Modellen May Simón om at opløse grænserne mellem kønnene: “Mine kønsdele er ikke allemandseje”

– Ingen er født i den forkerte krop. Jeg er så træt af den formulering, fordi den forsøger at sætte mig i en form for offerrolle. Og der er ingen, der skal have ondt af mig. Jeg vil gerne væk fra forestillingen om, hvad der er rigtigt og forkert. En krop er en krop. Du kan modellere den på forskellige måder, men det betyder ikke nødvendigvis, at du behøver ændre den kirurgisk. Jeg føler mig ikke fanget i den forkerte krop. Jeg har en psyke, som ikke kan affinde sig med den krop, jeg blev født med, men det gør den ikke forkert. Livet har givet mig de udfordringer og begrænsninger, som det har, og det har jeg skullet forholde mig til. Jeg lever heldigvis i en tid, hvor det har været muligt for mig at modificere min krop. Jeg har kunnet skabe mig selv sådan, at jeg opløser grænserne mellem kønnene. Det havde jeg behov for for at føle mig tilrette i mig selv. Jeg synes, at det er en kliché at kalde det "kønsskifte," fordi det er et udtryk for, at vi stadig har et system, hvor der kun er plads til to køn. I dag lever vi heldigvis i et samfund, hvor der er mere og mere plads til forskellige måder at tolke køn på. Samtidig er jeg nået til et punkt, hvor jeg ved, at jeg aldrig kommer til at være præcis som en biologisk født kvinde lige meget, hvad jeg gør, men det har jeg det også meget godt med. Jeg vil ikke blive ved med at leve under det pres, som forestillingen om den perfekte kvinde skaber. Jeg synes ikke, at der findes en ordentlig betegnelse for den måde, jeg forholder mig til køn på. Transkønnet er det, der kommer nærmest, fordi det beskriver skiftet fra dit medfødte køn. Men det beskriver ikke den frihed, jeg oplever ved at have muligheden for at opløse kønsbegrebet og udforske mit køn ud over det, som samfundet definerer som en rigtig kvinde.

– Jeg voksede op i Argentina de første otte år af mit liv i et rigtigt machosamfund. Min far var også en rigtig macho-macho-mand. Han var overlæge og havde sin egen klinik. Min mor er en smuk, dansk kvinde, der rejste til Argentina som ung og altid har været meget optaget af spiritualitet, meditation og yoga. Jeg mærkede tidligt, at jeg var et feminint væsen, og at mange af de fællesskaber, som drenge havde, gjorde mig utilpas. Jeg brød mig ikke om kønsopdelte lege og sportsgrene, og jeg deltog aldrig i idrætstimerne. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg var forkert, når jeg klædte mig ud i kjoler derhjemme. Som 12-13-årig begyndte jeg at lege med et mere punket look. Det var min adgang til og undskyldning for at farve hår og gå med makeup. Jeg var stadig ikke stødt på begrebet transkønnet.

LÆS OGSÅ: ”Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede, jeg er trans.”

– Jeg blev scoutet som model i Aarhus, da jeg var 14 år, men først et par år senere begyndte jeg at arbejde på et bureau i Hamborg. Min booker så hurtigt det androgyne udtryk i mig, som jeg nok godt vidste, at jeg havde. Modebranchen så mig på en måde, jeg ikke havde set mig selv på før. Der var en større frihed i omgangen med køn. Der var plads til mere. Jeg kom hurtigt til New York for at arbejde. Det var enormt frigørende at opleve, at jeg ikke var alene, fordi jeg mødte andre kvinder som mig. I New York kunne jeg slappe af, have det sjovt og udtrykke mig, som jeg havde lyst til. Men der har også været tidspunkter, hvor jeg havde svært ved modelarbejdet. Det er stadig svært for mig at tage til castings blandt enormt smukke kvinder, som det kan være svært ikke at sammenligne mig med.

– Da jeg stod over for at skulle modificere min krop, tænkte jeg selvfølgelig i første omgang på at komme så tæt på den idealkvinde, som samfundet har præsenteret for mig, som muligt. Hende jeg så i mediebilledet og reklamerne. Det var et enormt stort pres. Jeg stod der og havde mulighed for at blive alle mulige slags kvinder, og jeg følte mig meget sårbar i forhold til, om jeg kunne leve op til det ideal. Jeg var ved at ændre mig selv til et køn, som der findes så mange forventninger til. I starten følte jeg, at jeg var nødt til at overkompensere for den femininitet, jeg ikke var født med og de dele af min fysik, som gik imod forestillingen om den perfekte kvinde. Jeg gik altid i kjoler, og min makeup skulle sidde lige i skabet for, at jeg følte mig tilpas. Jeg følte, at jeg gik imod naturen og derfor skulle repræsentere ideen om perfektion så meget, jeg nu kunne.

– I modelbranchen har jeg arbejdet med kvinder, der betragtes som nogle af de smukkeste i verden, men det er netop blandt dem, at jeg har mødt nogle af de mest usikre og plagede sjæle. De har ikke kunnet slippe ideen om det ideal, de repræsenterer. De har ikke kunnet slappe af og grine og slå sig løs og glemme, hvordan de tog sig ud. Engang fik mit bureau i New York en flok modeller og mig selv til at spise flydende kost i to uger. Vi fik udleveret et fitnesskort, og så gik vi ellers rundt og målte hinanden i den lejlighed, vi delte. Det har været virkelig hårdt at være i en branche, hvor der er så mange spændinger og så stor konkurrence om, hvem der er bedst og flottest hele tiden.

LÆS OGSÅ: "Jeg føler mig latterliggjort som transkønnet kvinde af ’Den Danske Pige’

– I løbet af de sidste par år har jeg opdaget, at den perfekte kvinde findes, men ikke sådan, som vi bruger det meste af vores tid på at forestille os hende. Hun findes på et immaterielt, spirituelt plan i os alle og bestemt ikke som noget, der er forbundet til kroppen. Hun er den allerbedste version af dig selv. Sådan som du har det, når du er allermest i balance. Det tror jeg, er den perfekte kvinde.

– Som 16-årig skaffede jeg mig på uofficiel vis adgang til hormoner. Jeg havde søgt på nettet og fundet frem til, hvilken medicin, jeg skulle have. Jeg bildte min far ind, at det var medicin til hudproblemer, men i virkeligheden ville jeg stoppe udviklingen af mandlige hormoner i min krop. Jeg tog to forskellige typer medicin, som gjorde, at jeg sænkede de mandlige hormoner og øgede produktionen af kvindelige hormoner. Jeg begyndte så tidligt, at medicinen forhindrede udviklingen af den uønskede kønskarakter. Jeg har været ekstremt heldig på den måde. Jeg tror godt, at min far vidste, hvad det handlede om, men han sagde ikke noget. Han var den første, der vidste det og samtidig den, jeg troede, ville have allersværest ved at støtte mig. I virkeligheden var han min største opbakning og er i dag fuldkommen afklaret, og jeg kan mærke, at han er stolt af mig.

– Efter et par år som model i udlandet, flyttede jeg hjem til Danmark. Der gik det op for mig, at jeg var nødt til at gøre det her 100 %. Jeg var nødt til at cutte alt fra, som havde med mit gamle liv at gøre. Jeg skiftede navn, fik nyt CPR-nummer og blev udredt på Sexologisk Klinik, der er den eneste officielle adgang til hormonbehandling i Danmark. De går meget tæt på. De stiller spørgsmål om din seksualitet, dine præferencer og lyster, som er ubehagelige at svare på. Det virker, som om de har en forudindtaget indstilling til, hvad der er 'rigtigt' at svare for, at du får adgang til behandlingen. Det synes jeg, er enormt diskriminerende, og der er mange, som burde få adgang til hormoner, som ikke får det.

LÆS OGSÅ: Mor til en transkønnet: Min datter hedder Jonas nu

– Der er mange mennesker, som har en forudindtaget idé om, hvad det vil sige at være mig. De vil så gerne anerkende mig, men det bliver ofte til en påtaget accept. Mange føler, at de frit kan stille mig alle mulige meget personlige og intime spørgsmål og tale om kønstematikker, som de ikke ved noget som helst om. Det synes jeg er super grænseoverskridende. Jeg har ikke noget imod, at folk er nysgerrige, det forstår jeg godt. Men jeg har ikke lyst til at be- eller afkræfte folks forestillinger eller fordomme om mig. Hvad der er privat for andre, burde også have lov til at være privat for mig. Mine kønsdele er ikke allemandseje, bare fordi de har en anden historie end andres. De kommer ingen andre ved end mig og min partner. Mange synes, det er helt okay at invadere min intimsfære, men jeg har behov for at blive anerkendt på lige fod med ethvert andet menneske og ikke som en form for sensation.

– Jeg har været kæreste med Jens i snart tre år. Jeg var meget ung, da vi mødtes, men jeg har heldigvis en summende fornemmelse af, at vi bliver gamle sammen. Jeg elsker tanken om, at han kunne blive far til mine børn. Jeg har nogle få gange måttet høre på, hvor heldig jeg dog er at have en kæreste. Det har provokeret mig enormt meget. Han gør mig ikke en tjeneste. Det er ikke synd for mig. Det var svært i starten med mænd og dates, for jeg vidste aldrig, hvordan de ville forholde sig til mig, når de opdagede, hvordan jeg hang sammen. Men jeg lærte at være mig selv i håb om, at de forelskede sig i helheden. Det gjorde Jens. Vi blev tiltrukket af hinanden på et plan, der ikke kun var fysisk. Jeg ved ikke, hvor anderledes det med at finde en kæreste egentlig har været for mig, når jeg sammenligner mig med mine veninder. De har bare nogle andre usikkerheder. Det her har været min udfordring, men jeg vil ikke lade den overskygge alt i mit liv.

– Jeg er stadig i gang med at konfrontere mig selv og alle de aspekter, jeg er usikker omkring. Jeg forsøger konstant at finde ro med de ting, der plager mig og acceptere, at det er noget, der hører med til at være mig. I den sammenhæng har min krop selvfølgelig været en kæmpe udfordring og er det til tider stadig. Heldigvis er jeg vokset op med stærke kvinder omkring mig. Min mormor bor på landet, og hun er ligeglad med, hvordan hendes negle ser ud. Der var heller aldrig fokus på udseende i mit barndomshjem. Jeg kan huske, hvordan min mor altid gik rundt og vandede planter med bare bryster. Jeg lærte, at du sagtens kan elske dig selv og have det dejligt i din krop, selv om du har en flad røv eller flade patter. Jeg vil ikke bukke under for Instagrams idé om store silikonebryster og bubblebutt, men i stedet dyrke de kvaliteter, jeg føler, jeg har kørende for mig. Det tror jeg er pointen. Find kærligheden i de små fregner, der titter frem om sommeren, det ar, du fik, da du fødte, eller den delle, der giver den lækre silhuet i en bestemt kjole. Jeg synes, vi skal blive bedre til at puste ud og acceptere, at vi ser ud, som vi gør. Jeg kan efterhånden finde momentarisk ro, hvor jeg kan hvile i mig selv, men jeg skal holde mig selv til ilden, og jeg har mega lang vej igen."