– Min morfar døde, da jeg var 14-15 år, og det var et hårdt slag for mig. Det var første gang, det gik op for mig, at man på et tidspunkt skal sige farvel til de mennesker, man elsker. Da han døde, arvede jeg hans ur, og det har jeg passet godt på lige siden.
– Jeg havde et særligt bånd til min morfar og elskede ham vanvittigt meget. Ham og min mormor havde en lille lejlighed, og når jeg overnattede der, så lagde han madrasser på gulvet, og så lå vi og så gamle VHS-film, bl.a. Ørneborgen og Olsen Banden, som han elskede. Midt om natten kunne han finde på at gå ud og koge røde pølser, som vi lå og spiste på madrasserne, indtil han faldt i søvn. Det var meget varmt og kærligt.
– Uret går ikke, og det er ikke fint på nogen som helst måde, men jeg bruger det på særlige mærkedage, for så føler jeg, at min morfar er med mig, selvom han ikke lever længere. Der var så mange ting, han skulle have oplevet. Jeg ville gerne have vist ham min skønne kone og min søn, Max, da han blev født. Jeg tror, han ville have elsket Max.
– Jeg havde uret på, da jeg fik studenterhue på og på min bryllupsdag tidligere i år. Vi blev gift på Københavns Rådhus, og det var kun min kone og Max, der var der. Jeg friede til hende på min fødselsdag på en strand i Thailand. Hjemmefra havde jeg taget en ring med, som Max gav hende, mens jeg spurgte, om hun ville gifte sig med mig. Det var kun os tre, og sådan skulle det også være, da vi skulle vies. Men morfar var der også i ånden.
– En af de ting, uret minder mig om, efter jeg er blevet far, er, hvor vigtig tid er blevet. Det dyrebareste, vi har, er tid. Og det der med at sige ja til hinanden og ja til at bruge al sin tid på hinanden og blive gamle sammen, det er jo en kærlighedserklæring. Man skal nyde hvert et øjeblik, man har sammen og ikke tage noget for givet. Der kan ske noget frygteligt i morgen, så det er så vigtigt, at vi nyder hinanden, og den tid, vi har fået sammen. Livet er skrøbeligt, det er uret en påmindelse om.
