Saras søster var ved at ødelægge sin følsomme datter, men kan hun svigte sit løfte?

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sara opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min søster, Lone, og jeg er ikke ligefrem diametrale modsætninger, men forskellighederne mellem os er alligevel så tydelige, at vi livet igennem har fået spydige og drillende bemærkninger om, hvorvidt vi nu også har helt samme ophav.

Lone har altid været den af os, der var længst fremme i skoene, og sådan er det stadigvæk.

Læs også

Da Lises datter kom på besøg, stod det klart, at hun var fanget i et forfærdeligt ægteskab

Hun er karrierekvinde med stort K, mens jeg er mere tilbageholdende og generelt trives bedst i omgivelser, jeg kender. Nu har vi begge rundet de 50 år, Lone er afdelingschef i en stor produktionsvirksomhed og rejser ofte rundt i verden på grund af sit job, mens jeg trives fint som halvdagsassistent på byens plejehjem.

Lone er mor til to piger, mens min mand og jeg har fået tre drenge, og med min søsters ord er jeg blevet ”en sat husmor med hang til hjemlig hygge. ”Måske har min søster lidt ret, men det gør mig ikke noget at få den mærkat klistret i panden.

Lones eget ægteskab gik i stykker, da pigerne endnu var små. I løbet af årene har hun så været igennem to forliste forhold, og de seneste år har hun ladet sit job fylde sin tilværelse.

Trods forskellighederne havde jeg dog alligevel aldrig forestillet mig, at vi på noget tidspunkt skulle komme på kant med hinanden. Sådan gik det desværre, og selvom Lone mente, at det var mig, der var skurken, ville jeg ikke have gjort ret meget anderledes, hvis vi kunne leve livet om.

Lones piger er altid kommet hos os, og især Lærke, som er den ældste af pigerne, har jeg et ganske særligt forhold til. Om det skyldes, at Lærke er det første barn i vores fælles flok, ved jeg ikke, men jeg havde hende ofte, når der var brug for en barnepige, og jeg har virkelig fulgt Lærke på nærmeste hold, fra hun kom til verden og frem til i dag.

Hendes lillesøster havde jeg også meget med at gøre, mens hun var lille, men hvor Lærke var den forsigtige, der gerne ville have styr på alting og rigtig gerne ville høre min mening om det meste, lignede lillesøsteren mere sin mor. Lidt mere fandenivoldsk, og en del mere ”vil selv, kan selv.”

Når livet kradsede lidt i teenageårene, skulle Lærke altid lige forbi for at vende situationen med mig. Der kunne være lidt problemer med en lærer på skolen eller med en af veninderne. Usikkerheden, der altid kommer snigende i kølvandet på de første, spæde forelskelser, gav også anledning til mange spørgsmål, og så lavede Lærke og jeg en kande te og satte os sammen ude i vores havestue og snakkede om drenge som to jævnaldrende piger, hvoraf den ene dog havde lidt mere erfaring end den anden.

Lærke var aldrig direkte anklagende, men ind imellem kunne jeg fornemme, at hun heller ikke trivedes helt, som hun burde, derhjemme. Hun følte sig ensom og led tydeligvis under, at min søster rejste så meget. Det var det sværeste at høre om, og det sværeste at lade være med at blande sig i.

Lærke begyndte også ofte at dukke op for at få hjælp til lektierne. Hun blev lidt fjern og stirrede bare ned i skolebøgerne, når hun indrømmede, at hendes mor ikke havde tid til at forklare det, så hun kunne forstå det. ”Hun synes vist, jeg er lidt dum”, kunne hun finde på at hviske med et usikkert smil.

Læs også

Katrines mand drak for meget – en dag tog hun en impulsiv beslutning, som ændrede hende og børnenes liv

Det var hårdt at høre på. Og de dage kom der desværre flere af. Lærke følte sig overset, og efterhånden fik hun også en uretfærdig følelse af, at hun ikke slog til. Ikke mindst da hun, tror jeg, mod sin vilje begyndte i gymnasiet. Hun kæmpede virkelig for at leve op til sin mors store forventninger, men hun trivedes ikke, og flere gange spurgte hun mig, om det ville være dumt at droppe ud. Jeg lovede hende til sidst, at jeg ville prøve at tale med Lone om situationen. Det faldt desværre min søster lidt for brystet, at Lærke kom til mig med den slags.

"Hvorfor taler hun aldrig med mig på den måde? Jeg er da trods alt hendes mor …"

Lone havde dog for travlt med sit eget liv til, at hun også kunne rumme sin datters problemer og ikke mindst tage dem alvorligt. Måske var det også lidt i trods fra Lærkes side, da hun selv tog beslutningen om at stoppe på gymnasiet og i stedet fik arbejde i et aktivitetshus for handicappede. Det gjorde Lærke så glad, og hun var virkelig god til jobbet, men samtidig gjorde det Lone vred, og hun var fast besluttet på, at det var min skyld. At Lærke blot fulgte sit hjerte, gav hun ikke noget for.

Da Lærke efterhånden udviklede sig til en ung kvinde og forelskede sig i Jonas, glædede jeg mig i det skjulte over, at hun nu havde fundet sit eget ståsted. At det så nok ville betyde, at jeg gled lidt i baggrunden, havde jeg det fint med, men det gik nu ikke sådan. De to unge mennesker blev ved med at komme i vores hjem. Jonas begyndte endda at komme forbi alene for lige at få en kop kaffe og en sludder, og forholdet mellem ham og min mand udviklede sig med tiden til et venskab.

Derfor var det også den naturligste ting i verden, at vi tilbød vores hjælp, da Lærke og Jonas købte et ældre hus, som Jonas selv ville sætte i stand. Vi var der så ofte, det kunne lade sig gøre. Drengene tumlede med det grove, mens Lærke og jeg flyttede fra rum til rum med tapet og malerpensler, så snart ”tømrer-holdet” var færdig med det, de skulle have ordnet. Det var ikke meget, vi så til Lone, mens vi gik og indrettede huset, og min mand og jeg talte ofte om, hvor mærkeligt det var.

De gange, hvor følelserne løb lidt af med Lærke, og hun beklagede sig over sin mors manglende tilstedeværelse i hendes liv, svarede jeg dog så undvigende, som det nu var muligt. Så kvitterede Lærke som regel med sit skæve smil, og jeg lagde armene om hende i stedet for at sige noget direkte, og så havde vi alligevel begge to givet udtryk for, hvad vi mente.

Da huset var blevet forvandlet til et dejligt hjem for de unge mennesker, inviterede de til indflytterfest, og de havde virkelig gjort sig umage op til den aften. Mens vi spiste, stod der en tom stol ved side af Lærke, og hun lavede en lille hovedrysten, hver gang vores øjne mødtes. Jeg havde så ondt af hende. Lone dukkede først op, da vi andre havde spist. Hun bød sig selv indenfor med en kort undskyldning, og resten af aftenen gjorde hun vanen tro sig selv til festens midtpunkt.

Læs også

Svigter jeg mine voksne børn ved at sige stop?

Helt galt gik det, da Lærke blev gravid. Hun kom glædestrålende og fortalte mig det, den dag hun havde været ved lægen, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Midt i al glæden spurgte jeg selvfølgelig Lærke om, hvordan min søster havde reageret. Lærke så mig i øjnene i nogle lange sekunder, inden hun fortalte, at hendes mor ikke havde fået det at vide endnu.

Der kunne jeg ikke lade være med at sætte mig i min søsters sted. Jeg sagde det til Lærke, men hun trak bare opgivende på skuldrene. For hun havde været forbi sin mor uden at træffe hende. Efterfølgende havde hun så inviteret Lone til at komme forbi og spise sammen med hende og Jonas, fordi de havde en glædelig overraskelse, men hun havde ikke plads i kalenderen før ugen efter, og Lærke ville på ingen måde fortælle det til sin mor i en SMS.

Den dag kogte jeg godt nok lidt over, og da Lærke var gået, ringede jeg til Lone. Mod mine egne principper svigtede jeg mit løfte til Lærke om ikke at sige noget, og efter en kort indledning ønskede jeg min søster tillykke med, at hun skulle være mormor.

Der blev stille i telefonen en stund, og i de sekunder ønskede jeg virkelig, at jeg kunne æde ordene i mig igen. Eller i hvert fald bringe emnet frem på en mere hensynsfuld måde. Men nu var katten ude af sækken, så da Lone endnu engang satte sin mest forurettede mine op og bebrejdede os, at vi havde taget Lærke og Jonas fra hende, løb følelserne af med mig.

Det blev en noget anderledes samtale, end jeg havde regnet med. Jeg forsøgte virkelig at tøjle min vrede, mens jeg satte ord på de synspunkter, jeg havde fortiet i årevis. I begyndelsen gav Lone igen med sine frustrationer, men efterhånden blev hun stille. Hun lyttede tavst, mens jeg prøvede at fortælle hende, at Lærke var anderledes end hende og savnede og behøvede hendes nærvær.

Jeg fortalte hende også, at jeg aldrig havde gjort noget bevidst for at komme imellem dem, men samtidig skulle hun også vide, at vores hjem altid havde været og altid ville være åbent for Lærke og hendes familie.

Jeg følte ikke, at vi var uvenner, da samtalen var slut. Jeg håbede bare, at Lone ville tænke over, hvad jeg havde sagt. Især håbede jeg, at Lone ville forvalte mine oplysninger med en vis nænsomhed, når hun nærmede sig sin datter med en ny indstilling til hendes liv.

Naturligvis blev alle folderne ikke rettet ud over natten, for Lærke havde jo følt sig forsømt og overset i rigtig lang tid. Men Lone og hun nærmede sig hinanden på nye vilkår og uden at vide, hvad der direkte er blevet sagt mellem dem, er jeg ikke i tvivl om, at Lone er kommet med nogle seriøse indrømmelser over for sin ældste datter.

Da vi forleden dag var ude på sygehuset for at hilse velkommen til Lærkes nyfødte søn, sad Lone da også allerede inde på stuen med den lille dreng i sine arme. Billedet gav mig øjeblikkelig en klump i halsen, der ikke sådan lige lod sig rømme væk. Lærke havde blanke øjne, da hun sendte mig sit velkendte skæve smil. Jeg gik direkte hende og lagde armene omkring hende, og så havde vi begge to sagt, hvad der skulle siges. Præcis, som vi altid havde gjort det.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.