Jorden har brug for, at flere lever som 101-årlige Ragnhild: “For mig er det en selvfølge”

Det er blevet til mange timers samtaler mellem mormor og barnebarn, da de sammen skulle skrive en bog. Mange af historierne havde Jane Ibsen Piper hørt før, men der var også noget, hun ikke havde styr på. For eksempel anede hun ikke, at de også havde Nemlig.com i gamle dage. På en anden måde end i dag godt nok.

"Det var nyt for mig, at I fik leveret varer hver uge," siger Jane Ibsen Piper.

"Det tog jeg som en selvfølge, men det er rigtigt nok, det har du jo aldrig oplevet. Fiskemanden kørte fra dør til dør, og vi betalte efter vægt. Slagteren kom med frisk kød en gang om ugen, og bageren kom hver onsdag," siger mormor Ragnhild Pedersen, der har inviteret på visit i sit lille hvide hus på spidsen af Lolland.

Der er dækket fint op på kakkelbordet med porcelænskopper og små tallerkener. Kaffen og et fad med smurte teboller med rullepølse og ost står klart på de broderede dækkeservietter, og den hjemmebagte kringle venter under et viskestykke.

At lave mad og passe sit hjem er stadig en stor glæde for den 101-årige spinkle og milde dame, som har levet hele sit liv på Lolland inden for en radius af 20 kilometer. Fra sit hjem kan hun se over til gården Sinelund, som hun og hendes afdøde mand, Knud, drev sammen, indtil de for 40 år siden overlod den til deres søn.

"Jeg har aldrig tænkt på at bo andre steder. Indtil jeg var 98, kørte jeg bil, og kørte selv ind til Nakskov for at handle, men nu bliver jeg kørt af min søn og svigerdatter."

Der er dejligt lunt i hendes hjem med gulvtæpper, familiefotos i rammer og en spinderok i hjørnet, som har været flittigt brugt. I dag rækker synet ikke til at spinde mere, men hun kan stadig strikke varme sokker til hele familien.

Ragnhild Pedersen har levet sit liv som husmor på landet. Som ung pige blev hun sendt ud at tjene, siden steg hun i graderne og blev kokkepige på Sinelund med ansvaret for, at gårdens karle og piger fik deres mad til tiden. Hun blev forelsket i forvalteren på gården, og mange år senere endte de to med at fejre diamantbryllup.

Men inden da overtog de som nygifte gården og drev den videre i mere end 30 år med kvæg og personale. De fik tre børn, men den ene af deres sønner døde som to-årig.

I mange år har Jane Ibsen Piper været fascineret af sin mormors naturlige måde at leve et liv med simple living og zero waste, længe før det blev til hashtags.   

"Meget af det, som mormor altid har gjort, kan vi bruge i dag. Klimakrisen kræver, at vi gentænker dele af den måde, vi lever på, og vi har meget at lære af generationerne før os," siger Jane Ibsen Piper.

Hun er dedikeret minimalist og flyttede for nogle år siden fra Østerbro til et rækkehus i Måløv.

"Vi er dem, de andre ikke gider sidde ved siden af," siger hun grinende, som om familien skulle være kedelige, fordi de lever, som de gør.

Men Jane Ibsens Pipers mormor er et lysende eksempel på, at man sagtens kan leve minimalistisk og fornuftigt uden at være kedelig.

"Selv om alle mormors venner er døde, er hun ikke ensom. Hun har lært nye mennesker at kende til træning og gennem familien. Mormor siger ja til alt, og har ikke lyst til at gå glip af noget, så vi andre må nærmest skærme hende lidt for at passe på hende," fortæller Jane Ibsen Piper.

I bogen Mormorliv kan man læse om alt, fra hvordan en madplan kan mindske madspild, til hvor nemt det egentlig er at reparere sit tøj eller dyrke grøntsager og krydderurter på en lille altan i byen. Det er det bæredygtige liv anno 2021 baseret på 101 års erfaringer.

Ragnhild, hvordan var det, at Jane ville skrive en bog om dig?

"Det var mærkeligt. Jeg er jo ikke vant til at være i søgelyset. Men det har også været sjovt. Alene det, at hun kom og besøgte mig så tit, var jo dejligt. Jane var god til at spørge, og det var jeg glad for, for jeg er bedre til at besvare spørgsmål end til bare at fortælle."

"Og når først du begyndte at fortælle, kom du jo i tanker om noget andet," siger Jane Ibsen Piper.

Madplaner og kompost

Ragnhild Pedersen har brugt rigtig meget af sit liv på at lave mad. I dag laver hun varm mad til sig selv midt på dagen og spiser smørrebrød om aften. Hun laver gerne mad til to dage ad gangen, og kunne ikke drømme om at købe færdigmad.

"Jeg vil gerne lave min mad selv. Det har altid været en stor lyst," fortæller hun.

Til sammenligning kunne Jane Ibsen Piper og hendes kæreste knap nok lave en kødsovs, da de stiftede familie.

"Meget af det, jeg kan i dag, har jeg lært af at se på dig, mormor."

"Kun syning og at strikke har du da lært af mig," siger mormor Ragnhild.

"Jeg har også lært at lave mad efter en madplan, så vi aldrig smider mad ud. Vi bruger alle rester, og madaffaldet komposterer vi og bruger i jorden i haven. Vi får skam også pizzaer udefra, men aldrig som panikløsning. Så er det planlagt."

"For mig er det en selvfølge, at man ikke smider mad ud. På gården var der kun to stykker kød eller fisk til hver, og så spiste vi os mætte i kartofler, kål og gulerødder, som vi dyrkede selv. Jeg lavede den mængde mad, vi skulle bruge, og hvis der en sjælden gang var mad til overs, brugte jeg det næste dag. Vi havde jo ikke køleskab og alle de maskiner som i dag."

Er det nemmere at drive en husholdning i dag?

"Ja, det er det, for I har opvaskemaskine og vaskemaskine, men I arbejder jo også ude hele dagen. Det gjorde vi andre ikke. At holde hus og hjem var mit liv."

Også når det kommer til at rejse, har Ragnhild Pedersen levet væsentligt mere miljørigtigt end de fleste af os kan mønstre. At rejse ud i den store verden har simpelthen ikke fyldt særlig meget i hendes liv.

Hun har altid været travlt beskæftiget med at passe sine pligter, så det er mest blevet til nogle busture til Tyskland og blot to flyveture i hendes 101-årige liv. Første gang var til London med familien, og anden gang var, da hun fyldte 85, og familien inviterede hende til den kanariske ø Fuerteventura.

Det er ikke, fordi det nødvendigvis skal være et ideal for os alle at rejse så lidt, pointerer Jane Ibsen Piper, men hendes mormors liv har også fået hende til at reflektere over sine egne rejsevaner.

"Før kunne jeg godt finde på at tage på weekend til London eller Berlin med nogle veninder, men nu mødes vi lige så gerne et sted i Danmark. Shoppeture har aldrig sagt mig noget. Argumentet for at rejse er tit, at man vil finde sig selv, men jeg har svært ved at se, hvordan man finder sig selv under en shoppetur til New York," siger Jane Ibsen Piper.

Men hun elsker den årlige skitur med familien og en campingtur i ny og næ for eksempel til Italien. I bil og med eget køkken, vel at mærke, for så kommer de gode madvaner også med på ferien.

Det enkle hverdagsliv

Selvom Jane Ibsen Piper lever sit minimalistiske liv inspireret af sin mormors dyder, drømmer hun ikke om at være hjemmegående husmor på fuld tid lige som hendes mormor. Så afgjort nej.

"Jeg elsker mit arbejde og er god til det, så jeg skal ikke gå hjemme. Det er alt for tit kvinderne, der opgiver deres arbejde for at opnå et bedre hverdagsliv for familien. Det er ikke mit budskab. Mit budskab er, at ved at leve enkelt og nøjsomt og ved at planlægge husholdningen nøje, kan man leve et meget bedre og lykkeligere hverdagsliv."

Et af de bedste råd, hun har fået fra sin mormor, er, at husarbejdet skal køre efter forudbestemte rutiner. Det kommer aldrig bag på Ragnhild Pedersen, hvad aftensmåltidet skal bestå af, eller hvornår der skal købes mælk. Hendes arbejde virker nemt og ubesværet, og tingene sker på rette tid og i rette rækkefølge. Men denne ubesværede husførelse kommer ikke af sig selv. Den kræver mange års øvelse, fejltagelser og nye forsøg.

"Det skal vi lære. At prøve os frem, lægge en plan og ændre kursen undervejs, hvis det bliver nødvendigt. Men det hele starter med en plan og med rutiner," siger Jane Ibsen Piper.

Velkørende husholdning

Rengøringen er en af de huslige pligter, som er sat i system hjemme hos hende. De fleste lørdage fra 11-12 gør familien rent. De to sønner rydder op på deres værelser og støver af, mens Jane og hendes kæreste gør resten af huset rent.

"Så er det overstået, og vi kan alle tage en tur i skoven eller hvad vi nu laver den dag. Når noget er sat i system, ved man, det bliver gjort, og så behøver man ikke tænke over det. Det er dejligt nemt og enkelt."

Det lyder så gammeldags, det med at passe hus og hjem. Hvorfor synes du, det er så vigtigt?

"Jeg synes, vi skal gøre os umage i vores hjem, så vi kan nyde at have en velkørende husholdning. Hvis vi bare udliciterer alle opgaverne for hurtigt at kunne sætte os ned og se Netflix, er det efter min mening ikke et rart liv, og det er da synd."

Jane Ibsen Piper har også taget sin mormors flair for håndarbejde til sig. Hun syr, strikker og reparerer familiens tøj så vidt muligt. Mens vi snakker om håndarbejde, henter hun sin mormors brudekjole. Det vil sige, den ligner ikke længere den hvide brudekjole, den var engang, for den er blevet farvet mørkelilla og er blevet syet om til en festkjole med små knapper hele vejen ned ad ryggen.

"Min mormors generation så alting som ressourcer, så i stedet for at smide tøjet ud, blev det syet om og repareret. Det var ikke et afsavn eller synd for nogen. Det var bare helt naturligt, og det kunne vi også lære meget af i dag."

"Det er så sjovt, at du kan lide alt det, som er hjemmelavet, for sådan har din mor det ikke. Hun var ikke altid begejstret for de kjoler, jeg syede til hende," siger mormor Ragnhild.

"Det er rigtigt. Mor har ikke overtaget interessen for håndarbejde. Måske den slags somme tider springer en generation over."

Så du har lært mere af din mormor end af din mor?

"Jeg er 80’er-barn, og vi lærte ikke så meget om hjemmearbejde. Begge mine forældre arbejdede, og i skolen havde vi husgerning en gang om ugen, hvor vi lavede noget temmelig ulækker mad, som jeg husker det. Jeg har garanteret heller ikke vist interesse for det dengang."

Hvis Jane Ibsen Piper skulle aflevere ét eneste budskab, så er det, at nøjsomhed og øvelse i at leve efter de gamle dyder ikke stjæler det gode liv, men derimod forstærker alt det gode i livet.

"Mange af os tror, at det gør os lykkelige at kravle op ad karrierestigen, men jeg tror, at det er de stærke relationer, som gør os lykkelige – der, hvor folk vil savne dig, hvis du ikke dukker op. Mormors stålsatte vilje til at skabe relationer, hendes kæmpe interesse for at lære andre at kende, også sine oldebørn, nysgerrigheden på livet samt hendes optimisme, det er dét, som holder hende i live."