"Jeg blev hende i vennegruppen, der ikke kunne få børn"

Under min første graviditet bliver jeg pludselig rigtig utilpas og må tage hjem fra studiet. Jeg lægger mig på sofaen, men får hurtigt en trang til at stå op, fordi jeg får ondt i maven. Da jeg kommer op at stå, kan jeg bare mærke, at det siver ud af mig med blod og slim. I det øjeblik aborterer jeg. I tiden efter var jeg helt vildt ulykkelig. Jeg græd og var så knust. Jeg havde aldrig tænkt, det skulle ske for os. Jeg følte mig meget forkert og tænkte, at det måtte være mig, der var noget galt med. Har jeg dyrket for meget motion? Båret noget tungt? Jeg vendte meget bebrejdelserne indad. Det var skamfuldt at skulle fortælle folk om. Hvad ville de ikke tænke om mig? Jeg følte, at jeg var den, alle de andre talte om. Det er et slag på ens kvindelighed. Det er jo det, jeg er skabt til at kunne.

– Jeg blev hende i vennegruppen, der ikke kunne få børn. Det stod på i fire år, og pludselig begyndte vores venner at få børn. Selvfølgelig var jeg glad på deres vegne, men indvendigt var jeg også bare sindssygt misundelig og syntes, det var så uretfærdigt. Jeg var god til at tage en facade på, men når vi kom hjem, var jeg altid knust. Engang måtte jeg tage hjem fra en af vores gode venners fødselsdag, som blev holdt dagen efter, jeg havde aborteret, fordi jeg ikke kunne stoppe med at græde. Jeg blev så overvældet af tanken om, at jeg måske aldrig blev mor.

– De største støtter i forløbet har været min familie og mine bedste veninder. De var der bare, de holdt om mig, lod mig græde ud og lyttede til historien igen og igen. Min bedste veninde har flere gange lavet aftensmad til mig eller lavet en hyggepakke med en god film og et blad. Så satte hun det bare ude foran døren og lod mig bestemme, hvornår jeg orkede at snakke.

Arthur kommer til verden

– Da jeg aborterede for tredje gang i træk, følte jeg virkelig, at hele verden væltede for mig. Jeg tænkte: "Vi får aldrig et barn. Det her kan jeg lige så godt droppe." Jeg havde nok lidt håbet på, at tredje gang var lykkens gang. Min kæreste og jeg nåede at tale om adoption og donorer, men vi var ikke klar til det. Så vi besluttede ikke at stresse over det. Bare at give det tid og ro. Hen over nytåret 2009 rejste vi til Fuerteventura, fordi jeg slet ikke kunne overskue at være sammen med vores mange gravide vennepar og dem med små børn. Og så lykkedes det pludselig.

– Jeg nød slet ikke graviditeten med Arthur. Jeg var hele tiden bange for, at det skulle gå galt. Hver gang jeg mærkede det mindste prik i maven, gik jeg ud for at tjekke, om der var blod i mine underbukser. Jeg kendte jo alle tegnene. Jeg var helt fintfølende omkring alting og blev så bange. Det var skrækkeligt. Da vi kom til uge 12 og fik bekræftet, at der var hjerteslag, begyndte jeg at blive nervøs for den næste scanning, hvor de tjekker, om organerne er, som de skal være. Jeg turde slet ikke tro på, at det ville gå godt den her gang. Jeg tænkte alle mulige katastrofetanker, det var nok også en måde at beskytte mig selv på.

– Arthur blev født seks uger for tidligt, og da han endelig kom ud til os... uha, jeg får helt tårer i øjnene ved tanken. Det var et vildt øjeblik. Det var den vildeste forløsning, og vi græd som pisket. Vi havde valgt ikke at kende kønnet, og jordemoderen måtte minde os om, at vi lige skulle tjekke, hvad det var for et køn.

– Da jeg var gravid med Arthur, blev jeg helt vildt pylret og stoppede med alle former for træning, skønhedsprodukter med kemi og løft af tunge ting. Besøgte vi nogen, der var i gang med at male, skyndte jeg mig ud i den friske luft. Jeg blev meget hys med alt. For jeg skulle i hvert fald ikke have siddende på mig, at jeg var skyld i, at vi tabte vores barn.

– Da vi så endelig blev forældre, var der bare ikke noget, der var godt nok til Arthur. Ude på sygehuset fik vi noget information om, hvordan vi skulle tage os af ham, og gjorde min kæreste, Peter, noget bare en lille smule anderledes, så var det ikke godt nok i mine øjne. Nu havde vi endelig fået den her lille baby, og jeg var helt i symbiose med ham. Jeg vil ikke sige, at jeg glemte Peter, men han var ikke længere det vigtigste i mit liv. Der kunne jeg pludselig mærke konsekvenserne fra alle de år, jeg havde gået og ventet. Og det var hårdt for vores parforhold. Men det kom vi heldigvis igennem, da jeg kom på arbejde igen og fik nogle andre ting at tænke på. Og da vi sidenhen fik flere børn.

Lev livet, mens du venter

– I 2011 fik Arthur sin lillebror Louie, og vores yngste, Buster, blev født i 2013. Jeg har det fantastisk i rollen som mor. Jeg synes, det er noget af det, jeg er bedst til. Det er det vigtigste i verden for mig. Alt andet kommer i anden række.

– Jeg begyndte at blogge om mine oplevelser med spontan abort, da vi havde fået vores nummer to. Jeg ville gerne dele min historie, så andre i samme situation blev klar over, at de ikke var alene om det her. For mig var det også en slags terapi at skrive om det. Sorgen sidder i en længe efter.

– Når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke brugte ventetiden bedre. Jeg isolerede mig og satte mit liv enormt meget på standby, for jeg gik bare og ventede på, at projekt baby skulle lykkes. Peter var bedre til at holde sig beskæftiget, han meldte sig ind i en motorcykelklub. Man skal huske at nyde livet, mens man venter. Alle dem, jeg kender, der har aborteret, har fået børn nu. Så nu tænker jeg, at det var dumt af mig at bruge så mange år på at bekymre mig. Det lå som en tung skygge over mit liv. Set i bakspejlet skulle jeg have rejst mere, været mere sammen med mine veninder og deltaget i flere sociale arrangementer på jobbet.

LÆS OGSÅ: ”Jeg havde jo fået at vide, at jeg ikke kunne få børn”

LÆS OGSÅ: Derfor deler vi sårbare ting på Facebook

LÆS OGSÅ: Monikas æg gjorde Hanne gravid