Trine blev skilt fra ungdomskæresten

De var 16-17 år, da de mødte hinanden på studietur i 2. g. Trine fra Skanderborg og Thomas fra Herlev. Det var kærlighed ved første blik i Firenze, og fra den dag var det bare de to.

Resten af gymnasietiden pendlede de frem og tilbage mellem landsdelene stort set hver weekend. Der var ikke var så meget tid til andet eller til vennerne i weekenderne. Til gengæld var Trine og Thomas sammen om næsten alting.

– Straks efter gymnasiet købte vi vores første lejlighed i Brønshøj og flyttede sammen. Jeg kendte ikke mange i København, så Thomas’ venner blev hurtigt vores fælles venner. Men der var ikke mange af de jævnaldrende venner, der levede det samme liv som os, så vi endte for det meste med at være os selv og lave familieting. Jeg tror faktisk ikke, vi sås særlig meget med andre i de år.

Familieliv på Falster

Tosomheden passede dog parret godt.

– Vi var taknemmelige over at have hinanden og senere vores børn. Vi sagde ofte til hinanden, at vi måske havde tyvstartet, men at det var godt, at vi ikke behøvede bruge alle ungdomsårene på byliv og dating og at flakke omkring og lede efter, hvem vi var, husker Trine.

Og tilføjer, at ingen af dem jo dengang anede, hvor meget netop det kunne komme til at hævne sig senere. For dengang gik alt slag i slag for det unge, lykkelige par.

– Vi blev gift på min 20-årsfødselsdag og fik to børn med få års mellemrum, mens vi samtidig tog vores uddannelser. Vi købte et kæmpestort nedlagt landbrug på Falster og flyttede dertil, selvom vi ikke kendte et øje. Men vi havde selvbyggerdrømme og drømme om det bæredygtige, landlige familieliv, som skulle realiseres.

Alt gik lige efter bogen Trine husker omgivelserne som meget støttende i forhold til deres beslutning om at blive gift i så ung en alder. Men nogle undrede sig.

– Jeg stødte ofte på folk, som spurgte mig, om jeg var meget kristen, eller om det var, fordi jeg var blevet gravid. Jeg husker især, da en medstuderende spurgte mig, hvorfor jeg ikke gik med slør. Han var helt overbevist om, at jeg var muslim, og at det var et arrangeret ægteskab.

Men hvis nogen havde skrevet drejebogen, var det Trine og Thomas selv. Et år efter brylluppet fik parret, som ønsket, deres første barn. To et halvt år senere kom nummer to og efter yderligere fem år nummer tre.

– Thomas og jeg var rigtigt gode til at supplere hinanden. Vi var et godt team, og vi kunne få rigtig mange ting til at lykkes i fællesskab.

LÆS OGSÅ: Efter skilsmissen: Sådan kom vi igang med at date

Vi sled hårdt på hinanden

Selvom drømmene og målene et efter et blev nået, varede lykken dog ikke ved for parret. Kærligheden sivede lige så stille ud af ægteskabet, som gled over i et praktisk makkerskab med fælles opgaver, børn og metaltræthed.

– Du ved, når man bukker og bukker i det samme led igen og igen, så knækker det over til sidst. Vi havde gjort og tænkt alting sammen i mange år, og til sidst kunne jeg ikke holde styr på, hvad der var mine egne drømme og behov, og hvad der var hans.

– Jeg tror i bund og grund, at vi voksede fra hinanden. Jeg var vokset op side om side med min allerbedste kammerat, som jeg også var gift og havde fået børn med. Vi havde gjort alting sammen altid, og jeg var til sidst ikke i stand til at skelne mellem ham og mig selv og mellem hans og mine egne følelser. Vi var vokset så tæt sammen, at vi begge to forsvandt, forklarer hun.

– Vi lærte hinanden at kende så tidligt i livet, at vi endnu ikke vidste, hvem vi selv var. Og da vi blev voksne, gik det mere og mere op for os, at vi ville noget forskelligt.

Det var dog en erkendelse, der krævede både tid og tårer, og som langt fra var nem at acceptere, hverken for Trine eller Thomas.

– Selvfølgelig kunne jeg ikke se det så klart dengang som nu. Undervejs røg vi da også ind og ud af forskellige klassiske kriser og diskussioner, men sådan helt grundlæggende var det manglen på den rigtige kærlighed, som førte til skilsmissen.

– Den var blevet til en anden slags kærlighed, en ”venskabskærlighed” og gensidig respekt for hinanden og for det liv, vi havde sammen. Vi strittede begge imod i de sidste år af vores ægteskab, og vi sled hårdt på hinanden undervejs. Men når man ikke længere elsker hinanden som kærester, så skal man ikke blive sammen, måtte vi til sidst erkende.

Ikke nogens skyld

Derfor blev de efter 13 års ægteskab og mange, svære overvejelser enige om, at tiden var kommet til at gå hver til sit. Og selvom de sidste år af ægteskabet langt fra var rosenrøde for nogen af dem, er Trine samtidig overbevist om, at de var med til at forme det tætte og velfungerende forhold, de har til hinanden i dag.

– Vi havde begge to gjort, hvad vi kunne for at holde sammen på tingene og på os selv. Jeg tror faktisk, at det er en af de væsentligste årsager til, at vores skilsmisse blev så god – at vi begge var klar over, at det ikke var nogens skyld. Skilsmissen var udramatisk. Men det betød langt fra, at den ikke gjorde ondt og at der ikke fulgte strømme af tårer og tvivl i kølvandet på beslutningen.

– Det er et kæmpestort brud at blive skilt, ikke mindst når der er børn involveret, så selvfølgelig var jeg i tvivl undervejs – nærmest hvert andet sekund den første tid. Men selvom jeg var i sorg, og alle følelser kogte inde i mig, så var jeg samtidig ikke i tvivl om, at vi begge ville blive bedre udgaver af os selv ved at gå vores egne veje. Og dermed også blive bedre forældre for vores børn.

At stå på egne ben

Tiden efter skilsmissen står dog stadig for Trine som det sværeste, hun nogensinde har oplevet.

– Jeg havde mistet enhver tro på kærlighed og på de værdier, vi havde haft sammen i vores liv. De første måneder efter skilsmissen kunne jeg blive overrumplet af samtlige følelser i registret på én og samme dag. Jeg var forvirret og ulykkelig og følte mig meget, meget ensom, husker hun.

– Jeg var i chok og sorg. Hele mit eksistensgrundlag var hevet væk under fødderne på mig. Jeg havde hele mit voksne liv været hende, der var gift med Thomas – og når jeg nu ikke længere var dét, hvad var jeg så?

– Hver eneste detalje var pludselig til diskussion igen. Jeg havde aldrig prøvet at bo alene, havde aldrig haft min egen økonomi og aldrig truffet store beslutninger uden at have én at sparre med. Det var virkelig skræmmende, men samtidig også utroligt spændende.

Læs videre på næste side.Råt og ikke særligt smukt

Først efter to år følte Trine, at hun var ved at have styr på, hvordan det nye liv skulle stykkes sammen.

– Fordi jeg pludselig stod alene, og alting var nyt og fuldstændigt op til mig selv, blev jeg jo nødt til at tage mig selv 100 procent alvorligt og finde ud af, hvad jeg egentlig syntes var vigtigt at fylde i mit liv. Jeg blev nødt til at definere mig selv og mit liv fuldstændig forfra igen.

– Det var råt, og det var heller ikke særlig smukt. Det kostede kræfter, jeg ikke anede, hvor jeg skulle finde, og mere end ét venskab røg også på den bekostning. Måske fordi jeg var i så dyb krise og chok, at ikke alle kunne rumme det.

Hun havde børnene hver anden uge og vekslede mellem at være mor med madpakker, stationcar og overblik til ugen efter at befinde sig i et følelseskaos uden anelse om, hvad der var op og ned på sig selv.

Men tiden gjorde godt. Og det gjorde rådene og terapien fra dels en stresscoach og dels en kognitiv terapeut også.

– De hjalp mig med at acceptere min virkelighed, som den så ud. Helt råt og helt sårbart. Og at det var o.k. at være dér. De gav mig modet til at tro på, at jeg godt kan selv, i mit eget tempo og på min egen måde.

Så stille og roligt lysnede det, og den voksne Trine dukkede frem af tågerne.

– Da den værste sorg havde lagt sig, begyndte tingene så småt at falde i hak. Og pudsigt nok fandt jeg jo ud af, at mit liv og mine værdier nok alligevel ikke var så væsentligt forskellige fra dengang, jeg var gift.

Fra landet til lejlighed i byen

Samtidig var det dog tid til forandring på nogle områder. Trine indså blandt andet, at hun ønskede sig en anden måde at leve på. Og i dag er livet på landet skiftet ud med en lejlighed i byen og et ønske om først og fremmest at have personlig frihed og masser af nærvær.

– Det betyder virkelig meget for mig, at jeg ikke er bundet af ting og materielle behov. Jeg ønsker et liv, som er overskueligt og enkelt, hvor jeg har de ting omkring mig, som jeg holder af, men hvor det er tiden sammen med hinanden, der betyder mest.

Med det på dagsordenen fravalgte hun sit faste lærerjob og tog hul på et liv som selvstændig med mulighed for at tilrettelægge sit arbejde, så det passer med, hvornår børnene er hjemme.

– Skilsmissen har lært mig at værdsætte tiden med mine børn. Nu har jeg dem jo kun på halv tid, og jeg har ikke lyst til at spilde den tid, vi har sammen med at være fraværende eller travl med tusind gøremål. Jeg er blevet bedre til at være nærværende, når jeg er sammen med mine børn, og jeg er blevet meget bedre til at involvere dem på hvert deres niveau.

Rejsen dertil har dog været lang og sej, og den har taget flere år. Men den har været lærerig og givet en stor selvindsigt og -forståelse.

– Jeg fandt ud af ting omkring mig selv, som jeg ikke havde turdet tro på: at jeg faktisk er i stand til at være mig selv. At jeg har mange holdninger, som jeg ikke er bange for at sige højt. Den proces har været essentiel for mig. Jeg blev tvunget til at finde modet til at stå ved mig selv. Jeg tror godt, man kan sige, at min skilsmisse for alvor gjorde mig voksen.

LÆS OGSÅ: Første ferie som fraskilt

Jeg skulle ikke have en kæreste, men...

Og kærligheden har hun også fundet igen. Eller egentlig var det nok nærmere den, der fandt hende – langt tidligere, end hun overhovedet var klar til at møde den.

– Jeg mødte René kort tid efter, at jeg blev skilt. Jeg havde absolut ingen planer om, at jeg skulle finde en ny kæreste, men han sneg sig langsomt og insisterende ind på mig. Jeg var stadig vred og såret og i sorg efter skilsmissen. Jeg skulle i hvert fald aldrig nogensinde have en mand i mit liv igen, og jeg skulle aldrig nogensinde giftes eller have flere børn. Men kærlighed har sine egne veje, og selv om jeg strittede imod det bedste, jeg havde lært, måtte jeg overgive mig til sidst.

René var nemlig ikke sådan at ryste af sig.

– Han sad bare ved siden af mig og havde mod og tålmodighed til at lytte til alle mine tanker og overvejelser. Jeg fik lov til at rase ud og sørge færdig og stædigt insistere på at finde mig selv. Og da jeg endelig var færdig, sad han der stadig og smilede. Hvem kan modstå det?

Trine kunne ikke. Og sammen med René har hun skabt det nye liv, der passer til den, hun er blevet. Sammen har de fået en søn og blev gift sidste år.

Stadig en (stor) familie

Trine ser selv sin skilsmisse som lykkelig. Ikke mindst, fordi hun stadig har Thomas i sit liv som en rigtigt god ven.

– Vores forhold er ret fantastisk! Selvfølgelig har vi været trætte, vrede og sårede og alt det, som naturligt nok følger med et brud. Men vi har strengt os an for, at det ikke skulle være de følelser, der fik lov til at dominere. Vi har gjort, hvad vi kunne for at pille dramaet ud af situationerne og i stedet fokusere på den fælles fremtid, vi stadig har. Thomas har været en virkelig stor del af mit liv i mange år. Han er far til tre af mine børn, og jeg vil derfor altid have en relation til ham. Han er familie, og målet har hele tiden været, at jeg gerne ville bevare det forhold, slår Trine fast.

– I starten var det selvfølgelig lidt akavet, men vi var begge fuldt og fast besluttede på, at vi ville gøre det her ordentlig for børnenes skyld. Så det akavede blev hurtigt erstattet af en gensidig tillid.

Trine erkender, at en stor del af fortjenesten for dette også ligger hos Thomas’ nye kæreste og hos René.

– Det var aldrig gået så godt, hvis ikke begge nye kærester havde accepteret det fuldt ud. Vi ses alle ofte til en kop kaffe eller aftensmad, og vi ringer sammen og taler om, hvordan det går med børnene. Thomas og jeg træffer stadig de store beslutninger om vores børn i fællesskab.

– Vi er ikke kærester længere, men han er altså stadig den allerbedste far til de tre børn, vi har sammen, og vi startede ud med at være hinandens bedste venner. Det skal en skilsmisse ikke have lov at ændre på.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvem ville du date?