Marian Midé elskede at sejle før, hun giftede sig med Mikkel Beha: Jeg er mere end ”kaptajnens kone”

Hun står på kajen sammen med sin søster. To små blonde piger i postkasserøde skørter på et grynet fotografi. De er solbrune og misser mod lyset. Bag dem vugger skibet Nella Dan i vandet.

Skibet har bragt Marian og hendes familie fra Australien til Danmark, og det er den første langfartssejlads, hun husker fra sin barndom i en familie, der ofte foretrak livet til søs frem for fast grund under fødderne.

Men det blev langt fra den sidste.

Piger ingen adgang

I dag er Marian Midé en særdeles erfaren sømand – eller søkvinde, om man vil. Hun har sejlet på egen hånd, siden hun som ung tilkæmpede sig et medlemskab af K.A.S, Københavns Amatør Sejlklub, der ellers kun optog mænd og drenge.

Som 24-årig fik hun eget skib – et langt, slankt, træbygget fartøj. Og hun var for længst en både habil og erfaren sejler, da hun mødte og forelskede sig i journalist Mikkel Beha Erichsen – manden, som hun senere stak til søs sammen med, og hvis sejladser med deres tre drenge er blevet dokumenteret i TV2-udsendelserne Med kurs mod fjerne kyster.

Alligevel bliver Marian ofte mødt med en formodning om, at hun først og fremmest er kaptajnens kone, når hun stævner ind i en ny havn.

"Det er lidt skørt, men sådan er det stadig; efter årtiers ligestilling findes der fortsat en forestilling om, at livet til søs fortrinsvis er for mænd," siger hun.

"Når vi kommer til en ny havn eller møder nye mennesker i sejlermiljøet, skal jeg altid lige bevise mit værd, før jeg bliver accepteret."

Eventyr, mod, råstyrke

Det er nu ikke noget, der går hende alvorligt på, understreger hun. Alligevel er det kilde til en lille, stædig frustration. For livet til søs er ikke kun for mænd, det er i den grad også for kvinder.

"Jeg tror, det handler om, at vi tit forbinder traditionelt maskuline værdier med det at sejle," siger Marian.

"Eventyr, mod og råstyrke. Og det er der også masser af. Men der er mindst lige så mange traditionelt feminine værdier – fællesskab, sammenhold og ikke mindst nærvær."

Det er netop de ting, Marian forbinder med sin egen barndom på havet.

Marians far arbejdede som radiotelegrafist på MS Talla Dan, der i perioden 1962 til 1987 fungerede som et vigtigt forsyningsskib for Danmark. Det var specialiseret til polarklima, men foretog også adskillige sejladser til varmere himmelstrøg. Og Marians far tog flere gange sin familie med. Få gange var der andre familier med om bord, men oftest var det bare dem og skibets besætning.

Naturlig sårbarhed

Marian husker endeløse horisontlinjer og duften af saltvand. Hun husker eventyret. En elefant i en havn i Sri Lanka, de imponerende isbjerge langs Grønlands smukke kyster, og dengang en hovmester gik om bord i Australien med en kænguru-unge i lommen.

Men hun husker først og fremmest nærværet om bord.

"Livet på et skib udgør en lille og meget tryg verden. Man forsvinder aldrig ret langt væk fra hinanden, og derfor findes der et nærvær og en naturlig sårbarhed mellem menneskene," forklarer hun.

"Man afhænger af hinanden på den gode måde. Og det er først og fremmest de oplevelser af fællesskab, der har grundlagt min kærlighed til havet – og dem, som Mikkel og jeg har forsøgt at give videre til vores børn."

"Havet er kraftfuldt. Der er voldsomme elementer på spil. Vind, vejr og vand. Men så længe man ved, hvad man laver, og har respekt for naturens kræfter, kan man sejle med ro i maven. Uanset om man er sømand eller søkvinde. Også med børn om bord," fortæller Marian.

Tre dage under dæk

"Sikker sejlads handler mindre om fysik og muskelkræft og mere om viden, erfaring og ikke mindst forberedelse," siger hun.

Og her skal man også turde forberede sig på det værste.

"Da vi rejste med små børn, havde vi klare procedurer på plads; vi havde forberedt os på forskellige scenarier og havde fastlagte kommandoveje," fortæller Marian.

"Hvis vi kom ud i alvorligt uvejr, skulle jeg gå under dæk med drengene. Her havde jeg tovværk klar, så jeg kunne binde dem sammen, så de ikke gled væk fra mig i mørket, hvis vi virkelig kom i problemer," fortsætter hun.

"Så langt ud kom vi aldrig. Men jeg har siddet i tre døgn i træk under dæk med børnene, mens Mikkel og den øvrige besætning red stormen af."

"Det lyder unægtelig risikabelt. Farligt, ligefrem. Men i virkeligheden er det det modsatte," forklarer Marian.

"Det farlige er ikke at forberede sig og ikke turde se selv de værste scenarier i øjnene," siger hun.

Smukt og glitrende

Også selv om de yderst sjældent udspiller sig. For livet til søs er ikke først og fremmest høj sø og utilregneligt vejr. Det er først og fremmest smult vande, endeløse horisonter og mageløse solnedgange, der farver havet glitrende gyldent.

Og så er det nærvær.

"Det er interessant, for livet på et skib byder på mange af de værdier, det moderne menneske savner og efterlyser: tid, nærvær, fordybelse – alt det, vi har så svært ved nå i en travl hverdag," siger Marian.

"Der er nogle grundlæggende, eksistentielle værdier at hente for os alle sammen om bord på et skib – uanset om vi er mænd eller kvinder."