Mille Dinesen om barnløshed: "Det kan være så fucking ensomt"

Mille Dinesen ser fantastisk ud i rødt. Og fotografen elsker hende for at være så hjemmevant foran kameraet. Hun kan både smile sødt og lægge sit gummiansigt i sjove grimasser.

Har du det lige så godt med at blive fotograferet, som det ser ud til?

– Jeg har egentlig altid syntes, at det er svært at smile stort og endda med tænder, men jeg synes, det her er skidesjovt. Jeg kan godt lide, at der er noget bevægelse i billederne. Jeg tror, at jeg med erfaringen har fået modet til bare at give los. 

Erfaring og mod. Det skal vise sig at gå igen i alt det, vi taler om i løbet af dagen. Hele set up'et udspringer af, at ALT for damerne-redaktionen har fået den idé, at bladet i uge 49 skal være rødt-i-rødt med et kendt navn som covermodel. Mille Dinesen var den første, der blev skrevet på tavlen. Hun er indbegrebet af en skøn kvinde i 2017: Stærk og sjov, men også ærlig og følsom.

Er det de rigtige ord at sætte på dig?

– Det er meget godt ramt, for lige som alle andre har jeg jo mange sider. Det karaktertræk, der er mest tydeligt for andre, er nok det stærke og sjove. Jeg får tit at vide, at jeg har en stærk energi, når jeg kommer ind i et rum. Sådan har det været, siden jeg var lille, og så lever man nok ubevidst op til det, selv om man også er sensitiv og gerne vil have lov at være en lille skrigende pige og ikke kun stå og åbne øl med øjenlågene sammen med drengene. Så ja, selvstændig powerkvinde er nok det, der fylder mest hos folk, og det er først det seneste år, jeg er begyndt at åbne op for den anden side udadtil.

Foto-sessionen er i fuld gang. Nu er den. For den fik en lidt kaotisk start: Hunden Marlee løb væk. Mille Dinesen havde taget den med sig i studiet, for at den ikke skulle være alene hele dagen. Men Marlee øjnede en åben dør og stak afsted på eventyr i ejendommens mange korridorer. Først en nervepirrende time senere fandt holdet den hos overboerne.

– Det føltes som et helt år! Der blev jeg godt nok helt panisk og svedt og bange og løb rundt på gangene og ledte efter hende med hele holdet i hælene. Jeg var sgu lige ved at tro, at jeg skulle tage hundeløs herfra!

Mille Dinesen griner højt, men kigger samtidig lige en ekstra gang med flaksende blik, om Marlee har sneget sig ud på eventyr igen. Det har den ikke.

Forside-shootet er også en anledning til at gøre status over året 2017. Vi begynder med det gode.

Hvad har været det allerbedste ved 2017?

– Det sjoveste er, at jeg prøver at gøre noget nyt. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg kan mærke en masse god energi, der drøner rundt. Hvor den kommer fra, og hvorfor den kommer lige nu, ved jeg ikke, men det er en ret god følelse. Jeg klør lige nu på med at lave min egen serie af sundhedsprodukter med naturlige og økologiske råvarer, og det føles så rigtigt, at det bare er gået "bang, bang, bang". Jeg er ikke bange for at tænke stort, kan jeg mærke, og har også kastet mig ud i at designe fem stykker tøj i samarbejde med Moshi Moshi Mind. Nogle gange kan jeg godt blive fanget af Janteloven og tænke: "Ej, okay – slap af, Mille!", men på den anden side... Næh, jeg gider ej! Jeg gør mig umage på samme pernittengrynsagtige måde, som jeg gør, når jeg arbejder med en rolle, men der har bare været så god energi indtil videre. Det er et godt tidspunkt i mit liv at møde den fornemmelse egentlig. Lige når tingene ikke helt gik som ventet.

Mille Dinesen fejer den lyse manke til side over skulderen, mens hun tænker over det liv, der i 2017 slog flere krumspring: Tidligere på året brød hun med den kæreste, som hun gennem et tiår har forsøgt at få et barn med. Det skal vi også tale om, men Mille vil godt lige have lov at dvæle ved alt det positive lidt endnu.

– Min store interesse og mit personlige fokus de sidste 16 år har været sundhed og balance for mig selv. Jeg tog hul på at snakke om det sidste år med min bog og blev simpelthen så positivt overrasket over, hvor mange mennesker der kunne bruge mine erfaringer i praksis. Jeg har fået så mange forespørgsler på de produkter, som jeg har fundet frem til virker for mig. Det er enormt givende for mig at kunne give det videre. Derfor giver det så meget mening at prøve at udvikle nogle af de ting, som jeg har nørdet med og brugt min egen krop som laboratorium for de sidste 16 år, så andre kan få glæde af dem.

Som hun står der foran linsen med sit lange hår og slanke krop, er hun en levende reklame for sin egen filosofi. Hun tror på, at skønhed kommer af sundhed, og at begge dele skal komme indefra og blot understøttes udefra.

– Det lever jeg selv efter, og jeg har længe snuppet et dagligt shot af mit selvudviklede sundhedseleksir "Mosekonebryggen" af chlorella og livsvigtige olier. Det er min store passion at passe på min krop og være i balance, og jeg går meget op i indre trivsel.

Sidste år udgav Mille Dinesen den meget personlige bog "Min egen vej – Inspiration til et sundt liv i balance". Her stillede hun sig frem for første gang uden en karakter at gemme sig bag og talte åbent om sine personlige kampe. Om at stå ansigt til ansigt med diagnosen sklerose og om hendes årelange forsøg på at blive gravid.

– Jeg havde holdt det tæt ind til kroppen. Det var privat og ragede ikke nogen. Der var et sladderblad, der jagtede historien, og det var så ubehageligt. Det var med angst og bæven, jeg skrev bogen, for det var meget privat for mig. Men der var mange, som gerne ville have, at jeg delte mine erfaringer, og det var en meget befriende følelse at få det fortalt.

– Jeg troede førhen, at man skulle være sky og mystisk, når man var skuespiller, og at ingen skulle vide noget om en. Men efter jeg udgav min bog og i den forbindelse også valgte at tale om barnløshed, fandt jeg ud af, hvor befriende det egentlig var – og ikke mindst fandt jeg ud af, hvor meget andre kunne bruge, at der blev sat fokus på noget, som faktisk stadig er temmelig tabubelagt, selv om det efterhånden er en folkesygdom. Vi skal da tale om det og dele erfaringer og blive klogere og ikke føle os ensomme og alene, for det er vi ikke. Jeg er glad for, at jeg er holdt op med at gå og putte med mine kampe.

– Vi kan hjælpe hinanden, men kun hvis vi tør stille os frem med vores historier. Hvad blev der af fællesskabet? Alle holder sig for sig selv, og skilsmisseraten er 50 procent, det er en egoistisk verden, vi lever i.

Det var erfaringen, der gav hende modet. Også på det her punkt. I dag er hun overbevist om, at sklerosen var en fejldiagnose, for hun mærker intet til sygdommen. Hun er i topform og har det perfekt med at være 43 år.

– At være der, hvor jeg er i mit liv lige nu, og lidt starte på en frisk, er egentlig også okay, selvom det ikke lige var det, jeg havde forestillet mig. Jeg er blevet ældre, og jeg skal ikke bevise noget længere. Man skal selvfølgelig være der og gøre sig umage ALTID, det er mit mantra. Og der er masser af spændende skuespil-udfordringer forude stadigvæk. Men jeg har prøvet en del efterhånden.

Og nu prøver hun også det her: At splitte op med sin kæreste gennem 10 år og dermed tage et skridt væk fra drømmen om et barn. Lige nu har hun lagt det bag sig: Hormonkurene, fertilitetsbehandlingerne, adoptionsovervejelserne, forhåbningerne og skuffelserne. Men idéen findes stadig.

– Jeg har blod som en tyveårig og en stor æggereserve, men det gør det jo ikke mindre frustrerende. Faktum er, at jeg efter ti års forsøg stadig ikke er blevet gravid, og tiden og alderen arbejder imod mig. Af natur kan jeg heller ikke bare sidde og vente. Jeg bliver nødt til at handle. Sådan er jeg indrettet.

Sådan en er Mille Dinesen: En, der ikke lægger sig ned, men padler fremad. "Fandeme nej", tænker hun. Hun accepterer livets krumspring, men hun vil ikke acceptere, at de livskriser, hun har mødt, skal stå uudfordrede hen.

Og så har hun en aftale med sig selv.

– Jeg har lovet mig selv, at jeg skal kigge mig i øjnene, når jeg har holdt pause fra fertilitetsbehandlingen, og sige: "Hvad skal jeg med det der barnløse-projekt?". Og spørge mig selv: "Skal jeg lukke den dør, eller skal jeg prøve igen?". Det er vigtigt, at det bliver et valg, jeg tager, og ikke tiden, der tager valget for mig. Så det er der, jeg er lige nu.

I mellemtiden må livet ikke være netop det: Mellemtid. Det skal være et rigtigt liv, fyldt op af spændende projekter, hvor hun for eksempel kaster sig over at opfinde og nørde med kosttilskud og olier og design af træningstøj.

Og så er der jo hendes rigtige job: At være skuespiller.

Men fælles for det hele er, at det ikke rigtigt ligner vennernes liv. Et sted undervejs kom hun lidt ud af takt.

– Jeg har sådan en fornemmelse af at stå på sidelinjen af det konventionelle liv, som snart alle mine venner lever. Altså det liv, hvor man går på arbejde og på biblioteket og i svømmehallen og kører sine børn i skole og køber ind til spaghetti til aftensmad. Det liv kan jeg godt føle, at jeg bare har en voyeur-rolle til. Men jeg har enormt meget lyst til at være en del af det. Lyst til at leve der, hvor jeg har travlt med hverdagen og skal aflevere børn og møde klokken kvart over otte. Nogle gange kan jeg godt føle mig en lille smule ude af det "rigtige liv".

I de første år, hvor veninder blev til par, der blev til familier, var Mille god til at være en del af det.

– Jeg glædede mig utrolig meget på deres vegne, når de var gravide og fik børn, og jeg elskede snakkene, elskede at købe gaver til dem og dikkedikke. Og jeg elskede at høre om alle de tanker, de gjorde sig om vuggestueplads og hverdagen og sådan noget. Jeg elskede det lige indtil for nogle år siden, hvor jeg ikke gjorde det længere. Jeg tror bare, jeg havde nået en mæthedsgrænse, fordi det var så surrealistisk, at alt sammen kørte parallelt med, at jeg bare ikke fik det skide barn. Det blev for meget, for det er jo hele deres liv. Og det forstår jeg SÅ godt.

Hun har stadig de bedste venner i verden. De er der altid for hende, når hun har brug for at snakke. Så lytter de. Med interesse og krydsede fingre og alt det, gode venner gør. Men ingen af dem har det præcis som hende.

– Jeg har faktisk ikke nogen i min vennekreds, som er i min situation. Jeg har én veninde, som ikke har børn, men hun vil heller ikke. Ellers har alle fået børn. Og de vil jo så gerne være søde og forstående og lytte på mig. Men de forstår det bare simpelthen ikke. Jeg bebrejder dem det ikke. Det kan man nok ikke, når man ikke selv har prøvet det. Det er bare dét, der gør, at det kan være så fucking ensomt, siger hun og understreger, at det er derfor, det er vigtigt at bryde med tabuet barnløshed og tale om det. Ellers gør alle rundt og tror, at de er helt alene med det.

Marlee skal også med på billederne. Med hende i armene kommer de store smil helt af sig selv. Den gyldenblonde labradoodle flyttede ind sidste år, og ligesom alle andre hundeejere er Mille overvældet af den glæde og kærlighed, der kommer med sådan et firbenet pelsdyr.

– Jeg er faktisk ret rystet over, hvor vildt det har været for mig at få Marlee. Altså – det er jo bare en hund! Det er kommet totalt bag på mig, hvor meget godt det har gjort for mig. Jeg kan mærke, at det er virkeligt sundt for mig at have en, som gør, at jeg er tvunget til at være lige her lige nu. Hun udfylder et tomrum, som er helt naturligt, og som jeg endnu ikke har været heldig at opleve fyldt på en anden måde.

– Det har været så fedt og givende, og det er gået op for mig, hvor meget jeg har i mig, som jeg gerne vil give videre. Jeg flyder ganske enkelt over med kærlighed til hende.

Samtalen vender tilbage til det med erfaringen og modet. For det er det, hun har fået med sig ud af de livskriser, hun har været igennem. Hun ville hellere have været modgangen foruden, men hun er glad for den måde, hun har tacklet den på.

– Man ved ikke, før man møder krisen, hvordan man reagerer på den, og hvordan man angriber den. Gudskelov har min reaktion, både da jeg skulle deale med en alvorlig diagnose og på barnløsheden, været: "Sateme nej! Jeg må kunne gøre noget. Hvad kan JEG gøre?!" Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har været fuldstændig fra den og ensom og ked af det og desperat og alle de der ting. For det har jeg været. Er du sindssyg, det har jeg været. For det har været megahårdt. Men jeg er ikke gået i stå. Heldigvis.

Mille Dinesen er ikke typen, der tror på, at man kun får de kriser, man kan klare. Hun synes egentlig, hun har fået rigeligt, og kan ikke se nogen gave i de prøvelser, hun har mødt. Men hun sætter pris på den styrke, det trods alt har givet hende.

– Der har helt klart været situationer, hvor jeg har kigget opad og sagt: "Behøvede jeg virkelig det?". Altså... Man når et punkt, hvor man også tænker: "Ja tak, nu har jeg hørt dig. Nu synes jeg, at jeg har kæmpet nok. Back off..."

Milles hånd skubber den usynlige, uvelkomne på afstand.

– Og "du" ved jeg ikke engang, hvem er. Skæbnen. Eller Gud. Eller et eller andet derude. Jeg synes i hvert fald, at jeg snart må have udstået udholdenhedsprøven. Men sådan hænger livet jo bare ikke sammen. Der er ikke nødvendigvis nogen retfærdighed til. Sådan er det bare. Og jeg har jo klaret det. Jeg er også kommet styrket ud af det, og det kan jeg godt sætte pris på. Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert, både professionelt og privat, men jeg har ikke givet op på noget af det endnu. Det ligger simpelthen ikke til mig. Og det er jo også en af grundene til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Et godt sted.

Sådan er status her ved udgangen af 2017.

Hvad er det bedste, der kan ske i 2018?

– Altså, nu er jeg ved at lave de her små "babyer", mine produkter og tøjet, og i 2018 skal de ud til folk, og så er jeg spændt på at se, hvordan det går. Og så har jeg nogle spændende opgaver inden for mit "rigtige" fag. Det er hemmeligt, men jeg tror godt, jeg kan sige, at det er noget helt andet end det, jeg har lavet før. Der kommer nye boller på suppen.

Vil du gerne have en ny kæreste i 2018?

– Det kunne være dejligt! Jeg er meget indstillet på at være et moderne menneske, men jeg har bestemt ikke besluttet mig for at leve alene. Jeg skal nok bare åbne øjnene lidt for at få øje på mulighederne.

Til sidst vender spørgsmålet tilbage. Hvad med det barn? I 2018? Men hun vil helst ikke have noget skrevet ned sort på hvidt. For lige nu handler det om at bruge erfaringen og modet på det, hun selv har kontrol over.