Stine måtte til sidst sige stop: "Min mors giftigheder sendte mig tilbage til barndommens mindreværdskomplekser"

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Stine opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Så langt tilbage, jeg kan huske, var min lillesøster, Iben, min mors fortrukne, mens jeg nok var min fars.

Min mor kørte en tøjbutik, og var næsten altid i godt humør bag disken, men havde en tunge så skarp, at hendes kunder var delt op i to: Dem, der elskede at udveksle ironiske bemærkninger med hende, og dem, der bevidst undgik det.

Læs også

Ved et tilfælde opdagede Sofie at venindens kæreste var utro – men så tog hun sagen i egen hånd

Min mor var heldigvis klog nok til at kunne se forskel i butikken, men det kunne hun ikke derhjemme.

For på hjemmebane kommenterede min mor konstant, hvordan jeg, Iben og min bror, Søren, så ud og spiste, og om vi var flittige nok i hendes øjne. Ofte med en snert af ironi, men bag den gemte der sig også en alvor.

Jeg følte altid, at hun særligt var efter mig. Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at hendes kommentarer udsprang af kærlighed, men en bekymret en af slagsen. Fordi jeg foretrak bukser og sweatshirts i stedet for kjoler, og fordi jeg ikke var et læsehoved og indimellem distræt, troede hun konstant, jeg var på vej udover i afgrunden, og at hun derfor var nødt til at fortælle mig, hvordan jeg undgik den.

I de perioder, hvor jeg havde overskud, kunne jeg afparere, sådan som især Iben var virkelig god til. Iben lo nemlig bare eller gav igen med samme mønt, når min mor gik i gang. Søren valgte den strategi simpelthen ikke at høre efter. Min far sagde, at jeg skulle gøre det samme, og jeg prøvede. Men når jeg havde det dårligt, stak mors bemærkninger mig og gjorde ondt.

Vi havde et stort opgør, da jeg blev teenager. Jeg fik bumser og gjorde vitterlig alt, hvad jeg kunne, men min mor synes altid, at jeg kunne gøre meget mere. Hun var over mig, hvis hun så mig spise slik eller andre ting, hun anså for usunde.

Engang, jeg spiste en is med mine veninder, kom hun farende ud i køkkenet og rev den ud af hånden på mig. Det var vildt skamfuldt. Jeg brød bagefter sammen og meddelte hende, at jeg ville flytte hjemmefra, hvis hun ikke holdt op med at forfølge mig. Jeg tror måske min far for en gangs skyld trængte igennem til hende med sit råd om at lade mig være, for det gjorde hun faktisk derefter, og vores forhold blev lidt bedre.

Efter at min far døde, var der nogle år op igennem mine 30’ere og i begyndelsen af mine 40’ere, hvor forholdet til min mor ligefrem var godt. Mine børn og sådan set også min mand elskede, når hun kom på besøg. Så var der grin, godt humør og dejlig mad i farvandet. Når jeg først havde vænnet mig til hende, hændte det også, at vi fik nogle gode samtaler, hvor hun skruede ned for irettesættelserne. Min mand sagde, at min mor da have langt mere humor, end jeg forstod. Måske havde han ret? tænkte jeg, og blev lidt bedre til at grine af hende og give igen.

Så blev jeg skilt som 45-årig og røg ud i en stor krise. Jeg drak for meget i den periode og tog også på, og så var min mor igen efter mig. Engang skulle jeg på ferie hos hende med Iben. "En rigtig tøsetur" havde min søster solgt den som.

Læs også

Hvordan får jeg min mors opmærksomhed?

"Hvis bare du dog kunne bruge lidt makeup, du ser så bleg ud," var det første min mor sagde til mig, da vi kom ind ad døren.

Hele ugen var de gentagende temaer, at jeg sløsede med mig selv og datede de forkerte mænd. Begge dele var måske sandt, men ikke lige det, jeg havde brug for at høre. Iben og min mor derimod gik og lo sammen, mens de lavede mad, og hyggede sig. Følelsen af at være uelsket sad i mig bagefter. Og det blev værre. For med alderen syntes min mors høflighedsfilter kun at blive tyndere.

"Hvorfor køber du dig ikke en velsiddende kjole, der understreger dine former?" udbrød hun, da hun kom til min 50-års fødselsdag, hvorefter hun storroste den kjole, min søster havde på.

"Din lejlighed trænger i den grad til en gang hvid maling," sagde hun, da hun gik.

Jeg prøvede at tale med Iben om, hvor ondt de bemærkninger gjorde, men Iben slog det igen hen som et mindre problem.

"Hun er jo en gammel dame nu, så kan du ikke bare le af det."

Derefter skar jeg ned på mine besøg hos både min mor og Iben. Jeg havde brug for at bygge mig selv og mit nye forhold til min kæreste op uden dem. Det lykkedes mig faktisk med forskellige undskyldninger at holde dem på afstand i et halvt år.

Så ringede Iben og fortalte, at min mor havde haft en lille blodprop og havde svært ved at klare sig alene. Ibens plan var at flytte hende tættere på os to, og så kunne vi på skift klare de praktiske opgaver for vores mor.

Jeg blev naturligvis ked af at høre, hvor skidt det stod til og tog over og besøgte min mor. Hun havde ganske rigtig fået svært ved at gå og stå og det kneb både med indkøb og madlavning.

I første omgang fik jeg sat kommunen på sagen og lavede noget mad, som jeg lagde i fryseren. Jeg fiksede også hendes vandhane og gjorde rent overalt. Hun var taknemlig nok, men ikke mere, end at hun lige fik fortalt, at jeg jo aldrig havde været så stor en madkunstner som Iben og stadig trængte til at tabe mig. Og hvad var det også hun hørte om min kæreste, at han ikke ville bo sammen med mig? Det skulle jeg ikke finde mig i. Jeg skulle sætte mænd på plads, når det krævedes, det havde Iben i øvrigt også altid været god til.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til Iben og sagde, at jeg ikke kunne være med i hendes plan. For jeg orkede simpelthen ikke at være sammen med vores mor. Iben forsøgte igen at slå det hen med, at vores mor var blevet gammel, men denne gang holdt jeg fast. Måske var det gammelkonesnak, men det trykkede på de forkerte knapper hos mig og bragte mig i høj fart tilbage til barndommens mindreværdskomplekser. Jeg ville ikke finde mig i det mere.

Læs også

Skal jeg genoptage kontakten til min ustabile mor?

For en gangs skyld syntes Iben at forstå. Hun sagde, at hun ville tale med vores mor og vende tilbage.

Nogle uger efter fik hun mig overtalt til at tage med over til min mor. I bilen snakkede Iben om, at træerne jo nok ikke voksede ind i himlen, men at hun troede på, at vores mor kunne forbedre sig. Åbenbart viste det sig nu, at min mor også havde fået sagt nogle hårde ting til Ibens to voksne døtre om, at de sløsede med deres uddannelser og var dovne.

"Jeg er helt enig med dig i, at hun er blevet for strid," sagde Iben.

Alene den udtalelse var et godt skridt på vejen. Hvor havde jeg dog tit savnet, at Iben og jeg kunne blive enige om det grænseoverskridende i min mors evige irettesættelser.

Vi valgte den anden aften for vores besøg til det store opgør. Jeg havde besluttet at lade Iben føre ordet, hvilket jeg ikke fortrød. Jeg har altid vidst, at hun også havde en skarp tunge, men var ikke klar over, at hun kunne bruge den overfor min mor.

Hun sagde rent ud, hvor meget min mor sårede andre med sine giftige bemærkninger, og at hun måtte holde op med at tro, at hun kunne fortælle andre, hvordan de skulle leve deres liv. Som oftest førte det til det modsatte af, hvad hun troede, nemlig at folk tabte troen på sig selv. I stedet skulle hun her på sine gamle dage begynde at vise sin kærlighed mere. For det trængte både jeg og Iben og sikkert også Søren og alle hendes børnebørn til.

Min mor sad helt mundlam og forskrækket bagefter, det var lige ved, at jeg fik medlidenhed med hende.

"Er jeg virkelig så slem?" spurgte hun.

"Jeg tror ikke, du er det med vilje, men du skal holde op med at sige lige det, du tænker," sagde Iben.

"Men jeg elsker jer jo højt alle sammen og synes, I er fantastiske," sagde min mor helt himmelfalden.

Så gik hun over til at blive vred over, hvor sarte folk var nu om dage. Det var ikke, som da hun var barn. Dengang måtte man finde sig i lidt af hvert.  

Den tone kørte hun stadig i, da vi tog afsted igen, og en undskyldning fik vi ikke. Men samtalen havde forandret noget i mig. Iben havde fået illustreret, at det jo vitterlig bare var min mors filterløse tanker om hendes bekymringer for os og ikke andet, der var på spil. Derfor sagde jeg også ja til at flytte min mor over i en lejlighed tæt på os, og ja til at hjælpe hende, om end det var med bankende hjerte og nervøse trækninger.

Vi nåede også at have min mor i nærheden i nogle måneder, hvor jeg oplevede, at Ibens opsang havde virket. Min mor var mere tilbageholdende, og det var faktisk lige ved, at det var for meget. Jeg tænkte, at hendes nye ydmyghed også skyldtes flytningen. Hun havde svært ved at finde sig til rette i et nyt hjem i en ny by, og derfor forsvandt noget af hendes selvtillid. En dag, jeg kom, lå hun i sengen med en forkølelse. Jeg fik hende op og lavede mad, og hun sagde, at hun elskede mig, og at jeg måtte love kun at gøre det, der gjorde mig selv glad.

"Selvfølgelig skal hverken jeg eller andre bestemme, det var aldrig min mening," sagde hun.

Jeg sagde, at jeg også elskede hende, og at hun var en meget inspirerende mor, fordi hun altid havde været så stærk og selvrådig.

Nogle dage efter sov min mor ind i sin seng, mens Iben var i gang med at lave mad til hende i køkkenet. Jeg ville gerne have haft mere tid med hende i den nye fase, hvor jeg følte, at vi var mere ærlige, men jeg er samtidig taknemlig over, at vi fik talt ud. I dag fortryder jeg kun, at vi ikke fik gjort det før.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.