller med udlægningen af sine medmennesker, og bogen er en domsfældelse over en lang række kendte skuespillere og instruktører. En beskrivelse af, hvordan den verdensberømte instruktør Ingmar Bergman nedgør Pernilla August i forbindelse med en teateropsætning – afsløringer af andre store svenske teaterfolks divamanerer og intrigante ageren. Og så de danske spillere, hvoraf især Kim Bodnia og Mads Mikkelsen optræder som Persbrandts idoler.

I Kim Bodnia genkender Mikael Persbrandt sig selv i ”uhåndterligheden omkring stoffer og alkohol, i livsleden og de koleriske humørsvingninger og i en form for farlighed, der gør ham til et uforudsigeligt menneske.” De to arbejdede sammen første gang på et norsk filmset i 2002:

”Kim var ædru på det tidspunkt, men han fortalte, at han havde været langt nede i ’Pusher’-årene,” beretter Persbrandt og skildrer, hvordan han og den danske skuespiller fysisk måtte sætte hinanden på plads i forbindelse med optagelserne af Susanne Biers ’Hævnen’.

”Kim er ganske enkelt skrupskør (…) – men jeg elsker ham,” konstaterer Persbrandt, som også har stor veneration for Mads Mikkelsen, som han møder første gang i 2003 i forbindelse med kortfilmen ’Nu’:

”… han sad på bagsædet med en kasse øl og grinede, og jeg husker, at jeg tænkte: Hold kæft mand, her sker der sgu noget. Fyren er ligesom mig. (…) Og den første aften sluttede af med, at vi tog på værtshus. Og så var der dameselskab på hotellet og sauna og nøgenbadning,” fortæller Persbrandt og fastlår om Kim Bodnia og Mads Mikkelsen:

”Det ville være en drøm at få lov at arbejde sammen med dem i et fælles projekt. ’De tre små grise’ kunne være en passende filmtitel.”

Foto: Mette Klingsey

Undervejs i tilblivelsen af selvbiografien sidste år kunne 54-årige Mikael Persbrandt fejre tusind dage som stoffri. Han skal med egne ord stadig kæmpe for at være en del af familielivet med kæresten Sanna og deres nu tre børn:

"Som jeg husker det"

"Som jeg husker det"

Carl-Johan Vallgren, Mikael Persbrandt, Politikens Forlag

Læs mere her om selvbiografien hos Politikens Forlag.

”Men jo længere jeg holder mig clean og lever uden forsvarsværker, og jo mere Sanna og jeg taler sammen, desto nemmere bliver det at få kontakt med følelserne.”

Bogen er fortalt til den prisbelønnede svenske forfatter Carl-Johan Vallgren og er netop udkommet på Politikens Forlag.