Et opkald i 2017 ændrede Marie Bjerres liv: "Jeg stod i min stue og skreg"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Pudsigt nok var det Bjerrevej i Rødkærsbro, hvor mine forældre byggede hus det år, jeg blev født, 1986. Der boede jeg de første 19 år af mit liv.

Folk spurgte ofte, om vi var opkaldt efter vejen eller omvendt, men det var faktisk bare en tilfældighed.

Læs også

Da Hanne Boels mor blev syg, måtte hun træffe en vigtig beslutning: “Det rev os fra hinanden som familie”

Det var et trygt og dejligt sted at vokse op. Vi var en rigtig kernefamilie, hvor min far var elektroniktekniker, min mor var sygeplejerske, og jeg var den mellemste af tre søstre. Hjemme hos os var der klare forventninger til os børn og styr på tingene. Min mor læste lektier med mig, og min far lærte mig fransk i en meget tidlig alder fra sin egen franskbog fra 1973 – jeg har den endnu. Jeg har desværre ikke min far længere, men jeg er stadig tæt med min mor og mine søstre."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg kommer ikke fra et politisk hjem, og faktisk stemte mine forældre så forskelligt, at den ene heppede på Nyrup til valget i 1998, mens den anden heppede på Ellemann. Der var jeg 12 år og interesserede mig ikke så meget for det, men senere blev jeg aktiv i elevrådet. Jeg var meget engageret og ville gerne ændre en masse ting.

Blandt andet kan jeg huske, at jeg meget konkret arbejdede for, at vi skulle blive ved med at kunne købe pizzaslices i skolen, selv om det var os elever selv, der så måtte stå for det. Den kamp kastede jeg mig hovedkulds ind i. Ja, man skal jo kæmpe for noget.

Som elevrådsformand fik jeg et medlemsblad fra det, der senere kom til at hedde Danske Skolelever. Der fandt jeg et politisk fællesskab, som ikke var partipolitisk. Jeg blev formand på Viborg-egnen og besøgte de fleste folkeskoler i området for at tale om elevrådsarbejdet, så jeg havde et enormt fravær i 9. klasse.

På det tidspunkt blev Anders Fogh statsminister, og jeg meldte mig ind i Venstres Ungdom, for deres værdier passede på mig. Blandt andet diskuterede man dengang ofte, om karaktersystemet skulle afskaffes, fordi det var synd for nogle få. Jeg mener, at det er en god idé at belønne dem, som er dygtige og flittige.

Jeg drømte dog ikke om at blive politiker. Min ene søster var ingeniør som vores far, og den anden var sygeplejerske som vores mor, men jeg havde ikke oplagte fodspor at træde i. Jeg syntes, samfundsfag var spændende, men jeg havde altid brug for et facit, så jeg vaklede mellem jura og økonomi og valgte jura."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

"I 2005 da jeg lige var blevet student, var jeg formand for VU i Viborg og ville også gerne i forretningsudvalget. Der var kampvalg 14 dage inden, jeg blev student, og jeg var ganske sikker på at vinde. Så ville jeg holde et sabbatår og bruge det på VU. Der skete bare det, at min modkandidat fra Skive meldte halvdelen af Skive ind i VU og vandt kampvalget. Det var et kæmpe nederlag, og jeg måtte finde noget andet at bruge det år på. Men der lærte jeg, at nederlag åbner nye døre. I stedet søgte jeg ind på jura og kom ind.

Læs også

Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død

Jeg var vildt glad for studiet, og da jeg var færdig som 24-årig, arbejdede jeg først to år i Europa-Parlamentet, inden jeg kom ind på et af landets største advokatkontorer, hvor jeg følte, at jeg kunne være resten af livet. Men i 2016 blev jeg så irriteret over det værdiskred, jeg oplevede i verden. Trump, Geert Wilders, Le Pen og også i mit eget parti Venstre. Vi mistede vores positive syn på verden og troen på hinanden og i stedet kom kontrol, overvågning og nationalisme.

Jeg havde jo meldt mig ind i Venstre, fordi jeg tror på, at mennesker er gode og flittige, og at det er en værdi at være foretagsom. Så tænkte jeg: Okay, jeg finder en kreds. Jeg vidste, at Himmerlandskredsen var ledig, så jeg ringede til kredsformanden og inviterede mig selv på en kop kaffe. En sen januaraften i 2016 kørte jeg hjem til ham og spurgte, om jeg måtte stille op i kredsen. Nogle gange skal man selv banke på døren i stedet for at vente på at blive spurgt. Det gælder især kvinder."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Jan, selv om det nok snarere var mig, der skulle finde vej til hans hjerte. Jeg mødte ham, da jeg boede i et bofællesskab på Frederiksberg, hvor han skulle besøge en ven. Jeg var 23 år, og vi gik i byen sammen. Jeg kan huske, at jeg den aften kiggede på min roommate og sagde: ”Ham tager jeg”. Ja, nu gjorde jeg det igen, det var ligesom det med valgkredsen, som jeg også selv bad om.

Desværre ville Jan ikke have mig, og i de følgende halvandet år sås vi on-off, mens han insisterede på, at han ikke ville have en kæreste. Men i 2012 flyttede jeg ind hos ham i Aalborg, og vi fik siden vores døtre."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Jeg mistede min far meget pludseligt i juli 2017, da han var på ferie i Sydfrankrig med min mor. Vi havde netop holdt hans 60-års fødselsdag, og han var ikke syg. Jeg havde lige sms’et med ham samme dag, men pludselig ringede min søster og sagde: ”Far er død”.

Han havde fået et hjertestop, lige efter han havde lagt sig på sofaen den eftermiddag. Jeg stod i min stue og skreg, da jeg hørte det. Man liver sgu da folk op igen efter et hjertestop? Det kom lige så pludseligt som et trafikuheld.

Vi bookede straks flybilletter til Bordeaux, og de følgende dage gik med alt det praktiske, som for eksempel hvordan man får en kiste hjem fra udlandet. Det var nok meget sundt at have noget praktisk at arbejde med, og jeg var da også ret hurtigt tilbage på arbejde igen. Det hjalp mig at komme tilbage på jobbet og se fremad. Det er en overlevelsesstrategi, som altid har fulgt mig.

Jeg har det stadig svært med, at han aldrig nåede at møde mine børn. De kender deres tre andre bedsteforældre og spørger tit, om jeg ikke også har en far. Det var alt for tidligt."

Dit livs omvej?

"Om aftenen den 23. november sidste år blev jeg kaldt til møde med Troels og Stephanie (hhv. Lund Poulsen og Lohse, Venstres ledelse, red.), som fortalte mig, at der skulle være en regeringsrokade, og at jeg ikke længere skulle være minister. Troels var sød til at sige, at det ikke handlede om mig, men det var alligevel et stort chok for mig. Jeg syntes jo selv, at jeg havde sat en masse gode skibe i søen som for eksempel krisecentre til mænd og digital inklusion. Jeg havde intet at skamme mig over.

Da jeg bagefter satte mig ud i ministerbilen, ringede jeg til min særlige rådgiver og begyndte at græde. Min chauffør spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ville retur til ministeriet, men jeg anede ikke, hvad jeg ville, så vi cirklede bare rundt i København i mørket, til jeg var klar til at tage tilbage til ministeriet, hvor medarbejderne stod klar med gin & tonics til os.

Jeg talte konstant i telefon den aften, mens min ministersekretær gik og pakkede, for flyttekasserne stod allerede klar i ministeriet. Det er ret brutalt, men fra det øjeblik man har været hos dronningen, skal ens kontor være ryddet til den næste minister. Om aftenen overvejede jeg i et svagt øjeblik at blive advokat igen. Jeg gad ikke politik mere.

På den anden side ville jeg ikke give op så nemt. Jeg var ikke færdig. Der besluttede jeg mig for at sige ”på gensyn”, når jeg næste dag skulle til dronningen. Og det gjorde jeg. Jeg var hos dronningen om formiddagen, og så kom næste problem, for hvor skulle jeg være frem til overdragelsesforretningen klokken 14? Det ville være underligt at sidde i ministeriet, som ikke længere var mit. Jeg endte med at sidde et par timer i min lejlighed i København.

Læs også

Ulla Vejby fulgte drømmen: "Jeg kunne ikke få min krop, mit sind og min fantasi til at arbejde sammen"

Det var et voldsomt nederlag, og jeg havde ikke drømt om, at jeg skulle tilbage så hurtigt. Få dage senere blev jeg Venstres finansordfører, hvilket jeg kastede mig over. Jeg holdt møder, meldte mig til kurser, fik en flere ringbind stor budgetvejledning og gik i krig med at forme en ny, liberal finanspolitik.

Præcis 14 dage efter jeg var blevet fyret som minister, ringede Stephanie, som havde siddet med mit område i et stykke tid. Jeg blev kaldt til møde og troede, at jeg skulle sætte hende ind i området. Da jeg kom ind i rummet, sad Troels der også. Der grinede vi lige kort, men så var stemningen mere alvorlig. Jeg blev jo minister igen, fordi Mia Wagner var syg. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle takke ja. Livet er for kort til at være fornærmet.

Så tog jeg på Amalienborg igen. Det var dog Prinsesse Benedikte, der tog imod mig denne gang, så nu har jeg også et ministerbrev med hendes navn på. Denne gang var det kun mig og statsministeren, så vi satte os i de bløde møbler og fik en lille snak alle tre."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Jan er min klippe og ham, der altid siger tingene, som de er. Da jeg blev fyret som minister, sagde han ikke – som mange mænd ville have gjort – at det blev dejligt at have sin kone hjemme noget mere. Nej, Jan stod klar med to glas rødvin, da jeg kom hjem, og han bakkede mig totalt op i mine drømme. Der var nogle, der sagde, at det var dejligt for mig at få mere tid med mine børn. Nej, det var ikke spor dejligt, for jeg havde aldrig bedt om mere tid."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til virksomhedsbesøg i Aalborg, og i eftermiddag henter jeg pigerne i børnehave, og så spiser vi allesammen sammen herhjemme. I aften har jeg møde i kredsbestyrelsen, og så tager jeg til København senere. Der skal meget til, at jeg ikke er i Nordjylland om mandagen.

Vi overvejede faktisk at flytte til København, da jeg blev minister. Før det var jeg kun væk tirsdag til torsdag, men nu er det mandag til fredag. På den måde er jeg 100 procent på i København, hvor jeg knokler hele ugen, og når jeg er hjemme i weekenden, lægger jeg telefonen væk med god samvittighed. I princippet er vi som en skilsmissefamilie, vi har bare stadig kærligheden.

Jeg har mange mandlige kolleger, der bliver rost, fordi de er gode fædre, der tager hjem til familien fredag aften. Men som kvinde er du en dårlig mor, hvis du først tager hjem fredag aften. Det er nok meget godt, at jeg er blevet ligestillingsminister, for jeg råber gerne op og bruger min egen person. Alle kvinder oplever jo det her.

Jeg er også engang blevet kaldt ”minister på deltid” i et debatindlæg. Det er som om, kvinder altid skal vælge mellem at være gode mødre eller gøre karriere. Jeg valgte kun to måneders barsel med vores anden datter, og så tog jeg hende med på Christiansborg.

Mange kvinder kaldte mig skruebrækker og sagde til mig, at mit barn havde brug for ro. Det er faktisk primært kvinder, jeg møder den slags fra. Men hvad er en god mor? Jeg synes ikke, vi altid er så gode til at rumme hinandens valg."