Husker du Morten fra ’Gift ved første blik’? Her er historien bag samtykkeerklæringen
Der var meget mere til historien om samtykkeerklæringen, end det, der blev vist på tv.
Artiklen blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.
De fleste kan huske Morten Stokholm, som for rullende kameraer blev gift med Mette Kragh Nielsen for to år siden. Morten gjorde sig især bemærket i programmet ved at hive en samtykkeerklæring frem på bryllupsrejsen, hvor Mette skulle tage stilling til, hvad hun ville gå med til seksuelt.
I DRs 'Gift ved første blik podcast' er Morten en af ugens gæster, og her fortæller han, hvad der i virkeligheden skete med den samtykkeerklæring. Alt er nemlig ikke, som man ser på tv.
”Vi var totalt afslappede i hinandens selskab, og som Mette siger: Det her var bare gak og løjer, og så tænkte jeg, at det her var en mulighed for at tage nogle snakke om præcis relationen. Hvornår er det, vi tager den her snak,” fortæller Morten og fortsætter:
”Det var det overordnede mål, og når man så ikke er så scenevant eller vant til pressen, så naivt tænker man, at 'det kan jeg godt styre', og det eksploderede jo bare fuldstændig oppe i ansigtet på mig. Så det gik ikke helt som planlagt.”
I virkeligheden så Morten det som en glimrende mulighed for at italesætte vigtigheden af samtykke og ikke mindst manglen på seksualundervisning i folkeskolens udskoling. Han havde troet, at han bagefter skulle bruge klippet i foredrag og tage ud på skoler og oplyse folk.
Havde allerede haft sex
Sådan gik det slet ikke, og i forhold til relationen mellem Morten og Mette, som fortsatte med at være gift i 10 måneder efter programmet, gjorde samtykket ingen forskel.
”Jeg kan da godt afsløre det nu, at vi havde haft sex inden, hun underskriver samtykkeerklæringen," afslører Morten i podcasten og forklarer, at selvom han blev misforstået, blev det aldrig sårbart og noget, der gik ham på.
”Jeg gik ind i det her eksperiment hundrede procent med mig selv. Jeg havde mig selv hundrede procent med, og jeg synes jo, at den er så humoristisk. Alle ved jo, at det ikke er et legalt dokument. Du kan ikke få en til at skrive under på den og så lave noget, hvis ikke modparten er med.”