Mindeord: "Hun mindede mig om vigtigheden af ikke at lukke ned"
Ritt Bjerregaard var et forbillede for mange – for chefredaktør Rikke Dal Støttrup især på grund af hendes åbenhed og nysgerrighed, som hun udviste til det sidste. Her skriver hun om en køretur gennem snestorm med den tidligere minister og overborgmester.
Det trak op til at blive en lang tur.
Fra Nordfyn til København gennem snedriver og med en halv meters sigtbarhed med en 80-årig på forsædet. At passageren, som jeg kæmpede mig gennem snestormen for at hente, var Ritt Bjerregaard, gjorde det nærmest nervepirrende.
Jeg havde lovet at køre hende fra sommerhuset på Hindsholm til et fotoshoot med ALT for damerne, som ikke længere kunne udskydes. Nu var jeg plaget af tvivl. Var jeg klar til at tage ansvaret for at fragte dette ikon helskindet hen over Sjælland? Kunne jeg overhovedet finde ud af at snakke med hende – i to en halv time? Burde jeg have læst op på den politiske Danmarkshistorie for bedre at kunne konversere den tidligere minister og overborgmester?
Men jeg fik hende samlet op, og alle mine bekymringer viste sig hurtigt at være ubegrundede. Allerede på landevejen mellem Kerteminde og Nyborg klarede det op. Det holdt op med at sne, vinden tog af. Og trænet af et langt liv som beslutningstager viste Ritt sig som den bedste vejviser - med præcise kommandoer i god tid. Men den største optur var samtalen.
Det var helt almindelig smalltalk.
Vi fik snakket om alt fra corona og politik til sociale medier og Fie Laursen – yes, det var Ritt, der bragte den omdiskuterede youtuber på banen.
Efter jeg havde sat hende af ved hendes hus i kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor hun skulle fotograferes, stod det klart for mig, hvorfor Ritt havde været så godt selskab. Selv om hun havde oplevet mere end de fleste, søgte hun efter mere. Selv om hun vidste meget, stillede hun stadig spørgsmål. Selv om hun havde det meste af sit liv bag sig, fulgte hun stadig med i det nye.
Køreturen den vinterdag i 2021 var dybt inspirerende for mig – ikke så meget selve indholdet af samtalen som måden, hvorpå Ritt har holdt sig nysgerrig. Hun mindede mig om vigtigheden af at være bevidst om ikke at lukke ned. Ikke lukke sig om sine egne antagelser.
Jeg vil ikke være en gammel dame, der doserer og glemmer at lytte. Ligesom Ritt vil jeg suge til mig af det, de unge og yngre bringer til bordet, og ligesom Ritt vil jeg sørge for at ”have en veninde fra en anden generation”, hvilket var budskabet i det sidste interview, vi bragte med hende i april 2022.
Nu er Ritt død, men hendes ånd lever videre i alle os, der fik lov at tilbringe tid sammen med hende. Æret være Ritts minde.