Mø: “Dér nåede jeg grænsen. ”Karen, du er helt fucked!”, sagde mine forældre til mig”

“Vååågn ooop!”

Mø, eller Karen, som veninderne kalder hende, råber helt nede fra maven i sin spinkle krop, der forsøger at finde en behagelig siddestilling i den overdimensionerede sofa. En umulig opgave. Karen råber til sig selv, og det gjorde hun også i morges. Men hun og hendes øjne var svære at overtale. De ville helst forblive lukkede og gemme sig inde bag de puffede jetlag-øjenlåg.

– Jeg var virkelig træt og er stadig lidt ... groggy. Er det ikke det, det hedder?

Karen bruger tommel- og pegefingeren på begge hænder til at holde øjnene vidt åbne. Nu er der to kuglerunde glugger frem for et sæt mandelformede øjne midt i hendes hoved.

– Men altså! Nu er vi her! Let’s do it!

Øjnene transformerer sig endnu engang, denne gang til to smilende streger.

Ja, nu er vi her. I pladeselskabets Sonys hovedkvarter i København. Men i går var Karen i Frankrig, i forgårs i Los Angeles og inden da i New York. 10 dage i USA blev det til i denne omgang. Hun har været ovre og holde koncerter og slå på tromme for Forever Neverland, Møs andet album, der har været fire år undervejs, og som netop er udkommet. Det er ikke, fordi Karen har en sart rejsesjæl og har brug for at omstille sig og finde sig selv efter en tur i luften. De seneste seks år har hun stort set ikke lavet andet end at sidde i et fly for at stå på en ny scene i et nyt land, for at være i et studie i Los Angeles hos stjerneproduceren og vennen Diplo, der har også har skabt musik for blandt andre Beyoncé, Madonna og M.I.A., og for lige at tage smut hjem omkring Danmark, hvor hun har brugt København som katapultsæde til at tage af sted igen, ud i den fagre musikverden.

– Jeg er blevet vant til at rejse meget. Jeg ved godt, at det ikke er sundt at rejse mellem L.A. og Danmark fem gange om måneden. Men det er okay. Især lige nu. Om jeg så skal flyve fucking hele tiden, så giver det mening, for nu kommer der endelig et nyt album! For nogle år siden syntes jeg, det var hårdere at skulle frem og tilbage, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne retfærdiggøre, at jeg hele tiden sad i et fly, når jeg havde brug for ro til at lave den her plade færdig.

Karen har ikke helt styr på, hvordan hun deler tiden mellem København og resten af verden.

– De seneste par år har jeg nærmest slet ikke været hjemme, siger hun. Men hvis det er det, der skal til, er hun frisk på at flyve og fare.

– Jeg vil det bare så gerne! Jeg vil musikken ligeså meget, som jeg altid har villet den. Det er, som om det er det eneste indeni mig, der ikke har ændret sig igennem årene.

Bare væk – fra Fyn

– I’ll tell you what I want, what I really, really want.

Foran tv-skærmen, hvor MTV kørte for fuld hammer, og fem unge britiske kvinder væltede rundt og gjorde, hvad der passede dem i syregrønne stroptoppe, pailletter og rottehaler og sang: “Friendship never ends," sad Karen Marie Ørsted i 1996 i sit barndomshjem i Ubberud på Fyn og slugte al den kondenserede girlpower. De vidste, hvad de ville have og gik benhårdt efter det. Spice Girls ikke bare tiltalte Karen, ligesom de tiltalte alle os andre, der lavede halvhjertede forsøg på Sporty Spice-cirkelspark i skolegården. Pigebandets gennemslagskraft og insisterende stålsathed slog ned i hende og har ageret vejviser for hendes karriere og liv lige siden. I en alder af otte år lærte Karen af Spice Girls, hvad hun virkelig, virkelig gerne ville have. En fremtid som succesfuld musiker på en scene, hvor hun kunne dele ud af noget af al den energi, der altid har ophobet sig i hende.

Playlisten

Hvilken musik får dig på dansegulvet?

– Sidst jeg dansede igennem, var i New York, hvor min producer Diplo dj’ede og spillede Black Skinhead af Kanye West.

Hvilken musik får dig til at tude?

– Hvis jeg er heartbroken, er det Someone Like You med Adele. Men det er jeg jo ikke for tiden. Så må det blive These Days med Nico.

Hvilken musik får dig ned i gear?

– Alt med Leonard Cohen.

Hvilken musik er den bedste at flyve på?

– 100 procent Lana Del Reys album Lust for Life.

Men hvordan kommer du til at leve af at lave musik, når du aldrig har haft en mikrofon eller et instrument i hånden?

– Jeg kan huske, at jeg som lille sad på toilettet og tænkte: “Fuck, hvordan laver jeg et hit?” På det tidspunkt hittede Me & My med Dub-I-Dub, og der var mange hits med dib-dib-dib-dab-dab-dab-dub-dub-dub. Jeg tænkte: “Nå, men hvis jeg ikke kan finde ud af at lave et verdenspophit, vil jeg være tilfreds med mindre, og hvis jeg arbejder benhårdt fra nu af, kan jeg måske godt komme til at leve af musikken. Det ville fandeme være svedigt.”

LÆS OGSÅ: Fanny Leander Bornedal: "Min far har lært mig, hvor hård branchen er"

I barndomshjemmet spillede Karens folkeskolelærerforældre Anne Linnet, Savage Rose og Billie Holiday på anlægget. Det var referencerammen, inden Spice Girls ryddede pladen og satte nye standarder for, hvad musik også kunne være. Karen tænkte, at hvis bare hun kunne komme til at stå og svaje lidt fra side til side på en scene i København som de følsomme sangerinder. “Hvis bare, jeg kunne stå på en proppet jazzcafé i København og fylde en venue ud med 300 mennesker, ville jeg være glad.” København var jo en stor ting dengang. Okay, det kan jeg godt!” overbeviste hun sig selv om.

Hvad var det, der tiltalte dig ved livet som musiker?

– Det føltes, som om der var en frihed i det. Jeg var helt sindssygt tiltrukket af, at livet som musiker var helt anderledes end det, jeg kom fra. Jeg kommer fra en helt vildt dejlig, men fuldstændig almindelig middelklasse-forstadsfamilie og har altid længtes efter noget andet. Jeg tænkte: “Fuck, jeg vil væk herfra! Jeg vil være fri ligesom dem!” Men det virkede urealistisk. Jeg havde ingen forbindelser til musikken og kendte ingen, der spillede musik. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte, og vi havde ikke råd til, at jeg kunne gå på en fin musikskole inde i byen.

Teenagemonster

Da Karen gik i 3. klasse, begyndte hun at trykke på tangenterne på det klaver, familien havde arvet et par år forinden. Hun lærte sig selv at spille akkorder, og det gjorde det muligt at nå drømmen med fingerspidserne. Ikke bare kunne hun nu skabe den musik, hun tidligere kun tænkte sig til, det var også tilfredsstillende for hende. Noget hun tidligere blot havde opfattet som et værktøj, der kunne løfte hende op på scenen, blev nu et instrument til åbne op for det, der foregik inde i hende.

– Da jeg begyndte at skrive sange, slog det mig, at det var dejligt, fordi det var en måde, jeg kunne få afløb for mine følelser på. Og så ville jeg jo gerne ses. Musikken blev mit middel til at blive set i stedet for, at jeg var hende, der stod ovre i hjørnet og råbte for at få opmærksomhed. Jeg elskede at lave musik, og jeg kunne rent faktisk finde ud af det! Jeg vidste, at det var godt, at jeg var gået i gang så tidligt, som jeg var, for så var der tid nok til at øve mig, så jeg kunne nå at blive popstjerne.

Du havde gang i visualisering allerede, da du var helt lille ?

– Jeg ved sgu ikke, hvad det var, jeg havde gang i. Jeg har bare altid troet på, at hvis du har et mål i sigte, kan du, uanset hvor lang vej, der er derhen, langsomt bevæge dig hen imod det. Det handler ikke kun om musikken. Der sker det, du gerne vil have til at ske, fordi du, bevidst eller ubevidst, er gået efter det, siger Karen. Hun kommer i tanke om noget. Hun griner.

– Det er ligesom i dine yngre dage, hvor du bare var ååååh så pisseforelsket i en fyr og ville gøre alt for at score ham. Du var helt sikker på, at han aldrig ville opdage dig, men lige pludselig er du sgu kærester med ham! Det er godt at være passioneret …

Det er desværre ikke altid helt nok at sætte dig ned og tænke hårdt på din drøm, hvis den skal gå i opfyldelse. For Karens vedkommende har der også skullet “psykohårdt” arbejde til, for:

– Hvis du arbejder rigtig meget og bliver ved med at følge dit hjerte, sker der noget, som hun siger. I teenageårene havde hun forskellige musikalske projekter, bl.a. bandet Mor med en veninde, hvor de punkskreg: “Fisse i dit fjæs” i sangen med titlen af samme navn. Det var også i teenageårene, at CD-reolen blev udvidet med Sonic Youth, der var hendes “store besættelse i mange, mange år.

De glimtende dub-i-dub-toner blev overhalet af larmende vrede.

“Aaaargh!” Sådan havde Karen det i sine teenageår.

– Jeg var så sej, da jeg var barn. Der var intet, der kunne stoppe mig. Da jeg blev teenager, blev jeg mere selvbevidst, nervøs og usikker på mig selv. Alle de der hormoner, altså! Jeg var virkelig umulig.

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: "Jeg er blevet ligeglad med alt det, jeg frygter, folk ser"

Karen husker tilbage.

– Jeg havde ingen respekt og var bare et rigtigt røvhul over for mine forældre

Karen mindes en sommer, hvor hendes forældre og storebror tog på ferie, som hun “selvfølgelig ikke ville med på.” Hun blev hjemme i rækkehuset og inviterede alle sine punkvenner fra Odense til fest.

Der var godt og vel 100 unge, sortklædte typer, der malede graffiti på alle overflader og drak hver en dråbe af farens vin. Karen skålede med.

– Dér nåede jeg grænsen. “Karen, du er helt fucked!” sagde mine forældre til mig. De var så vrede og kede af det. Jeg var gået fra at være en lille, sød og aktiv tomboy til at være et ravagelavende monster.

Hvorfor var du et monster?

– Jeg ved det ikke! Jeg havde intet at gøre oprør mod. Kun at jeg havde haft det meget almindeligt.

Det svære ord nej

Karens liv blev ikke ved med at være almindeligt. Op gennem hendes 20’ere er det gået tilsvarende opad i karrieren, væk fra det gråmelerede forstadsmiddelklasseliv. Med hårdt arbejde, en hel masse sangskriveri og koncerter rundt omkring i Danmark og udlandet begyndte Møs navn at give ekko i musikkredse. I 2013 bookede Roskilde Festival hende til at spille på Pavilion Junior-scenen, og selv om hun kun havde udgivet to sange, var teltet propfuldt af hoppende og heppende publikummer. Året efter vandt hun P3 Prisen og fik ikke bare anerkendelse, men også 100.000 kroner. Der var hul igennem. I 2014 udgav hun sit debutalbum No Mythologies to Follow, og da hun i 2015 udgav nummeret Lean On med det storsælgende amerikanske gruppe Major Lazer, som hun havde skrevet sangen sammen med, var der ikke langt til toppen. Nummeret blev i 2015 det mest spillede på Spotify nogensinde. Karen piskede, også i de år, rundt. Hun turnerede USA to gange, og alle mulige mennesker, der var noget ved musikken eller i tv-branchen, åbnede deres døre for hende, for de ville så gerne have besøg af stortalentet fra Danmark.

“Wauw!” Karen tager sig til hovedet og spiler øjnene op. Hun laver lyde som Mickey Mouse på speed. Så kommer den fynske dialekt, som er så udtalt, at det kunne være en parodi. Karen skruer op for sin mimik og tale. Ikke forskruet, ikke opskruet. Sådan er hun. Hun kører 100 procent med 100 kilometer i timen. Og når tanken, at hun er ved at komme på afveje nærmer sig baghovedet, vender hun tilbage til journalistens spørgsmål, som hun gentager og besvarer. Fødderne er måske ikke plantet solidt i jorden, men der er hele tiden en storetå, der aldrig slipper sine rødder. Jo, måske lige dengang i 2015, hvor det gik særligt stærkt.

– “Må vi ikke godt arbejde sammen med dig?” spurgte de. Andre spurgte: “Vil I spille Good Morning America? Eller vil I spille The Tonight Show?”, “Vil I på tour?” Bang, bang, bang! Der var tusindvis af henvendelser. Fuck, hvad skulle jeg gøre? Jeg ville ikke have, at den chance med Lean On gik mig forbi, jeg ville gerne udnytte det momentum. Men jeg var pissehamrende tyndslidt. Du gør jo dit bedste. Det har jeg altid gjort i forhold til musikken.

Karen gik ned med stress og havde en periode på nedsat blus. Fordi hun ikke havde lært at bruge ordet nej, og ingen havde fortalt hende, at det var et anvendeligt og livsnødvendigt ord at bruge. Det er en stejl læringskurve med det nej.

– Jeg kørte mig selv hårdt. Hvis du er meget ambitiøs og pludselig får vind i sejlene, og der er alle de her muligheder, er det svært at sige nej. Men det er en af de ting, jeg har skullet lære og stadig skal huske mig selv på. Jeg skal sige nej. Men det er svært. For jeg er rastløs, og jeg vil gerne have, at der sker noget.

Der bliver efterrationaliseret i stilhed. I et, to, tre sekunder.

– Jeg elsker at rejse! Jeg synes, det er pissespændende. Jeg kan blive ængstelig ved tanken om ikke at skulle rejse så meget, som jeg gør nu, selv om det sikkert ville være godt for mig. Men travlhed behøver ikke være stress. Travlhed kan også være godt. Så længe det ikke er stress.

I 2016 spillede Mø sammen med Major Lazer prime time på den største scene på USAs svar på Roskilde Festival, Coachella.

– Pladsen var fyldt, og jeg kunne se bjergene, lyset og det ikoniske pariserhjul. “Wåååuw, det er fucking sindssygt, at det sker for mit liv lige nu! Det er fåååcked up!” Jeg var ved at dø.

LÆS OGSÅ: Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

Dér vidste du, at du havde ‘made it’?

– Njaeh. Der er altid en hunger efter mere. Der er altid et men. Men det kan blive endnu vildere … Det kan blive endnu mere ægte og rigtigt. Jeg tror, det er passionen for at blive ved med at være musiker og kravle op ad stien. Den har sat sig fast. Det er lidt en besættelse. Men det er en god besættelse. Det giver mig energi. Jeg oplever enorm meget lykke ved at gøre alle de ting, jeg gør.

Er det blevet hverdagskost for dig at gå ind på en scene?

– Jeg er tit ret nervøs. Så det er noget med at trække vejret sindssygt dybt og varme stemmen op. Det lyder rigtig kedeligt.

Du er faktisk ikke særlig rock’n’roll?

– Jeg sørger i hvert fald for at fokusere på mig selv og min stemme, inden jeg går på scenen. Jeg hader tanken om, at folk tænker, at jeg ikke er god nok til at synge, at det ikke virker ægte, eller at jeg virker træt. At jeg har mistet al liv og sjæl og er blevet en dårlig kopi af noget, der var populært for fem år siden. Men der er nogle musikere, der ikke kan drikke en øl, pacer sig selv og er helt fanatiske omkring sundhed. Det, tror jeg, også er skidt. Så mister du din frihed. Du bliver nødt til lige at drikke dig lidt fuld en gang imellem. Det er noget med balancen. Du skal give dig selv et fucking pusterum.

Det siger sig selv. Når hovedet og kroppen er i New York og i L.A., i studiet, på scenen og i flyveren, er det ikke hjemme i dagligstuen og drikke kaffe i Ubberud hos forældrene eller hjemme i sofaen i lejligheden på Nørrebro og flette fingre med kæresten, musikeren Mads Damsgaard Kristiansen, som hun har været sammen med i fem år, eller på bar og drikke bajere med veninderne.

– Nogle gange er min kæreste med ude til koncerter, en af mine bedste veninder, Fryd Frydendahl, er min creative director, og ham, der spiller på keybord, er en af mine bedste veninders storebror. Men det er ikke det samme som at have en hverdag sammen. Det savner jeg. Det er så vigtigt for mig at holde fast i de her mennesker. For tætte, gode relationer er det vigtigste i livet – også senere hen. Det er det! Det ved jeg!

Hvorfor er du så overbevist om det?

– Min familie, min kæreste og mine venner får mig til at føle mig mere normal oven i hovedet. De får mig til at føle mig god nok som menneske. Det er en anden validering, jeg får af dem end den, jeg får som kunstner gennem musikken. Jeg bliver anerkendt for mennesket inde bag det hele. Det er dem, der holder mig grounded.

Men der er ikke nogen ritualer og regler for godmorgen-opringninger og godnat-sms’er, for Karen har brug for at være i sin zone. Og det er ikke relationerne, der giver dårlig samvittighed, det er i højere grad musikken.

– Djævlen, der sidder på min skulder, siger, “Ej, du skal lige arbejde lidt mere og lidt hårdere, og du bliver nødt til at sige ja.”

Musikken rydder bordet, den har første prioritet. Det er musikken, der pumper serotonin ud i systemet.

– Jeg elsker det, jeg laver. Lykkefølelsen kommer, når jeg er i tourbussen, når jeg er i studiet med dygtige folk, og vi brainstormer, når jeg står på scenen, når jeg skriver sange, og jeg får forklaret en følelse gennem lyrik. Så ryger der en sten fra hjertet.

Lige så højt Karen kan råbe, lige så sagte kan hun tale. Når talen falder på koncentratet. Det, det hele udspringer af, musikken. Det, hun ikke vidste, hun var god til. Sangskrivningen og kompositionerne er blevet det, der får Mø til at blive ved og ved og ved – og leve på scenen. Falder hun af på den og bliver lad, ved hun, hvem der kan vække hende. Det kan hun selv med ordene: “Vågn op!”