Natasha Brock: ”Jeg var en stræber i kirken, mens jeg forberedte mig på at blive en god kone”

Den 3. juli 2022 var Natasha Brock i Fields med sin kæreste og et vennepar. De skulle til koncert med Harry Styles i den nærliggende Royal Arena, og de sad og hyggede sig med mad og drinks, da der pludselig lød nogle dybe dunk.

Natasha kiggede op og så nogle teenagere løbe, og hun tænkte, at det var dem, der havde banket på ruderne og nu stak af. Umiddelbart efter gik det op for hende, at noget helt andet var i gang. Hun fik øje på en mand, der kom gående med et skydevåben, og hun blev klar over, at de unge mennesker løb for livet. Det gjorde Natasha, hendes kæreste og vennerne også et øjeblik efter, og de kom væk i god behold.

"Bagefter slog det mig, at selv der, hvor jeg var allermest bange, bad jeg ikke."

Tre mennesker mistede livet i Fields den dag, og mange andre blev såret som følge af det frygtelige skyderi. For Natasha har oplevelsen sat sig i kroppen, og selvom hun helst havde været den foruden, har den samtidig sat en ting på plads i hendes hoved:

At hun endegyldigt har sluppet troen på den gud, som ellers har fyldt alt gennem hele hendes opvækst. Hun tænkte simpelthen ikke et sekund på, om Gud var der for hende den dag i Fields. Hun klarede sig selv.

Natasha, der i dag lever af at lave standup og podcasts, og som er aktuel både med nyt show og i Vild med dans, er opvokset med og i Mormonkirken. Da hendes far var teenager, mødte han nogle missionærer for kirken, og han blev døbt, da han var 16-17 år.

Et par år efter blev han selv sendt ud på mission på Filippinerne. Selvom man ikke må have noget med det modsatte køn at gøre, når man er på mission, fik han alligevel et godt øje til en filippinsk kvinde, som kort tid forinden også var blevet mormon.

Da han blev sendt hjem til Danmark, skrev han og kvinden sammen, og det endte med, at hun kom til Danmark for at besøge ham. Med en brudekjole pakket ned i kufferten. Tre uger efter blev parret gift, og i de følgende år fik de tre piger. Natasha er den yngste.

"Vi boede i et hus i Hellerup, hvor min fars forældre også boede. I mange år tænkte jeg, at jeg voksede op som alle andre, men det gjorde jeg jo ikke. Det kan jeg se i dag. Fordi mine forældre var mormoner, blev mine søstre og jeg det også automatisk, og kirken var en enormt stor del af vores liv. Den var vores identitet. Mormonkirken er ikke sådan et sted, hvor man bare kommer engang imellem om søndagen. Man er der flere gange om ugen, fordi de altid sørger for, at der er et eller andet, man kan lave sammen. Fællesspisning. Ungdomsaktiviteter. Kirken var hele mit liv."

Hvad med din skolegang?

"Jeg gik på en katolsk privatskole, for det var det tætteste, man kunne komme på en skole, hvor der var noget religiøst ind over. Men hele mit netværk og mine bedste venner var i kirken. Jeg tror ikke, at mine kammerater i skolen syntes, at jeg var mærkelig, jeg var bare enormt god til kristendom, hvor jeg fik megagode karakterer. Det var først, da vi ramte teenageårene, at forskellen på mine klassekammerater og mig blev tydelig. De begyndte at drikke og få kærester. Som mormon må man ikke date eller have kærester, før man er 16, man må ikke have sex før ægteskabet, og man må ikke på noget tidspunkt drikke alkohol og koffein eller ryge."

Kan du sætte lidt flere ord på, hvad det vil sige at være mormon?

"Det er sådan en lille gren af kristendommen, og meget er det samme, men Mormonkirken er mere striks. Mændene skal helst ud på en toårig mission, og de må tage af sted, når de er 19 år. Kvinderne må også gerne, men først når de er 21 – man håber, at de bliver gift inden, så de ikke rejser ud. Min ældste søster var på en mission, men man ser helst, at man som kvinde bliver gift og starter familie så hurtigt som muligt. Som kvinde må man gerne have et arbejde, men hovedopgaven er at holde hus og være en god kone og mor. Og det var også det, jeg tænkte, at jeg skulle, da jeg var barn og ung. Det var hundrede procent min plan."

Hvordan vil du beskrive din opvækst?

"Som god og tryg. Som mormon lever man i sådan en boble af lykke. Samtidig ved man, at man skal noget andet med sit liv. Man skal gøre sig klar til den anden side. Efterlivet. For det er DER, det bliver fedt."

Altså, når man dør?

"Ja. At være her på jorden er ens prøve, det er her, man skal bevise, at man er god nok til alt det på den anden side. For mig betød det, at jeg vidste, hvad jeg skulle. Jeg var en enorm stræber. Ikke i skolen, men i kirken. Og jeg forberedte mig på, hvordan man bliver en god kone, lige fra jeg var barn. Jeg har skrevet dagbog, siden jeg var helt lille, og jeg kan se, at det, der var mit fokus, det var at finde den rigtige mand. Det handlede hele tiden om en fyr. Og det ved jeg godt, at det gør det for de fleste unge, men for mig handlede det ikke bare om, at han skulle være sød. Jeg skulle kunne mærke, at ånden sagde til mig, at han var den rigtige."

Natashas ældste søster var et kæmpe forbillede. Hun havde forskellige jobs i kirken, hun underviste unge piger som Natasha i troen og kirkens betydning, hun tog på mission, og hun mødte en, hun blev gift med. Alt det ”rigtige”. Da familiens mellemste datter kom i puberteten, blev hun alt det modsatte. Fik tatoveringer, begyndte at ryge og drikke, tog i byen og barberede sig skaldet. Hun ville ikke længere være en del af kirken. Det var voldsomt for hele familien.

"Som mormon får man at vide, at familien skal være sammen for evigt. Også efter døden. Men det kunne vi jo kun, hvis alle var med i kirken. Så ikke nok med, at min mellemste søster ikke længere troede på Gud, det føltes også som om, at hun ikke troede på os – familien – længere.

Vi prøvede at være positive omkring det hele og tro på, at hun nok skulle ombestemme sig, hvis vi bad nok og var gode nok. Hvis vi bare hele tiden ”gjorde noget mere”, så ville det hele blive godt, og hun ville komme tilbage. Jeg var omkring 12 år på det tidspunkt, og det var enormt voldsomt for mig at se på en, der gjorde alle de ting, vi ikke måtte. Det påvirkede familien virkelig meget, og for mig betød det helt sikkert, at jeg blev endnu stærkere i min tro."

Natashas mellemste søster kom aldrig tilbage til kirken. Men Natasha var fortsat hundrede procent sikker på, at hun selv skulle giftes som 18-årig. Da hun var 16 år, fik hun sin første kæreste. Han var også mormon, men han begyndte lidt efter lidt at tvivle på kirken. Det vækkede noget i Natasha.

"Vi hang ud med andre folk fra kirken, der tvivlede, og vi var en mindre gruppe af unge mennesker, der begyndte at tage i byen for at danse og høre musik, dog uden at drikke. Men som mormon må man helst ikke høre ”dårlig” musik."

Hvad er det?

"Det er musik med meget bas, med bandeord og med seksuelle undertoner. Og det er jo svært at tage i byen og undgå den slags sange."

Hun griner højt.

"Jeg begyndte at få øjnene op for, at der også fandtes en anden måde, man kunne leve sit liv på. Og jeg syntes, at det var spændende at lave det, jeg ikke måtte. Danse på en måde, jeg ikke måtte. Til kirkefesterne dansede vi også, men det var på den der standarddans-agtige måde. Og når man havde kjole på til kirkefesterne, skulle man gå på knæ for at vise, at kjolen ramte gulvet. Gjorde den ikke det, var den for kort."

Hvordan var det så at gå i byen uden de restriktioner?

"Jeg fandt ud af, at jeg elskede at danse på den måde, som man gjorde, når man gik i byen. Men jeg turde ikke give slip på kirken, for jeg VIDSTE jo, at det var det rigtige. Så jeg tænkte, at jeg bare lige skulle teste det andet lidt af, og så ville jeg gå tilbage til det, jeg kendte."

Hvordan tog dine forældre det, var de bange for, at du ville forlade kirken som din søster?

"Jeg var stadig så god i kirken, at de ikke for alvor var bekymrede, tror jeg. Og de unge, jeg hang ud med, var jo også fra kirken, det gjorde dem helt sikkert også mere rolige."

Da Natasha blev færdig i gymnasiet, fandt hun imidlertid en kæreste udenfor kirken. De tog på backpacking rundt i Asien.

"Min mor formanede mig om, at jeg skulle huske på, at jeg stadig skulle opføre mig ordentligt, selvom jeg var ude og rejse."

Gjorde du det?

"NEJ!"

Hun griner højt.

"Jeg gik jo i seng med min kæreste, og jeg drak alkohol, og kirken virkede meget fjern. Jeg følte pludselig, at jeg kunne trække vejret på en anden måde, fordi jeg var væk. Jeg holdt også op med at bede så meget. Det havde jeg ellers gjort tre gange om dagen, som man skulle."

Skræmte det dig lidt, at troen gled i baggrunden?

"Ja, men samtidig blev jeg på en eller anden måde ved med at tro på, at det bare var et bump på vejen."

Du troede stadig, at du ville komme tilbage til kirken?

"Ja. Hundrede. Men da jeg så kom hjem fra rejsen, kom jeg ikke længere så meget i kirken som før. Min kæreste slog op med mig, og så stod jeg der helt alene og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Jeg flyttede hjemmefra, hvilket gjorde det sværere for mine forældre at holde øje med, hvad jeg lavede, og jeg begyndte at tage mere i byen. Jeg fik dog dårlig samvittighed og begyndte igen at komme i kirken. Der fandt jeg til min overraskelse ud af, at en af mine gymnasieveninder var i gang med at blive omvendt til mormon. Og den missionær, som underviste hende, blev jeg fuldstændig forelsket i!

Han var fra Australien og anderledes end alle andre missionærer, jeg før havde set. De havde været sådan nogle kiksede, børneagtige, amerikanske fyre i alt for store jakkesæt. Missionæren fra Australien havde skræddersyet jakkesæt, flot klippet lyst hår og en fantastisk australsk tan og accent. Fra det øjeblik jeg så ham første gang, tænkte jeg: Nu giver jeg kirken en sidste chance. Jeg giver kirken ALT, hvad jeg har, så jeg kan blive god nok til ham der. Og jeg lavede en aftale med Gud: Hvis jeg får den australske missionær, så får du mig."

Wauw!

"Ja. Jeg satsede hele butikken."

Missionæren og Natasha underviste gymnasieveninden sammen, og da hun var blevet døbt, og han skulle rejse hjem, udvekslede han og Natasha mailadresser, selvom det egentlig ikke var tilladt. Han var allerede i gang med at spare op til at komme tilbage på besøg, sagde han, og de skrev sammen i nogle måneder derefter.

"Men så en dag skrev han, at han var blevet forlovet hjemme i Australien. Det knækkede mig fuldstændig! Jeg følte, at jeg var blevet snydt på en eller anden måde. Jeg talte med en god veninde fra kirken om det og fortalte hende, hvor meget jeg havde troet på det. På ham. Hvortil hun svarede: ”Hvordan kan du dog tro, at du kan få det liv, når du har været sådan, som du har været?”"

Hun holder en lille pause.

"Og det var et tipping-point for mig. Lige der gik det op for mig, at uanset hvor meget jeg gav, så syntes folk i kirken ikke, at jeg fortjente det liv, som jeg selv troede, at jeg skulle have. Fordi jeg havde været ude. Jeg kunne mærke, at jeg altid ville komme til at have dårlig samvittighed, hvis jeg blev i kirken, og at der altid ville være nogen, der holdt øje med, hvad jeg lavede. Og jeg ville aldrig komme til at føle mig god nok."

Så Natasha gik. Hun forlod kirken stille og roligt. Holdt bare op med at komme. Folk fra kirken skrev til hende, at de savnede hende, og om hun dog ikke kom tilbage.

"Men der var også en, der skrev, at hun nu havde mistet alt for mig. Hun var så troende, fordi jeg havde været det, og fordi jeg havde styrket hende, og nu kunne hun ikke forstå, hvordan jeg bare kunne forlade det hele."

Hvordan var det at forlade kirken?

"Jeg havde dårlig samvittighed. Og så havde jeg jo mistet alt og alle. Jeg troede, at mine venner stadig ville være der for mig, for vi var jo barndomsvenner og havde kaldt hinanden søstre og brødre. Men den der betingelsesløse kærlighed, jeg altid havde troet på, var der bare overhovedet ikke. Når man går ud og ikke kommer tilbage, når de beder en om det, så er der ikke mere. Og det er enormt svært. Jeg var 20-21 år på det tidspunkt, og i den alder er det jo meningen, at man skal være klar til livet. Men jeg følte, at jeg havde mistet hele min identitet. Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var."

Hvordan reagerede dine forældre?

"Jeg tror, at mine forældre mest af alt var lettede over, at jeg gik så stille og roligt ud af det og ikke på samme voldsomme måde som min søster. Men de var selvfølgelig kede af det og kunne ikke rigtig forstå det. I en periode blev de ved med at invitere mig med til forskellige ting i kirken."

Så dine forældre og din ældste søster vendte dig ikke ryggen?

"Nej. I dag er vi flere i familien, der ikke er medlemmer eller praktiserer troen. Det har skabt et større rum for at tale om f.eks., hvornår er man egentlig mormon eller ikke? Hvilke forventninger og/eller pres var der i kirken?"

Hvordan kom du videre, da du stod der uden identitet?

"Det er lidt mærkeligt at sige, at man begynder forfra, men det var det, jeg gjorde. Jeg måtte kigge på alting igen og sige, okay, hvad mener jeg om det her? Hvad føler jeg i forhold til det her? Jeg er for eksempel vokset op med, at homoseksualitet er forkert. Men så mødte jeg jo lige pludselig folk, der var homoseksuelle, og tænkte, jamen hvordan kan det dog være forkert? Der var en masse af de ting, jeg altid havde fået at vide, som pludselig ikke længere gav nogen mening. Samtidig skulle jeg forholde mig til, at man får at vide, at man ikke kan få et lykkeligt liv, når man forlader kirken. Der vil altid mangle noget. Og jeg kunne mærke, at der lå en frygt i mig: Tænk, hvis jeg aldrig bliver glad igen. Tænk, hvis de har ret."

Hun stopper op og lader tankerne vandre lidt.

"Der er en mormonforfatter, hvis bøger jeg elskede at læse, da jeg var yngre. Bøgerne handlede om unge kvinder, der forlod kirken, men som så efter noget tid fandt kirken igen og blev lykkelige. Da jeg havde forladt kirken, følte jeg lidt, at jeg var sådan en historie."

Du tænkte, at du ville komme tilbage som pigerne i de bøger?

"Ja, det var sådan en mærkelig fornemmelse af, jeg ikke rigtig troede på det, men samtidig tænkte jeg, at det jo var det, der var det rigtige. Det var sådan nogle modstridende følelser."

Hvor lang tid gik der, før du var sikker på, at du ikke skulle tilbage?

"Det er svært at sige, men der kom bare et tidspunkt, hvor jeg bad den sidste bøn. Der var jeg måske 25 år. Der kunne jeg bare mærke, at jeg ikke skulle tilbage. For der var ikke noget for mig at komme tilbage til. Og så kunne jeg pludselig mærke, at jeg jo levede lige præcis det liv, jeg havde lyst til. Jeg havde selv valgt det, og det var mig, der bestemte, hvad der skulle ske. Det var og er en enormt fed følelse. Når noget går galt i dag, er det min egen skyld, men når noget omvendt går godt, er det også mig, der kan tage æren. Fordi jeg selv styrer."

Natasha uddannede sig til lærer, men i 2009 faldt hun over standup og fik lyst til selv at prøve at optræde. Hun kunne mærke, at det vækkede noget i hende, at hun kunne tale om ting, der betød noget for hende, og samtidig få folk til at grine.

Familien tog det fint, de tænkte, at det var en udmærket hobby, men det kom hurtigt til at fylde alt for Natasha. Hun fandt en ny identitet i standupmiljøet, og hun følte sig ikke længere ensom. Her blev hun accepteret som den, hun var. Hun er lige nu aktuel med showet 'Ha’ det godt i Natashaland', og her har hun for første gang lavet materiale på sin baggrund.

"Indtil nu har jeg været bange for at gøre mennesker, som jeg holder enormt meget af, kede af det ved at tale om kirken og troen. Jeg har gerne villet have, at når jeg skulle snakke om kirken og lave jokes om den, så skulle det komme fra et sted, hvor jeg ikke blev påvirket for meget af vrede eller bitterhed. Det skulle komme fra et velovervejet sted, hvor jeg kan stå inde for det, jeg siger."

Hvordan tror du, det bliver at tale om det for første gang på scenen?

"Jeg tror, det bliver vildt. Men jeg kan også mærke, at jeg er nervøs. For mig er Gud jo som en gammel ekskæreste."

Hun griner.

"Jeg har ikke snakket med ham i ti år, og nu skal jeg til at lave et show om ham..."

Off stage er Natasha videre med en ny kæreste. Eller faktisk en mand. Hun og Albert, som hendes kærlighed hedder, blev nemlig gift i august. Vielsen var borgerlig, for Natasha var bange for, at der ville gå ild i hende, hvis hun satte sine fødder i en kirke igen. Det sidste siger hun med et stort grin, men alvoren anes lige bag joken. Det var Natasha, der havde friet til Albert. På skuddag i 2020. De mødte hinanden for seks år siden, og i forhold til det, som Natasha lærte i kirken, er hun jo sent på den med det ægteskab.

"Men åh, at få ringen på fingeren og være en kone..."

Hun smiler stort.

Det er stadig en del af den pakke, du gerne ville have?

"Ja, det er den del, jeg ikke ville give slip på. At blive nogens kone. Til gengæld ved jeg nu, at jeg ikke skal have børn. Noget af det første, Albert sagde til mig, da vi begyndte at date, var, at han ikke ville have børn. Da han sagde det, kunne jeg mærke, at det var sgu egentlig meget rart.

Jeg er jo vokset op med, at jeg selvfølgelig skulle have børn, men det har aldrig sagt mig noget. Så da han sagde det, tænkte jeg, jamen jeg skal heller ikke have børn. Jeg kan slet ikke mærke den længsel efter børn, som jeg oplever hos mine veninder, og jeg genkender ikke det kærlige blik, de har i øjnene, når de kigger på deres børn.

Der er mange, der siger, jamen når man først ser sit barn, så kommer alle følelserne. Det tør jeg bare ikke stole på. Jeg vil hellere sidde som gammel og fortryde, at jeg ikke fik børn, end jeg vil sidde og tænke, at der var en masse ting, jeg ikke fik gjort, fordi jeg fik børn."

Så du føler, at du er landet et godt sted i livet nu?

"Ja. Det er skønt at vågne hver dag og tænke, det her liv har jeg valgt, og det gør mig glad."