Mille Gori: ”Da jeg lå ned, kom der ikke nogen og samlede mig op”

Er du god til at rose dig selv?

"Jeg har faktisk en tatovering, som er et lille huskekryds. Det er magen til det, nogle mennesker tegner på hånden, når de for eksempel skal huske at købe mælk, men for mig er krydset mere symbolsk.

Det skal minde mig om, at jeg skal stoppe op i hverdagen og sige til mig selv, at alt er okay. Tatoveringen er et lille symbol på, at hvis jeg ikke altid får ros af andre i min hverdag, så må det være min opgave at rose mig selv. Jeg kan nemlig til tider være rigtig dårlig til at klappe mig selv på ryggen, og det vil jeg gerne være bedre til.

Læs også

Ann Lind Andersen: Min fyreseddel endte med at blive en gave

Jeg er også stadigvæk ved at lære, at der er stor forskel på at rose mig selv og at være selvfed. I vores land bliver man opdraget til at have en ydmyg tilgang til sig selv, så hvis man endelig roser sit eget arbejde, kan det misforstås, som at man er selvfed. Det har helt klart også gjort, at jeg i lang tid afventede, at andre skulle fortælle mig, at jeg var god nok. Jeg troede nærmest kun på min egen succes, hvis andre fortalte mig, at det var godt nok, det jeg gjorde. Jeg tænkte aldrig på anerkendelse som noget, jeg måtte give mig selv."

Hvorfor tror du, du tænkte sådan?

"Jeg synes generelt, at hele vores system er bygget op omkring, at man først lykkes, når man får anerkendelse for det, man har gjort. Det starter jo helt tilbage i folkeskolen, hvor man skal have gode karakterer for at føle sig god nok. Og de karakterer skal vurdere, om man er dygtig nok til at studere videre, hvor man også skal have gode karakterer og klare sig godt – og sådan fortsætter det.

Jeg burde jo allerede som barn have fortalt mig selv, at jeg var helt tilstrækkelig, fordi jeg kunne læse en bog. Men fordi jeg ikke fik de bedste karakterer, tænkte jeg, at jeg ikke var klog nok. Jeg levede med, at fordi jeg ikke fik at vide, at jeg var god, så var jeg det nok ikke. Det var først i løbet af mine 20’ere, at jeg begyndte at forstå, at man gerne må rose sig selv, for der kommer ikke altid nogen og gør det for dig."

I hvilken sammenhæng gik det op for dig?

"Jeg gik på en danseuddannelse i Sverige på det tidspunkt. Uddannelsen var ikke SU-berettiget, så efter at have betalt for skolen var jeg fuldstændig broke. Jeg havde ikke råd til noget som helst andet i mit liv, og det gjorde det svært at nyde oplevelsen, selvom det havde været en livsdrøm for mig at komme ind på skolen.

Jeg var sulten og træt hele tiden, og når jeg mødte ind på skolen, fik jeg at vide, at jeg var for tyk og i øvrigt ikke en særlig god danser. Der kan jeg huske, at jeg en dag stod og tænkte, at jeg lige så godt kunne lægge mig fladt ned, og så måtte der komme nogen og samle mig op. Men da jeg lå ned, kom der ikke nogen og samlede mig op og sagde, at det hele nok skulle gå. Derfor endte jeg med at kaste drømmen om Sverige op i luften.

Læs også

Rosalinde Mynster har lært en særlig ting af en munk på YouTube – og nu gør hun det hver dag

Det var et kæmpe nederlag for mig, og det tog lang tid at acceptere. Dog gik det også op for mig, at jeg bliver nødt til at stå op for mig selv, for der kommer ikke altid nogen og hjælper mig. Når en dør lukkes, åbnes der ikke nødvendigvis en ny, men så må man lære sig selv at grave en tunnel eller åbne et vindue, så man kommer videre i livet alligevel. Jeg lærte i tiden efter oplevelsen at rose mig selv noget mere, og jeg fandt en ro i, at alt, hvad jeg gør, gør jeg så godt, jeg kan."

Har du så en stærk rygrad nu?

"Jeg er i hvert fald god til at gå efter mine drømme og at sige dem højt. Lige siden jeg var ti, har jeg skrevet mine fremtidsdrømme ned, og når jeg har nået dem, er jeg rykket videre. Det kan være alle mulige drømme, og mange af dem er også forholdsvist simple.

For mig handler det mest om at turde at kigge ud i fremtiden og faktisk visualisere ting. Det gør jeg rigtig meget, for jeg bruger det som en guideline og en arbejdsproces for at nå mine mål. Jeg fortæller også drømmene højt, fordi jeg på den måde bedre forstår, at mine drømme er alvorlige, og at de faktisk kan blive til virkelighed. Jeg tror ikke på, at man kan alt, hvad man vil, hvis man bare stiller sig foran spejlet med hænderne i siderne og siger det til sig selv.

For mig handler det om, at du kan alt, hvad du vil, hvis du er villig til at ofre det, det kræver, og at du arbejder benhårdt. Man skal kæmpe for at skabe sin plads i verden, for den kommer sjældent af sig selv."

Føler du, at du har skabt din plads i verden?

"Det skal ikke lyde mærkeligt, men jeg tror ikke altid, jeg er, som folk er flest. I mange aspekter har det forvirret mig, fordi jeg har set det som et benspænd frem for noget, der er til min egen fordel. Man kan nemlig godt blive misforstået, når man ikke er ligesom andre.

Jeg har altid snakket som et vandfald, været nysgerrig på verden omkring mig og er gået ind i mennesker med træsko på, og det kan tit fejltolkes, som at jeg er en rodebutik og at jeg med vilje fylder meget. Da jeg var yngre og i gang med at lære mig selv at kende, gav det mig i hvert fald følelsen af at være forkert. Det var ret sårende ikke at blive omfavnet, fordi jeg ikke passede ind i kassen – men nu forstår jeg, at kassen bare ikke var bygget til mig.

Alle de gange, jeg er løbet panden mod en mur eller har skrabet mig selv op fra asfalten, har ikke været forgæves, for det har givet mig en styrke, som jeg bruger i mit arbejde nu. Lige nu i mit liv synes jeg, at jeg står ret solidt, men jeg er jo stadigvæk det tvivlende menneske, jeg var som yngre, og derfor tror jeg, det kræver hårdt arbejde at blive ved med at stå stærkt."